Katten sad på vindueskarmen og kiggede ned i gården, hvor duerne delte en rugbrødsskorpe. Og Søren kiggede på katten. Syv år havde de boet sammen, hvis man ikke tæller konen Mette og datteren Ida med. Men katten Mikkel var netop hans. Fra første dag, da en tre måneder gammel pelshvalp bed sig fast i hans sweater og faldt i søvn i hans armkrog.
Mette rørte i gryderetten, og der flød en duft af laurbærblade ud i køkkenet. Ida, hun er tolv, sad ved bordet og kørte fingeren hen over sin mobils skærm. En helt almindelig lørdag aften, som der havde været hundrede af før, og som der ville komme lige så mange af. Men Søren bemærkede, at datteren kiggede på sin mor på en forventningsfuld måde. Og moderen, mens hun rørte i gryden, nikkede umærkeligt til hende, som om de havde aftalt noget på forhånd.
– Far, begyndte Ida med den stemme, hun bruger, når hun vil have en ny mobil eller lov til at sove hos en veninde.
Søren lagde avisen fra sig.
– Jamen?
– Altså, Lenas kat har fået killinger. Og en af dem, ingen vil have den. Den halter lidt, dens ene forben er skævt. De vil… altså…
Hun blev ikke færdig, men det var alligevel tydeligt. Søren så på Mette. Hun rørte ivrigt i gryden, selvom der ikke var noget at røre i længere.
– Nej, sagde han. Ikke ondt, ikke skarpt. Han sagde det bare.
– Men hvorfor?
– Fordi vi har Mikkel. Han er syv år, han er vant til at være alene. Hvis I slæber en mere herind, bliver der slagsmål, tis rundt omkring, og endnu mere hår. Jeg er imod.
Ida så på sin mor. Mette slukkede for blusset under gryden og satte sig ved siden af sin mand.
– Søren, killingen er tre måneder. Poten er vokset forkert sammen. Hvis ingen tager den, kører Lena den til internatet, og derfra bliver sådan en ikke hentet.
Søren forstod. Men han nikkede ikke.
– Jeg er imod, gentog han og løftede avisen.
***
Der gik en uge. Ida spurgte ikke mere, men ved aftensmaden rakte hun ham stille brødet. Og Mette holdt op med at spørge, hvordan dagen på arbejdet var gået. Søren kunne mærke det, som man mærker træk: vinduerne er lukkede, men der trækker alligevel.
Om fredagen kom Ida hjem fra skole med røde øjne. Rygsækken smed hun ved døren og gik ind på sit værelse. Mette gik ind til datteren og kom ud efter ti minutter.
– Hvad? spurgte Søren.
– Lena sagde, at killingen bliver kørt væk i morgen tidlig. Der var et internat i Hvidovre, men Ida så billeder derfra. Små bure, måske to hundrede katte, lugt…
Mette lagde ikke pres på. Hun fortalte det bare og gik i gang med opvasken.
Søren stod alene i gangen. Der lød ikke en lyd fra Idas værelse, hvilket var værre end gråd.
Næste morgen stod Søren op før alle andre. Så tidligt stod han kun op til fodbold, og sæsonen var ikke startet endnu. I køkkenet var der tændt en lampe over komfuret, og udenfor var det gråt. Han trak en jakke på, tog bilnøglerne og gik ud.
Lenas adresse fandt han i Idas telefon aftenen før, mens datteren sov. Han skrev den på et stykke papir og stak det i jakkelommen.
Han parkerede ved Lenas opgang og ringede.
– Hallo? lød en søvnig, utilfreds stemme.
– Det er Søren, far til Ida. Har I killingen endnu?
Der var en pause.
– Ja… Ja, den er her endnu. De kommer fra internatet klokken elleve.
– Det skal de ikke. Jeg henter den. Jeg kommer op nu.
Han lagde på og sad et minut i bilen.
Lena åbnede i morgenkåbe og rakte ham en skotøjsæske. Inde i den, på et gammelt håndklæde, sad en killing. Grå, stribet, tynd. Forpoten stod lidt ud til siden, som om den var sat sammen i en fart. Øjnene var gule, bange.
– Den er stille, sagde Lena. Den miau’er næsten ikke. Den spiser alt. Den er renlig.
Søren nikkede, tog æsken og bar den ud til bilen.
Han kom hjem, mens alle stadig sov. Han stillede æsken på gulvet i entreen og tog jakken af. Indeni lød der ikke en lyd. Søren kiggede ned: dyret havde kravlet ind i et hjørne og så op på ham uden at blinke.
– Hvad skal jeg dog med dig? sagde han stille.
Killingen løftede det skæve ben, som om den ville nå hans finger, men kunne ikke. Søren sukkede. Han gik ud i køkkenet, hældte mælk i en skål. Så huskede han, at små killinger ikke må få mælk, hældte det ud og tog kogt kylling fra køleskabet, skar den fint.
Da han kom tilbage til entreen med skålen, sad Mikkel allerede ved siden af æsken. Han kiggede ind. Halen svirrede ikke, ryggen bøjede sig ikke.
Killingen kravlede ud af æsken, haltende, gik hen til skålen og begyndte at spise. Mikkel fnøs og gik hen til sin lænestol. Ingen slagsmål, ingen hvæsen.
Ida fandt killingen først. Søren hørte et undertrykt hvin fra soveværelset, så hurtige skridt, og datteren fløj ind til dem med killingen på armen.
– Mor! Mor, hvor kommer den fra?!
Mette satte sig op i sengen, skælvede søvnigt og kiggede på killingen, så på Søren. Han lå med hænderne bag hovedet og studerede omhyggeligt loftet.
– Far? Ida vendte sig mod ham. Stemmen dirrede. – Er det dig?
– Hvis I skriger, tager jeg den tilbage, brummede Søren uden at tage øjnene fra loftet.
Ida satte sig på kanten af sengen og begyndte at græde. Ikke som man græder i skole af uretfærdighed, men anderledes, når man ikke rigtig kan forklare det. Killingen på hendes arm stivnede og trykkede sig ind mod sweateren.
Mette sagde ingenting. Hun lagde sin hånd på Sørens og klemte den. Kort, hurtigt. Så stod hun op og gik ud i køkkenet for at tænde kedlen.
Killingen fik navnet Basse. Ida ville kalde den Grev, men Søren sagde: hvilken grev, den kommer fra en æske, den hedder Basse. Og Basse faldt til, som om den altid havde boet der. Mikkel gik uden om den den første uge, begyndte at tolerere den i den anden, og i slutningen af måneden sov de i samme lænestol. Mikkel, rød og værdig, og Basse, grå med det skæve ben, trykket ind mod hans side.
Søren så på dem om aftenen og tav. Mette spurgte en dag:
– Du var jo imod. Hvad ændrede sig?
Han tav lidt og kløede Basse bag øret. Den spandt og lukkede øjnene.
– Ida græd. Og jeg kunne høre det gennem væggen. Og så tænkte jeg: jeg reparerer på alting, men her var der ikke noget at reparere, bare at hente. Nemmere kan det ikke være. Og jeg strittede imod for hvad? For lidt hår?
Mette smilede og sagde intet.
Et halvt år senere var Basse vokset, poten var stadig skæv, men den fløj rundt i lejligheden som en gal, væltede hjemmesko og sprang op på skabet. Mikkel fulgte den bare med øjnene.
Og Søren opdagede somme tider, at om aftenen i sofaen lå Mikkel på hans skød, Basse sov på hans skulder, og der var en landskamp i fjernsynet, men han hørte ikke stillingen, fordi han ikke turde røre sig.
Og det var nok bedre end nogen stilling.
