Nej, Søren, hvad vil hun så gøre? Min kone er som en træstol, hun er ligeglad med alting. Du behøver ikke bekymre dig, jeg har allerede fundet en køber til hendes lejlighed.
Jeg står i gangen med poser i begge hænder. Nøglerne klirrer stadig i låsen jeg nåede ikke engang at lukke døren efter mig. I poserne ligger kartofler, løg, kyllingelår, boghvorn på tilbud og tre yoghurt til Kasper kun naturel og sukkerfri. Jeg tæller mentalt, om jeg når at tø madet op, eller om jeg igen smider et frossent stykke på panden og ender med dampet i stedet for stegt.
Viggo står med ryggen til indgangen, telefonen presset mod øret, mens han rører i en krus med sin instantkaffe og tre skefulde sukker. Han vasker aldrig sine egne tallerkener.
Hun vil slet ikke opdage noget, fortsætter han og slurper fra kruset. Jeg siger, at der er papirer til omregistrering, du underskriver. Hun tror mig. Træstol. Ingen følelser, ingen karakter. Hushjælpen er gratis.
Han ler. Jeg genkender den latter han lo sådan med vennerne i garagen, mens jeg vaskede op efter deres sammenkomst. Den samme latter, da Kasper faldt af sin cykel som barn, og jeg løb med grøn gips, mens Viggo stod og sagde: Kom nu, lad ham selv stå op.
Mine ører summer som før et trykstød. Fingrene griber i poserne, cellofan skærer hænderne hvide. Jeg lægger langsomt varerne på gulvet. Jeg tager telefonen frem og tænder for optageren.
Fra køkkenet kommer en mumlen Viggo diskuterer allerede med Søren fiskekroge og morgendagens tur til søen. Han gør altid sådan: først spytter han giften ud, så snakker han vrøvl, som om intet er sket, som om jeg virkelig er en træstol.
Jeg holder telefonen op til den sprække, døren er på klem, og står så, indtil han siger farvel til Søren og lover at lukke aftalen i næste uge.
Så lægger Viggo røret på, gaber og slæber i tøfler mod køleskabet. Jeg stopper optagelsen, gemmer telefonen i lommen, samler poserne og glider lydløst forbi køkkenet ind i soveværelset. Jeg lukker døren og læner mig mod karmen.
Under skeen presser en kold ild jeg vil skrige eller hylen som en hund. Fireogtyve år i ægteskab. Kasper, skole, universitet, hans lån, som jeg betaler af af min ferieløn. Hans mor, som jeg kørte til hospitalet tre gange om ugen, indtil hun døde. Hans sokker, kødboller, den evige Skat, hvor er min blå skjorte?. Og nu er jeg en træstol. Og køberen er allerede fundet.
Jeg sætter mig på sengen, stirrer på mine hænder. Boghvornstøv hænger på dem. Jeg kigger på vielsesringen tynd, slidt. Han gav den til mig, da vi stadig boede på kollegieværelset og spiste spaghetti med ketchup. Jeg har lyst til at rive den af og smide den ud af vinduet, men jeg gør det ikke. Jeg trækker vejret dybt, som min mor lærte mig:Jeg smiler, tager kaffekoppen og går ud i den friske morgen, fri.
