Det var som om drømmen selv havde vævet en tåget nat over København, hvor den ældre enlige Mette Løgstrup, 61 år, stod i en døråbning og ventede på sin ven Søren Nielsen, 63, med en fornemmelse af, at noget helt uventet nu skulle ske. De havde fundet hinanden på et datingside for seniorer, et lille, blinkende vindue i internettet hvor ensomme hjerter kunne mødes. Begge var skilt, børnene var voksne og boede i deres egne lejligheder, og hver af dem boede i en sær, velholdt lejlighed i et roligt kvarter på Østerbro.
Mette sad i sin yndlingslænestol, bladrede igennem billeder på sin smartphone. På skærmen så hun dem i en solbeskinnet park, hvor de spiste smørrebrød og fodrede ænder, så dem gå hånd i hånd langs søerne, og så billeder fra deres første fælles svampejagt i Dyrehaven. De sidste seks måneder var fløjet forbi som et glimt af lys over vandet.
Søren havde straks fanget Mettes interesse han var velformuleret, læst, med et skarpt, men blødt humoristisk blik. Han søgte ikke en mor til sine børn eller en husmor til sit hjem; han ønskede blot selskab med en interessant sjæl.
De så hinanden totre gange om ugen: i Det Kongelige Teater, i et galleri i Vesterbro, på caféer med duft af friskbrygget kaffe, på gåture gennem de stille gader, på ture til en venindes sommerhus på Sjællands vestkyst. Mette nød denne frihed, denne intime, men ubundne nærhed.
– Mette, fortæl mig, hvordan lever du? spurgte Søren efter en af deres tidlige møder.
– Godt, roligt, stille. Jeg har boet alene i fem år, så jeg er vant til det, svarede hun.
– Keder du dig nogle gange?
– Ja, af og til. Men jeg har venner, mine døtre kommer på besøg, og nu er du også her.
– Det er dejligt at høre.
Efter sit eget skilsmisse havde Søren lejet en lille etværelseslejlighed i en ældre bygning på Nørrebro. Han klagede over den kræsne udlejer, som aldrig lavede reparationer, men altid forhøjede lejen med en uventet stigning.
– Men hvad kan man gøre? sagde han. Jeg har intet eget hjem. Efter skilsmissen gik alt, hvad jeg ejede, til min ekskone. Mine forældre købte den lejlighed, jeg boede i, men de forbedringer jeg selv havde udført, kunne ingen se.
– Har du overvejet at købe noget selv?
– Hvor finder jeg pengene til en lejlighed?
Mette forstod ham. Hun ejede en treværelseslejlighed i et attraktivt område på Amager, som hun havde sparet op til gennem et helt liv. Døtrene boede allerede i deres egne boliger, så der var masser af plads.
Alligevel havde hun aldrig tænkt på at invitere Søren til at flytte ind hos hende. At mødes var én ting, at bo sammen var en helt anden drøm, der snoede sig i nattens tåger.
Lørdag morgen stod Mette klar til deres sædvanlige gåtur. Hun åbnede døren med et let grin, men så i stedet for den sædvanlige blide velkomst, så hun Søren stå med to store kufferter ved siden af indgangen.
– Søren, hvad er der sket? spurgte hun.
– Mette, kan jeg komme indenfor? Jeg skal forklare.
De gik ind i stuen. Søren stillede kufferterne i entréen og satte sig på den slidte sofa.
– Du forstår, lejerlejlighedens udlejer har besluttet at sælge den. Hun gav mig en uge til at flytte ud.
– Så hvad nu?
– Jeg har ingen steder at bo. Det er svært at finde en ny lejlighed med det samme, og pengene er væk.
Mette begyndte langsomt at indse, hvad han havde i tankerne.
– Mette, jeg har tænkt mig vi har haft et seriøst forhold i et halvt år. Vi kender hinanden. Måske skulle vi prøve at bo sammen?
– Sammen? gentog hun forvirret.
– Ja. Din treværelseslejlighed har masser af plads. Jeg er ikke en døgnarbejder jeg har et deltidsjob, så jeg kan bidrage til mad, regninger og så videre.
– Søren, men det har vi aldrig talt om før.
– Hvorfor tale om det på forhånd? Livet har jo allerede vist vejen.
Mette følte sig forvirret, som om hun var fanget i en drømmeløs labyrint, hvor væggene ændrede sig, hver gang hun vendte sig. Hun var ikke klar til sådan en pludselig vending.
– Jeg har brug for at tænke over det.
– Hvorfor tænke? Vi elsker jo hinanden.
– At elske og at bo sammen er to forskellige ting.
– Hvorfor er de forskellige? I vores alder er det tid til at tage beslutninger.
– Beslutninger om hvad?
– Om forholdet. Når vi mødes, betyder det jo, at vi skal være sammen.
Mette så på kufferterne i entréen. Det så ud som om Søren allerede havde besluttet for hende, havde bragt sine ejendele og stillede dem som en ubønnhørlig fakta.
– Hvad hvis jeg er imod?
– Imod hvad? Imod lykken?
– Imod at nogen bare kommer ind med sine ejendele uden at spørge.
– Mette, vær ikke vred. Jeg gør ikke det med vilje. Omstændighederne er bare så.
– Omstændigheder skabes af mennesker.
– Hvad mener du?
– At du skulle have talt med mig først, før du gik i gang med at flytte kufferter.
Søren sad tavs og overvejede hendes ord.
– Så lad os tale nu. Jeg foreslår, at vi bor sammen.
– Jeg afviser.
– Hvorfor?
– Fordi jeg nyder at bo alene. Jeg elsker vores samtaler, men jeg vil ikke bo sammen.
– Hvorfor? Vi passer så godt til hinanden.
– Vi passer til møder, gåture, fælles aktiviteter, men ikke til et fælles hjem.
– Hvor er forskellen?
– Hver dag er husligt arbejde. Det er vaner, orden, kompromiser.
– Så hvad så? Vi kan da tilpasse os hinanden.
– Det er netop pointen jeg vil ikke tilpasse mig. Jeg er tilfreds, som jeg er.
Søren så trist ud.
– Mette, hvad hvis jeg foreslår, at vi bliver ægtefolk?
– Hvorfor?
– Så alt er ordnet, som folk forventer.
– Søren, ægteskab vil ikke ændre noget. Jeg vil stadig ikke bo sammen.
– Så hvad er meningen med vores forhold?
– Den samme som før. Vi mødes, snakker, tilbringer tid sammen.
– Hvad så?
– Så fortsætter vi med at mødes.
– Det er da ikke seriøst!
– Hvorfor er det ikke seriøst? Sådan her passer mig.
– Jeg vil have stabilitet.
– Hvilken stabilitet vil du have? spurgte Mette, mens hun satte sig overfor ham.
– En normal, familiær stabilitet. At bo med en elsket, spise morgenmad sammen, planlægge fremtiden.
– Jeg vil ikke spise morgenmad med nogen hver dag. Jeg vil ikke tilpasse mig andres planer.
– Men du er alene!
– Jeg er ikke alene. Mine døtre, mine venner, du er her. At være alene og at leve selvstændigt er to forskellige ting.
– Jeg forstår ikke forskellen.
– Forskellen er, at jeg nu kan vælge, hvornår og med hvem jeg vil tale. Hvis vi boede sammen, ville jeg miste dette valg.
– Mette, du er i tres årtier nu. Det er tid at tænke på, hvem der skal være ved din side i de ældre år.
– Jeg tænker over det. Men det behøver ikke være en mand.
– Så hvem så?
– Døtrene, en plejehjemsassistent, de offentlige tjenester. Der er alternativer.
– Men det er ikke det, jeg vil have!
– Det er måske ikke, hvad du vil, men det er hvad der virker for mig.
Søren rejste sig og gik langsomt rundt i stuen.
– Så du foreslår, at jeg fortsætter med at leje en lejlighed og mødes med dig i weekenderne?
– Jeg foreslår, at du gør, hvad der er bedst for dig. At vi mødes, når begge har lyst.
– Hvad hvis jeg ikke har råd til at leje en lejlighed?
– Så er det dit problem, ikke mit.
– Det er hårdt, Mette.
– Men ærligt. Jeg er ikke forpligtet til at løse dine boligproblemer.
– Men vi er sammen!
– Vi mødes, ja. Men det gør mig ikke ansvarlig for dit liv.
Søren satte sig igen på sofaen, tænkte et øjeblik.
– Mette, hvis jeg finder en lejlighed, vil vi så fortsætte med at se hinanden?
– Naturligvis, hvis vi begge vil.
– Indtil jeg finder noget, kan jeg så bo hos dig en kort periode?
– Det kan du ikke.
– Overhovedet ikke?
– Overhovedet ikke.
Søren indså, at hun var fast besluttet. Han samlede sine kufferter og gik mod døren.
– Så jeg må både finde et sted at bo og finde nye relationer.
– Måske.
– Mette, vil du fortryde det?
– Nej.
Søren forlod lejligheden og ringede ikke længere. Mette vendte tilbage til sin rolige tilværelse uden en mand ved sin side. I sine seksti år værdsatte hun roen højere end enhver relation, og friheden mere end ethvert selskab.
Hvad ville du have gjort i denne drømmeagtige situation? Del dine tanker i kommentarerne, og giv et like, hvis du kan mærke drømmens æteriske sus.
