Kære dagbog,
I går kom jeg hjem fra firmafesten først ved daggry. Mikkel lå i sengen, tungt sovende, og jeg lagde mig ved siden af ham og faldt straks i søvn.
Da jeg stod op om morgenen, så jeg en rød læbestift på Mikkels skjorte. Samtidig blinkede hans telefon med en sms.
Jeg greb telefonen og læste: Godmorgen, skat! Jeg blev så overrasket, at jeg næsten gispede. Jeg havde ikke ventet mig sådan en sød overraskelse fra ham.
Vi har nu ti år sammen, og vores to vidunderlige døtre, Freja på fem og Liv på ni, sover i deres værelse. Jeg overvejede straks at konfrontere ham, men holdt mig i ro.
Jeg gik ind på badeværelset, tårerne strømmede, og jeg forsøgte at samle mig.
Det er så enkelt, tænkte jeg. At starte en skænderi. Men i denne situation kan en krangel måske åbne et hul i vores forhold. Hvis han går fra mig, kan jeg så klare mig selv med to små børn?
Jeg tog et bad, tørrede håret med en hårføner, lagde mig i en simpel frisure og gik derefter i gang med morgenmaden. Mikkel vågnede først omkring frokosttid.
Åh, hvor træt jeg er, sukkede han.
Vil du have kaffe? spurgte jeg med et svagt smil.
Det krævede meget anstrengelse at tvinge smilet frem. Da kaffen var klar, sagde jeg:
Mikkel, jeg håber, du i morgen ikke bliver for sent på arbejde. Jeg har en anden vagt, og vi skal hente Freja fra vuggestuen.
Selvfølgelig, sagde han.
Jeg arbejder som frisør i en salon i Indre By. Næste dag, efter min anden vagt, kom jeg hjem med en æske luksuschokolade.
Har du lyst til noget sødt? spurgte han.
En kunde gav mig den som tak for en klipning. Han kommer altid tilbage.
Mikkel kiggede på æsken og sagde:
De er dyre! Hvorfor tog du imod dem?
Det var bare en gestus, svarede jeg. Han inviterede mig ikke på en date, så hvad er der at gøre ved?
Vi gik videre, men få dage senere kom jeg hjem med en stor buket vilde blomster.
Det er fra samme kunde, spurgte han nysgerrigt.
Mikkel, i går forsinkede du dig efter arbejde, men jeg spurgte dig ikke, hvor du var, eller hvem du var sammen med. Her er bare en buket.
Da jeg kom ud af salonen den anden gang, så jeg ham stå ved døren.
Har du ladet pigerne sove alene? spurgte jeg bekymret.
Nej, jeg lagde dem i seng og kørte ud for at møde dig, svarede han.
Det er kun fem minutters gåtur, sagde jeg og prøvede at afvise ham.
Da vi endelig var hjemme, sagde Mikkel:
Ingrid, må jeg altid møde dig efter den anden vagt?
Hvorfor? Er du jaloux?
Ja, jeg er lidt jaloux. Sådan en gave giver man jo ikke bare så.
Det er sødt, svarede jeg. Ærligt talt er jeg også lidt jaloux på dine overarbejdstimer. Jeg frygter, at du måske har fundet en anden.
Nej, du er den eneste for mig. Arbejdet er gjort fri med de nye programmer på computeren, så overtid er væk, lovede han.
Langsomt vendte tilliden tilbage i vores hjem. Men af og til, når jeg kom hjem fra arbejdet, lagde jeg endnu en æske dyr chokolade på bordet. Når Mikkel så på mig med et strengt blik, svarede jeg med et smil:
Mine kunder giver mig disse godter af ren oprigtighed, og jeg kan ikke takke nej.
Tak for, at du lytter, kære dagbog. Jeg håber, flere vil læse vores små historier og give et like det giver mig mod til at skrive videre.
