Jeg afbestilte håndværkeren og leveringen af rørene. Du kan da sidde weekenden uden vand og mærke, hvem der er mand i huset.
Det var Lars, der sagde det til mig i ryggen med en tonfald som en streng godsejer, der fratager slaverne retten til frisk vand.
— Jeg tager til min mor i weekenden. Trænger til at komme væk fra dine evindelige krav. Prøv selv at løse et mandeproblem for en gangs skyld. Livet må lære dig at værdsætte den, der bærer hele huset på sine skuldre.
Han stod i gangen med en pakket rejsetaske og pustede brystet op, som om han under jakken gemte på en medalje for at redde galaksen.
I årevis havde Lars fremstillet hver eneste udskiftede pære som en bedrift af national betydning, og en bon fra byggemarkedet som en ridderorden.
Nu ventede han på, at jeg skulle slå hænderne sammen og hænge mig om benet på ham, tryglende om ikke at lade mig i stikken med en itu sommerhusvandledning.
Jeg sagde intet. Jeg lod bare blikket glide fra hans blankpudsede sko hen til buret i hjørnet af stuen.
Der sad Kaj på en gren og pud sede fjerene – en stor grå jaco, min personlige fjerklædte anklager med en fænomenal hukommelse for andres dumheder.
Kaj så på Lars med et rundt, gult øje og gav et betydningsfuldt kvas.
— God rejse, Lars, svarede jeg roligt. – Lidt afveksling gør altid godt.
Maskulin uundværlighed er en vare med kort holdbarhed: Det eneste, der skal til, er at undvære den én gang, og så er den forvandlet til almindelig inkompetence.
Men det vidste Lars ikke. Han prustede højlydt, smækkede hoveddøren i, så der faldt kalk fra loftet, og forsvandt ud i solnedgangen til sin mor, Inger.
Så snart skridtene døde hen på trappen, tændte jeg computeren.
Ordren på reparationen var lagt på hans nummer, men betalingen skulle fra vores fælles konto.
I søgehistorikken på computeren, som han i sit dramatiske exit havde glemt at slukke, hang en annulleret følgeseddel på en ny pumpe, rør og fittings.
Og ved siden af – en åben chatbesked.
Jeg stirrede ind i skærmen, og mit lette smil blev hurtigt til isnende raseri.
I beskeden til en kammerat, der var leverandør, stod der kort: “Lad Gitte sidde et par dage uden vand, så går hun med på hvad som helst.”
Lars ville ikke bare lade mig være uden vand i weekenden for så at vende tilbage som sejrherre på sin hvide hest.
Han havde bestilt byggematerialer i kammeratens firma til det tredobbelte af markedsprisen.
Altså planlagde “familieoverhovedet” ikke kun en straffeekspedition i hjælpeløshed, men også at hælde 45.000 kroner ud af vores fælles budget for noget, der på nærmeste byggemarked kostede højst 15.000.
Al medlidenhed med manden fordampede. Nu var det ren matematik.
På to timer fandt jeg en direkte leverandør via en engrosdatabase. På tre minutter aftalte jeg levering lørdag morgen.
Femten minutter mere tog det at finde en dygtig håndværker på en lokal forum, Onkel Torben, der sagde ja til at montere det hele for en fornuftig pris – ikke de astronomiske beløb, min mand plejede at skrive af på “det svære mandearbejde.”
Weekenden i sommerhuset blev ikke bare produktiv, men også en særlig kynisk fornøjelse.
Lørdag kom Onkel Torben med det hele, installerede en ny pumpe, smeltede plastrørene sammen, skiftede fittings og startede systemet.
Den gamle pumpe, som Lars ellers havde erklæret død og begravet, skilte han straks ad, fandt en sølle kontakt, der var gået løs, og tog den med som reservedele – og gav mig 2.000 kroner.
Søndag ved femtiden duftede sommerhuset af nyslået græs.
Den nye pumpe pumpede vand som en ivrig ung mand, og jeg sad på terrassen og bredte kvitteringer, garantibeviser og følgesedler ud foran mig.
Billedet var perfekt. Jeg ventede gæster.
Haven lågen knirkede præcis klokken seks. På stien dukkede to skikkelser op.
Forrest trissede min svigermor, som en streng inspektør i et katastrofeområde. Bag hende, med et lidende udtryk af en udmattet bærer, kom Lars.
De forventede tydeligvis at se forfald, udtørrede bede og mig i hysteri med en svensknøgle i hænderne.
— Nå, Gitte, begyndte Inger, før hun nåede op på terrassen. Hendes stemme dryppede af sød, klæbrig gift. – Har du så forstået, at en mand i huset er som et hoved? En kone uden mand, som man siger, farer vild ved første søm! Lars har været så bekymret, så bekymret, han har ikke kunnet finde ro hele weekenden…
I samme øjeblik lød der fra det åbne vindue i stuen, hvor Kajs bur stod, et muntert, skurrende kvaks:
— Hovedet er taget afsted! Vandet kom! Hovedet er taget afsted!
Inger stoppede brat, som en sangerinde, der havde glemt sit playback.
Lars strakte hals og stirrede på den splinternye vandhane ved husmuren, hvor der, glitrende i solen, dryppede muntert vand.
En familie er som en båd, hvor den ene rolige ror, og den anden højlydt kritiserer vandets strømning, mens han oprigtigt tror, han selv er kaptajn.
— Men kære Inger, sagde jeg uden at rejse mig fra stolen. – Ingen fortvivlelse. Kom indenfor, sæt jer. Vand er der, rørene er skiftet, trykket er fint.
— Hvordan… skiftet? blinksede Lars. – Hvem har gjort det? Du forstår jo ingenting! Du er helt sikkert blevet snydt!
Kaj, der mærkede et taknemmeligt publikum, rykkede nærmere tremmerne, vippede på hovedet og leverede den næste replik, kopieret ned til mindste tone af mandens selvfedme:
— Hun kommer kravlende! Uden mig går det galt! Lad hende mærke! Lad hende mærke! Sofahelt!
Lars blegnede. Inger vendte sig forvirret mod vinduet:
— Lars, hvad er det for en fugl, du har?
— Det er noget, den har hørt i fjernsynet, prøvede Lars ynkeligt at undskylde, mens han bakkede mod haven lågen.
Hans pustede vigtighed smeltede bort for øjnene af os og blev afløst af panik.
Men den fjerklædte anklager var ikke til at stoppe.
— Sig det til mor! Sig det til mor! Gitte kan ikke! afsluttede Kaj med en ulækker, boblende latter, der uden tvivl lød som Lars’ grin efter en øl.
Der blev så stille på terrassen, at man kunne høre en humlebi summe over blomsterbedet.
Ingers ansigt blev mørkerødt. Så gik det endelig op for hende, hvad sønnens egentlige plan havde været: han havde ikke “bekymret” sig, han havde bevidst sabotage for at få ret i hendes øjne.
— Og nu til, hvem der er blevet snydt, sagde jeg og tog arkene fra bordet. Med en rolig bevægelse skubbede jeg dem hen til kanten, tæt på den sammensunkne mand.
— Her er din annullerede ordre. 45.000 kroner for materialer fra din kammerat. Her er mine kvitteringer. 15.000 for det hele med levering. Plus 2.000 fra Onkel Torben for din “døde” pumpe.
Jeg holdt en pause og så, hvordan Lars gemte blikket.
— Regn selv, Lars: din uvurderlige hjælp ville have kostet vores budget 30.000 kroner i rent tab.
Lars stirrede på tallene med glasagtige øjne. Han flyttede lydløst læberne, men ordene kom ikke.
— Lars… så du ville tage tredobbelt pris af Gitte gennem din kammerat? spurgte Inger stille.
Hun elskede ordet “mandfolk”, men i aften fandt hun ikke sted at bruge det.
Befriet for sit største trumfkort – den geniale søn – trak Inger munden sammen, så den blev som en kyllingerumpe, og vendte blikket væk. At forsvare en mand, der så dumt var blevet fanget i praleri og underslæb, passede ikke ind i hendes verdensbillede.
Jeg rejste mig, støttede mig med hænderne på bordet og så min mand direkte i øjnene.
Så samlede jeg papirerne sammen og lagde mine kvitteringer i en transparent plastmappe sammen med den annullerede ordre.
— Den her bliver opbevaret i mappen “mandlige beslutninger”. Til historiebogen. Næste gang du vil lære mig livet, har vi en lærebog med det samme.
Lars åbnede munden, men jeg stoppede ham med en håndbevægelse.
— Familiens budget fodrer ikke længere dine kammerater. Ikke én ordre, ikke én håndværker, ikke én mandlig beslutning uden min godkendelse. Vil du være den bestemmende i huset, så bliv først nyttig i stedet for skadelig. Indtil da producerer du kun høje ord og pengemangel, og så gør du, som jeg siger.
Jeg vendte mig og gik ind i huset. Bag mig lød der hverken protester eller de sædvanlige foredrag om kvindens lod. Kun tung, ydmyget pust.
Da jeg tog fat i dørgrebet, lød der fra vinduet igen et glad skrig fra Kaj, der satte det sidste, fede punktum i historien:
— Sofahelt! Vis bonen! Vis bonen!
