Kassen stod for hendes fødder på tredje dagen, og bunden var allerede blød af morgenens fugt. Lykke rettede på håndklædet indeni og talte killingerne: alle fem. To grå, to stribede, en sort med hvid bryst. Den sov, de stribede tumlede, de grå trykkede sig ind til hinanden.
Torvet vågnede langsomt. Signe fra grøntafdelingen havde allerede stablet æbler i en fin bunke, og der kom den syrlige efterårslugt, som gør oktober til noget særligt. Himlen hang grå og tung, og kulden listede sig ind under jakken ikke på én gang, men centimeter for centimeter, fra håndled til albuer. Asfalten glinsede af gårsdagens regn, og vandpytterne spejlede boder, mennesker, stykker af himlen.
Lykke blæste på fingrene. De var røde og stive, og hun havde glemt handskerne derhjemme, fordi hun om morgenen ikke tænkte på handsker, men på at i dag var den sidste dag, hun kunne stå her. I morgen kom datteren og hentede katten, men killingerne ville datteren ikke have. ‘Mor, hvor skal jeg have fem hen?’ havde hun sagt. Og hun havde ret. Men datterens retfærdighed løste ingenting – det gjorde kun det tunge endnu tungere.
‘Tag en killing,’ sagde Lykke til enhver, der sænkede farten. ‘De er søde og tamme. Hvis det ikke er for meget besvær…’
Folk gik forbi. En kvinde med barnevogn smilede, men rystede på hovedet. En mand i arbejdstøj kiggede ikke engang. En pige på ti år satte sig på hug og rakte hånden frem, men moren rev hende i ærmet og trak hende videre.
‘Hvem vil have killinger i oktober?’ sagde Signe fra naboboden og flyttede rundt på æblerne. ‘Om foråret, ja, det kan gå, men nu… Du skulle tage dem med tilbage.’
Lykke tav. Tilbage betød noget, hun ikke ville tænke på.
Den sorte killing vågnede, løftede hovedet og peb. Lykke stak hånden ned i kassen og kløede ham bag øret. Pap under fingrene var blødt og fugtigt, og i det ene hjørne begyndte det allerede at gå i lag.
Han standsede ikke op, lod ikke blikket glide hen over kassen og videre. Han stoppede, som om han var løbet ind i en usynlig mur, og stod så i flere sekunder og stirrede nedad.
Mager, i en jakke slidt ved albuerne, hænderne i lommerne. Ansigtet som hos en, der længe ikke har sovet – ikke af arbejde, men af noget andet. Lyse øjne, trætte. Tre dages skægstubbe, men pæne, som om han ikke lod dem gro, men bare glemte at barbere sig.
‘Hvor mange er der?’ spurgte han.
‘Fem,’ svarede Lykke og rettede sig op, trak jakken ned. ‘To drenge, tre piger. En måned og en uge. Vant til kattebakke. Hvis De ikke…’
‘Jeg tager dem.’
Lykke blinkede.
‘Hvad?’
‘Dem alle sammen.’
Han trak hænderne op af lommerne og satte sig på hug. Han løftede den sorte killing med den ene håndflade, så den i øjnene, spredte blidt bagbenene og tjekkede, lagde den så tilbage. Sådan tager man ikke en hvalp som gave til et barn. Sådan tager man et dyr, når man ved, hvad man skal kigge efter og hvorfor.
Lykke stod og vidste ikke, hvad hun skulle gøre med hænderne. Posen med foder, som hun havde haft med hver dag, var pludselig overflødig. Ordene, hun havde forberedt til hver forbipasserende, var også overflødige.
‘De… alle sammen?’ gentog hun.
Han nikkede. Løftede kassen. Hun så, hvordan hans hænder allerede holdt papet forsigtigt, uden at klemme.
‘Vent,’ sagde Lykke og rodede i tasken. ‘Her er foder, jeg har købt… Og en speciel blanding. De skal stadig have med pipette, lidt ad gangen. De spiser ikke rigtig selv endnu.’
Han tog posen. Takkede ikke. Smilede ikke. Bare nikkede og gik, og kassen i hans hænder vippede i takt med hans skridt, og en rød stribet pote stak ud over kanten og greb fat i pap.
Signe fløjtede.
‘Nå, det var da noget. Alle fem. Underlig fyr.’
Lykke svarede ikke. Hun så efter ham og kunne ikke forstå, hvorfor det ikke føltes lettere indeni, selvom det var præcis, hvad hun havde ønsket sig i tre dage. Måske fordi at give killinger væk til en fremmed, der ikke forklarede hvorfor, ikke helt var det samme som at få dem anbragt. At anbringe betyder at vide, hvor. Og det vidste hun ikke. Hun så kun hans hænder, og hænderne var rigtige, og det burde være nok.
Hun tog en notesblok og en kuglepen frem. Fulgte efter ham, heldigvis skulle hun ikke langt – den fremmede gik ind i opgangen i nabobygningen. Lykke, som en spion, fulgte ham helt til lejligheden. Noterede adressen. For en sikkerheds skyld. Eller ikke kun for en sikkerheds skyld.
Støvlerne ved døren stod alene. Kroge på væggen i entréen var tomme: fire stykker, blanke, og på hver havde der engang hængt en jakke, et tørklæde eller en paraply, men nu stak de bare ud af væggen som spørgsmål, ingen har svar på.
Mads stillede kassen på gulvet i køkkenet. Killingerne rørte på sig, en peb.
Han tog jakken af og hang den på den eneste optagede krog.
Radiatorerne under vinduet var knap lunkne. Oktober listede sig mod november, og varmen var tændt for nylig, og rørene varmede stadig, som om de ikke selv troede på, at det var tid.
Mads satte sig på hug ved kassen. Den sorte killing løftede først hovedet og så direkte på ham med grønne, stadig noget uklare øjne, men allerede med personlighed. En stribe lys fra vinduet faldt på linoleumsgulvet, og i den dansede støvkorn langsomt, ligeglade med alt.
Mads åbnede skabet og fandt et gammelt håndklæde. Frotte, blåt, længe mistet farve og blødhed. Han lagde det på gulvet ved radiatoren og flyttede killingerne fra kassen over på håndklædet. De lå i en dynge, poterne filtret ind i hinanden, og han lod dem være. Lad dem.
Så tog han foder og mælkeblanding fra posen. Lagde det på bordet.
Blandingen skulle varmes til otteogtredive grader. Mads vidste det, som man ved sit eget navn: ikke ved at huske, bare ved at vide. Han blandede med varmt vand, satte det på svag varme og stod ved komfuret med et vandtermometer, som han fandt i skuffen, og ventede.
Han samlede sine instrumenter i en kasse, afleverede nøglerne, skrev en opsigelse. Tine gik i april, og i oktober var han ikke længere dyrlæge, fordi hænderne, der havde behandlet andres dyr, ikke kunne holde fast i sit eget liv. Og det virkede rigtigt at stoppe alt.
Men kroppen huskede. Pipetten lagde sig mellem pegefinger og langefinger, som den havde gjort tusindvis af gange. Venstre hånd tog en killing, vendte den på ryggen, førte pipetten til læberne. En dråbe mælk løb ned ad hagen på håndklædet, og killingen suttede, og Mads mærkede noget i håndleddet slappe af.
Den sorte først, fordi den var mindst og slugte grådigt, hastigt, som om den frygtede at blive taget fra.
De grå sammen: de lå side om side og ville ikke skilles, og mens den ene spiste, trykkede den anden næsen mod dens hals, og Mads holdt dem begge med den ene hånd.
De stribede en ad gangen – de sprællede og peb, og mælken løb udenom ned ad hagerne og på håndklædet, og han tørrede dem med et hjørne af stoffet, ikke irriteret, men vane, som han havde gjort i årevis på klinikken, hvor ejerne så bekymrede ud, og han sagde ‘det er godt, det er fint’, og hans stemme beroligede ikke kun dyrene, men også menneskerne.
Mætte faldt killingerne i søvn. Alle fem, på håndklædet ved radiatoren, oven på hinanden. Den sorte øverst, hvid bryst, poterne hængende. Mads satte sig på gulvet ved siden af og lænede ryggen mod væggen. Så på dem, mens de trak vejret. En tynd, hyppig, fælles lyd, som en hvisken.
Så rejste han sig, skyllede koppen. Tørrede den og satte den i skabet. Fandt en anden, ren. Hældte te. Og mens han drak, vågnede en af de stribede, vaklede hen til hans fod og stak næsen ind mod anklen. Næsen var våd, kold, på størrelse med en ært.
Mads ventede ikke på et dørklokke, for klokken havde ikke virket i et halvt år, og han havde ikke repareret den, fordi der ikke var nogen til at ringe på. Bank. Tre korte slag med knoerne. Sådan banker folk, der ikke er sikre på, at man vil se dem.
Han åbnede. Lykke stod på trappen i det samme tørklæde, men i dag var det bundet pænere. I hænderne en pose, hvorfra der kom en duft af stegt dej og løg.
‘Goddag,’ sagde hun og tilføjede straks: ‘Jeg bliver ikke længe. Jeg ville bare spørge. Hvordan går det med dem? Killingerne.’
Mads trådte til side. Inviterede ikke med ord, bare trådte til side. Han undrede sig ikke engang over, hvordan hun havde fundet ham.
Lykke gik ind. Killingerne var i køkkenet. Håndklædet ved radiatoren, ved siden af skåle, hver mærket med tusch: ‘sort’, ‘grå-1’, ‘grå-2’, ‘stribet-d’, ‘stribet-t’. Lykke så på skålene, på tuschmærkaterne, på håndklædet, og det snørede sig sammen i halsen på hende, fordi en person, der mærker skålene på fjerdedagen, har ikke tænkt sig at give dem væk.
‘Her. Jeg kom med noget,’ rakte hun posen frem. ‘Boller. Jeg tænkte, måske…’
Hun afsluttede ikke, fordi hun ikke vidste hvordan. ‘Måske De er sulten’ lød akavet. ‘Måske De er ensom’ var sandheden, men sandheden var for tidlig at sige.
Mads tog posen. Stillede den på bordet. Den sorte killing sad på hans skulder, kradset i sweateren med kløerne, og Lykke lagde mærke til, at sweateren allerede var fuld af trækninger, og Mads rettede dem ikke.
‘Vil De have te?’ spurgte han. Den første lange sætning i hele samtalen.
Lykke nikkede. Satte sig på en taburet, lagde hænderne på knæene. I køkkenet var varmere end i entreen, og det duftede af mælk, foder og noget andet.
Killingen sprang ned fra Mads’ skulder og kravlede op på hendes skød, og hun fangede den automatisk, som man fanger noget, der falder, uden at tænke. Den var varm, og kløerne prikkede gennem nederdelens stof, og Lykke fjernede den ikke, men trykkede bare hånden mod dens ryg og mærkede det lille hurtige hjerte banke under pelsen.
Mads skænkede te.
En uge senere opdagede Mads, at kassen ikke længere var nødvendig. Killingerne sov overalt: to i lænestolen, en på vindueskarmen, den sorte ved hans fødder, den stribede på sweateren, som han havde smidt på en stol og glemt. Kassen stod tom i hjørnet, og han fladede den ud og lagde den ved døren i stedet for en dørmåtte. Pap var blødt og slidt, og killingerne, når de gik forbi, skrabede i det med kløerne af gammel vane, som man skraber i noget velkendt.
Lykke kom hver anden dag. Bragte boller, eller hytteost, eller æbler fra selvsamme torv, fra Signe. Han reparerede dørklokken i den anden uge. Hun ringede på, og den lyd, skarp, skrattende, gammeldags, var bedre end al den stilhed, Mads havde kendt det seneste år.
I entreen hang nu hans jakke og hendes tørklæde på krogene.
En morgen løb den sorte killing ud i gangen gennem den på klem stående dør. Mads gik efter den, løftede den op, og killingen satte poterne mod hans hage, som om den ville se, hvad der var derude, længere fremme. Mads så også. Trappeopgang, et støvet vindue, lys. Han stod sådan i nogle sekunder og holdt døren med foden for at den ikke skulle smække.
Så gik han tilbage til lejligheden. Satte killingen på gulvet, og den løb ud i køkkenet, hvor skålene allerede klirrede, fordi de fire andre havde hørt skridtene og besluttede, at det var tid til morgenmad. Mads låste ikke døren. Snart kommer Lykke.
