Han rakte ud for at klappe det truende dyr, men katten rykke til siden og kravlede mærkeligt væk fra ham, væk fra den udstrakte hånd.
— Se på ham! – råbte skoleinspektøren nærmest. – Forældrene er kaldt ind, og han skammer sig ikke engang!
Morten så lige ind i øjnene på den vrede inspektør. Den tiårige drengs ansigt viste ikke spor af anger for den forbrydelse, han havde begået. Med en kedsommelig mine hørte han tavst på Annes spørgsmål.
— At brænde klasselogbogen! – inspektørens stemme gik over i et hvin.
— Vent udenfor! – sagde faren strengt.
Drengen gik ud af inspektørens kontor og smækkede døren højt. Det var ham ligegyldigt, om han blev straffet igen. Han kunne ikke have handlet anderledes, han havde givet sit ord…
Og hvad angik forældrene, ville de snart glemme ham igen, når de rejste på endnu en ekspedition.
Samme aften blev det på familierådet besluttet at sende Morten ud til bedstefaren på landet hele sommeren. Måske kunne han finde en løsning på den unge rebelske dreng…
*****
— Det her er din dagsplan, – Hans Christian, en tidligere soldat, pegede på et stykke papir, skrevet med jævn håndskrift. – Her på landet er der ikke tid til at fjolle, alle vil have mad og drikke.
— Er jeg en slave? – udbrød Morten, da han læste den lange liste over pligter.
Hans Christian smilede og vurderede sit barnebarns krigeriske blik, som blev kastet mod ham. I går havde sønnen bragt Morten og klaget uafbrudt til faren over, hvor svær han var blevet. Konstante slagsmål i skolen, utilfredshed fra lærerne og inspektøren – alt dette tog tid fra forskningen. Mortens forældre var rejst på ekspedition og havde lettet efterladt den rebelske søn hos bedstefaren.
Langsomt gled dagene, fyldt med uvante opgaver…
Morten stod op med hanerne, hjalp bedstefaren med at fodre den plettede ko Margrethe, fire grise og den brune hest Viggo. Bære vand, stable kløvet brænde, luge i bede…
Opgaverne stoppede aldrig, men Morten havde givet sit ord på ikke at klage.
— Passer han på mig? – spurgte Morten en dag og så forsigtigt på bedstefarens yndlingsdyr, den store hund Rolf, som fulgte ham som en skygge, når han forlod gården.
— Han mærker, at du ikke er herfra, er bange for, at du farer vild, – svarede bedstefaren med en let ironi.
Morten elskede at gå på fiskeri. Drengen lærte hurtigt at håndtere fiskestangen, og efter et par uger lod Hans Christian ham tage alene til åen.
Det bedste bid var tidligt om morgenen, når det stadig var køligt. Morten kunne godt lide at sidde med stangen på bredden og se solen stå op, belyse alt omkring sig. Sådan noget kunne man ikke se i byen!
En tidlig morgen, da han sad med stangen på bredden af en smuk å, lagde Morten mærke til en bevægelse i det høje græs.
Tæt på kvækkede en frø højt, og en hund gøede. Velkendte lyde, men…
Græset bevægede sig igen, og drengen besluttede at tjekke…
Forsigtigt trådte han gennem det høje græs og spejdede i morgengryet, men så intet. Han troede, han havde forestillet sig det, og ville vende tilbage til stangen, da han hørte en næsten umærkelig, ynkelig jamren.
Han bøjede sig ned og skubbede græsset til side med hænderne, og en kat hvæsede truende mod ham, med ørerne lagt tilbage. Dyrenes øjne advarede om at holde afstand, og hvæset var en tydelig trussel.
— Åh… – undslap det Morten af overraskelse. – Hvad hvæser du for?
Han rakte ud for at klappe det truende dyr, men katten rykke til siden og kravlede mærkeligt væk fra ham, væk fra den udstrakte hånd.
I det samme blev det lyst, og Morten så blodpletter på dyrets lyse pels. Et billede fra den seneste tid dukkede op for hans øjne – fire teenagere, der mishandlede en stribet kat med en forfrosset højre øre…
Morten rystede og jog den smertefulde erindring væk. Katten var såret, den havde brug for hjælp!
Han kunne ikke tage den med bare hænder, den var vred og havde tydeligvis ondt. Han så sig omkring, men fandt intet passende. Han havde en let vindjakke på, der beskyttede mod morgenkulden.
Han tog jakken af og nærmede sig den hvæsende kat:
— Mis-mis-mis! Jeg vil bare hjælpe dig… Mis-mis-mis!
Med sine sidste kræfter kastede katten sig til siden, men Morten var hurtigere. Han dækkede katten med jakken, pakkede den forsigtigt ind og trykkede den til brystet. Så løb han så hurtigt han kunne hjem, og glemte alt om fiskestængerne…
— Bedstefar, bliver katten okay? – spurgte barnebarnet for hundrede gang og så bekymret på døren til sommerkøkkenet.
— Bare rolig, Mette er dyrlæge og kan noget om sår, – Hans Christian klappede barnebarnet på hovedet. – Gå efter fiskestængerne, og når du kommer tilbage, er der nyt…
Morten nikkede og løb hurtigt til åen efter stængerne. Han havde så travlt, at han knap kunne få vejret, da han kom hjem.
I det samme kom den spinkle skikkelse af Mette ud på sommerkøkkenets dørtrin. Den ældre kvinde sagde noget til Hans Christian, som fik ham til at smile glad.
— Hvordan har hun det? – undslap det Morten.
— Det skal nok gå, – svarede Mette. – Det ser ud til, at en hund har bidt hende… Jeg har renset sårene, nu må du passe hende.
— Jeg gør alt! – udbrød Morten, og tårer af glæde og lettelse kom i hans øjne…
Den aften forlod drengen ikke den sovende kat, som han havde lavet en improviseret seng af en kasse og et gammelt tæppe. Han stillede skåle med mad og vand ved siden af og sad bare og så på katten, der sov.
— Vil du sove her? – spurgte Hans Christian.
— Må jeg? – spurgte Morten håbefuldt.
— Vi tager hende hellere med ind i stuen, – foreslog bedstefaren.
Katten blev flyttet ind i det værelse, hvor Morten sov, og kassen blev stillet ved siden af hans seng.
Ved nærmere eftersyn var kattens pels lys beige med næsten usynlige striber.
Morten satte sig på sengekanten og fortsatte med at betragte sin pasning, der sov.
— Når jeg ser på dig, barnebarn, bliver jeg helt forundret, – sagde Hans Christian eftertænksomt, da han satte sig på en stol i hjørnet af værelset. – Du er jo ikke doven, kvik, ansvarlig, og godhed er heller ikke fremmed for dig. Så hvorfor laver du mytteri?
Morten så på bedstefaren og trak på skuldrene i stedet for at svare.
— Din seneste eskapade med klasselogbogen… – spurgte bedstefaren. – Du brændte det ikke bare for sjov?
— Jeg havde givet mit ord, og når man har givet det, skal man holde det, – mumlede Morten.
Han rakte ud og klappede forsigtigt den sovende kat på hovedet.
— Hvem havde du givet dit ord til? – Hans Christians mistanke blev bekræftet, for han troede ikke på barnebarnets skyld.
— I kælderen i huset ved siden af skolen bor der en herreløs kat, som jeg fodrede og talte med, præcis som du gør med Rolf, – fortalte Morten og snøftede. – Jeg drømte om at tage den med hjem, men mine forældre ville overhovedet ikke høre på det… Jeg gav Mikkel mit ord om, at jeg altid ville beskytte ham.
— Og hvad skete der med den kat? – spurgte bedstefaren med stille stemme, holdt vejret.
— De store drenge mobbede ham, – Mortens stemme rystede. – Jeg bad dem stoppe, de gik med på det, men på betingelse af, at jeg skulle brænde klasselogbogen…
— Slyngler! – udbrød den ældre mand. – Hvor er den kat nu?
— En kvinde tog ham, sagde pedellen, – Morten klappede katten igen. – Jeg ville så gerne vide, hvordan det går Mikkel…
— Du er en god dreng! – bedstefaren klappede ham på hovedet. – Du holdt dit ord, det er rigtigt, men hvorfor fortalte du ikke dine forældre noget?
— De spurgte ikke, – svarede Morten blot.
Dagene gik… Sårene på Luna, som Morten kaldte katten, helede. Kattemoren holdt op med at hvæse og se mistænksomt på folk.
Luna tog imod omsorgen fra den mand, der havde reddet hendes liv. Snart flyttede den smukkere og tydeligere federe kat ind på Mortens seng.
Drengens drøm gik i opfyldelse, men ofte så han i sine drømme den stribede Mikkel med det forfrosne øre. Katten gnubbede blidt mod hans ben og spandt højt, når Morten tog ham op.
— Hvor er du? – spurgte Morten den stribede kat i søvne, men fik ikke svar.
Juli gik, og så også august…
Morten ventede på, at hans forældre ville hente ham, men i stedet meddelte bedstefaren, at han skulle til byen i et ærinde. Efter at have ordnet morgenens pligter overlod Hans Christian gården til barnebarnet og tog toget.
Han kom tilbage om aftenen, træt, men tilfreds. Han roste barnebarnet for orden i tingene og kaldte ham hemmelighedsfuldt smilende ind i stuen, hvor han tidligere havde båret en stor kasse.
— Kom her, barnebarn, – Hans Christian pegede på sofaen. – Se, hvem der kom med mig fra byen.
Morten gik ind i stuen og så på sofaen. Drengen blinkede flere gange, bange for at han så syner.
— Mikkel! – udbrød drengen og tog forsigtigt den stribede kat med det forfrosne øre op. – Bedstefar, du er den bedste!
Katten så sund og velfodret ud. Senere fortalte Hans Christian barnebarnet, hvordan Mortens handling havde imponeret ham, og han besluttede at opspore den stribede kat ved at få hjælp fra Mortens skole.
Det viste sig, at pedellen havde kontaktet et internat med anmodning om at tage den hjemløse kat, bange for dens liv.
I begyndelsen af september kom Mortens forældre med nyheden om, at de skulle på en længere ekspedition, og at drengen måtte bo hos bedstefaren et stykke tid.
Forældrene genkendte næsten ikke den muntre og livsglade dreng som den tidligere rebel.
— Far, du har gjort et mirakel! – udbrød Mortens far.
— Lær at høre jeres barn, – sagde Hans Christian formanende.
Hvad angik Morten, var han glad for at blive boende hos bedstefaren og ikke behøve at skilles fra Mikkel og Luna.
Rebellen var blevet den mest omsorgsfulde og ansvarlige herre for sine kæledyr.
