Nej, Anders, hvad skal hun så gøre? Min kone er som et stykke træ, hun er ligeglad med alt. Du behøver ikke bekymre dig, køberen til hendes lejlighed har jeg allerede fundet.
Jeg stod lamslået i gangen med poser i begge hænder. Nøglerne dinglede i låsen jeg havde knap så meget som lukket døren efter mig. I poserne lå kartofler, løg, kyllingelår, grød på tilbud og tre yoghurt til Mikkel kun de med hvidt indhold og uden sukker. Jeg regnede allerede på, om jeg nåede at tø kødet, eller om jeg skulle smide den kolde klods på panden og ende med dampet i stedet for stegt.
Mads stod med ryggen til indgangen, telefonen knyttet til øret, og rørte rundt i sin kop instantkaffe med tre skeer sukker. Han spurgte sig aldrig, hvem der ville vaske op efter ham.
Hun vil slet ikke opdage noget, fortsatte han og spildte fra koppen. Jeg siger, at dokumenterne skal omregistreres, du underskriver. Hun stoler på mig. Træagtig. Ingen følelser, ingen karakter. Hushjælpen er gratis.
Han lo. Jeg genkendte den latter den han havde, da han grinede med vennerne i garagen, mens jeg vaskede op efter deres fest. Sådan lo han, da Mikkel som barn faldt af cyklen, og jeg løb med en klap bandage, mens Mads stod og sagde: Hvad er du, en høne? Lad ham rejse sig selv.
Larmen i hovedet steg som før et blodtrykspres. Fingrene greb fast i posernes håndtag, plastikken skar ind i håndfladerne til hvide striber. Jeg lagde varerne langsomt på gulvet. Tog telefonen frem. Tændte optageren.
Fra køkkenet kom en mumlen Mads talte allerede med Søren om fiskekroge og morgendagens tur til søen. Han var altid sådan: først spyttede han gift ud, så gik han over til snak om intet. Som om intet var sket. Som om jeg virkelig var et træ.
Jeg placerede telefonen i dørspalten, stod så indtil han sagde farvel til Søren og lovede at lukke handlen i næste uge.
Derefter lagde Mads røret på, tromlede med fødderne og smækkede mod køleskabet med hænderne. Jeg stoppede optagelsen, gemte telefonen i lommen, greb poserne og gled lydløst forbi køkkenet ind i soveværelset. Lukkede døren. Bakkede mig op mod karmen.
Under låsen brændte en kold ild jeg ville råbe eller hyle som en hund. Fireogtyve år i ægteskab. Mikkel, skole, universitet, hans lån, som jeg sårede med mine feriepengene. Hans mor, som jeg kørte til hospitalet tre gange om ugen indtil hun døde. Hans sokker, frikadeller, den evige Lille, hvor er min blå skjorte?. Og nu var jeg et træ. Køberen var allerede fundet.
Jeg satte mig på sengen, stirrede på mine hænder. Der lå grynstøv på dem. Kigte på min vielsesring tynd, slidt. Han havde givet den til mig, da vi stadig boede på kollegieværelset og spiste spaghetti med ketchup. Jeg ville ryste den ud af fingrene og smide den ud ad vinduet. Men jeg holdt mig. Træk vejret dybt, som min mor altid sagde: Lise, hvis du er såret, tal til ti, før du beslutter dig.
Jeg talte til tyve. Så stod jeg op, skyllede mig med iskoldt vand og trak en gammel notesbog frem fra skuffen. Findte telefonnummeret til Borgerservice jeg havde skrevet ned, da jeg skulle ordne min mors handicapkort.
Telefonen spandt en melodi i lang tid. En kvindelig stemme forklarede, at man kunne lægge et forbud mod registrering af ejendom via portalen, men at det var bedst at møde op personligt. Jeg sagde, at jeg ville komme med det samme.
Klokken var omkring tre. Mads buldrede i køkkenet sikkert stegte han æg. Jeg gik ud i gangen, tog min frakke på.
Hvor skal du? spurgte han uden at vende sig. Panden sang.
Efter brød. Ingen krummer til aftensmad.
Ja, så tag også cigaretter til mig.
Jeg gik. I elevatoren bankede mit hjerte. Ikke af frygt, men af erkendelsen af, hvad jeg gjorde. Fireogtyve år havde jeg aldrig handlet uden hans godkendelse. Selv malingfarve valgte vi sammen, før han sagde: Beige er kedeligt, vi skulle have grøn. Jeg sagde ingenting.
Borgerservice var tom. En ung kvinde bag skranken stirrede på mine papirer.
Er I sikker på, at I vil lægge et forbud? Uden jeres personlige fremmøde kan ingen, selv med fuldmagt, sælge, give eller bytte lejligheden.
Helt sikker.
Hun tastede på tastaturet. Efter femten minutter gik jeg ud på gaden med et lille stykke papir. Gemte det i frakke-lommen, hvor telefonen med optagelsen lå.
Jeg kom hjem med en baguette og en pakke af hans yndlingscigaretter. Mads lå på sofaen og så en actionfilm. Jeg gik ind i køkkenet, tændte kedlen. På panden lå brændte ægrester. Jeg vaskede den, som om det var en rutine.
Omkring syv ringede det på døren. Mads sprang op, trak Tshirten af.
Det er mig, Lise. Sæt kedlen på, en god mand kommer.
Jeg nikkede.
En mand i omkring halvtreds år trådte ind i gangen i en dyr frakke med en mappe. Mads blev levende, smilte bredt.
Mød hinanden. Ole Petersen, ejendomsmægler. Vedrørende lejligheden.
Jeg gik ud af køkkenet med et håndklæde, tørrede hænderne. Så på Mads hans selvtilfredse ansigt.
Mads, husker du, at du i dag talte med Søren?
Han stivnede. Smilet gled af som dårligt tapet.
Hvad? Ja der var noget, men hvad?
Du kaldte mig en trækvinde. Sagde, du havde fundet en køber til min lejlighed. Og at jeg ikke ville opdage noget.
Et øjeblik hænge i luften. Mægleren skiftede fod. Mads blev først bleg, så hans kinder blev til ujævne pletter.
Hvad i alverden, Lise? startede han, men jeg løftede hånden.
Lad være. Jeg har hørt alt. Her.
Jeg trak telefonen frem og satte optagelsen i gang. Hans stemme fyldte rummet: Konen er som træ køberen er fundet hun tror på mig hushjælpen er gratis.
Mægleren trak sig tilbage mod døren.
Mads, du sagde ikke, at der var komplikationer.
Mads så på mig som på en fremmed.
Du har optaget? Følger du mig? hvæsede han.
Jeg stod i døren med poser af mad, som jeg havde købt af min løn, så du, Mikkel og hans kæreste kunne få aftensmad. Mens du i mellemtiden handlede med mit hus. Mit hus, Mads. Ikke vores. Min mors.
Han gik en skridt frem, men jeg fortsatte roligt:
Og i dag gik jeg til Borgerservice. Jeg lagde et forbud mod enhver handling med lejligheden uden min personlige tilstedeværelse. Så din køber, jeg pegede på mægleren kan gå et andet sted. Den her sælges ikke længere.
Mægleren trak sig tilbage.
Jeg tror, jeg går. Vi snakker senere, Mads. Undskyld.
Han smuttede ud af døren.
Vi stod alene. Mads stod midt i rummet, åndede ind som en fisk på land.
Hvad har du gjort? Du har ødelagt alt! Vi havde planer!
Du havde planer. Jeg havde troen. Og du brændte den i dag. Kaldte mig et træ. Så ved du, træet brænder, Mads. Jeg er brændt ned.
Han sank på sofaen, krøllede om hovedet.
Lise, undskyld. Det gik ud af hånd. Jeg ville ikke. Det var Søren, der pressede mig
Søren, smilte jeg. Selvfølgelig. Altid en anden, der er skyld. Ikke du, som i fireogtyve år levede på mine penge, drak min kaffe, sov i mine lagner og så mig som indretningsgenstand.
Jeg tog ringen af. Lagde den på sofabordet.
Jeg indleverer skilsmisse i morgen. Lejligheden bliver min det er min mors arv, du har ingen ret til. Du har en uge til at pakke dine ting. Mikkel får jeg forklare selv, han er voksen.
Lise
Lad være. Du kan ikke forstå, hvor let jeg føler mig nu. For første gang i mange år tænker jeg ikke på, at jeg skal lave mad. Jeg tænker på, at jeg har et hjem. Og jeg har mig selv.
Jeg gik ind i soveværelset, lukkede døren. Telefonen biprede en besked fra en veninde: Hvordan gik dagen?
Jeg svarede: Fantastisk. Jeg er ikke længere et træ længere.
Morgenen fandt jeg op klokken syv. I stedet for at skynde mig for at sætte kedlen på til Mads, trak jeg i morgenkåben og lavede kaffe til mig selv. Kaffe med stødt bønner og et strejf af kanel. Mads drak kun instant. Jeg havde altid elsket filterkaffe.
Han kom ud af soveværelset med et sammenkrøllet ansigt, så på den lille kaffekande i min hånd.
Hvad med mig?
Det er på tide, du finder en ny hushjælper, Mads. Træfigurer vågner nogle gange.
Jeg tog en tår. Kaffen var brændende varm. Mine hænder rystede stadig, men koppen ramte mine læber. Det var den mest velsmagende kaffe, jeg nogensinde havde drukket fordi jeg havde brygget den for mig selv.
Der blev ringen på døren. Jeg satte koppen på bordet og gik for at åbne. På trappen stod Ole Petersen, ejendomsmægleren, uden mappe denne gang, men med en forvirret mine.
Undskyld, at jeg er tidligt. Jeg kom bare for at forklare. Jeres ægtefælle sagde i går, at lejligheden var jeres, men jeg vidste det ikke Jeg vil bare tilbyde mine tjenester, hvis I en dag vil sælge eller købe noget. Ærligt. Uden skjulte betingelser.
Jeg stod stumt og så på ham. Mads dukket op fra køkkenet med et forvrænget ansigt.
Hvad laver du her? brølede han.
Arbejder, svarede Ole roligt. Jeg har nu en ny kunde.
Han rakte mig et visitkort. Jeg snoede det i fingrene, så på Mads, på hans hjælpeløse raseri, på mægleren med det professionelle smil.
Ved du hvad, Ole Petersen, jeg vil tænke over det. Men ikke i dag. Jeg har planer jeg køber en kat. Måske også en ny pande.
Mægleren nikkede, vinkede farvel og gik. Mads mumlede noget og forsvandt ind på sit værelse. Jeg lukkede døren, lænede mig mod den og grinede stille. For første gang i mange år grinede jeg om morgenen i min egen indgang.
Kaffen drak jeg færdig med et smil. Jeg tænkte på, at jeg ville kalde katten Marta, til ære for den kat, der boede hos os, da far gav den videre til naboerne pelsen overalt i lejligheden. Nu får jeg min egen Marta, og ingen vil længere sige, at pelsen er et problem.
