Sådan bliver det, vi smider dig ikke ud i ferien. Sørg for tre soveværelser mine søstre og min niece skal overnatte. Du selv sover i køkkenet.
Hanne Marensdatter, er det så vigtigt, at jeg er den eneste ejer af denne hytte? Jeg har endda papirer, der beviser det. Så lad være med at prøve at trænge ind politiet vil smide jer ud.
I dag efter arbejdet skulle Freja køre til Fieldsshoppingcenter. Om to uger var nytår, og hendes gamle veninde Kirsten havde inviteret hende hjem.
Freja vidste, at der ville samle sig en stor flok: husmoderens datter med ægtemand og børn, søster, niecestuderende. Hun var ofte på Kirstens adresse og kendte alle, så hun ville købe gaver på forhånd.
Freja var en mester i at vælge gaver, men at give dem elskede hun endnu mere. Hun kunne allerede mærke glæden ved at vandre gennem de lysende afdelinger, beundre de glitrende pakker, se sælgeren indpakke køb i skinnende papir.
Stemningen gik dog i stå, så snart hun trådte ud på gaden: ved parkeringspladsen, ved bilen, ventede Rikke søsteren til hendes tidligere ægtemand.
Hej, Freja! hilste Rikke. Hvor har du været så længe? Jeg er frosset fast af kulden.
Goddag, Rikke. Jeg havde ikke ventet at møde dig her.
Hvorfor? Vi er jo slægtninge, svarede Rikke. I mindst tyve år har vi været det.
Heldigvis er vi ikke længere, svarede Freja og gik for at åbne bildøren.
Men Rikke stoppede hende.
Lyt, Freja, jeg har en bøn til dig. Eller rettere, til hele familien.
Hvilken familie, Rikke? Jeg har ikke haft kontakt med jeres slægt i et år. Så jeg vil ikke lytte til nogle bønner, sagde Freja.
Nej, hør mig bare. Jeg ved ikke, hvordan du og Mikkel delte ejendommen, men moren tror stadig, at huset, du bor i, tilhører vores slægt.
I købte det sammen med Mikkel, og han har boet der i ti år og indrettet det. Vi har samlet hele familien i huset til nytår og til forårsfejringer. Hvad sker der nu?
Mor planlagde at samle hele slægten i huset i maj til sin fødselsdag, dække bord på verandaen som vi altid har gjort. Men du lukkede døren for os og kørte væk.
Jeg forstår ikke, hvorfor du fortæller mig alt dette, spurgte Freja. Jeg tog bare en tur til min veninde. Undskyld, jeg glemte at spørge jer.
Glem også dine familiebegivenheder i mit hus. Da Mikkel og jeg gik fra hinanden, aftalte vi: lejligheden, bilen og garage til ham, huset til mig. Alt blev straks formelt registreret. Så kan I holde jeres sammenkomster i Mikkels lejlighed. Det er slut.
Freja, mor bad om lov til at invitere gæster den 31. december, som før. Der kommer mange, vi kan ikke finde plads til hele slægten, sagde Rikke.
Hanne Marensdatter og det er en anmodning? Det er mærkeligt! Jeg kan ikke tro det! I tyve år har hun kun krævet noget fra mig. Nu vil hun bede om noget. Rikke, sig hende, at jeg ikke accepterer. Find i stedet hotelværelser til slægten.
Freja satte sig i bilen. Humøret til gavejagt var væk. I morgen køber jeg, tænkte hun og kørte hjem.
Hun og Mikkel havde levet sammen i næsten tyve år. Huset, som Rikke nu talte om, var købt for ti år siden.
Et år siden erklærede Mikkel, at ved fyrrefem år er livet ikke slut, og at han ville bygge videre med sin unge, smukke sekretær.
Freja valgte ikke at holde fast i ham, men hun lod sig ikke udnytte. Huset og de fælles opsparinger blev hendes, mens Mikkel fik en toværelses lejlighed, en Volvo V70 og en garage.
Da deres datter, studerende Lise, stadig boede på studenterboligen, krævede Mikkel ikke en fælles konto.
For få dage siden ringede Lise og sagde, at hun ville blive på kollegiet til nytår.
Mor, vil du ikke blive sur? spurgte hun. Jeg kommer hjem i ferien.
Derefter accepterede Freja Kirstens invitation. I den forsamling ville hun ikke kede sig.
Hun vidste, at Rikke ikke ville lade det stoppe her de ville ikke give hende fred. Hun tog ikke fejl.
Den aften ringede den tidligere svigermor:
Freja, tager du ikke for meget på dig? Du har dristigt overtaget Mikkels hus, og nu tror du, at vi ikke kan finde dig?
Så mærkeligt: vi holder nytår i hele familien i vores hus! Det er det, hvor min søn venligst lod dig bo. Forstår du?
Sådan skal det være, vi smider dig ikke ud i ferien. Lav tre soveværelser mine søstre og min niece får overnatning. Du sover selv i køkkenet.
Hanne Marensdatter, er du klar over, at jeg er den eneste ejer af dette hus? Jeg har papirerne. Så prøv ikke at snige jer ind politiet vil smide jer ud.
Vi får se, hvem der smider hvem ud! Så forbered værelserne, vi bringer mad med, så du slipper for at lave noget. Og lad være med at nægte, for du vil huske denne nytårsaften resten af dit liv!
«Efter min mening har Mikkels mor helt mistet forstanden i år,» tænkte Freja.
Hanne Marensdatter var aldrig fredens due, men hendes optræden i dag overraskede den tidligere svigerdatter. Ville hun virkelig tro, at Freja ville blive bange og gå i hendes tjeneste?
Tidligere var Freja den bedste svigerdatter i familien de to andre havde givet efter og anerkendt svigermors ret til at lede.
Nu, hvor hun og Mikkel var skilt, var svigermors ord kun forbløffelse: hvad regner de med?
I mellemtiden gik planen i Hannes hus.
Rikke, du og Ole har ansvaret for indkøb af mad. Køb alt, hvad du kan, på forhånd. Vi skal forberede på aften den 31. og morgenen den 1. januar.
Vi laver skinke og varm gryde. Signe og Ida tager salaterne. Alt lægges i beholdere, og bestik til bordet låner vi af Freja jeg ved, hun har to service sæt tilbage. Da Mikkel flyttede, tog han ikke bestik med.
Mor, hvad hvis hun nægter at lade os ind? spurgte Rikke.
Lad hende prøve! Vi er tolv hele slægten. Hun vil skamme sig! Forestil dig det.
Hun åbner døren, og på verandaen står onkel Kasper, tante Lise, Lina med Natalia og andre. Tror du, hun vil lukke døren for dem? Hun lader dem komme, hjælper endda med bordet. Det er familien!
Den 31. december, klokken ni om aftenen, holdt fire biler stop ved huset nummer 14 på Østergade i København.
Underligt, sagde Ole, Rikkes mand. Lyset er slukket. Måske er Freja væk?
Hvor kan hun være? Hun er hjemme. Og Lise er sikkert kommet. De gemmer sig, så vi kan slippe af, grinede Hanne Marensdatter. Ring på.
Men ingen åbnede, og døren forblev lukket.
Vent, jeg har nøgler, sagde Hanne. Jeg vidste, at Freja ville gøre noget sånt, så jeg tog dem med.
Porten gik op, og den store forsamling trådte ind i gården.
Vent, jeg åbner huset nu. Tænd lyset og bring maden ind i køkkenet, så vi hurtigt kan dække bord. Freja kan gemme sig, hvis hun vil, vi inviterer hende ikke til bordet.
Efter omkring tyve minutter hørtes et brøl i gangen.
Her kommer husfruen, sagde Ole.
Men det var ikke husfruen.
Freja stod og hjalp Kirsten med at dække bord gæsterne skulle ankomme om et øjeblik. Pludselig gik hendes telefon i ring.
Er du Freja Mikkelsdatter? Der er udløst alarm i dit hus. En patrulje er på vej.
Der er tolv personer her, de siger, at de er mine slægtninge og har lov til at være her.
Jeg har ikke givet nogen tilladelse. Det er sandsynligvis min tidligere mands slægt. Jeg har ikke inviteret dem. De er kommet uanmeldt.
Skal du anmelde det?
Naturligvis. Jeg er ikke i byen, og jeg vender først i overmorgen.
De uinviterede gæster måtte til politistationen, hvor de tilbragte et par timer. Imens de ankom til Hannes hus, var salaterne allerede flydende, og den varme ret var begyndt at køle af.
Da Freja kom hjem igen, ringede hendes eksmand og krævede, at hun hentede anmeldelsen.
Freja, jeg troede, du havde skiftet låsen, havde du ikke?
Jeg har ikke skiftet den hvorfor ødelægge døren? Jeg har sat den nye, og jeg bruger den.
Hvorfor låste du den med den gamle lås, da du gik?
Jeg forudså, at din mor ikke ville lade sig berolige og ville komme med sine gæster du hørte, hvordan hun talte med mig. Jeg ville ikke have, at uønskede gæster ødelagde døren, så jeg satte alarmen.
Så du lukkede med den gamle nøgle, som din mor havde, og så satte du alarmen? Du lokkede dem!
Mikkel, din slægt havde et valg de kunne fejre nytår hjemme i deres eget hus. Men de valgte andet, så de fejrede det ved politistationen. Det var ikke min skyld.
Forresten måtte jeg selv lufte huset og rydde op, for det, de allerede havde lagt på bordet, var delvist ødelagt, inden jeg kom.
Hvorfor informerede du ikke Rikke om alarmen?
Hvorfor? På porten og døren står der skilte: Beskytter af politiet. Alle kan læse det.
Så fortæl hilsenen videre til din mor, Rikke, Ole og de andre, og sig, at jeg ikke længere venter på gæster hos mig.
Jeg tager anmeldelsen nu, men det vil ikke ske igen. De vil blive straffet efter lovens strengeste bestemmelser
Hvad synes du om den tidligere slægts handling? Skriv i kommentarerne, hvad du mener. Giv et like.
