Lulu så egentlig ikke sin egen skyld i det. Altså, hun kunne ikke lige styre sig den ene gang, kastede sig efter en kat, ruskede i snoren lidt for hårdt, og så væltede ejeren. Men Lulu gjorde det jo ikke af ondskab – det var instinkterne.
Livet havde altid givet Søren et rap over nallerne: “Hold dig væk, du hører ikke til her, stil dig i hjørnet.” Og Søren gjorde det. Livet havde ret – det var sundest at holde lav profil. Naturen havde ikke været generøs ved hans fødsel: lille, spinkel, skrøbelig.
I skolen blev han kaldt mussepige, og nogle gange fik han en på maven for en sikkerheds skyld. Venner havde han næsten ingen, bortset fra én – Palle.
“Det går over, når jeg bliver voksen,” tænkte Søren dengang. “Voksne er fornuftige. De giver ikke fjollede øgenavne eller deler lussinger ud uden grund.”
Åh, hvor han tog fejl…
*****
Lussinger var der faktisk ikke så mange af i voksenlivet. Det er ikke kutyme at dele dem ud til højre og venstre i den voksne verden. Men øgenavnene…
Søren blev kaldt både pind, skarnbasse, yngel og mus. Han blev såret, men kunne aldrig svare igen. For til den spinkle krop hørte en bundgenerthed, der var enorm.
Åh, hvor den genertehed drillede ham. Mere end det uanselige ydre. Nye forhold kom aldrig i gang. Han omgikkes kun gamle skolekammerat Palle og sin mor, så længe hun levede.
Årene gik, Søren arbejdede som lagerarbejder i et supermarked og drømte ikke engang om kærlighed, selvom kollegerne var næsten kun kvinder.
Men damerne så på Søren som en slags “regimentssøn”. De passede på ham, beskyttede ham, gav ham hjemmelavet mad. For han var jo “stakkels lille”.
Og da han var omkring fyrre, var han helt alene i verden. Så de godhjertede kvinder ynkede ham…
Sådan gik det, indtil den dag han mødte Mette. Mette var en kvinde med stort K. Man kunne umuligt overse hende!
Hun forenede højde, imponerende former og en kraftig stemme. Hun var pragtfuld!
Søren blev håbløst forelsket. Han turde ikke nærme sig hende. Hvad var han for hende? En lungefisk, en bleg møl, et molekyle! Men livet har en sær humor. Og så besluttede det at bringe den lille, generte mus sammen med den store, larmende Mette.
Metoden var lidt brugt, men pålidelig. Hvor mange eksempler er der ikke på, at en redder forelsker sig i den reddede? Mange! Og Mette fik en dag mulighed for at redde Søren…
Det skete sådan: Søren stod i kø til kassen. Bag kassen sad den storslåede Mette. Søren blegnede, rødmede, var nervøs, skiftede en liter mælk fra hånd til hånd.
Så kom to unge typer bag ham med et par flasker spiritus, skubbede den spinkle Søren væk med skulderen: “Du står bag os, onkel. Vi har travlt,” sagde den ene.
En anden dag ville Søren have ladet dem gå foran, men ikke i dag. For Mette så på ham!
“Hør nu, gutter, stå i kø. Jeg har også kun en halv time til frokost,” kvidrede han.
“Lad være med at brokke dig! Vi sagde, du står bag os!” Den ene satte allerede sin flaske på båndet.
Den anden vendte sig for at true og puffede let til Sørens bryst: “Hold afstand, onkel!”
Søren blev purpurrød, åbnede munden, men Mette var hurtigere:
“Efter tur!” tordnede hun bag kassen. “Og i øvrigt, unge mennesker, må jeg bede om jeres ID? Måske har jeg slet ikke lov til at sælge alkohol til jer!”
De to unge blev nervøse: “Ej, slap af, vi har syv børn derhjemme, og De vil have ID?” prøvede den ene at spøge.
“Hør her, ‘unge fædre’, lad være med at gøre mig gal. Enten beviser I, I er myndige, eller også trasler I hjem til mor og far,” befalede Mette.
Bag Mette stod butikkens vagt, gamle Bertel, og var vågnet op. Så de to “unge fædre” mumlede og trak sig.
“Frække småskiderikker!” sagde Mette vredt.
Så så hun på Søren og tilføjede mildt: “Kom, Søren, jeg ekspederer dig. Du skal også have tid til at spise. Og du har brug for mad, du er så tynd. Selv børnene her tørster efter dig.”
“Tak…” mumlede Søren.
Han ville synke i jorden. “Nu er der ikke engang det mindste håb om, at Mette vil kigge på mig. Sikke en skamplet. Bange for nogle drenge! Selvom de var store, vidste jeg jo ikke, de var drenge!” tænkte han.
Men det stik modsatte skete.
Fra den dag af ændrede Mette sin opførsel over for ham. Hun smilede, flirtede, begyndte at tage mad med hjemmefra til ham. De andre kvinder i butikken trak sig tilbage. Søren anede ikke, hvad Mette havde gjort. Men en dag hørte han hvisken:
“Vores lille mus er blevet Mettes trofæ.”
“Jamen, så lad ham være. Måske gifter hun sig med ham, og så kan hun fed ham op.”
Søren var ikke alt for ked af at være et trofæ: “Så er jeg noget værd for hende! Så holder hun af mig. Og derfra er der kun et skridt til kærlighed. Indtil videre klarer min kærlighed sig. Det er nok til to.”
Den tanke gav Søren mod. Han trådte på sin generthed og inviterede Mette på date.
Hun sagde ja. Og ord for ord, møde for møde – et forhold opstod, og til sidst blev de gift…
Men ægteskabet skuffede Søren. Mette udnævnte sig straks til husets overhoved. Og det var okay, men den overhovedforestilling havde sin egen logik.
I hendes verden skulle overhovedet ikke bare tage beslutninger og kontrollere alt, men havde også ret til at opdrage og straffe.
Åh, hvor Søren fik mange skæld ud for selv den mindste fejl. Forkert monteret lampe, dårligt vasket gulv, en tallerken, der ikke blev skyllet…
Søren holdt ud. Han elskede alligevel sin redderinde Mette. Og han håbede, at kærlighed kunne vokse. At de nok skulle finde hinanden.
Illusionerne og resterne af kærlighed blev slået ud af Søren af en enkelt lussing.
“Dit skadedyr, din mus, din stakkel!” råbte Mette den aften. “Kan du overhovedet gøre noget rigtigt? Tier du? Det er dumt! Fortæl mig hellere, hvor jeg finder en anden kop som den?”
“Det var min mormors, gammel og elsket. Dine kløer er krogede, du kan ikke engang vaske op! Øv, jeg bliver så gal på dig!”
Søren nåede ikke at svare. Da Mette løb tør for ord, gik hun over til handling. Hendes hånd var tung.
Men da Søren fik klarhed i hovedet, vidste han: “Det er slut! Jeg fik nok lussinger i min barndom!”
Med skænderi og skældsord blev de skilt. Søren blev endnu mere desillusioneret over mennesker og lovede sig selv aldrig at forelske sig igen…
Lulu blev også banket af livet. Og helt ufortjent. Hun var et syn – sort, lang, stor. Tolv kilo ren lykke!
Men af en eller anden grund ville ingen have så meget lykke. Så Lulu vandrede fra hånd til hånd…
Den første ejer kunne ikke lide hendes udseende: “Det er en slags over-gravhund, måske en super-gravhund! Kort sagt, ikke standard. Det går ikke. Jeg har aldrig drømt om en blandingshund.”
Så han skaffede sig hurtigt af med Lulu til en kammerat.
“Hvad er det for en race? En kæmpe gravhund?” spøgte den næste. “Den er stor! Moren må have bollet med en basset. Og sikke en gøen! Perfekt, den skal vogte sommerhuset.”
Men Lulu var ingen god vagthund. Hun havde en dyb, truende gøen, men hun gøede ikke, når der kom ubudne gæster, men når lysten faldt over hende.
“Du er en dum hund,” skældte de hende ud. “Du gøer forgæves! Du æder meget og kan ikke passe på noget. Men du har trampet alle blomster ned og gravet græsplænen op. Vi må finde en anden ejer til dig.”
Med besvær fandt de en ny ejer. En ældre dame, sød, men frygtelig langsom. Lulu lovede sig selv at være en god hund. Men det gik igen galt…
Lulu så egentlig ikke sin egen skyld i det. Altså, hun kunne ikke lige styre sig den ene gang, kastede sig efter en kat, ruskede i snoren lidt for hårdt, og ejeren væltede.
Men Lulu gjorde det jo ikke af ondskab – instinkter. Og ejeren slap med skrækken, gudskelov. Var det en grund til at skilles? Men mennesker er underlige.
“Jeg kan ikke klare hende!” klagede den væltede ejer i telefonen. “Mit liv er mig kært. Find et nyt hjem til hende. Ellers slipper jeg hende løs.”
Og den anden i røret må have rykket sig. Lulu fik en familie. En rigtig families af tre: mand, kvinde og barn.
“Lulu, lad være med at drille Andreas!” sagde manden. “Ellers får du en på låget.”
Lulu havde ikke tænkt sig at drille den lille. Men Andreas havde sine egne planer: “Du skal være min hest!” sagde den fireårige og prøvede at bestige Lulu.
Hun snoede sig og knurrede. Hun var stor, men ikke en hest.
Andreas blev sur og brølede. Moderen blev vred og skældte. Faderen greb efter bæltet. Lulu gemte sig. Så blev faderen rød, råbte og truede med at aflevere Lulu til et internat…
Det var uvist, hvordan det ville ende, men en dag kom faderens ven på besøg. Lulu kravlede frem under sengen for at se, hvem der kom.
Vennen var en lille, spinkel fyr ved navn Søren.
“Han ligner en spætte,” tænkte Lulu. “Min mand er meget større. Mon ikke den fyr også er ukurant, ligesom jeg?”
“Hej, hundrede år siden, Palle,” Søren omfavnede Lulus ejer. “Jeg ser, du har fået en ny hund. Og jeg er endelig blevet skilt.”
“Tillykke, det var på tide! Og jeg vil gerne ‘skilles’ fra den hund. Jeg har fortrudt det hundrede gange,” sukkede Palle. “Den er uopdragen, ond, knurrer ad Andreas, og når man skælder ud, gemmer den sig. Jeg overvejer at skille mig af med den.”
“Hvorfor det? Hvorfor straks give den væk?” Søren så medfølende på Lulu. “Uopdragen, siger du. Men har du opdraget den? At skælde ud og straffe er ikke opdragelse.”
“Den skulle til en hundetræner. Jeg er ikke hundeejer… Men jeg blev også forsøgt opdraget med skæld og slag – det virkede ikke.”
“Hvilken hundetræner, Søren? Jeg har ikke tid til min egen familie, jeg slider som en hest! Min kone har heller ikke tid… Hør, nu du er så klog, kunne du så ikke tage Lulu?” fandt Palle på. “Du er alene og fri. Så kan du opdrage hende, så meget du vil. God idé. Alle bliver glade – os, Lulu, og dig!”
“Jeg ville gerne, men kommer hun med mig? Hun er vant til jer, sikkert?” Søren så spørgende på Lulu.
“Han kan jeg godt lide,” tænkte Lulu. “Han tænker fornuftigt, har ingen børn, og han er selv ukurant. Så han forstår mig bedre end andre! Jeg må vise, at jeg er med!”
Og hun logrede et par gange.
“Se, hun er ikke imod!” glædede Palle sig. “Lad os håbe, du kan klare hende. Og hvem ved, måske møder du kærligheden på en hundeskov.”
“Det skal du ikke sige. Jeg er færdig med den slags,” afværgende Søren.
Om aftenen gik de hjem sammen, Søren og Lulu…
Det viste sig, at det var meget lettere at klare Lulu end ekskonen. Hun var ikke ondsindet, skreg ikke over småting og slog i hvert fald ikke.
Hvis hun ikke forstod noget første gang, så forstod hun det anden gang. Desuden elskede hun Søren! Han var alt for hende: ven, ejer, hele verden.
De gik til hundetræner, luftede på hundeskoven, lærte, legede, snakkede. Og Søren var lykkelig over, at skæbnen den aften fik ham til at besøge sin gamle skolekammerat.
“Hunde er bestemt bedre end mennesker,” tænkte Søren. “Lulu er beviset. Klog, smuk, lydig. Nå, måske ikke helt lydig endnu, men det kan læres.”
Men sådan tænkte han ikke længe. Det viste sig, at der også findes fantastiske mennesker: gode, følsomme, omsorgsfulde.
Søren havde bare ikke vidst, hvor de fandtes. Nu havde han opdaget det – på hundeskoven var der masser. Han lærte mange at kende gennem Lulu. Nogle blev venner.
Og som man siger: hvem ved, måske kommer dagen, hvor han igen forelsker sig i en ejer af en spids eller en grand danois. Ikke lige nu, men Søren udelukker det ikke.
