Mette, er de dine ekstra kilogram? Er det ikke et problem? sagde Mikkels mor uden at give sig.
Jeg mener, at jeg ikke har noget overflødigt, og hvis de gør min kommende mand glad, så holder jeg dem. Ikke alle kan være spinkle som kiks og stang. svarede Mette med et drilsk blik på sin søster Else og Mikkels mor. Else flammede af såre ord:
Mor! Har du købt slankete te? Og chiafrø? Hvorfor har du puttet så meget smør i min grød, det er jo ekstra kilo! Mikkel, har du igen købt gærbrød? Det er usundt! Man skal drikke tre glas vand om morgenen, ellers vil vægten ikke falde Hvor er mit vand?! sådanne udtalelser havde Mikkel hørt siden barndommen.
Hans mor og ældste søster var evigt bekymrede for deres figur. Else var allerede otteogtredive, var aldrig gift og mindede om en slank, krumhåret hest med evigt sultne øjne. Mikkels mor var ligesom en skarp, lige spindel.
Det irriterede Mikkel så meget, at han altid søgte selskab med livsglade mennesker, der havde en god appetit. Han drømte, at hans kommende kone skulle være anderledes end hans mor og søster og så fandt han hende.
Hun hed Ane. Ane allerede navnet lød blødt, behageligt og sødt som en frisk kage. Ane var ikke overvægtig, men på 173cm vejede hun 85kilogram.
Alle de kilo strålede af sundhed og godt humør. Store bryster, en smal talje, feminine former og dejlige små dumpe på de fyldige kinder, som man næsten ville kunne knibe på. Det fyldte Mikkel med en ubeskrivelig begejstring, da han så hende første gang.
En aften kørte han sin søster i banken i Aarhus for at aflevere en token. Hun tog en seddel og satte sig i den rigtige stol, mens Mikkel gik rundt i lokalet og ventede.
Pludselig nåede et sølvglimtende, som en lille klokke, latter til hans ører. Den var stille, men så smitsom, at Mikkel ubevidst smilede. Nysgerrig på lydens ejer gik han efter lyden.
Det var en ung kvinde, der arbejdede som kundeservicemedarbejder og betjente en ældre mand. Han sagde noget sjovt, og hun lo igen. Mikkel kunne ikke fjerne øjnene fra hende Hendes hår lå i bølger, læberne som en lille sløjfe. Desuden var hun fuldstændig selvsikker det kunne man se med blotte øje.
Han sad i bilen med Else, som talte monotont, men han var som om han ikke var der, ikke hos Else, men tilbage i banken sammen med pigen.
Mikkel, hører du efter? spurgte Else utilfreds.
Selvfølgelig, Else, jeg lytter, tænkte han anstrengt over, hvad hun sagde.
Så jeg siger til ham, at jeg kun spiser kogt kyllingebryst, ikke stegt kød, klagede Else over sin nuværende bejler. Mikkel nikkede medfølende og trak på tunge, som om han sagde: sådan en fjols
Næste dag, sent på eftermiddagen, løb han ind i banken. Det, han havde drømt om, lå på bordet, og Mikkel sukkede lettet. Da banken lukkede, hentede han en buket roser fra bilen og gik hen til pigen.
Pige, har du ikke brug for en mand, eller skal din mor gifte sig? sagde han en smule skævt og rakte hende roserne.
Hans ansigt så så forvirret og komisk ud, at hun lo højt, men tog roserne.
Åh, for en skønhed! Hvor dejligt de dufter! sagde hun, mens hun sænkede ansigtet i blomsterne og indåndede duften, mens Mikkel beundrede hende.
Siden da var de uadskillelige. Sådan kan livet nogle gange byde på et møde, der får dig til at forstå, at du har fundet alt, du behøver, og behøver ikke lede længere. Det gik også sådan for Mikkel og Ane. Efter kun en måneds bekendtskab friede han, og hun sagde ja. Nu manglede de kun at møde familierne.
Anes forældre tog imod ham med et overdådigt bord fuld af smørrebrød, kage, latter og snak. Anes mor, den smukke Birgitte, kyssede ham på begge kinder, så han blev helt rødmende. Faderen Jens klappede ham venligt på skulderen som en gammel bekendt og førte ham ind i køkkenet.
Hold dig væk fra kvinderne, de vil overvælde dig. Men du skal ikke bekymre dig, Birgitte, min kone, er en mild dame! Jeg har elsket hende i tredive år. Og vores Ane er som en diamant. Pas på hende, søn, sagde Jens og så på Mikkel.
De sad længe ved bordet, spiste med stort velbehag, lo højlydt og delte sjove anekdoter. Senere spillede Henning, Mikkels far, på gitar, mens alle sang med. Mikkel følte sig så hjemme i den familie, som om han havde kendt dem hele livet.
Tre dage senere tog de til Mikkels forældre. På vej stoppede de ved en konditori i Odense, hvor Ane købte håndlavede eclairs til kvinderne. Klokken fem om aftenen var de fremme.
Døren gik op, og Mikkels mor, Gitte, stod i døråbningen.
Åh Hej, mine kære, hun så overrasket på Ane og stod med åben mund, mens hun greb dørhåndtaget.
Mor, jeg elsker dig også. Skal vi ikke stå i døråbningen, men gå indenfor? sagde Mikkel stille til sin mor, og de gik ind.
Selvfølgelig, min dreng. Kom bare ind Og du må være den Ane, jeg hører om? sagde Gitte og så Ane fra top til tå.
Ja, jeg er Ane! Det er en stor fornøjelse at møde dig, sagde hun og rakte hånden til Gitte. Mikkels mor stod måbende og så på hende.
Far, Else, mor, dette er Ane, min forlovede, vi har ansøgt om vielse, og snart skal vi giftes. Ane, det er min familie: søster Else, mor Gitte og far Henrik. introducerede Mikkel sin kommende brud.
Nyheden om brylluppet overraskede Mikkels slægt, som sad stille og en smule måbende. I rummet var kun lyden af bestik, der klirrede.
Fantastisk, Ane! Vi er så glade for at have dig i familien. Har I en flaske vin? Åh, så dejligt! Og lidt godter til pigerne. brødbrødet løste stemningen, sagde far Henrik.
Nej, nej, vi spiser ingen kage nu om aftenen. Hvad med dig, Ane Birgitte skubbede en kageæske væk med en grimace.
I spiser ikke, men vi gør! Lad os se, hvad der er i kassen. Jeg tror, Ane ikke vil bringe noget skidt med. Hæ, Ane? sagde far Henrik muntert.
Alle satte sig, rolighed breddede sig. På bordet lå chokolade, lette snacks og en flaske mousserende vin. De åbnede den, løftede glassene, tog en slurk, og stilheden vendte tilbage.
Mor, jeg har mødt Anes forældre. De er vidunderlige mennesker. I vil kunne lide dem, sagde Mikkel for at bryde tavsheden. Ane stirrede på sit glas, mens Else ikke løsnede blikket fra Ane. Far Henrik begyndte at fortælle en vittighed, alle lo, og spændingen lettede.
Ane, du skal ikke bekymre dig, jeg har en god specialist, som kan hjælpe dig med dit problem, sagde pludselig Gitte.
Problem? Jeg har ingen problem. svarede Ane overrasket.
Så lad mig spørge igen: Mette, er de dine ekstra kilogram? Er det ikke et problem? gentog Gitte, som om hun ikke havde hørt.
Jeg mener, at jeg ikke har noget overflødigt, og så længe de gør min kommende mand glad, så holder jeg dem. Ikke alle kan være spinkle som kiks og stang, svarede Ane med et drilsk blik på Else og Gitte. Else blev rød i ansigtet.
Ane, du har tyve ekstra kilo! Det er dårligt for din sundhed. Når du får barn, kan jeg ikke forestille mig, hvad der vil ske
Når jeg får barn, vil jeg være endnu smukkere, og min mand og jeg vil have en lille dreng. Er du gift, Else? Jeg er sikker på, at en så slank kvinde skal have en flot mand og mindst to børn sagde Ane og tog en bid af kagen.
Else slikkede sig og ville sige mere, men far Henrik hævede glasset og udbrød:
Til kvinderne i denne familie, så forskellige, men så elskede!
De gik ud på gaden omkring to timer senere, så på hinanden, sukkede i takt og grinede pludseligt sammen.
Så Så jeg havde ikke forventet at høre fra min kommende svigermor, at jeg er rund,
Ane, du er smuk, og du ved det! Så til mor og søster tilgiv dem. Man kan ikke vælge sin slægt.
Brylluppet blev sat til den 25. august. På den dag samledes slægt og venner i Folkeregisteret i København for at være vidne til ægteskabet. Efter ceremonien gik alle til restauranten.
Brudens kjole glimtede i en elegant dragt, der fremhævede hendes kvindelige, charmerende figur. Brudgommen kunne ikke tage øjnene fra hende. Brudens mor, Birgitte, holdt også sin datter i skønnhedens tegn. Det elegante tøj fremhævede hendes form. Gutterne i lokalet kunne ikke holde blikket væk. Else var en kopi af sin mor, bare yngre.
Musikken spillede, og de nygifte gik ud på dansegulvet. De svingede sig i den første dans under den magiske melodi. Med blotte øje kunne man se, at ingen andre eksisterede for dem i dette øjeblik kun de to sammen. Gæsterne stod måbende i tavshed.
Nå, bruden kunne godt bruge at tabe lidt. Hun er enorm, og kjolen sidder dårligt, den vil gå i stykker lød en utilfreds stemme fra Mikkels mor.
Som man siger, ord flyver som fugle, men de vender tilbage. Birgitte ville have trukket dem tilbage, men det var for sent hun var hørt.
For øvrigt, mange mænd springer ikke ud i det, de foretrækker normale, levende kvinder. Din søn er også en af dem. Så vær forsigtig med dine ord, for jeg er en kvinde, blød, men nervøs. Jeg kan ikke holde mig, når det gælder min datter sagde Birgitte med armene på hofterne og pressede sin fyldige overkrop mod Gitte.
Kvinderne stirrede skarpt på hinanden et stykke tid. Birgitte så bange ud, mens Birgitte (navnet på den anden) så vred ud. Situationens stemning lettedes, da Henrik greb gitaren.
Åh, piger! Jeg ser, I allerede er blevet venner. Men nu skal jeg stjæle min egen kone, kære Birgitte! Birgitte, jeg inviterer dig til en dans. De unge har danset, nu er vores tur.
Han greb Ane om taljen, og de gik i en vals, musikken buldrede, og smilene spredte sig rundt. Brylluppet sang og dansede som i en kendt sang.
Det er håbet, at de unge vil leve, vokse og nyde livet sammen.
For i sidste ende er det kærlighed, respekt og accept, der gør livet værd at leve.
