Signe! Hvor er du?! Bare kom ud, ellers behøver du ikke gå hjem! Hører du mig?! Jeg lader dig ikke slippe væk!
Den lille pige på fem år, som gemmer sig i en flok brændenælder ved det lille hegn omkring et gammelt hus på landet, sidder på den solvarme jord, holder ørene til hænderne og mumler stille for sig selv.
Hiv hende frem!
Signe hører ikke!
Hun ville så gerne kunne lukke øjnene og ikke se den smukke, højtsiddende kvinde, der står på verandaen til bedstemorens hus! Men hun kan ikke! For ellers ville hun finde Signe. Så er det allerede sket. Før var Signe gemt bag Hunden Mikkels lille skur og sad helt stille, så stille at hun endda faldt i søvn. Så vågnede hun, da hun fik et kraftigt slag i ansigtet, og så blev hun trukket i øret, så hun var bange for at røre ved det igen. Det gør ondt!
Den smukke kvinde er ikke Signes mor. Det er tante Kirsten, morens søster. Tante Kirsten elsker ikke Signe, fordi hun er faderløs. Hvad det betyder, ved Signe endnu ikke, men hun har en fornemmelse. Hun spurgte naboens dreng, Mikkel, som allerede er 11 år gammel. Mikkel ved meget mere end Signe. Han siger, at det betyder, at ingen har brug for hende. Hun har hverken far eller mor, kun en tante og en gammel bedstemor. Bedstemoren vil dø, og så skal tanten tage hende, men Kirsten vil ikke. Hun har selv sine børn nok. Så er hendes svar.
Hvorfor får jeg sådan en straf?! Mor! Hvorfor tier du? Det er jo dig! Du forkælede Natasja, indtil hun kastede sig i søen, og nu hvad? Min lejlighed er ikke en gummibold! Vi skubber hinanden som sild i en tønde! Jeg har en mand, to børn og svigermor! Alt i to værelser! Hvor skal vi lægge hende?! Og hvorfor?
Du må ikke, Kirsten! Hun er din egen!
Hun er ingenting for mig! Jeg bad hende ikke om at få et barn! Jeg sagde til Natasja, at hun aldrig vil få noget med sin kæreste! Har jeg ret?! Selvfølgelig! Natasja er væk, og den fyr er væk som en skygge ved daggry!
Hvad har barnet gjort imod dig?
Ingenting! Det er bare en byrde Jeg kan ikke, du forstår, mor? Jeg har ingen styrke! Mine egne driller Du kan ikke stole på dem! Jeg slås og slås for at tjene en ekstra krone, men alt er forgæves! Det ene glas i skolen knækker, det andet par nye bukser kræver Hvor får jeg så så mange penge fra? Vi fandt en millionær! Faderen blæser ikke en tand! Han får løn og går i ring! Jeg er den, der giver hver en krone til familien! Men det er kun en krone, som han slet ikke ser og det er ham ligeglad! Jeg arbejder på to jobs, mens han slæber på et, stakkels mand! Arbejdet er ikke at slå liggende! De sidder i en rundkreds og spytter i loftet i en halv dag, indtil chefen giver dem en lussing! Så går de, roder lidt, og er glade! Hvordan skal man leve, mor?!
Undskyld, datter, jeg kan ikke hjælpe dig Men at overlade et barn til børnehjemmet, mens de har levende slægtninge, er en synd!
Den synd er min, ikke din!
Hvem kan så diskutere!
Jeg kan ikke elske hende, forstår du det eller ej?!
Åh, så lad være! Hovedsagen er, at hun lever i familien! Det er pinligt Åh, Kirsten Sagde du ikke, at livet ville være nemmere, hvis man elskede dig? Så har hun også brug for kærlighed En levende sjæl
En sjæl Du kan ikke fodre en sjæl med kærlighedshistorier, hvis den er levende! Den vil altid bede om mere. Hvor skal du finde det? Du kan ikke sige det! Og du taler ikke så meget om kærlighed! Tiden, hvor jeg havde brug for dig, er forbi! Stop! Pigen er vokset op blevet klogere
Signe forstår kun en brøkdel af den samtale, hun lytter til fra under Bedstemors seng, men hun husker næsten alt. Pædagoger i børnehaven roser hende altid. De siger, at hun har et godt hukommelsesrum. Så Signe prøver. Hun lytter opmærksomt og kan gengive alt ord for ord!
Signe! Hvor længe skal jeg kalde på dig?! Hvis du ikke kommer frem nu, går du i seng sulten! tante Kirsten kommer igen på verandaen, men kun et øjeblik.
Bedstemors smerter vender tilbage, og Signe hører hendes stønn, selv fra sit gemmested, selvom hegnet og brændenælderne ligger langt fra huset.
Lad hende være sulten! I det mindste er hun ikke slået! Signe ved, hvorfor hun er vigtig for tanten! Om morgenen befalte Kirsten, at Signe skulle vaske gulvet og trappeopgangen. Signe glemte det. Hun blev distraheret. Mikkel gav hende sin gamle legetøjsbil, som er rød og mangler et hjul. Men Signe er glad! Hun har kun få legetøj: den gamle dukke Maren, som Bedstemoren har syet et kjole af et næseserviette, som stadig ikke har fået tårer på; en grå kanin med ét øje, som Signe elsker mest; og morens perlekæde. Smukke! Blå! Faderen gav dem til hende, som Bedstemoren fortalte. På markedsdage er de kun nogle få kroner værd, men Signe er ligeglad med prisen. Hun lægger perlerne på trappen, og for hende bliver det et hav, et bjerg, en drage, som i den bog, hun ikke må låne fra hylden. Bedstemoren forbyder det! Hun siger, at Signe kan rive den i stykker.
Det gør ondt! Signe har aldrig revet bøger! Hun elsker dem, også de uden billeder. Hun kan kun læse tre bogstaver, men hun har lært dem. Når hun ser dem i en række på en bogs side, bliver hun lykkelig. Når hun genkender dem, vil hun lære de andre, når hun kan det! Det kræver kun lidt indsats.
Aftenen lægger en let, tæt mørklagt dyne over gården. Myg summer i ørerne, og Signe sukker. Det er tid til at gå. Måske får hun ikke mad, men tante Kirsten har løbet frem og tilbage på gården flere gange, har gjort huslige gøremål og er nu træt. På Signe er der ingen kræfter tilbage. Et lille skænderi, så er det slut.
Signe kravler ud af sit skjul og tramper mod verandaen. Der sidder allerede den grå tante Kirsten på trappen, sur.
Så du er her? Åh, min elendighed Hvor har du gemt dig?! Så beskidt Gå ind i huset!
Signe ånder ud. I dag bliver hun ikke skældt mere ud. Selv voksne bliver trætte af skrigen. Hun kan gå hen til Bedstemoren, lægge kinden mod den tørre, varme hånd og vente et øjeblik. Smerten lettes, Bedstemoren får en pause, og hun vil have ondt med Signe. Det er det vigtigste i dagen. Et let berøring, en stille hvisken og ord
Jeg elsker dig, min lille! Jeg elsker dig
Ingen andre har nogensinde sagt så noget til Signe. Moren nåede ikke, og tante Kirsten så ud til ikke at kende dem. Signe har hørt, hvordan hun beskylder Bedstemoren for at tale små til hende, men aldrig har sagt det til sin egne datter.
Signe tror ikke på hende. Så kan det ikke ske. Bare voksne er mærkelige. De husker det dårlige, men glemmer det gode. En gang spurgte Signe tante Kirsten, hvorfor hun gør det. Det er som at plukke på et såret sår. Trækker du skorpen af, gør det ondt igen. Så mange gange, indtil såret heler Men selv når det heler, efterlader det et ar, hvis du plukker på det hele tiden. Hvorfor så? Fordi hænderne klør! Så siger Bedstemoren, og hun skælder Signe ud, når hun gør sådan. Hvad gør så, hvis man ikke bliver elsket? Smerter i sjælen? Bedstemoren siger, at det er sådan. Hvorfor klør så i sjælen, at voksne altid vil påføre sig selv smerte? Det er mærkeligt
Hvis man spurgte Signe, ville hun fortælle de voksne, hvad der skal gøres, så alle har det godt. Til Bedstemoren ville hun sige til tante Kirsten: Jeg elsker dig! og vise medfølelse, for Signe får medfølelse om aftenen. Det er så enkelt! Tag den og vis medfølelse! Men til tante Kirsten Lad Bedstemoren gøre det Tante Kirsten er stærk! Og meget klog! Men Signe føler medlidenhed for hende For så vidt som hun siger, elsker ingen hende og ingen har nogensinde elsket hende. Det er en løgn, selvfølgelig, men hun ville ikke græde i nat på sin pude, hvis hun blev elsket! Signe ved det, for hun græder selv Hun ved, at når Bedstemoren er væk, vil ingen elske hende
Bedstemoren kærtegner Signe på panden, siger sine ord og slipper hende fri.
Gå, barn! Det er sengetid!
Signe er vant til at lytte. Hun vender sig og går, uden at mærke, hvordan Bedstemoren krydser hende på ryggen, mens hun hvisker.
Hun er tørstig, så Signe sniger sig ind i køkkenet, i håb om, at tante Kirsten er der.
Hun er der
Hvad vil du?
Vandet
Du får nok nok vand snører tanten, hælder et glas mælk i en tallerken med kartofler og et stykke brød. Spis! Jeg har varmet vandet. Jeg vasker mor, og så dig. Slem som en lille heks!
Tante Kirsten går forbi Signe, berører hende automatisk på hovedet, og Signe gør endelig, hvad hun længe har ønsket. Hun glider af en skammel og krammer tantens ben. Hun kan ikke nå højere.
Hvad er du? udbryder Kirsten, forvirret, og skubber Signe væk. Hvad?
Jeg vil elske dig. Hvis ingen vil Må jeg?
Spørgsmålet forbliver ubesvaret. Tante Kirsten græder og løber ud af rummet, skubber Signe væk. Men Signe ved, at det er okay Ikke farligt Nu kan hun roligt spise og drikke sin mælk. Tante Kirsten græder og roer sig. Smerten bliver ikke helt væk, men den bliver lidt lettere. Signe ved også det. Selv en lille smule lindring er god! For Signe får den lille stund ved Bedstemoren om aftenen til at tænke på det gode i stedet for det onde Måske får også tante Kirsten det? Når man tænker på det gode, bliver man lettere. Selv når nogen såre en.
Tante Kirsten vender tilbage til køkkenet, fylder en balje med varmt vand og vasker Signe. Stille. Hun råber ikke. Hun gnider med en svamp på en mærkelig måde. Blidt Ikke som normalt.
Gå! Læg dig. Det er tid!
Et kort ordre, og Signe ånder ud. Hun kan gå ind i det lille værelse, hvor hendes seng står, kravle under et let lagen, lægge hovedet på det, og tale stille med sin mor. Hver aften taler Signe med hende, lidt ad gangen, om alt. Bedstemoren har engang sagt, at det er godt. Rigtigt. Og mor hører hende. Så taler Signe med hende. I dag skal hun fortælle om tante Kirsten. Og også om, at hun i morgen tidligt skal stå op og vaske trappeopgangen, som tante Kirsten bad hende om. Signe elsker at holde orden. Hun glemmer bare indimellem, at hun skal gøre det.
Om morgenen nårker hun ikke noget. Det er fordi tante Kirsten vågner hende tidligt, kysser hende, mærkeligt nok, og smider hende ud af huset, hvor bedstemorens nabo venter på Signe.
Lad hende blive her lidt. Der er intet for hende her
Må jeg sige farvel?
Hvorfor? Så længe hun ikke har set hende vil hun huske den levende. Hun er stadig lille
Det er sandt. Okay. Jeg vil fodre hende, og så kommer jeg for at hjælpe.
Tak
Et par dage senere tager Signe bussen med tante Kirsten til byen. Hun vender aldrig tilbage til Bedstemors hus. Det sælges om et år, og tante Kirsten siger til Signe, at hun nu er hans datter officielt. Ordet er nyt for Signe, men lyden af det er behagelig.
Hun kan også tage den gamle hare, som Bedstemoren engang gav hende, med til byen. Haren er så gammel, at Signe næsten ikke kan huske, at den nogensinde var ny. Den har kun ét øje, er slidt og har et revet øre. Nu er øret syet på igen. Tante Kirsten ville sy også øjet på, men hun fandt ikke de rigtige knapper. Hun sagde, hun ville gøre det senere. Signe har ingen hast. Hun kan vente.
Det vigtigste er ikke dette. Det vigtigste er, at hver aften kommer Signe nu til tante Kirsten, som gør, hvad Bedstemoren plejede. Hun kærtegner Signe på kinden og siger ord, som Signe vil høre igen og igen hele dagen!
Jeg elsker dig
Da Tante Kirsten sagde det første gang, troede Signe ikke på hende dagen efter, da Bedstemoren var væk. Hun troede ikke. Længe. Men hun svarede altid:
Jeg elsker dig også!
Nu tror Signe.
Det er fordi Tante Kirsten siger de ord ikke kun til hende, men også til sine egne børn, til sin mand. Hans ord er sjældne, men han siger dem også. Signe troede ham ikke i starten, men nu tror hun. Og svarer ikke med ord, men med handling. En anden job fandt hun. Han smed hende ikke ud. Han sagde, at hvor to er, er der tre, så lad Signe blive. Så han siger også til Signe de ord.
Selvfølgelig driller hendes bror og søster hende indimellem. Det er ikke så slemt. Det er slemt, når ingen er der overhovedet. Signe ved ikke, hvordan det er, men hun gætter. Nu kan hun læse. Bøgerne indeholder så meget. Hun tror på dem. Hun vil ikke bruge tiden på unødvendige ting.
Nogle gange husker Signe Bedstemors hus, brændenælderne ved hegnet, store som ægte paraplyer. Under dem var det varmt, grønt og hyggeligt Men hun kan ikke gå tilbage Og hun behøver ikke. Bedstemoren er væk og Signe har det ikke dårligt hos tante Kirsten.
Det eneste, Signe ikke kan forstå, er, hvorfor Tante Kirsten løj, da hun sagde, at hun ikke behøvede at blive elsket.
Alle har brug for det! Signe ved det.
