Har I set den gamle kvinde i vores afsnit? Hun ser så træt ud
Ja, hun er helt grå. Måske har hun børnebørn, men så er hun stadig isoleret hendes lille barnebarn har jo brug for omsorg i en så ung alder.
Min mor ser ud til at være yngre end hende. Jeg spekulerer på, hvor gammel hendes mand var?
Hun er stille og melankolsk, taler med ingen.
Det er derfor, hun holder sig for sig selv. Vi kalder hende Anna, tror jeg.
Måske burde vi kalde hende ved fulde navn, med patronymikon så begyndte en livlig samtale i fødeafdelingen, da en af de kommende mødre kortvarigt forlod rummet.
Annas liv havde været hårdt. Da hendes søn, Mikkel, var fire år, ramte tyfus hele familien. Mor, far, lillebror på et år og bedstefar døde af sygdommen. Siden da opdragede bedstemor Karen, en streng og dominerende kvinde, ham uden nåde. Kærlighed var en fjern tanke for den lille dreng.
I 1941 fyldte Mikkel og hans ven Jens, som begge var tredive, deres første år som unge voksne. De boede i hver sin landsby Mikkel i Ringe, Jens i Gisselfeld men flyttede begge til Roskilde for at arbejde på et jernværk, hvor der var mangel på arbejdskraft.
Det var på jernværket, de også boede, og her mødtes de. Fra deres tidlige tyveri af år arbejdede de hårdt, side om side med de ældre kolleger.
Da Mikkel var femten, blev han indkaldt til fronten. Den livlige pige med ildrød hår, Kirstine, ville følge ham, men de afviste hende. Der er større nytte af dig hjemme, sagde de. Så i baggrunden gik arbejdet videre.
Ved atten år indgik Mikkel og Kirstine ægteskab. Der var ingen store bryllupsfester de efterkrigelige år var præget af knaphed og sorg.
Kirstine flyttede ind hos sin mand, meget til bedstemor Karens utilfredshed, for deres landsbyer lå tredive kilometer fra hinanden. Et år efter blev deres søn, Jens, født. De unge forældre var lykkelige, og hjemmet var fyldt med ro. Men deres korte lykke blev snart truet af livets hårde prøvelser.
Da Jens fyldte seks år, levede Mikkel og Kirstine stadig i samhørighed, mens landsbyens folk misundte dem. Mikkel arbejdede som smed, og hans smedeovn var berømt i hele regionen.
En vinterdag fik han besked om at levere en ny ovn til en nabobygård på den anden side af Gudenåen. Han tog Jens med, fordi Kirstine var på arbejde. Kulden var isnende, og de gik over den frosne flod. Mikkel bar en tung kasse med sine egne værktøjer han brugte aldrig andres.
Jens løb og legede, lyttede kun lidt til farens advarsler om at holde sig i nærheden. Da de nåede bredden, kun omkring tyve meter fra land, gled drengen ud i et vandløb dækket af sne. Mikkel kastede sig efter ham, men
Anna blev grå i en alder af femogtyve, da hun mistede sin mand og søn. Hun kunne ikke blive i huset, hvor alt mindede om dem, og vendte tilbage til sin barndomslandsby for at bo hos bedstemor Karen.
Kirstine trak sig helt ind i sig selv; livet syntes meningsløst, og tanken om at starte en ny familie var uoverkommelig.
For nylig var Anna blevet treogfyrre. I denne alder, uden ægtemand, besluttede Kirstine sig for at tage ansvar for sit lille barn. Hun forstod de vanskeligheder, der ventede, men ensomheden skræmte hende mere end alle fremtidige problemer.
Landsbyen, hvor Kirstine boede, lå langt fra byens faciliteter, så hjælpen kunne forsinkes. En kold vinterdag, bekymret for barnets helbred, ankom hun tidligt til hospitalet. Hun huskede, at hun for otteogtyve år siden havde mistet sin mand og søn. Tiden havde ikke lettet smerten.
Kirstine blev mor til en sund dreng, som hun navngav Frederik. Hun huskede altid, hvordan Jens drømte om en bror.
Køb mig en lillebror, sagde han. Far lavede så mange legetøj! Jeg vil lege med min bror.
Hvad vil du kalde ham? spurgte faren.
Frederik!
Så bliver han Frederik, svarede Mikkel med et smil, mens han så på Kirstine.
Kirstine havde håbet på en ny begyndelse, og Mikkel vidste det. De havde besluttet at holde Jens navn hemmeligt et stykke tid, fordi sorgen over tabet af mand og søn stadig var frisk.
Nu var Frederik endelig her, præcis som Jens havde ønsket.
Bedstemor Karen mødte dem med et skævt smil, da hun så den nyfødte i hospitalet.
Hvorfor græder du igen, min skat? spurgte hun blidt.
Åh, du Det er pinligt, din glæde, svarede Karen knurrende. Hele landsbyen taler sikkert om din skam.
Kirstine reagerede: Jeg har ikke vist ansigt på gaden i en uge. Snart vil de stille spørgsmål, og hvad skal jeg sige? At min gamle datter har mistet forstanden?
I landsbyen gik sladderen i ring. Intet interesserede landsbyboerne mere end den ugifte kvinde på treogtredive år og hendes nyfødte søn. Karen kritiserede Kirstine hårdt, men et år senere gik hun stille fra denne verden, fuld af liv til trods for sin alder.
Kirstine sørgede, men indså også, at hendes bedstemor havde opdraget hende med styrke.
Frederik voksede op til at blive en smuk ung mand, høj, mørkhåret og med blå øjne helt anderledes end sin mor, som han elskede over alt.
Da Kirstine blev halvfjerds, blev hun bedstemor. Da Frederik hørte, at hans søster var på vej, kørte han og sin mor til hospitalet. Hans kone, Lise, lå på første sal.
Lise, Lise! råbte den glade far. Vis mig vores datter!
Lise gik frem til vinduet med barnet i armene. Kirstine smilede, mens tårerne flød.
Se, mor, hun er rødhævet! Ligesom dig! sagde Frederik stolt.
For Anna var det en glæde at se sin lille dreng så lykkelig. Sådan gik livet videre, trods al smerte.
Følg siden, giv et like, og del dine tanker i kommentarerne det giver os modet til at skrive flere historier!
