Du, Tove, vær så sød at ikke tage det hårdt, jeg har ikke tænkt mig at bo med dig længere.
Skal vi så måske give det et forsøg, Søren? Tove så ham næsten uden at blinke, og hendes kinder blev let lyserøde.
Jeg har allerede sagt mit, Tove
Maren Larsen kom til verden, da jeg gik i første klasse. Jeg husker hendes mor, den smukke Lise Larsen, som var kendt i hele kvarteret for sin store, rundede mave, og den stolte far, Jørgen. Når Lise trak sin barnevogn ud fra porten, så jeg altid med en slags forundring på den lille kasse, som så indbydende ud det føltes som et lille mirakel.
Jeg voksede op, og Maren voksede også. En dag løb hun ud af porten til forældrehuset i en lys kjole med et stort bånd i det gyldne hår. Hun legede med sine veninder og byggede et lille hus ved hækken. Jeg så det hele fra vinduet i mit eget hus på den modsatte side af gaden, lige overfor Larsen-familiens hjem.
Søren, vil du så følge Maren af sted, når hun skal gå? spurgte Lise en aften.
Jeg sagde ja, og i næsten et år blev jeg hendes vagtmester. Vi gik i skole sammen, og i starten var Maren så stille, men snart begyndte hun at fortælle mig alle mulige små historier fra timerne. Hendes timer sluttede altid lidt tidligt, så hun ventede tålmodigt på, at jeg blev fri.
Nogle dage gik jeg hjem i selskab med klassekammerater, og Maren gik ved siden af dem. Jeg vænner mig til den rutine, så om morgenen stod jeg ved porten og ventede på hende. Når hun gik ud, greb jeg hendes hånd, og så gik vi sammen til skole.
Næste september bad Maren mig stille om lov til at gå med sine veninder. Så gik pigerne foran, og jeg fulgte lidt bagved, klar til at hjælpe, hvis noget skete. En dag stod en gås på vejen, hvæsende og med vingerne i bevægelse, og pigerne tøvede. Jeg satte mig imellem dem og gåsen, og vi gik forbi den med et lille skrig.
Året efter gik jeg på en stor skole i den naboby, hvor jeg gik i tiende klasse, og jeg kom kun hjem i weekender og ferier. Maren syntes næsten at have glemt mig; hun gik forbi uden at se mig og sagde ikke hej. Senere gik jeg på flyvelederstudiet, så jeg kun sjældent kom hjem.
Mor, hvem er den pige? spurgte jeg, mens jeg sad ved aftensmaden, da en høj, slank ung kvinde trådte ud af Larsen-porten.
Det er vores Maren! sagde min mor og smilede ved vinduet.
Hvornår kom hun? spurgte jeg forvirret.
Det er bare tiden, der har bragt hende, svarede hun blidt. Jeg glæder mig hver gang, for de bedste ting kommer fra forældrene.
Jeg så Maren et par gange i hemmelighed, skjult bag de tykke gardiner. En dag bar hun en spand på en lille vogn ved vandhanen, og vinden susede i de lyse gardiner på den gamle gård. Om morgenen gik hun i en streng dragt og gik til eksamen. Jeg havde lyst til at følge hende igen, men så hørte jeg en stemme, mens jeg hjalp far med at reparere hegnet: Med den stemme kan du nå helt til verdens ende!
En anden dag, da jeg gik ud fra porten med en spand vand, mødte jeg hende ved vandhanen.
Hej! sagde Maren først, og hun ramte mig lige i hjertet.
Hej, Maren, svarede jeg, mens jeg blev lidt stød.
Spanden fyldtes langsomt, og jeg kunne ikke finde på noget at tale om med hende. Jeg gik væk med en mærkelig længsel. Jeg tror, jeg var forelsket.
Efter værnepligten kom jeg til den arktiske by Skagen, hvor jeg fik min første post.
Næste gang jeg kørte hjem, var der håb i mig. Jeg drømte om at fortælle Maren, at jeg endelig var gammel nok. Den første dag på arbejdet gik jeg i seng tidligt, og så begyndte de hårde arbejdsdage. Min far lagde altid en plan for, hvordan vi bedst kunne udnytte den ekstra arbejdskraft.
Den anden morgen tog vi ud i skoven for at hugge brænde, så vi skulle splitte dem og lægge dem i laden. For at gøre min ferie så effektiv som muligt, skiftede far ud de nederste bjælker i badet, hvilket også krævede, at vi reparerede dørrammen og lagde nyt gulv i badet. Til sidst besluttede han at skifte gulvet i stalden. Så gik to uger.
Jeg kiggede nu og da på naboens port, som som regel lå låst. Af og til kom Lise eller Jørgen ud, men Maren dukkede aldrig op.
Mor, hvorfor ser jeg ikke Maren? spurgte jeg en dag.
Hun har startet på en skole i byen, så hun bor der nu, svarede hun.
Så jeg gik tilbage til Skagen. Et år senere så jeg Maren kun én gang, og det gik mig ikke på. Jeg blev igen en skjult betragter bag de tunge gardiner. Hun gik sammen med en høj, slank landmand, som snakkede og grinede for sig selv, mens Maren smilte overbærende og så på ham med en slags ubehagelig sympati.
Senere fandt jeg ud af, at Maren var blevet gift med ham, og de boede nu i en ferieby. Jeg besøgte mine forældre jævnligt, og af og til så jeg eller, hvad der var værre, hørte jeg hende.
Søren, stop med at sulte dig selv, du er jo ingen dreng længere sagde min mor, som tydeligvis havde opdaget, hvad der foregik i mit hjerte.
