Mille, jeg er hjemme! Kom og tag imod din mand!
Mikkel?! Hvorfor er du hjemme allerede? Du skulle jo først komme hjem om tre dage
En kvinde omkring de 30 kom småløbende ud i entreen, rev silkeroben stramt om sig og så lidt forvirret på manden, der stod med kufferten.
Jeg ville overraske dig, Mille Møller! Og det ser ud til, at det lykkedes eller er du ikke glad for at se mig? sagde Mikkel med et bredt tandpastasmil, synligt stolt over sit stunt.
Jo, hvor er det dejligt! Gå du bare ud i køkkenet, så varmer jeg lidt mad til dig
Mikkel nikkede selvtilfreds og maste sig vej mod køkkenet. Der inde ventede et sandt festmåltid: jordbær, chokolade, aftensmad direkte fra ovnen som om det var lagt an til ham og ingen andre.
Mille, du kan bare! Hvor vidste du fra, at jeg ville komme? Du er næsten uhyggelig snu, skat!
Mikkel læssede godt til af alt, han kunne nå, og begyndte at gafle op. Mille lod vente på sig, men han tænkte, at hun sikkert var i færd med at hoppe i yndlingskjolen. Hun prøver jo at gøre det ekstra fint
Mikkel, jeg vi
Åh hvor det smager, skat! Din mørbrad er for lækker. Og salaten og de pandekager, hold nu op Ej, Anders?!
Mikkel snurrede rundt. Der stod Mille, hånd i hånd med hans egen bror, Anders Møller, iført shorts og T-shirt. Mille så flovt ned i gulvet, mens Anders gned sig i panden i ren træthed, nærmest som om han lige var blevet vækket.
Ja Mikkel, det er mig. Hej, brormand
Ja hej Nå, vil I så ikke lige forklare mig, hvad pokker der foregår? Eller vent, jeg kan måske godt regne det ud
Mikkel, jeg jeg har længe villet sige det. Jeg elsker din bror, Anders. Jeg vil være sammen med ham. Undskyld, det er ikke dig men mig eller, altså, dig og Anders og mig, sagde Mille med blik gennem pandehåret.
Mikkels gaffel splittede tallerkenen. Resten af maden trillede klirrende ud på klinkerne.
Så, I altså lige før?
Ja, det var faktisk lige nu vi var sammen, sagde Anders halvkvalt.
Fantastisk, Mille! Og du også, Anders, for pokker, godt gået! Nu forstår jeg straks, hvorfor du mørbradsstegte og gjorde dig så umage med chokoladen. Jamen, tak for maden, så at sige.
Mille kiggede ned på fliserne, hun turde knap møde sin mands blik.
Og Emma? Hvad med vores datter? Ved hun noget?
Nej hun ved slet ingenting.
Hvor er hun så nu?
Ovre hos naboen, ser tegnefilm.
Og hvor tit afleverer du hende lige dér?
Det har jeg gjort i et halvt år
Mikkels spørgsmål slap op. Følelserne ligeså. Han var træt efter rejsen og orkede ikke et skænderi. Af natur var han aldrig den, der kunne råbe op særlig længe. Men tro mig hvis Mikkel en sjælden gang blev vred, så skulle man holde sig langt væk. Denne situation forstod han slet ikke, så han stod og kløede sig lidt for vel længe i nakken.
I har ti minutter, så vil jeg have jer ude. Uret tikker. sagde Mikkel, mens han tog en slurk te, uden at værdige Anders et blik.
Hvad i alverden har hun set i ham? Samme næse, samme modermærke, samme kedelige vaner han kan hverken lave mad eller betale regninger hun kommer kun til at fortryde det. Nå, hendes problem! tænkte Mikkel syrligt og sippede videre af sin te.
Jeg går ingen steder uden dit samtykke, bror! erklærede Anders pludselig.
Og hvad for et samtykke er det nu, du vil have?
Til skilsmissen Lad nu Mille gå. Hun elsker dig ikke mere.
Ja, det kan jeg godt se sagde Mikkel med et skævt smil. Skilsmisse vil I have? Fint, men det bliver gennem retten! Glæder mig til at se jer smide alle jeres kroner efter advokater
Mikkel prøvede Mille, idet hun lagde hånden på hans arm. Kan vi ikke tage den fredeligt? Du har altid været sådan en rar mand, giv slip på mig på en god måde
Han rystede blot smilende på hovedet.
Okay så, hvis det virkelig skal være sådan. Men én ting er sikkert, Anders: du er ikke min bror mere.
Vi havde faktisk også tænkt os at spørge dig om noget andet
Nå, hvad nu?
Lad mig blive boende i lejligheden efter skilsmissen, Mikkel! sagde Mille med sit mest charmerende smil, stadig fingersnusende på hans arm. Emma er så glad for skolen, hun har fået så mange venner Hvis vi skal dele lejligheden op, har vi alligevel ikke råd til at købe noget andet, så skal vi flytte hjem til Holstebro igen.
Mikkel lagde hovedet på de sammenfoldede arme og gav sig til at fundere. Mille mærkede, at han tøvede, og så begyndte hun straks at lægge ekstra sukker på.
Mikkel, min solstråle gør det nu for Emmas skyld! Du tjener jo så godt, du kan altid finde en ny bolig. Vær nu sød, machten er med dig Det er jo din eneste datter, vi snakker om!
Tag den lige med ro, Mille, afbrød Mikkel. Jeg har en bedre idé.
Hvilken? spurgte Mille, sitrende af håb. Vil du lade os beholde bilen også? Emma vil blive lykkelig!
Emma skal bo hos mig.
Hvad?! Er du blevet vanvittig? Du aner ikke, hvordan man passer børn, du er aldrig hjemme, hun kan jo knap huske dit navn!
Det kan vi hurtigt få afklaret, sagde Mikkel og gik ud ad døren.
Efter få minutter vendte han tilbage med Emma ved hånden. Det var en pige på ti, der netop var rykket op i fjerde klasse. Hun holdt fast i sin fars hånd, så knoerne blev hvide, og smilede kæmpestort.
Hvad skal hun her? Skal hun også med i dramaet? spurgte Mille spidst.
Men Mikkel sagde ikke et ord. Han trak stolen ud, satte sig og satte Emma på skødet.
Emma, skatter, må jeg stille dig et par spørgsmål? Det er vigtigt.
Ja, papa! svarede Emma nysgerrigt.
Men du skal love at svare helt ærligt. Lige nu snakker jeg med dig som en voksen.
Sådan som du taler med dem på kontoret?
Lige præcis.
Emma nikkede ivrigt, oprigtigt pavestolt.
Har mor været dum ved dig? Har hun slået dig denne uge?
Emma så ned, begyndte at nulre i kjolens søm.
Hvad bilder du dig ind? brølede Mille. Den slags spørger man ikke et barn om!
Tie stille, Mille. Jeg taler med vores datter, sagde Mikkel uden at blinke og klappede Emma på håret. Bare svar mig, Emma. Du lovede jo at være ærlig.
Emma nikkede, nu med blanke øjne. Hun kastede armene om Mikkels hals og mumlede mod hans skjorte:
Ja, hun slog mig tre gange! Først for min dårlige karakter, så fordi jeg spildte mælk og sidste gang fordi jeg råbte ad onkel Anders. Hun kyssede ham mens du var væk.
Så så, pus, det er ok. Jeg er her for dig nu, intet skal kunne skade dig, svarede Mikkel og strøg hende på hovedet.
Hun lyver! forsøgte Mille, men stemmen havde mistet pusten.
Så det er for datterens skyld, du vil have både bil og lejlighed? sagde Mikkel syrligt. Emma, må jeg spørge dig én ting til?
Ja
Hvis du selv kunne vælge, ville du så bo hos mig eller mor?
Emma tøvede, viftede nervøst mellem forældrene, mens Mille tryglede hende med blikket, rakte endda armene frem.
Hvis du lover ikke at tage væk i tre måneder ad gangen
Det lover jeg! svarede Mikkel uden at blinke.
Så vil jeg bo hos dig, far.
Det kan du ikke mene! hylede Mille og løftede hånden. Men Mikkel lagde hurtigt armene beskyttende om Emma, så der ikke skete hende noget. Anders blev stående mundlam ovre ved væggen.
Så er snakken slut, Mille. Du får hende ikke at se igen, sagde Mikkel stille og gik med Emma ind for at pakke hendes ting.
Få øjeblikke senere havde Emma pakket sin lyserøde kuffert. Heldigvis havde Mikkel altid en taske med tøj, da han jo nærmest aldrig var hjemme, og sammen tog de til det hotel på Vesterbro, hvor han ofte bookede sig ind på arbejdsture.
… Et par måneder senere. Retten i København gav Mikkel fuld forældremyndighed. Mille og Anders havde hverken fast job, bolig eller mulighed for at tage sig af Emma. Pigen blev boende hos sin far han solgte sin del af lejligheden, Mille fik lov at se Emma hver anden weekend, og Mikkel begyndte at arbejde hjemmefra. Nu var der ikke længere lange tjenesteture på tre måneder i kalenderen. Og Emma hun begyndte at grine og smile igen, og det var tusind gange bedre end både penge og karriere.
