Pige, hvad leder du efter? spurgte jeg, da jeg så den lille pige stå ved døren.
Jeg leder efter min mor. Har du set hende? svarede den seks år gamle pige med store øjne.
Jeg stod i min nye lejlighed i en gammel bygning på Nørrebrogade og tænkte: Jeg er jo lige flyttet hertil, og så vidt jeg ved, har den lejlighed, hun står foran, stået tom i flere år.
Men der bor jo ingen der, svarede jeg hende.
Pigen begyndte at græde og satte sig på trappen.
Tante, vi har virkelig brug for en mor! Kun hun kan ordne alting, far savner hende så meget.
Jeg stod der, usikker på, hvordan jeg kunne hjælpe dette søde lille væsen. Jeg havde ingen børn, så jeg vidste ikke, om jeg skulle tage hende i omfavn, invitere hende på en kop kaffe eller hvad. Før jeg nåede at tænke videre, begyndte min mobil at ringe. Jeg sagde hurtigt til pigen, at hun skulle blive, løb ud for at besvare telefonen og kom straks tilbage men hun var allerede væk.
Hele aftenen kunne jeg ikke slippe hende ud af hovedet. Jeg ringede derfor til min nabo, fru Kirsten, for at finde ud af, hvem der boede på trapperne.
Der har ingen boet her i flere år, sagde Kirsten, mens hun kiggede ud af vinduet, hvorfor spørger du?
En lille pige kom i går og spurgte efter sin mor, svarede jeg.
Kirsten tøvede et øjeblik, som om hun ledte efter en erindring.
Det må være datter af den afdøde Katrine. Hun døde for nogle år siden, og kun hendes mand og en lille baby sad tilbage. De kunne ikke klare sig i den lille lejlighed, så de flyttede ud. Siden da har der gået en spøgelse omkring her. sagde hun stille.
Så ved du, hvor hun bor? spurgte jeg.
Kirsten pegede på en gade i nærheden: 5 Sølvbrogade.
Jeg glemte hurtigt historien, fordi jeg arbejdede meget, kom sent hjem og gik tidligt ud igen. Men kort før nytår hørte jeg igen den svage banken og små snydende snøft. Jeg løb til døren og så stod den lille Rigmor, den gråøje pige, og græd.
Hvad er der sket? Hvor er din far? spurgte jeg.
Han er hjemme, men jeg leder efter min mor, svarede hun med en stille stemme.
Jeg huskede, at jeg havde en adresse på et lille stykke papir. Jeg løb ud for at finde den, mens jeg bad Rigmor vente på mig. Hun gik ind, så sig omkring, satte sig på en lille skammel i gangen og faldt så hurtigt i søvn, mens hun krøllede sig sammen som en lille bolle. Jeg bar hende forsigtigt ind i stuen, lagde hende på sofaen og ringede igen til fru Kirsten.
Hej Kirsten, undskyld for at forstyrre igen. Jeg har fundet et lille barn, der står udenfor min dør, sagde jeg.
Åh, det er mig, svarede hun. Jeg ville gerne tage hende med hjem, men mens jeg ledte efter adressen, faldt hun i søvn. Jeg er bange for, at faren leder efter hende
Jeg bor lige i nærheden, jeg kan kigge forbi, sagde jeg.
Tak, sagde hun, før vi lagde på. Jeg rettede hendes kruset hår, strøg hende på skulderen og tænkte på, hvor meget jeg selv savnede at få børn.
Jeg havde engang drømt om at blive far sammen med min ekskæreste, Mette. Vi havde planlagt en familie, men efter en tid mistede vi vores første barn. Arbejdet gik stærkt, vi var stressede, og jeg mistede min anden drøm om at blive far, da jeg også måtte afbryde min karriere. Jeg gik ud af arbejdet, men skæbnen ville have, at jeg mistede barnet igen, så jeg blev uden nogen børn.
Morten, min eksmand, flyttede senere til en ny familie med en datter, men jeg hørte aldrig mere fra ham. Jeg holdt mig væk fra fælles venner og søgte alene et nyt liv i lejligheder for leje.
Syv år gik, indtil en stille banken i døren brød min ro. Jeg åbnede døren med et hurtigt hjerte, og på trappen stod Morten.
Jens? hvad laver du her? spurgte han.
Jeg kom for at hente min datter 5 Sølvbrogade, er det rigtigt?
Ja, det er rigtigt. Så er det din pige? Kom ind, hun sover. Jeg har sat kedlen på. Jeg havde ikke forventet at se dig her, men livet har en måde at overrække overraskelser på.
Må jeg ikke forstyrre? Jeg kan vække Rigmor og tage hende med hjem.
Lad hende sove lidt, hvad er historien? Hun har besøgt vores trapper flere gange og banket på vores dør.
Morten så træt ud, men begyndte så at fortælle:
For nogle år siden boede vi i denne lejlighed med Katja. Hun arvede den af sin far. Efter brylluppet flyttede vi ind, og alt var som i en drøm.
Jeg husker, at jeg skulle med Mette på sygehus, hun græd så meget, hun var helt knust
Hun holdt min hånd og bad mig passe på barnet, hvis noget skete. Så gik det galt, og hun overlevede ikke.
Jeg er så ked af det, sagde jeg og lagde min hånd på hans skulder. Tårerne ramte hans kinder igen og igen, som om han havde holdt al smerten inde for længe og nu endelig havde ladet den flyde ud.
Der lød pludselig lyde af små fødder i stuen.
Far? spurgte Rigmor.
Morten greb hende, krammede hende tæt.
Anja, jeg har været bekymret hvorfor gik du uden at spørge?
Jeg vil bare finde min mor.
Vi finder hende, men først skal vi hjem.
Tak, Irene. Her er mit nummer, hvis Anja igen dukker op, så ringer du, sagde Morten og gav mig et kort.
Hvor har hun fået adressen? spurgte jeg.
Jeg viste den til hende, svarede han. Jeg skulle hente nogle ting, og så så hun billeder af sin mor på væggene. Siden da har hun drømt om at møde hende. Jeg sagde bare, at Katja var taget, men at hun nok en dag vil komme tilbage.
Et par dage senere ringede Morten igen. Så begyndte vi at tale sammen, gik i parken, på café og i biografen sammen med Anja. Pigen begyndte at binde sig til mig, og en dag kaldte hun mig mor.
Jens, sagde Morten en aften, flyt ind hos os, du skal ikke længere bo i de små lejligheder på lejemarkedet. Anja savner dig.
Hvad med dig?
Jeg han sænkede blikket, tog mine hænder i sine, og så mig i øjnene. Jeg savnede ham så meget. Undskyld mig for alt.
Siden da lever vi sammen. Vi opdrager vores lille lykke, Anja, som nu kaldes Gitte. Hver dag takker jeg skæbnen for den gave, der er uvurderlig at være en elsket mand og far.
Selvom Gitte kun er en lille pige, giver jeg hende al den uudtømmelige kærlighed og omsorg, jeg har i mit hjerte.
