Søren, jeg forstår simpelthen ikke, hvad du vil,sagde Kirstine.
Intet særligt,svarede Søren.Jeg har bare brug for at være alene en stund, få lidt fred. Tag ud på landet, slap af, tab et par kilo. Ellers er du helt falmet.
Hun kastede et afvisende blik på hans silhuet. Kirstine vidste, at hun var blevet lidt rundere på grund af den seneste pleje, men hun sagde intet.
Hvor er det på landet?spurgte hun.
Et rigtig malerisk sted,smilte Søren.Du vil elske det.
Kirstine holdt mund. Hun havde også brug for en pause.*Vi er måske bare trætte af hinanden*, tænkte hun.*Lad det ligge lidt. Jeg vender først tilbage, når han selv beder mig om det.*
Hun begyndte at pakke.
Du er ikke vred på mig, vel?præciserede Søren.Det er kun for en kort tid, kun for at hvile dig.
Nej, det er helt i orden,svarede Kirstine med et svagt smil.
Så er jeg på vej,sagde Søren og lagde et kys på hendes kind, før han gik ud af døren.
Kirstine sukkede dybt. Deres kys havde for længst mistet den varme, de engang havde haft.
Turen varede længere end forventet. Kirstine tog den forkerte vej to gange GPSen drillede, og der var ingen mobildækning. Til sidst dukkede et skilt med navnet på landsbyen op. Stedet var afsides, husene, selvom de var af træ, var velholdte og pyntet med smukke udskæringer.
Her er ingen moderne bekvemmeligheder,tænkte Kirstine.
Det var hun ikke forkert på. Huset så ud som en forfalden hytte. Uden bil eller telefon følte hun sig som kastet tilbage i en svunden tid. Hun trak sin mobil frem.*Jeg ringer nu*, tænkte hun, men der var stadig intet signal.
Solen gik ned, og Kirstine var udmattet. Hvis hun ikke fandt huset, ville hun tilbringe natten i bilen.
Hun havde ingen lyst til at vende tilbage til byen, og hun ville ikke give Søren en undskyldning om, at hun ikke kunne klare sig selv.
Hun steg ud af bilen. Den røde jakke stod i skarp kontrast til den stille landsby. Hun smilede for sig selv.
Okay, Kirstine, vi går ikke tabt,sagde hun højt til sig selv.
Næste morgen vækkede en skarp hønsegyl hende, mens hun lå i bilen.
Hvad er det for noget larm?brummede Kirstine, mens hun sænkede ruden.
Hønen stirrede med ét øje, så gik den videre med sit skrig.
Hvorfor skriger du så højt?udbrød Kirstine, men så en kost suse forbi ruden, og hønen blev tavs.
Ved vejkanten dukkede en gammel mand op.
Godmorgen!hilste han.
Kirstine så på ham, overrasket. De lokale så ud som om de var trukket ud af et eventyr.
Lad være med at lægge mærke til vores høne,sagde den gamle.Den er venlig, men skriger som om den bliver revet i stykker.
Kirstine brød ud i latter, og søvnen forsvandt på et øjeblik. Den gamle smilede også.
Bliver du her længe, eller er det kun en kortvarig tur?
Indtil jeg får den hvile, jeg har brug for,svarede Kirstine.
Kom ind, lille ven. Tag en bid mad. Du vil møde bedstemor også. Hun bager kager men der er ingen, der spiser dem. Børnebørn kommer kun én gang om året, børnene også
Kirstine tøvede ikke. Hun måtte møde beboerne.
Bedstemoderen, Anna, viste sig som en ægte eventyrbedstemorsfigur en forklæde, et tørklæde, et tandløst smil og venlige rynker. Huset var rent og hyggeligt.
Det er vidunderligt her!udbrød Kirstine.Hvorfor kommer børnene ikke oftere?
Anna gestikulerede med skulderen.
Vi er dem, der beder dem om at blive hjemme. Vejene er dårlige. Efter regn skal man vente en uge, før man kan komme ud. Der var engang en bro, men den er falden for femten år siden. Vi lever som indbyggere på en øde ø. Søren går kun i butikken én gang om ugen. Båden kan ikke bære mere vægt. Søren er stærk, men alderen
De kager er himmelske!sagde Kirstine.Er der ingen, der passer på jer? Nogen må da gøre det.
Hvad hjælper det? Vi er kun femti. Engang var vi tusind. Men nu er alle flyttet.
Kirstine tænkte sig om.
Hvor er administrationen?
På den anden side af den gamle bro. Med omvejen er det seksti kilometer. Tror du, vi ikke har forsøgt at bede om hjælp? Svaret er enkelt: vi har ingen penge.
Kirstine indså, at hun havde fundet sit ferieprojekt.
Fortæl mig, hvor jeg kan finde administrationen? Eller kan I tage mig med? Det ser ikke ud til at regne.
De ældre så på hinanden.
Er du seriøs? Du kom for at hvile.
Det gør jeg. Hvile kan tage mange former. Og hvis det begynder at regne? Jeg må også tænke på mig selv.
De ældre smilte varmt.
Den kommunale administration sagde:
Hvor længe vil du plage os! I gør os til de onde. Se på byens veje! Hvem vil betale for en bro til en landsby med kun halvtreds indbyggere? Find en sponsor. Har du hørt om Svend Møller?
Kirstine nikkede. Selvom hun kun kendte ham som ejer af firmaet, hvor hendes mand arbejdede, var han oprindeligt fra området; hans forældre flyttede til byen, da han var omkring ti år gammel.
Efter en nat i eftertænksomhed traf Kirstine sin beslutning. Hun havde Svend Møllers nummer hendes mand havde ringet til ham adskillige gange fra sin telefon. Hun besluttede at ringe som en tredjepart, uden at nævne, at Søren var hendes ægtemand.
Det første opkald fejlede, men ved andet forsøg lyttede Svend, sad et øjeblik i stilhed og brød så ud i latter.
Det er jeg næsten ved at glemme, at jeg er født her. Hvordan går det?spurgte han.
Kirstine smilede.
Meget fint, roligt, folkene er dejlige. Jeg sender billeder og video. Lars Jensen, jeg har prøvet på alle måder ingen vil hjælpe de ældre. I er de eneste, der kan gøre noget.
Jeg tænker over det. Send mig billederne, jeg vil gerne huske, hvordan det var.
I to dage brugte Kirstine på at filme og fotografere til Svend. Beskederne blev læst, men der kom ingen svar. Hun var ved at give op, da Lars selv ringede:
Kirstine Vestergaard, kan du mødes i mit kontor på Strøget omkring kl.15 i morgen? Forbered et foreløbigt plan for arbejdet.
Selvfølgelig, tak, Lars!
Det er næsten som at vende tilbage til barndommen. Livet er en løbende strøm der er aldrig tid til at drømme.
Jeg forstår. Men du må komme personligt. Jeg er sikker på, at du vil være der i morgen.
Da hun lagde på, indså hun, at det var det samme kontor, hvor hendes mand arbejdede. Hun smilede for sig selv og så den kommende overraskelse.
Hun ankom tidligt, med en time til mødet. Efter at have parkeret gik hun mod mandens kontor. Receptionisten var væk. Hun gik ind og hørte stemmer fra afslapningsrummet, så hun nærmede sig. Der fandt hun Søren og hans sekretær.
Da de så Kirstine, blev de målløse. Hun stod i døråbningen, mens Søren hastigt rejste sig og forsøgte at trække i bukserne.
Kirstine, hvad laver du her?
Kirstine løb ud af kontoret, og i gangen stødte hun på Lars. Hun gav ham dokumenterne, begyndte at græde, og skyndte sig mod udgangen. Hun kunne ikke huske, hvordan hun kom tilbage til landsbyen. Da hun endelig kom frem, faldt hun på sengen og brød ud i suk.
Næste morgen bankede der på døren for at vække hende. På dørtrin stod Lars med en gruppe mennesker.
Godmorgen, Kirstine Vestergaard. Jeg så, at du i går ikke var klar til at tale, så jeg kom selv. Vil du have te?
Ja, kom ind.
Uden at nævne iagttagelserne fra aftenen før, satte de sig med te omkring huset. Lars så ud af vinduet.
Ah, hvilken delegation! Kirstine, er det måske den gamle mand, Ilitch, vi ser der?
Kirstine smilede: Det er han.
For femti år siden var han allerede bedstefar, og hans partner nød os med sine kager.
Manden så på Kirstine med bekymring, og hun svarede hurtigt:
Anna er i topform og fortsætter med sine berømte kager.
Dagen gik med utallige aktiviteter. Lars medarbejdere målte, noterede og talte.
Kirstine, må jeg stille et spørgsmål?spurgte Lars.Om din mand kan du tilgive ham?
Kirstine tænkte et øjeblik, så smilede hun:
Nej. Jeg er endda taknemmelig for, at det gik sådan Så hvad så?
Lars var tavs. Kirstine rejste sig og kiggede omkring.
Hvis broen bliver genopbygget, kan dette sted blive noget helt særligt! Renovere husene, skabe hvilesteder. Naturen er urørt og ægte. Men ingen tager sig af det. Og hvis jeg ikke vil vende tilbage til byen
Lars så på hende med beundring. Hun var stærk, beslutsom, intelligent han havde aldrig set hende på den måde før.
Kirstine, kan jeg komme igen?
Han så hende nøje: Kom når du vil, jeg vil glæde mig.
Byggeriet af broen skred frem med hast. Indbyggerne takkede Kirstine, og de unge vendte tilbage. Lars blev en hyppig besøgende.
Manden ringede flere gange, men Kirstine ignorerede ham og blokerede hans nummer.
Ved daggry bankede det på døren. Kirstine, stadig søvnig, åbnede og forventede dårlige nyheder men fandt Søren.
Hej, Kirstine. Jeg er kommet for at hente dig. Undskyld, at jeg var så stædig.
Kirstine brød ud i latter:
Undskyld? Er det alt?
Okay gør dig klar, vi skal hjem. Du kan ikke smide mig ud af huset, du har glemt, at det ikke er dit hjem, husker du?
Nu smider jeg dig ud!udbrød hun.
Døren knirkede, da den lukkedes. Fra stuen dukkede Lars op i afslappet påklædning:
Dette hus blev købt med midler fra min virksomhed. Søren Alekseje, tror du, jeg er en tåbe? Der er et audit i vores kontor, og du vil få mange spørgsmål. Hvad angår Kirstine, vil jeg bare sige, at hun skal passe på sin egen sundhed
Sørens øjne blev store. Lars omfavnede Kirstine:
Hun er min kæreste. Lad venligst huset stå. Skilsmissepapirerne er allerede indleveret, vent på beskeden.
Brylluppet fandt sted i landsbyen. Lars erklærede, at han havde genopdaget kærligheden til stedet. Broen blev genopbygget, vejen renoveret, og en lille butik åbnede. Folk begyndte at købe sommerhuse. Kirstine og Lars besluttede også at renovere deres eget hjem så de havde et tilflugtssted, når deres børn kom på besøg.
