Anders var mest til sommerfiskeri, men om vinteren tog han også af sted et par gange. Som han selv udtrykte det, “for at få lidt frost på kroppen”. Fisk fangede han sjældent i store mængder, men der var altid nok til en gang fiskesuppe, og så blev der også lidt til kattene i nabolaget.
Denne gang havde Anders tjekket, at isen på Furesø var tyk nok, og gjorde sig klar til endnu en tur. Om morgenen snuppede han stille og roligt sine fiskegrejer, tog smørrebrødet fra køleskabet og listede ud på tæer – hans kone Mette og børnene, Thyra og Emil, lå stadig og sov som murmeldyr.
Der var heller ingen på søen. Selv de mest ihærdige lystfiskere foretrak vist at tilbringe juleferien hjemme foran flæskestegen frem for i kulden. Det gjorde dog ikke noget for Anders.
“Så er der mere fisk til mig,” tænkte han og begyndte i ro og mag at sætte sine stænger op.
Omtrent samtidig opdagede han en bevægelse nede ved bredden. En temmelig stor, pjaltet hund kom forsigtigt ud på isen og stirrede direkte på Anders. Alt tydede på, at hunden havde tilbragt lang tid i skoven: den var sjusket, havde indfaldne sider og et forsigtigt blik.
Hunden nærmede sig forsigtigt Anders med en lille logren med halen, som om den ville sige, at han ikke skulle være bange. Anders havde i øvrigt allerede regnet ud, at hunden nok havde været en familiehund engang – en vild hund ville straks være stukket af og ikke forsøge at blive ven.
Hunden fulgte nysgerrigt med i fiskeriet. Hver gang Anders hev en fisk op af hullet, blev den helt begejstret, rejste sig op og logrede med halen, som om den glædede sig over fangerens held.
Smørrebrødet blev delt lige over – godt at Mette havde smurt ekstra til Anders. Mod slutningen af måltidet blev hunden så fræk, at den snusede til termokanden med kaffe. Den drik var dog ikke noget for den.
Der opstod en akavet situation, da Anders begyndte at pakke sammen for at tage hjem. Hunden havde tydeligvis ikke tænkt sig at gå nogen steder og snurrede rundt ved bilen. Anders tøvede: at tage en voksen hund med hjem var ikke lige planen.
Da bilen rullede af sted, traskede hunden efter – ikke på vejen, men langs rabatten, hvor den trampede i sneen.
Anders kiggede sig tilbage, så mørkt på vejen, men efter et par minutter kunne han ikke lade være med at se sig over skulderen. Hunden, omend mager, hang ved. Anders sukkede og trådte på bremsen.
Fiskeren blev mødt af hele familien: børnene og Mette var lige blevet færdige med morgenmaden og var gået ud for at bygge en snemand.
“Nå, blev det en god fangst i dag?” smilede Mette til Anders. “Fisk var der ikke så mange af. Men til gengæld fik jeg sådan et kæmpe eksemplar,” lo Anders og åbnede bagdøren på bilen. Hunden listede forsigtigt ud og begyndte at logre med halen…
Et par uger senere var alle tvivl om, hvorvidt de skulle beholde hunden, forsvundet. Hunden, der havde fået det usædvanlige navn Sild, havde allerede fuldt etableret sig i haven og lod endda børnene ride på ryggen. Dyrlægen bekræftede, at hunden var rask, bare udsultet. Men det ville hurtigt blive rettet med de gode hjemmelavede måltider…
