Kære dagbog,
Døren åbnede Lisbeth ikke med det samme. Hun stod med nøglerne i hånden, som om hun stadig ikke havde genkendt ringeklokken. Jakken var gennemblødt, paraplyen dryppede, og på posen med mælk hang en revet håndtag. Aftenen nærmede sig sin ende, og trappeopgangen lugtede allerede af nogens middag og en kat, der har fået sig en omgang.
Bag døren stod Vibeke Grønn. Et strikket halstørklæde, blanke sko, en rullende kuffert og en pose med noget varmt i hænderne. Hendes stemme mindede om en skuespillerinde fra gamle film: livlig med et strejf af drama.
Åh, du skønne lys! Jeg er hos jer i tre dage! Med kage. Med kirsebær. Poul elsker den sagde hun, mens Lisbeth kun lige havde pustet ud. Har du glemt at give mig koden? Jeg var på vej ud, kom tilbage med kufferten, måtte spørge portneren om koden.
Lisbeth nikkede tavst, som om hun så noget bag hendes skulder, selvom lejligheden var stille. Alt for stille.
Hvor er Poul? spurgte Vibeke, mens hun skiftede sko. I entréen hang kun en fri knage, ingen herresjakke, ingen støvler, ingen duft af ham, ingen kaos. Det bliver senere, ikke? Vi spiser sammen, jeg har også brød med ris. Peder, Pouls far, kommer også. Han måtte først aflevere noget til en bekendt. Og Sune? Han er sikkert i børnehaven?
Lisbeth smilede kort, som om nogen havde trukket i en snor.
Hans møde har trukket ud.
Åh, jeg forstår. Arbejde, arbejde Vibeke tavse, øjnene sprang omkring. Alt gik for hurtigt. På hylden lå kun én kop. I badet stod en halvåben shampoo, også kun én. På køleskabet hang børneteckninger, men Pouls billeder var væk.
På køkkenet lagde hun kagen på bordet, åbnede forsigtigt en bakke med ris, og greb Lisbeths hånd.
Du, bare rolig. Alt sker. Tag en dyb indånding. Så sætter vi os og spiser. Far kommer, så kan I grine sammen. Han er en god fyr.
Lisbeth nikkede og satte sig. Hun tog en tallerken, men spiste ikke. Vandhanen brummede høj, som om den skændtes med sig selv.
Senere gik de sammen for at hente Sune. Vibeke bar handsker og en termokande med kompot, Lisbeth gik tavst med armen om sig selv. I elevatoren mødte de naboen Lene. Hun smilede og gik lige i sit travle, hurtige tempo:
Lisbeth, din eks er tilbage med den farveglade kvinde fra supermarkedet? Med barnevogn? Han leger slet ikke med barnet, vel?
Vibeke knibede læberne sammen. Hun så hverken på Lisbeth eller Lene.
Lene sukkede Lisbeth.
Hvad? Jeg siger bare sandheden. Alle ved det alligevel.
Om aftenen, da Vibeke trak et tæppe frem fra skabet og lagde det omhyggeligt på sofaen, stoppede hun pludselig. Hun holdt puden i hænderne længe, før hun uden at kigge sagde:
Er han væk? Hvor er min søn? Hvad skete der?
Lisbeth stod i køkkenets døråbning, ryggen rank, hænderne på kedlen.
For tre måneder siden gik han til et møde og kom aldrig tilbage.
Til hende?
Lisbeth sagde intet, blot så væk.
Vibeke satte sig, lagde tæppet ved siden af sig, placerede en taske på knæene og trak en lille kage ud af en plastikform.
Jeg bagte den specielt til jer. Han sagde, at alt var fint hos jer at I fire skulle på ferie til Mallorca til sommer han
Hun mistede pludselig vejret, som om hun havde klatret en lang trappe. Lisbeth gik hen, men rørte ikke ved hende, blot placerede en kop te ved siden.
Rummet var stille. Udenfor summede den gamle sporvogn. Lisbeth stod ved vinduet, Vibeke sad ubevægelig. Hver havde sin egen stilhed.
Døren smækkede med et karakteristisk klik Peder havde altid smækket den så hårdt, som om han ville minde dem om sin tilstedeværelse. Han kom ind i en varm frakke med pelskant, en pose mandariner og en avis under armen.
God aften, skønne damer! Jeg har bytte! Mandariner fra Spanien, søde som barndommens lækkerier.
Han smed sine sko, hængte frakken på knagen og gik ind i køkkenet. Der var stilhed og tre blikke. Et træt blik fra Lisbeth, et bekymret blik fra Vibeke, og et lykkeligt, barnligt blik fra Sune, som sprang mod sin bedstefar, greb fat i bukserne som om de var et træ, og løftede hovedet, strålende i øjnene.
Hvorfor er I stille? spurgte Peder, forvirret. Kommer jeg for sent?
Poul begyndte Vibeke, men stemmen brød. Hun så på Lisbeth, som om hun søgte tilladelse.
Poul er væk, sagde Lisbeth roligt, som om hun havde gentaget det hundrede gange. For tre måneder siden.
Mandarinenes pose slap blødt ned på bordet, avisen fulgte med. Peder satte sig, tavte, stirrede ud på vinduet, som om han ledte efter en forklaring.
Hvad har I gjort her? brød han pludselig ud. Du har presset ham, Lisbeth. Du har hamret på ham som på en spiker. Jeg genkender ham ikke længere han gik hjem som om han var på tvangsarbejde!
Peder, sagde Vibeke stille.
Hvad så, Peder? Alt er skjult, men nu… god dag! Du har bare han viftede med hånden. Ødelagt ham.
Lisbeth svarede ikke, blot bød en kop til vasken, men gik ikke ud af rummet. Hun stod med ryggen mod væggen, som om hun overvejede at gå eller blive.
Vibeke så bleg ud, rejste sig, gik hen til Peder og klemte hans skulder. Han reagerede forsinket.
Han sagde, at alt var i orden. Sune er sund, Lisbeth er stærk, de planlægger ferie. Forstår du, at han løj? hendes stemme brød. Til mig. Til min mor.
Peder løftede blikket og vidste ikke, hvad han skulle sige.
Jeg jeg troede han snublede. Han er jo ikke et barn. Han bestemmer selv. Måske har han en anden?
Han har haft en anden i lang tid, sagde Lisbeth uden at vende sig. Han bor med hende. Den fra arbejdet. Den, han skrev til i badet.
Peder rejste sig, gik ud på altanen, lukkede døren bag sig. En cigaret tændtes i skumringen, som et fyrtårn. Han røg ikke, når barnebarnet var i nærheden, men nu
Jeg ringer til ham, sagde Lisbeth. Lad ham selv forklare.
Vibeke sagde intet, blot lukkede øjnene.
Telefonens skærm viste Poul. Ringede. Tonen. Så en træt stemme:
Ja?
Kom nu. Far og mor er her. Sune. Vi skal tale.
En pause. En lang pause. Så: Okay. Tonen igen.
Lisbeth så ud af vinduet. Udenfor fjernede en mand snavs fra fortovet. En hvid, stiltiende vinternat.
Omkring tyve minutter smækkede låsen igen. Poul trådte ind som en fremmed i sin egen lejlighed. På ham var den samme dunjakke, som Lisbeth engang havde fundet tyggegummi og kvitteringer i. Håret var lidt rodet, duften af andres parfume knap mærkbar. Han stod ved døren og sagde monotont:
Hej alle sammen
Sune løb hen, men stoppede i et halvskridt. Poul satte sig akavet, trak ham ind til sig.
Hej, kammerat. Hvordan går det?
Du bor ikke med os, sagde Sune uden at bebrejde, blot som en kendsgerning.
Poul lagde ham på siden, men løftede ikke blikket.
Stilheden hængte i køkkenet. Peder kom ned fra altanen, røgens duft fulgte efter. Vibeke så på sin søn, som om hun så ham for første gang.
Du sagde begyndte hun. Du sagde, at alt var fint. At Lisbeth var stærk. At Sune var glad. Lyvede du mig, Poul?
Jeg ville ikke såre jer.
Og hende? vinkede hun mod Lisbeth. Du ville ikke såre hende? Eller var det bare lettere at forsvinde?
Peder sagde pludselig, lavmælt:
Hvad har du gjort ved din egen mor?
Poul satte sig, lagde hænderne på bordet, som om han overgav sig.
Jeg skylder ingen nogen. Ikke jer, ikke hende. Jeg gik, fordi jeg ikke ville lyve. Jeg kunne ikke længere være sammen med Lisbeth. Heller ikke med jer.
Du gik, fordi det var sværere at blive og tale som en mand, udbrød Vibeke. Du forrådte ikke kun hende, men os alle. Dig selv.
Lisbeth sad i hjørnet, tavs. Hun havde allerede alt, hvad hun behøvede at vide.
Vibeke gik hen til sin søn, rørte hans skulder. Hånden rystede.
Du var bedre, Poul. Jeg husker dig som en anden.
Han sagde intet, lukkede blot øjnene.
Sune kiggede igen ind i køkkenet. Denne gang løb han ikke. Han stod i døren og så.
Poul rejste sig, tog et skridt tilbage, så på alle. Hans ansigt blev hårdt som en maske, der fryser. Han vendte sig brat og gik ud, smækkede døren ikke højt, men tydeligt. En punktum i slutningen af et kapitel.
Morgenen kom. Udenfor var et gråt lys og frisk sne på vindueskarmen. Peder læste avisen igen, Sune spiste grød, Vibeke flyttede noget rundt i køkkenet, og Lisbeth stod ved vinduet.
Jeg rettede mig op, stemmen blev roligere:
Jeg kan samle al den elektronik, I har givet mig mikrobølgeovn, riskoger, kedel. Tag den, hvis I vil. Jeg vil stadig have renoveret. Forandringer holder mig ikke tilbage. Jeg vil bare have rent ud til bunden.
Vibeke vendte sig brat:
Er du skør? Morgen er kun begyndt, og du taler om ejendele. Vi har intet at dele. Vi er ikke kriminelle. Vi skal undskylde, ikke tage teknikken.
Sune sad i stuen og legede med biler på tæppet. Så kiggede han op:
Bedste, kommer far?
Vibeke så på ham, trak vejret dybt, gik ned og lagde hånden på hans hoved.
Han kommer, Sune. Men lidt senere. Vil du have en tegnefilm?
Sune nikkede.
Lisbeth stod i dørkarmen. Ingen tårer, ingen vrede. Bare en indre lammelse, som efter en lang larm, hvor lydene forsvinder, og kun stilheden bliver.
Jeg lagde kedlen på, den brummede som en baggrund til deres tavshed. Dagen lå foran os almindelig, ny, men med følelsen af en ny begyndelse.
Duften af sæbe og den tørre luften fyldte badeværelset. Vibeke stod og vaskede vasken, langsomt, som om det var meditation. Lisbeth gik ind for at hente et håndklæde, men stivne.
Lad være, sagde Vibeke uden at vende sig. Jeg klarer det selv.
Lisbeth svarede ikke, tog håndklædet og lagde det ved siden af. Hun stod et øjeblik.
Jeg er ikke vred på jer, begyndte hun til sidst. Jeg er bare træt af at skulle forklare, at jeg ikke er den eneste skyldige.
Vibeke lænede sig over vasken, rystede på hovedet.
Jeg var vred. På mig selv. På, at jeg ikke så. At jeg troede, I havde alt kærlighed, familie, lykke. Jeg fortalte alle, at det var så. Forstår du? Alt.
Lisbeth nikkede. De stod i det lille badeværelse to kvinder bundet af søn, hus og fortid.
Undskyld, sagde Vibeke. For alt. Jeg troede, du ikke kunne holde fast. Men nu ser jeg, at du holdt fast i os alle, selv når vi ikke ønskede det.
Lisbeth satte sig på kanten af badekarret, stille:
Jeg vil holde fast i mig selv. Kun mig. Ikke nogen anden.
Fra køkkenet lød Sunes stemme: Mor, hvor er de sokker med hajerne? og noget faldt.
Og ham, tilføjede Lisbeth. Jeg holder ham lidt længere.
De smilede, ikke forvirrede, men på en ægte, moden måde.
Senere stod de ved døren, omfavnede hinanden længe. Peder stod ved siden af, vippede frem og tilbage.
Jeg var også forkert, mumlede han. Vi mænd lærer aldrig at tale. Hverken som børn eller som voksne.
Lær det, sagde Lisbeth. Så længe der er nogen, vi kan tale med.
Han nikkede.
Sune løb ud, tog sine sko på i de forkerte og sprang op ad trappen.
Vi kalder på dig senere, sagde Vibeke. Eller du kalder på os. Vi er jo nu familie, hvor skal vi så hen?
Lisbeth nikkede og gav ham et kram.
Lejligheden var næsten tom. Møblerne var minimalistiske, kasser langs væggen, kun en kop på vindueskarmen. Jeg lagde en ske i vandet, hældte kogende vand over, åbnede vinduet. En kølig brise kom ind, som om noget nyt blev inviteret.
Sune lå på gulvet og tegnede himlen med en grøn tusch.
Hvorfor er den ikke blå?
Fordi foråret bliver grønt, svarede han. Foråret er grøn.
Jeg så ham trække hånden over papiret, gik hen og rettede hans krave.
Skal vi gå ud og købe brød?
Ja! Og mandariner. Men med blade på!
Jeg smilede.
Udenfor summede sporvognen. En latter lød fra gaden. Lyset faldt på gulvet. I dette lys var alt smerte, tilgivelse og en ny begyndelse.
Jeg satte mig ved siden af ham, blot sad. For første gang siden længe udenJeg lukkede øjnene, tog en dyb indånding og indså, at fred kan vokse selv i de mest knuste hjerter.
