Jeg står foran spejlet i det lille brudekammer, hvor der dufter af hårspray, fremmed parfume og friske roser. Udenfor støjer en juliregn, tynde stier løber ned ad ruden, og på vindueskarmen ligger to knappenåle, som jeg bare ikke kan få sat fast i sløret.
Greta holder et stykke papir op foran mig. Hvidt, tykt, med et omhyggeligt foldet hjørne. I den anden hånd har hun en kuglepen med en guldhætte.
– Hvad er det? spørger jeg.
Hun smiler på den måde, sælgere smiler, når de ved, at varen har en fejl, men køberen næsten har sagt ja.
– En helt almindelig familieaftale. Lars har forklaret dig det.
Lars står ved døren i en mørkeblå habit. Smuk, glatbarberet, med en boutonnière i revers. Jeg selv satte den fast i morges og grinede af, at han var mere bange for at stikke sig end for at blive gift.
Nu griner han ikke.
– Mette, lad være med at starte, siger han. – Vi har diskuteret det hele.
– Vi diskuterede, at du efter brylluppet flytter ind hos mig, siger jeg. – Og at din mor ikke bliver forurettet. Alt andet diskuterede du uden mig.
Greta løfter en anelse på øjenbrynene.
– Sikke en skarphed. Lars, jeg sagde jo, at vi skulle have stillet spørgsmålet fast tidligere.
Hun lægger papiret på bordet ved siden af ringæsken. Det er ikke engang rigtigt juridisk papir, det er mere en snor, de vil trække mig i lige før vielsen. Indholdet er få linjer: efter brylluppet sælger jeg min lejlighed, og pengene går til et større hjem for vores “nye familie”. Købet skal stå i Lars’ navn. Hvorfor bliver ikke forklaret. Det virker, som om jeg bare skal være taknemmelig.
Jeg ser på mit spejlbillede. Den hvide kjole sidder perfekt. Selvfølgelig. Jeg syede den selv, om natten, når maskinerne i syværkstedet var stille, og jeg endelig kunne arbejde på mig selv. Blonden på ærmerne valgte jeg i tre uger. Taljelinjen rettede jeg to gange. Der er intet tilfældigt i den kjole.
Bortset fra brudgommen, viser det sig.
– Lejligheden er købt af mig, før jeg mødte Lars, siger jeg. – Jeg sælger den ikke.
Lars skubber sig væk fra døren og kommer tættere på.
– Mette, hold op med at klamre dig til dine egne vægge. Det er en etværelses. Skal vi bo der hele livet?
– Jeg har ikke noget imod en større lejlighed. Jeg har noget imod, at min bliver solgt i dit navn efter din mors diktat.
– Mor vil det bedste.
– For hvem?
Greta sukker.
– For alle. Mine ben gør ondt, jeg har svært ved at være alene. Lars er min eneste søn. Du er hustru, så du må tænke bredere, ikke kun på dine tråde, klude og taburetten ved vinduet.
Taburetten ved vinduet kalder hun mit arbejdshjørne. Der står en gammel symaskine, tung, støbejern, som jeg fik sammen med min første rigtige ordre fra ejeren af et nedlagt syværksted. På den maskine lagde jeg andres frakker op, syede skolekjoler til børn, rettede kjoler efter dårlige køb, og så sparede jeg op til udbetalingen og købte netop den lejlighed.
Lille. Stædig. Min.
Lars vidste det hele. Sagde engang:
– Jeg elsker, at du klarer alt selv. Med dig er man ikke bange.
Det viste sig, at han ikke var bange _sammen med mig_. Men _for min regning_.
– Jeg underskriver ingenting, siger jeg.
Greta holder straks op med at smile.
– Hvad skal hele denne forestilling så til?
– Hvilken forestilling?
– Den hvide kjole, gæsterne, restauranten. Du vil ind i familien, men give intet til familien?
Jeg ser på Lars. Jeg venter på, at han siger bare: “Mor, stop.” Eller tager papiret fra hende.
Han tier.
Bag døren går nogen forbi, ler, der klirrer med glas. Gæsterne får sikkert allerede skænket champagne. Min veninde Sine sender en besked: “Hvor er du? Vielseskoordinatoren er nervøs.” Jeg svarer ikke. Telefonen ligger ved siden af buketten af hvide pæoner, som pludselig ligner kålhoveder.
– Lars, siger jeg stille. – Vidste du om det her papir?
Han retter på manchetten.
– Hvorfor hænger du dig i ord? Papiret er bare for, at alle kan være trygge. Du ville ombestemme dig bagefter, trække tiden ud. Vi har allerede en aftale med nogen.
– Hvilke nogen?
Greta ser hurtigt på sin søn. Der, for første gang, bliver jeg rigtig bange. Ikke for papiret. Ikke for samtalen. Men fordi svaret allerede er der, og det vil være værre, end jeg tror.
Lars rynker på næsen.
– Jeg viste lejligheden til en bekendt. Han er klar til at vente. God pris. Lad være med at lade, som om det er en forbrydelse.
– Du har vist min lejlighed til en køber?
– Dramatisér ikke. Jeg har været der. Jeg har nøgler.
Jeg mærker, hvordan brystet bliver tomt og koldt. Nøglerne. Dem, jeg gav ham i foråret, da jeg var syg og bad ham hente medicin. Han beholdt bundtet.
– Du har lukket en fremmed ind i min lejlighed?
– I vores fremtidige lejlighed, siger han skarpt. – Og hold op med den tone.
Greta skubber kuglepennen hen mod mig.
– Mette, en klog kvinde klamrer sig ikke til en kasse med altan, når hun bliver tilbudt et normalt liv.
I det øjeblik husker jeg, hvordan Birthe, min første læremester i syværkstedet, lærte mig at sprætte en forkert søm op.
– Spar ikke på tråden, Mette. Hvis det går skævt fra første sting, så trækker det hele produktet med. Bedre at sprætte med det samme end at græde over ødelagt stof.
dengang troede jeg, hun talte om nederdele.
Lars tager ringæsken, åbner den, tager min ring frem og drejer den mellem fingrene.
– Lad os afslutte den her snak. Nu går du ud, smiler, vi bliver gift, og så taler vi hjemme i ro og mag.
– Hjemme? spørger jeg. – I hvilket hjem?
– I dit. Foreløbig.
Det “foreløbig” bliver den sidste tråd.
Jeg tager ringen fra hans hånd. Lille, glat, guld. Vi valgte den sammen. Eller rettere, Lars valgte, og jeg sagde ja, fordi jeg var træt af at skændes. Han sagde dengang:
– Enkelhed klæder dig.
Men jeg ville bare have, at han én gang spurgte, hvad _jeg_ kunne lide.
Jeg går hen til vinduet. Det er på klem, fordi rummet blev kvalmt. Nedenunder, under skuret, holder gæsternes biler, våde af regn. På vindueskarmen dirrer en vanddråbe.
Greta træder nærmere.
– Hvad laver du?
Jeg vender mig mod dem begge. Mod kvinden, der allerede mentalt har møbleret min lejlighed. Mod manden, der troede, at efter vielsen ville jeg blive lettere at håndtere, blødere, mere stille.
– Tillykke! I har lige mistet både bruden, lejligheden og resterne af min respekt! – Jeg kaster vielsesringen ud af vinduet.
Den rammer tagrenden af blik, klinger og forsvinder et sted i den våde grønne buskads under vinduet.
Greta skriger, som om jeg ikke smed en ring, men hendes planer om en rolig alderdom.
Lars blegner.
– Er du blevet vanvittig?
– Nej. Endelig kommet til mig selv.
Jeg løfter kjolens nederdel for ikke at træde på blonden og går mod døren.
– Mette! – Lars griber min arm. – Der er gæster. Mine kolleger. Din mor er kommet. Du gør os alle til grin.
Jeg ser på hans fingre om mit håndled.
– Slip.
– Vi taler.
– Du har allerede sagt alt.
Han slipper ikke med det samme. Først klemmer han hårdere, som om han tester, hvor meget af den gamle, lydige Mette der er tilbage. Så slipper han. Der bliver røde mærker på huden.
I gangen møder jeg Sine. Hun er i lilla kjole med lidt mascara, der er smurt på grund af fugten.
– Hvor blev du af? Alle venter. Åh… Hvad er der sket?
– Der bliver intet bryllup.
Hun kigger over min skulder, ser Lars, Greta med papiret i hånden, og forstår med det samme – ikke på ord, men på ansigter.
– Kom, siger hun.
– Vent. Sig til mor, hun skal ikke bekymre sig.
– Sig det selv. Hun står ved garderoben, hun mærker allerede, at noget er galt.
Mor står faktisk ved garderoben. Lille, i mørkeblåt jakkesæt, med en taske, hun holder med begge hænder foran sig. Hun ser mig og spørger ikke: “Hvordan kunne du?” Spørger ikke: “Hvad vil folk sige?” Hun kommer bare hen og retter en løs lok.
– Har han såret dig?
Jeg nikker.
– Gå og skift tøj. Jeg taler med gæsterne.
– Mor, det er kompliceret.
– Kompliceret er, når mønsteret ikke passer, og ordren er i morgen. Det her er bare ikke din mand.
Jeg tager kjolen af i restaurantens baglokale, hvor Sine har hentet min almindelige linneskjole og sandaler. Lynlåsen hænger, blonden fanges i håret. Jeg rykker, og en tynd tråd på ærmet springer.
– Forsigtig, siger Sine.
– Lad den bare rives.
– Det er synd. Du har syet så meget.
Jeg ser på det hvide stof, på de nøjagtige sømme, på rækken af små knapper, syet i hånden.
– Det er ikke synd. Kjolen har ikke gjort noget forkert.
Sine hænger den på en bøjle. Den svajer, som om den sukkede.
Ved indgangen til restauranten summer gæsterne. Nogen er forargede, nogen hvisker, nogen prøver at få en taxa. Greta siger højt:
– Pigen har nerver. Vi ordner det.
Min mor svarer så roligt, at jeg hører det selv gennem døren:
– Pigen har en lejlighed. Og hovedet på rette sted. Jeg undrer mig mere over jeres søns mangel på respekt.
Jeg går ud gennem personalets udgang. Regnen er næsten stoppet. Luften dufter af våd asfalt og lind. Sine vil køre med mig, men jeg siger:
– Lad være. Jeg vil være alene.
– Klarer du dig?
– Jeg har allerede klaret det.
Jeg får en taxa ved nabogården. Chaufføren ser på mig i spejlet: linneskjole, brudefrisure, buket hvide pæoner i skødet.
– Festen gik ikke? spørger han forsigtigt.
– Tværtimod, den sluttede til tiden.
Han spørger ikke mere.
Hjemme henter jeg først reservedelen hos viceværten – en ekstra nøgle, jeg havde efterladt i tilfælde af uheld – og går op. Døren åbner lydløst. Lejligheden er, som jeg elsker den: på bordet ved vinduet ligger et målebånd, på stoleryggen hænger en ufærdig jakke, på vindueskarmen står en potte med basilikum. Mit liv. Lille, stramt, men ikke fremmed.
Jeg tager den gamle cylinder ud af låsen og lægger den i håndfladen. Naboen på tredje viste mig engang, hvordan man skifter, da min nøgle sad fast. Jeg lo dengang og sagde:
– Jeg vil hellere sy kjoler end skrue i låse.
Han svarede:
– En kvinde i sin egen lejlighed har godt af at kunne begge dele.
Den nye lås ligger i kommodeskuffen. Jeg købte den, efter at Lars en morgen uden varsel kom, låste op med sin egen nøgle og sagde:
– Overraskelse.
Dengang tav jeg. Gemte bare æsken under undertøjet. Mit hoved havde nok vidst det hele tiden, men hjertet haltede bagefter.
Låsen skifter jeg i lang tid. Over en kjole ville jeg have været færdig, men med jern fumler jeg som en elev. Skruetrækkeren glider, skruen falder, fingrene gør ondt. Men da den nye nøgle drejer i den nye cylinder, smiler jeg for første gang i dag.
Telefonen summer. Lars. Greta. Ukendte numre. Så beskeder.
“Gør dig ikke til grin, kom tilbage.”
“Gæsterne spørger, hvad de skal sige.”
“Jeg kommer, luk op.”
“Du skylder en forklaring.”
Jeg slår lyden fra.
Der er ikke længere nogen at forklare noget til.
Lars kommer, da den våde gård begynder at blive mørk udenfor. Først ringer han på dørtelefonen. Så banker han. Så taler han gennem døren.
– Mette, luk op. Vi er voksne mennesker. Vi må løse det.
Jeg sidder på gulvet ved symaskinen og sprætter kanten af brudekjolen op. Ikke fordi jeg ikke hører ham. Men fordi mine hænder for første gang i dag gør noget, jeg forstår.
– Jeg ved, du er hjemme, siger han. – Lav ikke cirkus.
Jeg fortsætter med at sprætte sømmen op med små sakse, forsigtigt, for ikke at ødelægge stoffet.
– Mine nøgler passer ikke, siger han med en anden stemme. – Har du skiftet lås?
Jeg tier.
– Mette, det er ikke sjovt længere.
Saksen klipper. Tråden giver efter.
– Luk op, så vi kan tale!
Jeg går hen til døren, men tager ikke kæden af.
– Tal.
– Forstår du, hvad du har gjort? Folk kom, mor var ved at falde om. Du har gjort mig til grin.
– Det klarede du selv.
– På grund af et stykke papir? På grund af en eller anden lejlighed?
– Ikke på grund af lejligheden, Lars. På grund af at du allerede har besluttet, hvad mit liv er værd.
Han trækker vejret højlydt på den anden side.
– Jeg ville have en familie.
– Nej. Du ville have en byttehandel: min lejlighed mod din ro i sindet.
– Du vender det hele på hovedet.
– Gå.
– Jeg går ikke, før vi bliver enige.
– Så ringer jeg efter politiet.
Han tier. Så slår han med håndfladen på døren. Ikke hårdt, men nok til at spejlet i entreen ryster.
– Du kommer til at fortryde det.
– Det gør jeg ikke allerede.
Hans skridt forsvinder ikke med det samme. Han står endnu et øjeblik og håber, at jeg bliver bange for min egen beslutning. Så smækker elevatordøren, og lejligheden bliver stille.
Jeg vender tilbage til kjolen. Klipper den lange slæb af. Så fjerner jeg blonden fra ærmerne og lægger den til side. Det hvide stof ligger på bordet, lydigt og rent. Af det kan jeg lave hvad som helst: en fin kjole til en lille pige, et for til en jakke, et betræk til en mannequin. Ikke alt stof er skyldigt i at ville blive brugt forkert.
Da lyset tændes i syværkstedet, står jeg allerede ved klippebordet med en pose i hænderne. Birthe sidder ved vinduet og drikker te af et glas i holder.
– Nå? spørger hun uden at løfte blikket.
– Der blev ikke noget bryllup.
– Det kan jeg se. Brude, der har været gift, har en anden gang. Du har gangen som en, der bar symaskinen ud af et brændende skur.
Jeg sætter posen på bordet.
– Må jeg skille den ad her?
– Det må du nok.
Hun kommer hen og rører ved stoffet.
– Godt arbejde.
– Det var.
– Godt arbejde er stadig godt. Det var ikke sømmen, der tog fejl, Mette. Det var mennesket, der troede, at kjolen allerede gør dig til hans ejendom.
Vi sidder side om side. Hun sprætter en sidesøm op, jeg tager knapperne af. Ingen høje samtaler. Kun blød knitren af tråde og regnens trommen mod blikskuret.
Mor ringer, da jeg ruller blonden til en nøje rulle.
– Hvordan har du det?
– Levende. Vred. Men okay.
– Kom han?
– Han kom. Han kom ikke ind.
– Godt.
– Mor, skammer du dig over mig?
Hun bliver næsten vred.
– Jeg skammer mig over, at jeg ikke spurgte før, om du var lykkelig. Alt andet er ikke en skam.
Jeg går hjem i en let regn. Ved opgangen står Greta. Uden paraply. Håret er faldet ud af frisuren, ansigtet virker gråt.
– Mette, siger hun. – Vi må tale.
– Det skal vi ikke.
– Du er ung, heftig. Du forstår ikke, hvad du gør. Lars lider.
– Lad ham vænne sig til det.
Hun strammer læberne.
– Lejligheden gør dig ikke lykkelig.
– Måske ikke. Men den vil ikke bede mig sælge mig selv for andres bekvemmelighed.
– Du er grusom.
– Nej. I hørte bare et nej for første gang og kaldte det grusomhed.
Hun træder nærmere.
– Lars er god.
– Så lad ham blive god uden min lejlighed.
Greta vender sig væk. Det ser ud som om, hun vil sige noget skarpt, noget vane. Men gården er tom, der er ingen tilskuere, og ordene mister halvdelen af kraften.
– Han elskede dig, siger hun til sidst.
– Kærlighed kommer ikke med et papir, der skal underskrives lige før vielsen.
Jeg går uden om hende og ind i opgangen.
De kommer ikke igen. De ringer et par gange, så holder de op. Restauranten og gæsterne bliver ordnet uden mig. Lars henter sine kasser fra altanen gennem naboen, kommer ikke engang op til mig. Han afleverer nøglerne, der alligevel ikke åbner noget længere.
Jeg troede, det ville gøre mere ondt. Men smerten var som et knappenålsstik: skarp, irriterende, men man ved straks, hvor man skal trække den ud.
Efterhånden holder lejligheden op med at huske Lars. Hans kop med teksten “chef i huset” forsvinder. Jeg smider hjemmeskoene, han selv købte og lod stå ved døren som symbol på det kommende samliv. Jeg tager kalenderen ned fra væggen, hvor han havde ringet om bryllupsdatoen med rød tusch. I stedet hænger jeg en træspole fra gamle tråde, fundet i syværkstedet. Stor, mørknet, med en flænge i siden. Den passer på min væg bedre end nogen kalender.
Kjolen smider jeg ikke ud. Af det tykke atlassyger jeg et betræk til symaskinen. Af blonden laver jeg et gardin til det lille vindue i arbejdshjørnet. Knapperne lægger jeg i et glas. Slæbet ligger længe for sig selv, indtil jeg finder på, hvad jeg skal bruge det til.
På en dag uden ordrer tager jeg den smalle træstol hen til vinduet. Den samme, hvor Lars plejede at sidde, scrolle på telefonen og sige:
– Mette, hvem gider de her ombygninger? Du burde finde et ordentligt job.
Stolen er solid, men sædet er slidt. Jeg betrækker det med stof fra brudeslæbet. Hvid atlasspændes stramt uden folder. Langs kanten syr jeg en tynd stikning. Ingen roser, ingen blonder, ingen sløjfer. Bare en ren, lys overflade.
Da stolen er færdig, sætter jeg den ved siden af symaskinen. Sætter mig, træder på pedalen og hører den jævne gang. Maskinen syr sikkert, som om den også har ventet på, at det unødvendige støj skulle bæres ud af lejligheden.
På bordet ligger en ny ordre – en simpel blå kjole til en kvinde, der sagde ved prøvningen:
– Jeg vil have sådan en, hvor jeg kan være mig selv.
Jeg smiler. Det var en opgave, jeg forstod.
Udenfor lysner tagene efter regnen. Et eller andet sted i græsset ved restauranten ligger min ring stadig. Måske fandt viceværten den. Måske rullede den ind under en busk. Det er ligegyldigt. Ringen handlede om et løfte, der ikke eksisterede. Men stolen ved vinduet handler om det sted, jeg beholdt for mig selv.
Jeg sætter symaskinens trykfod ned på stoffet og trækker første sting.
Jeg presser mig ikke længere ind i nogens fremmede mønster.
