Tidligere var jeg en slange og en dovenlars over for min svigermor. Nu er jeg blevet en helgeninde, ringer hun næsten dagligt og beder om tilgivelse. Men jeg tror ikke et sekund på hendes ord. Jeg vil kun sige én ting: “Det har I så rigtig godt af! Høst jeres egne frugter!”
Sådan. I 2017 sagde jeg ja til Peter. Vi gik på samme studie, mødtes på første semester på Aarhus Universitet. Efter bacheloren blev vi gift. Jeg er ikke lokal, kom til Aarhus fra en lille flække i Vestjylland.
Fordi vi stadig var studerende og ikke havde en krone på lommen, besluttede vi at bo hos svigermor. Grethe Birgitte havde en lækker treværelseslejlighed i midtbyen med nyt køkken og flot renoveret bad. Jeg sagde ja til det eventyr – vi ville hurtigere spare op til vores eget bo, i stedet for at smide penge efter en dyr lejebolig.
Men svigermor tog mig aldrig til sig. Hun skammede sig ikke over at sige, at hun havde ønsket sig en bedre kone til sin eneste søn:
– Du er en uvasket bondetøs. Her i byen gælder andre regler, min skat. Troede du, du kunne gifte dig til en lejlighed? Glem det!
På det tidspunkt havde jeg allerede fået job som assistent på et oversætterbureau. Og efter arbejde gjorde jeg rent og lavede mad derhjemme. Men uanset hvad, kunne jeg aldrig tilfredsstille Grethe.
– Hvad er det for noget opvask?
– Det er simremad, frisk, lige fra gryden.
– Du har sikkert lavet den slags til svinene derhjemme!
Peter prøvede ikke engang at tale med sin mor, for han var skrækslagen for hende. Han var bange for, at hun ville smide os ud på røv og albuer.
Illustrativt foto. Billedet er ikke en dokumentation af den beskrevne situation.
Men det var langt fra slutningen på vores problemer. På et år lykkedes det os at spare en pæn slat op, men alle pengene gik til en renovering for svigermor. Vi købte nyt køleskab, mikroovn, vask, emhætte og nogle skabe. Det gamle køleskab ville Grethe ikke skille sig af med, så hun stillede det ind på vores soveværelse. Der opbevarede vi alle vores madvarer. En dag tog jeg en klump smør fra hende – og hun skabte sig, som om jeg havde røvet hende!
Jeg levede i det cirkus i tre år mere. Da corona ramte, gik alt fuldstændig i fisk. Peter blev fyret og sad derhjemme konstant. Jeg arbejdede hjemmefra, fik en arbejdscomputer.
Men svigermor stoppede ikke med at brokke sig:
– Er det der arbejde? Du burde hellere rejse dig og vaske op!
– Om lidt. Jeg skal lige have udfyldt disse papirer.
– Og hvad med madlavning? Se på Peter, han er skind og ben! Du er en elendig husmor!
Jeg holdt ikke ud mere, pakkede alle mine ting og tog hjem til mine forældre i Vestjylland. Peter ringede kun én gang – for at bede mig forlige mig med hans mor.
Sådan blev vi skilt. Og gudskelov: Jeg havde arbejdet godt, så jeg kunne købe en lejlighed i byen. For nylig fik jeg også bil. Nu bor jeg i Aarhus, har åbnet mit eget oversætterbureau og har fantastiske medarbejdere.
Og så, for en måned siden, ringede svigermor uventet:
– Kære Mette, du er så dygtig. Jeg hørte, du har et godt job. Jeg har altid sagt, du ville nå langt i livet.
Jeg måbede, for jeg huskede, hvordan hun “roste” mig før.
– Nå, tak…
– Er du mon blevet gift igen?
– Nej. Hvad rager det dig?
– Peter visner uden dig. Måske I skulle mødes?
Det viste sig, at Peter efter skilsmissen hverken havde fundet en kone eller et fast job. Alle årene havde han siddet på mors nakke, kun med små løse jobs.
Og sikkert havde svigermor hørt om min forretning og lejlighed, så ville hun pludselig “forsone”. Nu ringer hun næsten dagligt. Det blev jeg træt af, så jeg satte en stopper for det tåbelige snak:
– Ved du hvad, du har sikkert glemt, hvordan du kaldte mig en uvasket bondetøs, hvordan du kritiserede min mad. Hvordan du endda skældte ud på mit arbejde!
– Det var længe siden. Det der skete, er forbi.
– Nej, sådan fungerer det ikke. Gud har straffet dig for det! Pas du bare på din sønnesøde og find en ordentlig kvinde til ham. For jeg er jo en uvasket bondetøs!
Jeg skammer mig ikke en millimeter over at have sat svigermor på plads. Eller rettere: eks-svigermor. Hun ødelagde selv vores familie, og nu vil hun pludselig forsone? Tak, men som man siger: Man kan ikke træde i den samme å to gange.
