Hej du, så jeg skal fortælle dig om mit livs lille kaos, men på en måde, du kan nikke genkendende til.
Maren, slap af, du er jo ved at give dig selv et hjerteanfald! Hvorfor i alverden vil du gifte dig? råbte min mor, mens hun rettede på min blonde slips.
Fortæl mig endelig, hvad det er ved Søren, der ikke holder? sagde jeg, helt fortabt i hendes tårer.
Altså, hvad skulle du forvente? Moren hans er nemlig en vaskeægte sladderkonge, han brøler af sig til alle. Far er forsvundet som en snegle efter regn, og i sin ungdom gik han kun og drak og festede.
Vores bedstefar drak også, og bedstemor jagtede ham rundt i hele landsbyen. Så hvad?
Bedstefar var en respekteret mand i landsbyen, alle så op til ham.
Det gjorde bare bedstemor ikke glad. Jeg husker, da jeg var lille, at hun var helt bange for ham. Men du, Mor, du skal ikke dømme folk på deres forældre. Med Søren vil det gå fint, han er en god fyr.
Bare vent, så får du dine egne børn, så vil du se! sagde mor med et hjerte, jeg kun kunne sukker.
Det var ikke let at holde fast, da mor holdt fast på sin mening om Søren. Men så gik vi alligevel i gang med et lystigt bryllup, og vi begyndte at bygge vores eget liv. Heldigvis havde Søren et lille hus i den lille landsby, som han havde arvet af sin farfar, der også havde forsvundet en dag.
Søren gik og renoverede huset, og inden længe stod der en moderne villa med alt, hvad man kan drømme om store vinduer, flisebelagte bade og en hyggelig veranda med en udsigt over de grønne marker. Jeg tænkte altid: Hvor heldig jeg er, at jeg har så en fantastisk mand, selvom mor altid har haft noget at sige om ham.
Et år efter brylluppet fik vi en lille dreng, vi kaldte ham Jens, og fire år senere kom vores lille pige Maja til verden. Men som altid kom mor med sine kommentarer, så snart barnet blev lidt sygt eller lavede ballade: Små børn, små problemer! De vokser op, får deres eget liv og så vil de også give jer deres egen lille skæbne!
Jeg prøvede at holde mig i ro, selvom mor stadig klagede fra tid til anden. Det var svært, for da min datter gik ind i ægteskab uden mors velsignelse, så var det som om hele huset rystede.
Mor er en slags alt skal være som jeg vil. Men efterhånden har hun accepteret vores valg, og dybt ned i hendes hjerte har hun også fundet ro over, at Søren er en rigtig god mand på alle måder. Men hun vil nok aldrig sige det højt det ville betyde, at hun skulle indrømme, at hun tog fejl.
Hun talte aldrig så meget om barnebørnene, måske af frygt. Faktisk elskede hun dem vildt, og hvis noget gik galt, ville hun løbe ud i floden, så snart hun kunne.
Nogle gange blev jeg dog bange for de store uheld, som de ældre generationer har oplevet, når børn vokser op.
Vores børn voksede naturligvis også. Jens gik i 11. klasse og stod klar til at tage på universitetet i den nærliggende by, Aarhus kun omkring 130 kilometer væk. For en mor føltes de 130 kilometer som afstanden mellem Jorden og Mars!
De første fire nætter lå jeg vågen og bekymrede mig: Hvad hvis han får problemer? Hvad hvis han spiser dårligt? Hvad hvis byen gør ham ked af det?
Først boede Jens på et kollegieværelse, som så ud som om en bonde havde flyttet ind. Mit hjerte kunne ikke holde til det, så jeg overtalte Søren til at leje en lejlighed til ham i byen. Jens besluttede sig for at betale en del af huslejen selv og begyndte at tjene lidt på nettet. Han er så smart!
Jeg kørte til byen hver weekend for at se, hvordan det gik med ham, hjælpe med at gøre rent eller lave mad selvom hans lejlighed altid så blinkende ren ud. Hjemme i vores eget hus holdt han aldrig orden; han foretrak kaos, men madlavningen var altid perfekt kødboller i ovnen eller stegt flæsk. Jeg sagde: Han er en sand geni, men ikke så meget min søn!
Efterhånden begyndte Søren at blive træt af mine hyppige ture.
Maren! Hold op med at holde Jens som en lille krammer! Lad ham trække vejret selv! Jeg har heller ikke tid til dig! sagde han spøgende, men med et glimt i øjet. Jeg tænkte straks: Hvad gør jeg uden min mand, hvis han går ud til postbuddet Lise?
Søren havde ret: det var på tide at give Jens frihed. Jeg fortsatte lidt som en høne på æg, men så indså jeg, at jeg måtte lære at lade ham flyve ud. Så jeg gav ham plads, men måske lidt for meget.
En dag ringede de fra studievejledningen og sagde, at Jens var ved at blive udelukket, fordi han misede timer. Jeg var sikker på, at de havde forvekslet ham med en anden. Jeg tog et par feriedage og skyndte mig til Aarhus. Søren lod mig endelig gå, jeg følte mig som en lille tank!
Jens var ikke forberedt på min ankomst, så han kunne ikke skjule, hvorfor han havde smuttet fra studierne. Årsagen var pigen Gitte. Hun var smuk som en engel, men hun kom med en lille baby i armene en år gammel dreng, Mikkel.
Jeg forståede straks, at Gitte ville binde Jens til sig og få ham til at gifte sig med hende, selvom han stadig var ung. Jeg er jo en moderne mor, men jeg kunne ikke acceptere, at han skulle giftes så tidligt med en lille pige, der allerede havde et barn. Jeg spurgte ham:
Er du virkelig forelsket, Jens? sagde jeg med et lille smil.
Meget, mor, svarede han og smilede.
Hvad sker der med studierne? forsigtigt spurgte jeg, som en minestryger på et felt.
Det er bare et lille hul, men jeg får det til at ordne sig, sagde han.
Hvad er så det for et hull du taler om? pressede jeg.
Det er hemmeligt, mor. Vi kan tale om det senere, når du og Gitte har lært hinanden bedre at kende.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre for at holde ham på min side, så jeg tog en pause og gik tilbage til huset.
Det er din skyld, Søren! Giv Jens frihed! Hvad skal vi nu gøre? råbte jeg.
Hvad er så sket? spurgte han roligt. Er du ikke tilfreds med, at Gitte allerede er en mor? Hvis Jens elsker hende, så er hun jo ikke fremmed.
Er du klar til at blive bedstefar? spurgte jeg.
Hvorfor ikke? Jeg har altid tænkt, at jeg en dag bliver bedstefar, svarede han.
Han så lidt overrasket ud, men gik med på idéen. Jeg var ved at eksplodere af frustration, men holdt mig tilbage.
Gitte fortalte, at hendes mor døde i fængslet på grund af et hjerteproblem. Hun sagde også, at hun havde været i nogle kriminelle sammenhænge, men hun var nu ren. Hun forklarede, at hendes far var død, og at hendes nye livspartner, Tine, var en god morfigursk person.
Jeg så, hvordan Gitte og Jens holdt hinanden i hænderne under bordet, og så indså jeg, at den værste del af historien stadig var foran.
Tre år tidligere havde Gittes mor forelsket sig i en ældre mand, Dennis, som var ti år ældre. De fik drengen Mikkel, men senere gik Dennis bort efter en ulykke. Gitte fortalte, at hendes mor var blevet arresteret for at have slået Dennis, hvilket førte til hans død. Det var en hård historie, men Gitte bad os ikke dømme hendes mor for hårdt hun så hende som en farverig, livlig kvinde.
Søren sagde så:
Gitte, du behøver ikke forklare mere. Vi er nu en familie, og vi står sammen.
Jeg tænkte på, hvordan min egen mor altid sagde: Maren, hvad laver du? Vi har aldrig haft kriminelle i familien! Men jeg slog mig selv i ansigtet og sagde: Man skal ikke dømme folk på deres forældre!
Søren blev så stille, og jeg mærkede en bølge af ro ved hans side. Vi besluttede, at vi skulle tage ansvaret for Mikkel.
Der gik en tid, hvor Gitte og Jens planlagde at flytte ind i vores hus, men så fik Jens et tilbud om at skifte til aftenstudierne på universitetet, og de ville gifte sig. Jeg ville ikke skynde mig, så jeg tog en weekendtur med Søren til Aarhus for at snakke med dem.
I forgangen mødte vi Gitte, som tørrede en tåre væk og sagde:
Undskyld, jeg vil ikke have, at Jens skal gøre noget dumt, men han er så stædig.
Søren svarede roligt:
Han er ikke dum, men hvis han har besluttet sig, så må vi respektere ham. Lad os tage en kop kaffe, så kan vi snakke videre.
Gitte sagde, at hun bare gik for at hente mælk, men jeg kunne mærke, at hun var nervøs. Da hun kom tilbage, så hun forvirret på os, men vi bød hende på te. Søren bemærkede, at han havde kørt 130 kilometer for at være her, så han kunne godt forstå, hvorfor hun var så nervøs.
Da kaffevarmen fyldte rummet, kom Jens ind med indkøb. Hans øjne glimtede af noget nyt og hårdt, som om han endelig var klar til at tage ansvar.
Så I har besluttet at gifte jer? spurgte Søren, da vi alle satte os ved bordet.
Ja, det er endelig besluttet, svarede Jens fast.
Hvorfor så hurtigt? Har I tænkt på et barn? spurgte jeg.
Nej, selvfølgelig ikke! Gitte rødmede og rystede på hovedet.
Jeg tænkte på, at deres forhold var så nyt, at der slet ikke var tid til børn. Men så sagde Gitte:
Hvis vi ikke får lov til at blive sammen, så vil Mikkel ende i en børneinstitution.
Hvorfor skulle han blive taget? spurgte Søren alvorligt.
Fordi hans mor, min mor, er død, sagde hun næsten hviskende.
Jens brød ind:
Gitte, du behøver ikke forklare mere! Jeg vil bare have, at I begge forstår, at dette er vores sag.
Gitte svarede, at hun ville fortælle alt om sin mor: hun var i fængsel, fordi hun var impulsiv og havde en stærk karakter. Hun fortalte også om, hvordan hun som barn havde set sin mor køre en gammel dame over på en fodgængerfelt efter en skænderi, og det endte med, at hendes mor døde på hospitalet.
Jeg så, hvordan Jens og Gitte holdt hinanden i hænderne, og så indså jeg, at det hele var en stor melodi af livets uforudsigelige takter.
Til sidst sagde Søren:
Vi kan tage ansvaret for Mikkel, men I må vente med at stifte familie, indtil I er klar.
Gitte så på ham med store øjne:
Hvad mener du?
Jens råbte:
Far, stop!
Mikkel vil have et godt liv på landet, du husker jo, hvordan din egen barndom var.
Vi vil gerne passe på ham, selvom du er væk, Jens.
Din søster interesserer sig mere for drenge end for forældre.
Jeg så ind i Gittes øjne og sagde:
Det er dit valg.
Gitte svarede, at hun ikke kunne tage på den tungeste byrde alene, for selv hendes far og Tine sagde nej.
Pludselig kom Mikkel, som stod på sofaen, og Søren tog ham op i armene med et grin:
Hvilken tung byrde! sagde han, mens han løftede drengen.
Søren, du gør det hele for din far, men ikke for din bedstefar, lo jeg.
Vent lidt, sagde han og hviskede i mit øre: jeg vil vise dig, hvordan bedstefaren ser ud om natten.
Børnene var lidt usikre, men de gik med på vores plan om at adoptere Mikkel. Papirarbejdet gik glat i Danmark er det jo ganske almindeligt, at folk i vores alder tager sig af børn, hvis de har plads og kærlighed at give.
Vi var så glade, at vi næsten følte, vi blev unge igen, mens vi tog os af ham. Om natten vågnede jeg flere gange for at trøste ham, og jeg græd af lykke over, hvordan livet havde vendt sig.
Mor fortsatte med at skælde ud, men i sidste ende elskede hun Mikkel mere end noget andet. Hun sagde:
Maren, hvad laver du? Hvorfor er de små øjne så trætte? Hvem er det, der vil sove?
Og så:
Hvem har ramt de små hænder med jord? Hvor er min lille Mikkel, er han gemt?
Det er alt for nu, min ven. Tak fordi du lyttede jeg håber, du nød den lille danske version af mit livs drama. Vi ses snart igen!
