Kalle ser ikke nogen egen skyld i det her. Nå, hun kunne ikke lade være en enkelt gang, hun rev af sted efter en kat, rykede i snoren stærkere end nødvendigt, og ejeren faldt. Men Kalle gjorde det jo ikke med vilje – instinkter…
Livet har altid givet Simon en på snuden: “Hold dig væk, du hører ikke til her, stil dig ude i siden”…
Simon stillede sig ude i siden. Livet har ret, bedre at holde lav profil – så bliver man sundere. Moder Natur har virkelig givet ham en ordentlig tur: lille, spinkel, svag.
Derfor blev han også drillet i skolen med at være en tøsedreng, og nogle gange fik han en på hovedet for en sikkerheds skyld. Simon havde næsten ingen venner, kun én – Per.
“Det skal nok blive bedre, når jeg bliver voksen,” tænkte Simon dengang. “Voksne er fornuftige. De giver ikke dumme øgenavne eller uddeler lussinger uden grund.”
Åh, hvor han tog fejl…
*****
Med lussinger i voksenlivet stod det faktisk bedre. Det er ikke kutyme i voksenverdenen at dele dem ud til højre og venstre. Men med øgenavnene…
Sikke mange navne Simon fik. De kaldte ham både skindød, lillefis, mælkebøtte og mus. Han blev selvfølgelig såret, men problemet var, at han ikke kunne svare igen. For til hans beskedne højde hørte en enorm generthed.
Åh, hvor den generthed plagede Simon. Endnu mere end hans uanselige ydre. Nye relationer blev aldrig til noget. Derfor holdt han kun kontakten med sin gamle skolekammerat Per og med sin mor, så længe hun levede.
Årene gik, Simon arbejdede som lagerarbejder i et supermarked og drømte ikke engang om et kærlighedsliv, selvom kollegiet var 90 procent kvinder.
Men damerne betragtede Simon som en slags “regimentssøn”. De passede på ham, beskyttede ham, gav ham hjemmelavet mad. Hvorfor? Jo, fordi han jo var “stakkels lille”.
Desuden var han blevet helt forældreløs, da han nåede de fyrre. Så de godhjertede kvinder havde ondt af ham…
Sådan fortsatte det, indtil den dag han mødte Mette. Mette var en kvinde med stort K. Man kunne simpelthen ikke undgå at lægge mærke til hende!
Hun forenede både en høj statur, fremtrædende former og en kraftig stemme. Hun var pragtfuld!
Simon blev håbløst forelsket. Han turde ikke engang nærme sig hende. Hvad var han for hende? En loppe, et gråt møl, et molekyle! Men livet har en særlig humor. Og styret af den besluttede det at bringe den lille, genert tøsedreng og den store, højlydte Mette sammen.
Metoden, livet valgte, var ret brugt, men pålidelig. Hvor mange eksempler er der ikke på, at en redder bliver forelsket i den reddede? Mange! Så også Mette måtte en dag redde Simon…
Det gik sådan til. Simon stod i køen ved kassen. Bag kassen sad den pragtfulde Mette. Simon blegnede, rødmede, var nervøs, skiftede en karton mælk fra den ene hånd til den anden.
Pludselig kom to unge bøller bagfra med et par flasker stærke sager, de skubbede til den spinkle Simon med skulderen:
“Du kommer efter os, onkel. Vi har travlt,” sagde den ene.
Enhver anden dag ville Simon have ladet dem gå foran uden at sige noget, men ikke i dag. For nu kiggede Mette på ham!
“Hør engang, gutter, stil jer i kø. Min frokostpause er heller ikke uendelig,” peb han.
“Hold kæft, mand! Vi sagde, du kommer efter os, så gør du!” Den ene af fyrene stillede allerede sin flaske på båndet.
Den anden vendte sig for at overbevise Simon og puffede ham let på brystet:
“Hold afstand, onkel!”
Simon blev purpurrød, åbnede munden, men blev overrumplet:
“I rækkefølge!” tordnede Mette fra kassen. “Og i øvrigt, unge mennesker, må jeg bede om jeres ID! Måske har jeg slet ikke lov til at sælge alkohol til jer!”
Simons plageånder blev nervøse:
“Come on, vi har børn derhjemme, og I kræver ID!” prøvede den ene at spøge.
“Hør nu her, ‘unge fædre’, lad være med at spilde min tid. Enten beviser I, at I er myndige, eller også stikker I hjem til mor og far,” befalede Mette.
Bag Mette var den ellers dovne butiksdetektiv, Erik, vågnet. Så de “unge fædre” mumlede for sig selv og trak sig tilbage.
“Sikke nogle frække knægte!” sagde Mette vredt.
Så kiggede hun på Simon og tilføjede blidt:
“Kom så, Simon, jeg scanner dine varer. Ellers når du ikke at få frokost. Og du har brug for at spise, du er alt for spinkel. Selv ungerne mobber dig.”
“Tak…” mumlede Simon.
Han ønskede at synke i jorden.
“Nu er der ikke engang et svagt håb om, at Mette vil kigge på mig. Sådan en ydmygelse. Bange for drenge! Selvom jeg ikke vidste, de var drenge, de var jo store!” tænkte Simon.
Men det viste sig at være helt modsat.
Fra den dag af begyndte Mette at behandle ham anderledes. Hun smilede, flirter, begyndte at tage madpakker med til ham. De andre damer i butikken trak sig tilbage. Simon anede ikke, hvad Mette havde gjort for det. Han hørte kun en dag, at kvinderne hviskede:
“Vores lille mus er nu Mettes trofæ.”
“Lad den gå. Måske gifter hun sig med ham, og så kan han få lidt krop på sig.”
Simon var ikke alt for ked af at være trofæ:
“Så er jeg altså noget for hende! Så holder hun af mig. Og derfra er der kun et skridt til kærlighed. Indtil videre klarer min kærlighed sig for os begge.”
Den tanke gav Simon mod til at handle. Og efter at have trådt sin generthed ned inviterede han Mette ud.
Hun sagde ja. Det ene ord førte til det andet, en date førte til den næste – en romance blomstrede, og til sidst blev de gift…
Men ægteskabet skuffede Simon. Mette udnævnte sig straks til familiens overhoved. Og det ville have været i orden, hvis ikke Mette havde en helt særlig opfattelse af, hvad en leder skulle gøre.
I hendes forståelse skulle han ikke bare træffe beslutninger og have kontrol, men også have ret til at opdrage og straffe.
Åh, hvor mange gange fik Simon en over nakken for den mindste forseelse. Enten hang han lampen forkert, eller han vaskede gulvet dårligt, eller han glemte at vaske sin tallerken op…
Simon holdt ud. Han elskede på trods af alt sin redder Mette. Og han ville så gerne have, at hun også elskede ham. Han håbede, at alt kunne blive anderledes. De ville falde til og leve i harmoni.
Illusionerne og resterne af kærligheden blev slået ud af Simon af en enkelt lussing.
“Din hæmningsløse, din tøsedreng, din skindød!” skældte Mette ud den aften. “Kan du overhovedet lave noget ordentligt? Tier du? Det burde du ikke! Fortæl mig lige, hvor jeg skal finde en anden kop som denne?
Den var min mormors, gammel, min yndlings. Dine hænder er krogede, du kan ikke engang vaske op! Åh, jeg har ikke tålmodighed til dig…
Simon nåede ikke at svare. Da Mette løb tør for ord, gik hun over til handling! Hendes hånd var tung.
Men så snart Simon fik klarhed i hovedet, forstod han: “Det er tid til at skilles! Jeg fik rigeligt med lussinger som barn!”
Med skænderier og råben blev de skilt. Simon blev endnu en gang skuffet over mennesker og svor sig selv, at han aldrig mere ville forelske sig…
Kalle blev også slået af livet. Og helt ufortjent. Hun var et pragteksemplar – sort, lang, stor. Hele 12 kilo lykke!
Men af en eller anden grund havde ingen brug for så meget lykke. Derfor vandrede Kalle fra hånd til hånd…
Den første ejer brød sig ikke om hendes udseende:
“Det er en slags overtax, eller måske en supertax! Kort sagt, ikke standard. Det duer ikke. Jeg har aldrig drømt om en gadehund.”
Så han gav Kalle videre til sin kammerat.
“Hvilken race? En kæmpetax? Spøgte han. “Den er kæmpestor! Moren har helt sikkert haft en affære med en basset. Og sikke en gøen! Perfekt, den kan passe sommerhuset.”
Men at passe gik ikke. Ja, den havde en dyb, truende stemme. Men Kalle gøede ikke, når hun så potentielle fjender, men når hun følte for det.
“Din dumme hund,” skældte de hende ud. “Du gøer uden grund! Du æder meget, men kan ikke passe på noget. Du tramper blomsterne ned og graver græsplænen op. Du må finde en anden herre.”
Med besvær fandt de en ny ejer. Eller rettere, en ejer. En ældre, sød dame i alle henseender, men meget langsom. Kalle lovede sig selv at være en god hund. Men det gik igen galt…
Kalle så, som sagt, ikke nogen egen skyld i det her. Nå, hun kunne ikke lade være en enkelt gang, hun rev af sted efter en kat, rykede i snoren stærkere end nødvendigt, og ejeren faldt.
Men Kalle gjorde det jo ikke med vilje – instinkter. Og ejeren slap med skrækken, gudskelov. Var det grund til at skilles? Men mennesker er mærkelige væsener.
“Jeg kan ikke styre hende!” klagede den faldne ejer i telefonen. “Mit liv er mig kært. Find et sted til hende. Ellers smider jeg hende ud.”
Og den person gjorde åbenbart, hvad der blev sagt. Kalle fik en familie. En rigtig familie på tre: en mand, en kvinde og et barn.
“Kalle, lad være med at genere Andreas!” befalede manden. “Ellers får du en på hovedet.”
Kalle havde ikke tænkt sig at genere den lille person. Men han havde sine egne planer med hunden:
“Du skal være en hest,” sagde den fireårige Andreas og forsøgte at bestige Kalle.
Hun snoede sig og knurrede ad ham. Hun var stor, men langt fra en hest.
Andreas blev vred og brølede. Konen blev sur og skældte ud. Manden greb efter bæltet. Kalle gemte sig. Så blev manden rød, råbte og truede med at sende Kalle til internatet…
Det er uvist, hvordan det var endt, men en dag fik manden besøg af en ven. Kalle kravlede frem fra under sengen for at se, hvem der var kommet.
Vennen viste sig at være en lille, spinkel fyr ved navn Simon.
“Sikke en stakkel,” tænkte Kalle. “Min ejer er meget større. Denne fyr er sikkert også ikke-standard, ligesom mig.”
“Hej, jeg har ikke set dig i hundrede år, Per,” Simon omfavnede Kalles ejer. “Jeg kan se, du har fået en ny. Du har anskaffet dig en hund? Jeg er blevet skilt, endelig.”
“Tillykke, det var på tide! Jeg vil også gerne ‘skilles’ fra denne hund. Jeg har fortrudt hundrede gange, at jeg fik hende,” sukkede Per. “Hun er uopdragen, ondskabsfuld, knurrer ad Andreas, og når man skælder hende ud, gemmer hun sig under sengen. Kort sagt, jeg overvejer at give hende væk.”
“Hvorfor det? Hvorfor straks give hende væk?” Simon så med sympati på Kalle. “Uopdragen, siger du. Har du opdraget hende? At skælde ud og straffe er ikke opdragelse.
Hun har brug for en hundetræner. Jeg er ikke selv hundeejer… Men jeg blev også forsøgt genopdraget med skældud og lussinger – det virkede ikke.”
“Hvilken hundetræner, Simon? Jeg har ikke engang tid til min familie, jeg slider som en hest! Min kone har heller ikke tid…
Hør, nu du er så klog, kan du så ikke tage Kalle? Foreslog Per. “Du er alene og fri. Så kan du opdrage hende, så meget du vil. Hvad? Det er en god idé. Alle vinder: os, Kalle og dig!”
“Jeg ville gerne, men vil hun følge med? Hun er jo vant til jer?” Simon så spørgende på Kalle.
“Han kan jeg godt lide,” tænkte hun. “Han fornuftig, har ingen børn, så vidt jeg forstår, og han er ikke-standard. Så han forstår mig bedre end andre! Jeg må vise, at jeg er med!”
Og hun logrede et par gange med halen.
“Se, hun har ikke noget imod det!” glædede Per sig. “Vi må håbe, du kan klare hende. Og måske finder du kærligheden på en hundeskov.”
“Det skal du ikke sige. Jeg er færdig med det,” afværgede Simon.
Om aftenen gik de hjem sammen, Simon og Kalle…
Det viste sig, at det var meget lettere at klare Kalle end ekskonen. Hun var ikke fræk, skreg ikke over småting og brugte i hvert fald ikke næverne.
Hvis hun ikke forstod noget første gang, forstod hun det anden gang. Desuden elskede hun Simon! Han var alt for hende: ven, herre, hele verden.
De gik sammen i hundeskole, legede på pladsen, lærte, hyggede sig og socialiserede. Og Simon var lykkelig over, at skæbnen den aften havde fået ham til at besøge sin gamle skolekammerat.
“Hunde er bestemt bedre end mennesker,” tænkte Simon. “Kalle er det bedste bevis. Klog, smuk, lydig. Nå, måske ikke helt lydig endnu, men det kan man lære.”
Men han tænkte sådan kun kort tid. Det viste sig, at der også findes fantastiske mennesker: gode, omsorgsfulde, hjælpsomme.
Simon havde bare ikke vidst, hvor de holdt til. Nu havde han opdaget det – i hundeskovene vrimler det med dem. Mange havde Simon mødt takket være Kalle. Nogle var han blevet venner med.
Og hvem ved: måske vil han en dag blive forelsket i en ejer af en spids eller en grand danois. Ikke lige nu, selvfølgelig. Men Simon udelukker det ikke.
