Annika, vi ses om tre dage! Og glem nu ikke at bage din berømte kød tærte. Den er så lækker lød svigermor Kirsten smilende i røret.
Men jeg kunne ikke dele hendes begejstring. Da samtalen var slut, satte jeg mig tungt på stolen. Påsken nærmede sig hurtigt og alle Viggos familiemedlemmer havde planlagt at samles hjemme hos os.
I har jo så god plads her i lejligheden, der er rum til alle. Tidligere har vi mast os sammen i små værelser, men nu kan vi alle være sammen bestemte Kirsten for to år siden.
Nu begyndte jeg at hade vores rummelige treværelses på Amager, som vi stadig skulle betale af på i mange år endnu. Netop på grund af pladsen valgte hele svigerfamilien altid at mødes hos os, rode rundt og forstyrre vores weekend.
Viggo kom ud i køkkenet og kyssede mig på panden.
Gik det fint med mor? spurgte han.
Ja, vi skal igen holde det her hjemme Viggo, du kunne måske snakke med din mor? kan du ikke det? spurgte jeg og kiggede bedende på ham.
Han kneb øjnene sammen.
Annika, det har vi jo talt om Mor holder meget af dig og hun elsker din mad! Hvordan skulle jeg sige til hende, at hun ikke må komme? Hun er jo blevet pensionist, hun skal jo ikke stå og lave mad til alle. Hun har opfostret fire børn det forstår du vist godt. Hun har fortjent at slappe af.
Hver gang lod jeg mig overtale af Viggo. Men indeni spurgte jeg mig selv: “Hvem tænker på mig? Hvorfor skal jeg stå og servere for en hel flok til festdagene?”
Men brok nytter ikke noget. Jeg ville undgå skænderier og ødelæggelse af familiefreden. Allerede næste dag begyndte jeg at købe stort ind. Dagen før påskefrokosten gik jeg i gang. Jeg knoklede i køkkenet til langt ud på natten for at nå det hele. Alle Viggos søskende og deres familier skulle komme over ti mennesker!
Hvorfor klarer jeg det hele selv? Er jeg virkelig den eneste, der kan hjælpe? Kunne måske én af brødrenes koner give en hånd? Eller holder alle også pension i disse dage? spurgte jeg Viggo, mens jeg æltede dej til tærten.
Viggo stirrede lidt tomt på mig.
Du ved jo, at hverken mine brødre eller jeg kan lave mad, og konerne Ja, de har små børn eller masser at se til på jobbet. Jeg kan ikke bare bede dem komme.
Men mig kan I bare regne med? Jeg arbejder jo også hjemmefra. Det betyder ikke, at jeg ikke bliver træt, Viggo!
Bliv nu ikke sur, sagde han og trak mig ind til sig. Det skal nok gå. Når vi alle samles og fejrer, får du masser af ros. Så får du det sikkert bedre!
Endnu engang lod jeg mig overtale. Men ud på natten, da jeg endelig kunne lægge mig, var jeg så træt, at jeg ikke kunne sove. Jeg lå længe og tænkte over det hele.
“Hvorfor skulle jeg længes efter ros? Jeg ville også bare gerne komme til pyntet bord, uden at have rørt en finger”
Tidligt næste morgen vågnede jeg af, at telefonen igen ringede. Kirsten ville være den første til at hilse god påske. Og så lød det:
Om en time er vi der hele banden. Jeg ringede rundt i går, så begynd at dække bord! lød det muntert.
Jeg havde svært ved at rejse mig. Jeg tænkte allerede på, hvordan jeg ville spæne frem og tilbage, dække op, rydde af igen, servere og vaske op bagefter.
Jeg orker ikke mumlede jeg ned i puden.
Annika, hvorfor ligger du stadig i sengen? Mor og resten kommer snart! Viggo stod i døren og så på mig med løftede bryn.
Jeg står op svarede jeg modvilligt og rejste mig. “Du klarer det, Annika kom så” sagde jeg til mig selv og slæbte mig ud på badeværelset.
Jeg skubbede mig selv i gang. Det lykkedes at få alt klar til tiden.
… Lyden steg rundt om bordet. Familierne udvekslede historier og grinede højt. Kirsten sad ved siden af mig og sørgede for at rose:
Hvor kan du lave god mad, Annika. Alt smager himmelsk, datter. En sådan påskemiddag kunne jeg aldrig selv klare!
Jeg modtog ros med et halvt smil og flygtede ofte ud på altanen for at slippe for snakken og især spørgsmålene om børn. Viggo og jeg havde besluttet at vente lidt med familieforøgelse, men det var der ingen, der respekterede.
Annika! lød Kirsten. Kom nu ind, vi skal have desserten!
Døren åbnede sig, og Kirsten kom ud.
Ryger du? udbrød hun overrasket.
Hvad? Nej, selvfølgelig ikke! svarede jeg nervøst. Jeg trængte bare til lidt frisk luft, her er så indelukket.
Ja ja, med børn indendørs må man jo ikke åbne vinduerne. Men pas nu på dig skal vi jo have børnebørn med en dag! sagde hun med et glimt i øjet.
Jeg forsøgte at smile, men det faldt mig ikke nemt.
Kom, vi skal rydde af og servere dessert.
Kirsten satte sig straks ind til de andre og jeg blev alene tilbage. Jeg bar tallerkener ind i køkkenet, lagde ny dug og skiftede bestik. Alt klarer jeg selv.
Din kage er verdens bedste! udbrød Kirsten sidenhen.
Jeg undslap hurtigt ud i køkkenet og gik i gang med opvasken, ønskede næsten jeg havde fået anskaffet en opvaskemaskine men vi havde altid udsat det.
To timer senere begyndte gæsterne at tage hjem.
Viggo, vil du køre mig hjem? spurgte Kirsten.
Selvfølgelig, mor, jeg henter lige nøglerne.
Da jeg blev alene, faldt jeg udmattet ned i sofaen. Lejligheden lignede et kaos huset var fuldstændig vendt på hovedet. Al rengøring fra dagen før var spildt.
Jeg må i gang, ellers fortryder jeg det i morgen, sagde jeg til mig selv.
Med et suk gik jeg i gang. Ryddede op, sendte dug og håndklæder til vask, placerede resterne i bokse, gik lejligheden over med støvsuger og vaskede gulv.
Jeg fortjener altså noget for min indsats…
Jeg fyldte badekarret, smed en duftende badebombe i og spillede stille musik. Det varme vand løsnede de ømme muskler. For første gang på timevis tog jeg min mobil op. En besked fra Viggo:
“Mor har tilbudt jeg bliver her i nat. Jeg kommer hjem i morgen.”
Nå, hvad havde jeg forventet men sådan er det jo altid.
Viggo vidste udmærket, at jeg ville gå og rydde op hele aftenen. Men han valgte alligevel sin mors selskab frem for mit.
Sådan som de behandler mig, sådan vil jeg også gøre. Nu er det slut, tænkte jeg.
En måned gik hurtigt. En ny højtid var på vej, og telefonen ringede igen fra svigermor:
Annika, du skal dække bordet! Vi kommer allerede fredag og holder fødselsdag for Viggos lillebror.
Bordet står klar. Men nogen må nok selv stå for maden jeg har frygtelig travlt på arbejdet, de kalder mig ind på kontoret. Jeg er faktisk ikke engang sikker på, at jeg kan nå selve festen
Hvad? Hvordan det?
Ja, sådan er det arbejdet venter.
Ja, ja. Så må vi finde på noget. Og Kirsten lød lidt opgivende.
Ha det godt, sagde jeg og lagde på. Et smil formede sig på mine læber.
Festen tilbragte jeg hjemme hos min veninde. Morgenen efter tvang jeg Viggo til at tage sig af oprydningen det var trods alt hans brors fødselsdag.
Da Kirstens runde fødselsdag nærmede sig, tog jeg fri og besøgte mine egne forældre i Aarhus. Jeg afleverede hendes gave på forhånd og sagde:
Hvor skal I så fejre?
Viggo lukker jer ind, men jeg er der ikke.
Og maden?
I kan bestille noget, eller så kan de andre svigerdøtre lave noget. Det må I da klare.
De næste højtider var jeg hjemme, men der var kun lidt buffetmad og en færdigkøbt kagemand på bordet. Jeg undskyldte mig hver gang:
Jeg har slet ikke haft tid til at lave noget, travlt på arbejdet. I kan bare bestille, hvis I vil have mere.
Men ingen havde lyst til at åbne pungen eller bruge penge. Til nytår havde hele familien fanget pointen de gad ikke længere holde fester hos os.
Det nytår fejrede Viggo og jeg alene, hvilket passede mig helt fint. Min plan havde virket. Jeg skålede for mig selv og tænkte, at det her havde jeg fortjent.
Livet har lært mig, at hvis man altid siger ja, forventer folk det som en selvfølge. Indimellem må man også sige nej ellers glemmer man sig selv på vejen.
