Kære dagbog,
I dag har jeg mærket, hvordan vores familie igen bliver sat på hovedet. Mor, Mette, sagde pludselig, at hun vil give vores lejlighed i Østerbro til Mikkels søn, Sune. Jeg kunne næsten ikke forstå, hvad hun sagde. »Mette, er du i orden?« udbrød jeg, mens jeg så på hende med et forsigtigt blik. Hun svarede skarpt: »Mikkel, du vil jo blive smidt ud, hvis du ikke giver slip!«
Det gik hurtigt fra at forsøge at holde hovedet koldt til at græde. Jeg så, hvordan Mette forsøgte at vise sin uafhængighed, men så brød hun sammen, fordi hun i sit hjerte vidste, at hun var uretfærdig over for mig.
Mikkel, min lillebror, har altid været morens yndlingsbarn. Hun fik ham, da hun var over tredive, mens jeg, Rigmor, blev født, mens hun stadig var ungdommelig og uerfaren. Så hun behandlede mig som andenrang. Jeg voksede op med en mor, der lovede at færdiggøre studierne, men som i stedet fokuserede på Mikkels fremtid, især da hun blev gift for anden gang og nød moderskabet.
Jeg så alt dette tydeligt, men kunne ikke forstå, hvorfor hun delte så åbent med min bror. Normalt gemmer forældre deres præferencer, men Mette skjulte intet. Hun så ud til at undre sig over, hvorfor bror og søster aldrig havde haft et varmt forhold. Måske var der en grund?
Mikkel har fra barnsben fået de bedste ting, mens jeg måtte nøjes med det, der var til rådighed, og selv små klager var forbudt. Han fik altid mere penge han er mand, så det er sådan sagde hun. På trods af at han er et år yngre, betyder det intet.
»Husk, Mikkel, når du bliver voksen, skal du kunne forsørge din familie selv.« sagde hun, mens hun knoklede med at sørge for ham. Jeg spurgte: »Hvad med mig?«
Hun svarede: »Din opgave er at gifte dig pænt og holde fast ved din mand«, mens hun lagde en tallerken på bordet.
Jeg modsatte mig, sagde at jeg ikke ønskede at afhænge af en mand, men ville vokse som individ, også i min karriere. Hun lo af mig: »Hvilken nonsens, Rigmor! Er du seriøs?« Hun påstod, at ingen i familien nogensinde havde tænkt så.
Det førte til, at jeg flyttede ind i en lejet lejlighed. Det var som et frisk pust at slippe for at dele tag med bror og mor. Årene gik, og jeg fik endelig en bolig på afbetaling, mens Mikkel stadig boede hos mor med sin kone, Ida, og de ventede barn.
Mor har altid haft en tilpasningsevne, der gik op i en højere enhed: hun var tilfreds med, hvad hun havde, indtil noget ændrede sig. En dag sagde hun: »Ryg, Rigmor, vores nabo har fået en ny opvaskemaskine. Børnene købte den til ham.« Jeg svarede: »Det er godt.« Hun udbrød: »Jeg ville også have en, men jeg er bange for at blive snydt!«
Jeg spurgte hende, hvorfor hun var nervøs, og hun sagde: »Mikkel har det svært på jobbet. De vil skære ned, så han må finde et nyt, mens Ida er på barsel og får kun en lille ydelse.« Mikkel har altid holdt sine penge tæt på sig og levet af mors hjælp, som om maden i køleskabet bare dukkede op af sig selv.
Da jeg så ham i supermarkedet, købte han chips og sodavand før en fodboldkamp. Jeg kunne ikke holde igen: »Mikkel, hjælp mor med penge! Hun har en fast pension, men den rækker ikke til alle udgifter.« Han så væk, men jeg mærkede, at han vidste, jeg havde ret.
Han sagde: »Du lever jo ikke med os.« Jeg svarede: »Det er mig svært at se dig lide, mor!« Mor svarede: »Du skal også tænke på dig selv. Du har ingen familie, ingen mand.« Efter dette vendte han sig om og gik, mens jeg stod som fastfrosset i en gang.
Jeg er nu 35 år og har endnu ikke været gift. Min sidste kæreste forrådte mig, så jeg er ikke klar til nye forhold. Da jeg gik ind i et supermarked, spurgte en ekspedient: »Skal du have hjælp, unge kvinde?« Jeg svarede høfligt nej og gik videre, vel vidende at jeg gør det rigtige.
Mikkel er nu voksen, far til en lille dreng, og har ansvar for en familie. Det er på tide, at han selv står på egne ben i stedet for at læne sig på mor.
Når Mette fik at vide, at jeg havde sagt til Mikkel, at han burde hjælpe, begyndte hun at skælde mig ud: »Rigmor, du har ingen respekt!« Jeg sagde kun, at jeg stod op for sandheden. Hun svarede: »Du har ingen idé om, hvad du taler om. Du ved, at Mikkel er sårbar!«
Det gik sådan, at jeg i et halvt år ikke talte med dem. Så ringede mor pludselig og bad mig komme hjem. Intet var ændret i lejligheden der var ingen ny opvaskemaskine. Hun sagde: »De har inviteret Mikkel og Ida til en fest, men jeg sidder her med Sæby og drikker te.« Jeg spurgte, om hun ville tale om noget vigtigt.
Hun sagde, at hun havde besluttet at give lejlejligheden til Sæby, Mikkels søn. Jeg troede først, hun drillede, men hun gentog: »Du tror, jeg vil give lejligheden til min søns søn?«
Jeg prøvede at forklare, at en sådan beslutning vil få store konsekvenser, men Mette stod fast. »Du betjener os alle, så du kan også give lejligheden videre,« sagde hun. Jeg spurgte, hvad Ida laver, og hun svarede, at hun passer barnet, men det er hårdt arbejde.
Mette sagde: »Du forstår ingenting, for du har ingen børn selv.« Jeg indså, at jeg ikke skulle komme.
Da hun spurgte om min nye bil, sagde jeg, at jeg havde købt den kontant, mens Mikkel havde fået afslag på lån. Jeg kunne ikke holde ud at høre hendes konstante kritik: »Du er så stædig, Rigmor! Du får aldrig børnebørn, du bliver aldrig gift!«
Jeg gik ud af døren, men før jeg gik, spurgte jeg: »Mor, hvis du skriver lejligheden over på Sæby, vil de så smide dig ud? Hvor skal du så bo?« Mette svarede: »Åh, Rigmor, du er så stædig! Sæby er min eneste barnebarn! Du vil aldrig få dine egne børnebørn, du vil aldrig finde en mand!«
Efter de ord mistede jeg lysten til at argumentere. Jeg tænkte på, at livet er som en gryde suppe man må smage, men også lade det simre. Jeg vidste, at Mette har truffet sit valg for længe siden, og jeg må finde min egen vej.
Det er svært at holde hovedet koldt, når man sidder fast i en gammel lejlighed, men måske er det netop sådan, at man lærer, at man kan klare sig selv. Jeg vil fortsætte med at betale min afbetaling, holde min karriere i gang og måske en dag finde en, der elsker mig for den, jeg er.
Indtil da må jeg bare tage en dyb indånding, drikke en kop kaffe og gå videre.
Rigmor.
