**Kære dagbog.**
I dag så jeg hende. Jytte. På stranden, nede ved vandet. Hun stod med et håndklæde, som den tykke dame fra nabohuset faktisk havde konfronteret hende med. “Tag jeres håndklæde, I har jo ligget her i tre timer,” sagde damen, mens hun spærrede vejen. Jytte trak bare stoffet ud under madrassen, foldede det og gik. Sandet dryssede fra det grå stof. Jeg stod oppe på promenaden og så hende gå forbi boderne med oppustelige dyr og skaller. Min mave blev kold.
Hun havde ikke ændret sig. Stadig den ranke ryg, den måde hun holdt hovedet på. Jeg genkendte hende med det samme, selvom jeg først så hende fra siden. Hun går stadig med det samme smil, tænkte jeg, men da hun drejede hovedet, så jeg at smil var væk. Det var bare træthed.
Jeg fandt ud af, at hun bor i nummer 12 hos Inger, værtshusets dame. Gav hende en flaske rødvin for at spørge. “Hun hedder Mikkel, siger du?” spurgte Inger, og jeg nikkede. “Jeg hedder Mikkel,” sagde jeg, “vi er gamle venner.” Det er løgn, men ordene føltes sande nok.
Jeg gik hen til hendes dør i aften. Bankede på. Hun åbnede, og jeg så, at hun havde stået med et glas vand. “Nå, Mikkel,” sagde hun, “dig.” Hendes stemme var kold, men der var noget i hendes øjne, som jeg ikke helt kunne tyde. Jeg prøvede at forklare. At jeg forlod hende dengang, ikke fordi jeg ikke elskede hende, men fordi der var problemer med forretningen. Jeg fortalte om de dårlige lån, om truslerne. “Jeg gjorde det for at beskytte dig,” sagde jeg. “Jeg var ung, dum. Jeg troede, det var bedst sådan.”
Hun så på mig. Lang tid. Og så sagde hun: “Jeg har ikke brug for din beskyttelse.” Ingenting mere. Intet skældud, ingen tårer. Bare en mærkelig ro. Jeg kunne mærke, at hun var et andet menneske. Stærkere. Det gjorde mig bange.
Næste dag prøvede jeg igen. Jeg stod ved molen, da det begyndte at regne. Hun kom gående, og jeg gik ved siden af hende med en paraply. “Lad os spise i aften,” sagde jeg. “Der er en restaurant oppe på klippen. Jeg har en fed bil, et hus i København, en lejlighed i Århus. Jeg kan give dig alt det, du mangler. Bare sig ja.”
Hun stoppede op. “Jeg mangler ingenting,” sagde hun. “Jeg har mit eget liv.” Jeg så på hende, og jeg så ikke den unge kvinde jeg engang havde kendt. Der var en fremmed foran mig, en der havde lært at klare sig uden mig.
To dage senere så jeg hendes ejer, Inger, stå og banke et gulvtæppe. “Hun kom i går og sagde hun rejste i dag,” sagde Inger. “Hun ville ikke sige hvor. Men hun var glad. Det var sært. Normalt er folk kede af at rejse, men hun smilede.”
I dag sad jeg på kajen. Solen gik ned over vandet, og jeg tænkte på, hvordan livet kunne have set ud. Men forestillingen var sløret. Der var kun tomhed. Jeg havde spurgt hende én gang til, om vi ikke kunne finde tilbage. Hun svarede: “Jeg har ikke brug for dig længere. Jeg har mig selv. Det er nok.”
Det var dét. Hun tog bussen her til morgen. Stod bare op og gik. Efterlod mig med en tom lejlighed i den store villa. Men jeg lærte noget i dag. Noget vigtigt. Det nytter ikke at komme for sent med undskyldninger. Nogle gange bygger mennesker et liv, der ikke har plads til dig. Og det er okay. Det handler om at respektere det.
