Karoline, vi ses om tre dage! Og husk nu at bage din berømte kødpostej. Den er så lækker… lød det muntert i røret fra svigermor, Birte Hansen.
Men jeg kunne ikke dele hendes begejstring. Da samtalen var slut, satte jeg mig tungt på stolen. Om få dage var det påske, og alle Vickes familiemedlemmer skulle samles hjemme hos os.
I har jo så god plads i jeres lejlighed, der er rum til alle. Før klemt vi os sammen i vores små hjem, men nu kan hele familien være sammen et sted! konstaterede min svigermor allerede for to år siden.
Nu begyndte jeg at hade vores rummelige lejlighed ved Søerne i København, som jeg i øvrigt var bundet til med et realkreditlån i mange år endnu. Det var jo kun pga. pladsen, at alle på Vickes side ville komme til mig, rode rundt og holde mig vågen til langt ud på natten.
Vickes kom ud i køkkenet og kærligt kyssede mig på hovedet.
Fik du snakket det hele igennem med mor? spurgte han.
Ja, vi skal igen holde påske her. Vickes, kan du ikke bede din mor finde et andet sted næste gang? tryglede jeg.
Han trak på skuldrene.
Karoline, du ved jo, hvor glad hun er for dig. Hun elsker det, du laver! Hvordan skal jeg sige til hende, at hun ikke kan komme? Hun er lige gået på pension. Du kan da ikke forvente, at hun laver mad til alle. Hun har slidt nok i sit liv og fortjener at nyde det nu.
Som altid lod jeg mig overtale af Vickes. Men indeni tænkte jeg: “Hvem tager sig af mig? Hvorfor skal jeg stå og lave mad til hele banden på en fridag?”
Det var nu ingen vej udenom. Jeg ville ikke ødelægge familiefreden det var trods alt påske. Så jeg tog ud og handlede. Dagen før påske knoklede jeg løs med madlavningen, og det blev sent, før jeg var færdig. Vickes’ søskende med børn kom alle mere end ti mennesker!
Hvorfor er jeg egentlig den eneste, der knokler? Kunne en af svigerinderne ikke komme og hjælpe? Eller er de også “på pension”? snerrede jeg over køkkenbordet, mens jeg æltede dej til postej.
Vickes så forvirret på mig.
Du ved jo, at hverken brødrene eller jeg kan finde ud af det i køkkenet. Svigerinderne har travlt små børn, jobs… Jeg kan ikke bare bede dem droppe det hele, Karoline. Det føles ikke rigtigt.
Men jeg kan? Jeg har også et job bare fordi jeg arbejder hjemmefra, betyder det ikke, at jeg aldrig bliver træt, Vickes.
Han trak mig ind til sig. Kom nu, du skal ikke være sur. Det hele bliver hyggeligt, du ser alle vil elske din mad, og så får du også glæde af det.
Som sædvanligt gav jeg efter. Jeg var så udmattet den aften, at jeg knap kunne sove, selvom jeg burde have været bevidstløs af træthed.
“Hvad skal jeg overhovedet med deres ros? Det ville også være skønt for en gangs skyld bare at komme og spise uden at have lagt al tiden, kræfterne og pengene i det,” tænkte jeg.
Tidligt næste morgen, da jeg endelig sov tungt, ringede telefonen. Birte ville selvfølgelig ønske os glædelig påske som de første og hun tilføjede:
Vi er hos dig om en time. Jeg sagde til alle i går, så du kan bare dække bord allerede, sagde hun frisk.
Jeg kunne knap tvinge mig selv ud af sengen. Jeg gennemtænkte, hvordan jeg skulle dække det store bord og springe frem og tilbage i køkkenet for at servere og rydde af.
Jeg orker ikke, stønnede jeg ned i puden.
Karoline, hvorfor ligger du stadig i sengen? Mor og gæsterne er på vej! sagde Vickes, da han kiggede ind.
Jeg kommer… svarede jeg modvilligt. “Du kan godt, det klarer du,” hviskede jeg til mig selv og slæbte mig ud på badeværelset.
Jeg forsøgte at holde humøret oppe, og jeg nåede heldigvis det hele.
… Omkring bordet var der liv og glade dage. Folk delte historier, snakkede om planer og børn. Birte sad ved siden af mig, evigt klar med ros:
Karoline, du laver mad, så englene synger! Jeg kunne aldrig selv have dækket op som dig, smilede hun bredt og trykkede min hånd.
Jeg tog halvhjertet til takke, men fandt på at gå ud på altanen nu og da for at få fred for snakken og de mange spørgsmål om børn. Vickes og jeg havde besluttet at vente lidt, men det bekymrede åbenbart ingen.
Karoline! Tid til dessert, hvor blev du af? råbte Birte pludselig.
Hun trådte selv ud på altanen.
Ryger du? udbrød hun forarget.
Hvad? Nej! Jeg skal bare have lidt frisk luft, det er så lummert derinde.
Ja ja, jeg troede allerede, du var begyndt på uvaner. Du skal jo give mig børnebørn sådan en dag! jokede hun og pegede på mig.
Jeg tvang et smil frem. Birte mærkede det ikke.
Kom nu, vi skal rydde af og servere dessert.
Jeg skal nok…
Birte satte sig straks igen, da vi kom ind, så jeg blev stående alene tilbage. Jeg tog fade og tallerkener ud, satte desserten frem og lagde bestik. Alt sammen alene.
Din kage er den bedste! roste hun igen.
Jeg skyndte mig ud i køkkenet for at vaske op. Hvorfor havde jeg ikke fået købt en opvaskemaskine endnu? Hver gang var der noget, der kom i vejen.
Efter to timer begyndte gæsterne at tage hjem.
Vickes, kan du køre mig hjem? spurgte Birte.
Selvfølgelig, mor, jeg skal bare lige finde nøglerne.
Alene i lejligheden så jeg på rodet i stuen. Det lignede et bombenedslag. Intet var tilbage af gårsdagens rengøring.
Jeg må hellere få det overstået nu. Ellers fortryder jeg i morgen, sagde jeg til mig selv.
Med et suk gik jeg i gang. Tøjet og dugen i vaskemaskinen, resterne i køleskabet, støvsugning og gulvvask frem og tilbage.
Jeg fortjener noget ekstra godt efter den omgang…
Jeg tappede et varmt bad, smed en badesalt i, tændte for noget musik og mærkede endelig, hvordan spændingerne forsvandt. Jeg kiggede på min telefon for første gang den dag. Der lå en besked fra Vickes:
“Mor foreslog, jeg blev og sov. Jeg kommer hjem i morgen.”
Selvfølgelig… havde ikke forventet andet.
Vickes vidste præcis, at jeg ville gøre rent denne aften, og alligevel blev han hos sin mor.
Sådan som de behandler mig, kan jeg også behandle dem. Nu har jeg fået nok!
Måneden gik hurtigt, og snart kom næste inviterende opkald fra Birte:
Karoline, gør klar til fest! Vi kommer fredag for at fejre Vickes lillebror.
Selvfølgelig står bordet klar, men nogen må lave mad denne gang. Jeg har drøntravlt på jobbet og skal på kontoret. Jeg ved ikke, om jeg når hjem til festen, sukkede jeg påtaget.
Hvad mener du? …
Arbejdet, hvad kan jeg gøre?
Jaja, jeg finder på noget. Surt, men…
Hav det godt, sagde jeg, og lagde røret på, med et lille smil.
Den festlige aften opholdt jeg mig hos min veninde. Næste morgen tvang jeg Vickes til at rydde op det var jo hans brors fest, ikke min.
Da Birtes fødselsdag nærmede sig, tog jeg fri og rejste hjem til mine forældre. Jeg afleverede gaven i god tid.
Men hvor skal vi så fejre?
Vickes lukker gerne dørene op for jer, men jeg er ikke hjemme.
Og maden?
Bestil noget udefra, eller hør de andre svigerinder. I skal nok klare den!
De efterfølgende fester var jeg hjemme, men nu var menuen enkel: kødpålæg og kager fra Lagkagehuset. Jeg sagde altid:
Jeg har slet ikke haft tid til at lave mad arbejdet presser. I kan jo bestille noget, hvis I vil.
Ingen gad dog tage penge op af lommen. Da nytår kom, var det tydeligt for alle, at de ikke længere kunne udnytte mig. Ønsket om fælles fester døde hurtigt ud.
Det år fejrede Vickes og jeg nytår helt alene og det passede mig ualmindeligt godt. Min plan havde virket. Jeg skålede for mig selv og tænkte: “Du gjorde det, Karoline. Det må fejres.”
Min erfaring? Hvis du aldrig sætter grænser, er der heller ingen, der gør det for dig. Den eneste, der skal tage hensyn til, hvad du orker, er dig selv.
