Jeg havde engang et dejligt ægteskab en god mand og to dejlige børn. Så gik det en dag i stykker: min elskede kom hjem fra arbejde i en alvorlig trafikulykke og døde på stedet. Jeg troede, jeg aldrig ville kunne klare sorgen, men min mor, Else, overbeviste mig om, at jeg måtte holde ud for børnenes skyld. Så jeg samlede mig, kastede mig over arbejdet og, da børnene var blevet lidt ældre, rejste jeg ud for at tjene penge.
Først endte jeg i Sverige, senere i England. Jeg skiftede fra job til job, indtil jeg endelig begyndte at tjene en ordentlig løn. Hver måned sendte jeg danske kroner hjem til Lars og Rigmor, købte dem en lille lejlighed, og jeg fik selv lavet en flot renovering af min gamle stue i København. Jeg var stolt af mig selv som om jeg havde vundet et slag i en dansk klippekort på livet.
Alt gik fint, indtil jeg for et år siden mødte en mand, Anders Hansen. Han er dansk, men har boet i England i tyve år. Vi begyndte at skrive til hinanden, og jeg mærkede, at der måske kunne blive noget.
Men tvivlen nagede. Anders kunne ikke flytte tilbage til Danmark, mens jeg savnede mit hjem. Så en dag tog jeg af sted. Jeg så først mine børn, derefter mine forældre, men jeg nåede slet ikke at besøge min svigerfar tiden løb fra mig, så mange ting skulle ordnes. Så kom min gamle veninde, Kirstine, som arbejder i en tøjbutik, på besøg og sagde:
Din svigermor er virkelig sur på dig!
Hvor har du hørt det fra? spurgte jeg.
Jeg hørte hende og en veninde tale. De sagde, at du er en lille prinsesse og at pengene har gjort dig til en snob. Desuden mente de, at du aldrig har hjulpet dem med penge.
Det ramte mig som en kold regn. Jeg havde nemlig opdraget Lars og Rigmor helt på egen hånd og gjort alt for dem. Jeg kunne jo ikke længere skænke svigerforældre penge jeg måtte selv spare, forstår du?
Efter sådan en samtale var jeg ikke længere i humør til at besøge svigerfaderens hus. Men jeg samlede mig, gik i supermarkedet, købte ind og gik ind ad døren. I starten gik det fint, men tankerne om Kirstines ord holdt mig vågen. Til sidst sagde jeg:
I forstår da, at det ikke har været let for mig i alle de år. Jeg har gjort alt for mine børn, for jeg har ingen anden støtte at holde mig til.
Svigermor, Ingrid, så ud som om hun havde fået et stykke af min sjæl. Jeg turde ikke engang fortælle, at jeg har en mand i England. Jeg gik derfra med en tung følelse i brystet. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Skal jeg virkelig hjælpe min afdøde mands forældre? Jeg er ved at gå i stykker!
Venner, hvis I vil læse flere historier som denne, så smid en kommentar og husk at like. Det giver os mod på at skrive videre!
