– Nå, hvad er der tilbage efter festen? Jeg skal jo også have min datter at spise! – Tanten så med grådig uro på bordet.
Mads kiggede på sin mors søster, Birthe Jensen, og knap nok holdt sig fra en skarp bemærkning. Gæsterne sad stadig ved bordet, mens hun allerede havde fundet tre plastikbeholdere frem fra tasken.
På det store fad lå nogle få stykker stegt flæskesteg, ved siden af stod salater og en næsten hel kage.
– Tante Birthe, vi har ikke engang fået kaffen endnu, – mindede Mads om. – Vent da i det mindste til festen er slut.
– Jeg generer jer da ikke, drik jeres kaffe. Jeg tager bare lidt, så Signe kan få noget at spise efter arbejde. Hun er på job til ni i aften, stakkel, når ikke engang at lave aftensmad, min stakkels pige.
Signe var niogtyve år gammel. Hun boede for sig selv og tjente gode penge.
Birthe Jensen rakte ud efter kødet, men Peter Pedersen skubbede fadet hen til gæsterne.
– Folk spiser endnu. Når alle er gået, ser vi, hvad der er tilbage.
– Peter, er du nærig med et stykke kød? – forargede tanten sig.
Mads så, hvordan hans mor vendte blikket væk. Mette Jensen plejede altid at overse sin lillesøsters vaner.
Hvis nogen i familien blev vrede, bad hun dem straks om ikke at være smålige og ikke ødelægge forholdet på grund af mad.
Sådan gik det næsten hver eneste familiesammenkomst. Birthe Jensen kom med en billig æske chokolade eller helt tomhændet, men satte sig først til bords. Hun valgte de bedste stykker, bad om at få salaterne rakt, og efter maden fandt hun sine beholdere frem.
Engang tog tanten halvdelen af kagen, før værterne nåede at skære den op. En anden gang forlangte hun fire portioner varm mad pakket ind – fordi Signe vist ville forkæle nogle veninder.
Peter Pedersen blev meget vred dengang, men hans kone trak ham hurtigt ud i køkkenet.
– Peter, start ikke på det her foran gæsterne, for guds skyld! Birthe bliver fornærmet, så ringer hun ikke i en måned.
– Lad hende bare tie i et år! Hvorfor skal vi også fodre hendes voksne datter?
– Åh, hold nu op, maden bliver alligevel til overs! Er det synd? Lad hende tage det.
Mads tav kun af hensyn til sin mor. Hans lillebror, Søren, prøvede også at holde sig ude, selvom han efter hver familiesammenkomst brokkede sig over, at tanten tog mere med hjem i tasken, end tre gæster tilsammen spiste.
Deres mors tresårsdag nærmede sig. Mads besluttede at give hende noget virkelig værdifuldt – han havde sparet op i flere måneder.
I en guldsmed forretning valgte han guldøreringe med små lyse sten. Søren så billedet på telefonen og blev begejstret: han fandt et vedhæng fra samme serie i kataloget.
Mens hun med skælvende fingre tog øreringene på, rakte Søren hende vedhænget. Da hun så, at det var et sæt, blev hun helt rørt, omfavnede sine børn og begyndte som sædvanlig at jamre over, at de havde brugt for mange penge.
– Lad mig se, – Birthe Jensen greb ugenert efter etuierne. Hun studerede længe stemplerne og prikkede til låsen med neglen. – I har vel brugt en formue? Er stenene ikke bare glas?
– Det er guld, der står alt på prismærket, – svarede Mads tørt. – Det vigtigste er, at mor kan lide dem.
Tanten lod blikket glide over til sin søster, vendte sig så med et lille smil mod nevøen:
– Nå, Mads. Om tre måneder har jeg jubilæum. Jeg forventer det samme sæt. Bare med grønne sten, smaragder eller noget! De passer til mine øjne.
Der blev stille ved bordet. Mads troede først, det var en dårlig spøg, men tanten så helt alvorlig ud, mens hun drejede den fremmede æske i hænderne.
– Hvorfor i alverden skulle jeg købe guld til dig? – spurgte han lige ud.
– Hvad mener du med ‘hvorfor’? – Birthe Jensen hævede overrasket øjenbrynene. – Jeg er din mors egen søster! Jeg har også brug for dyre gaver.
Mads lod tankerne glide tilbage til sine børnefødselsdage. Fra tanten fik han som regel sokker, en krus eller en pakke Kærgården-småkager.
Til sin 18-årsdag kom hun overhovedet kun med et tomt kort, og så bad hun ham om at køre hende til den anden ende af byen – benzinprisen løb op i mere end hendes ‘gave’. Men nu talte hun med en selvsikkerhed, som om hun havde sponsoreret hans uddannelse.
– De er ikke min mor, – sagde Mads roligt. – Gaver til Dem må Deres nærmeste vælge.
– Signe har det svært lige nu, – fandt tanten straks på. – Jeg vil ikke presse min pige til at købe guld. Men du er en ung mand med penge, du kunne vise respekt for de ældre.
Moren forsøgte at glatte ud, selvom man tydeligt så på hendes ansigt, hvor pinlig hun var:
– Birthe, nu stopper du med de jokes. Lad os hellere bestille kaffe, de kommer med kagen.
– Hvilke jokes, Mette? Moren får altså guld, men sin egen tante snupper hun? Jeg venter det sæt til min fødselsdag! Søren skal også punge ud, når I allesammen er så rige.
Søren lagde gaffelen fra sig og snøftede:
– Hvorfor skulle vi pludselig sponsorere dine drømme?
– Fordi familie skal behandles ens! Mette får både øreringe og vedhæng! Nå, hvis I ikke vil give mig dem, så tager jeg bare vedhænget! Mette, du kan nøjes med øreringene!
Birthe Jensen røg med hånden direkte mod morens hals. Moren veg tilbage. Mads så alt rødt – den frustration, han havde samlet på i årevis, brød ud.
– Prøver De seriøst at rive mors gave af? – Mads greb tantens hånd. – Har De nogensinde givet hende noget dyrere end et viskestykke?
– Lad være med at være uforskammet! – hvæsede Birthe Jensen. – Jeg har andre indtægter. I øvrigt handler det om opmærksomhed!
– De er til gengæld mester i at tælle andres penge. De kommer til hver fest tomhændet, propper munden først, og så slæber De mad med hjem i beholdere!
– Og gemmer Dem altid bag Signe, som er en voksen kæmpe og sagtens selv kan købe sin aftensmad!
Tantens ansigt blev plettet. Hun skubbede stolen tilbage med et brag og vendte sig mod sin søster:
– Mette! Hører du, hvordan din knejt taler til mig? Gør noget ved ham! Han håner dig foran alle!
Moren så forvirret fra sønnen til sin søster. Mads frøs, i forventning om det sædvanlige:
– Mads, hold nu op, lad være med at…
Men så talte faren.
– Mads har ret, – sagde han tungt. – Jeg har kun tavet af hensyn til Mette. Du kommer til os ikke som familie, men som til en gratis buffet med takeaway.
– Nå, sådan? Har I aftalt det? – Birthe vendte sig mod den yngste nevø. – Vil du også begynde at tælle, hvor mange stykker jeg har spist?
– Jeg kan minde om, da du snuppede maden fra min fødselsdag, før gæsterne overhovedet satte sig, – mumlede Søren. – Og så blev du sur, fordi du ikke fik hele kagen med hjem.
– Utaknemmelige! – skreg tanten. – Mette, hvad har du opfostret? Ingen respekt for ældre!
Hun rev tasken til sig, trak plastikbakkerne frem og begyndte rasende at skovle kødpålæg ned i dem.
– Hvis jeg er til besvær, så tager jeg i det mindste mad med til Signe! Hun har intet med det her at gøre!
Mads gik roligt hen, greb beholderen og tømte pølsen tilbage på fadet.
– I dag er det mors jubilæum, ikke en humanitær hjælpepakke! Du får intet med herfra.
– Giv mig det, din tumpe! – skreg Birthe. – I har ydmyget mig, snuppet min gave, og nu vil I sulte mig? Giv mig kødet tilbage, det var til Signe!
Gæsterne sad stille ved bordet, nogle forsøgte at undertrykke latteren. Mads så på sin mor – han var bange for, at hun ville bryde ud i gråd.
Men moren lukkede langsomt låsen på sin hals, lagde forsigtigt vedhænget i fløjlsetuiet og løftede blikket mod sin søster.
– Ved du hvad, Birthe… Jeg er træt. Træt af hver eneste fest at skulle udregne, hvor meget mad du nåede at proppe i lommerne.
– Træt af at hvisle til min mand og mine sønner, om de bare skal holde ud, for at vi ikke skal skændes. Mads har ret! Du har forvekslet vores godhed med svaghed.
Tanten gispede. Sådan en modstand fra den altid eftergivende søster havde hun bestemt ikke ventet.
– Du… du tager deres parti? Jeg er din egen søster!
– De er ikke fremmede for mig, Birthe. Det er min mand og mine børn! Saml dine ting og gå.
– Så giv mig da den varme mad til min datter! – krævede tanten, mere stille men stadig vred.
Faren tog tavst telefonen frem, bestilte en taxa, og skubbede så tasken med håndklæderne hen mod hende.
– Tag din taske og det her ragelse. Resten bliver på bordet.
– Min fod sætter ikke mere i jeres hus! I nærige! – spyttede Birthe, greb sine sager.
Restaurantdøren smækkede i. Moren stirrede et par sekunder på udgangen, sukkede tungt.
– Undskyld, mor, – sagde Mads stille, mens han satte sig ved siden af hende. – Jeg ville ikke ødelægge din fest. Men det var ved at koge over.
– Du har ikke ødelagt noget, min dreng, – smilede hun svagt og strøg ham over armen. – Jeg har været naiv. Jeg burde have sat hende på plads for længe siden.
…Et par dage senere dukkede tanten op, som om intet var hændt. Mads sad i køkkenet, da morens telefon ringede, og fra højttaleren lød en skinger stemme:
– Mette, hej. Har I noget mad tilovers efter jubilæet?
Moren lukkede øjnene, udåndede, men denne gang rystede hendes stemme ikke en tøddel.
– Birthe, selv hvis der var noget tilovers – jeg giver dig ikke noget. Du kan komme på besøg, når du lærer at respektere værterne i stedet for at betragte vores hjem som en gratis restaurant.
Til tantens fødselsdag sendte Mads bare en sms om morgenen. Intet guld, naturligvis, ingen sendte noget.
Birthe Jensen ventede længe på at blive inviteret til den næste familiesammenkomst, men moren havde simpelthen slettet hende fra gæstelisten. Og det var vist for længe…
Hvad synes I? Havde familien ret? Skriv jeres tanker i kommentarerne, og giv et like!
