Jeg er svigerdatter: almindelig, arbejder, uden krone på hovedet. Min mand og jeg bor i vores egen lejlighed i Aarhus, som vi selv betaler for realkredit, varme, arbejde fra morgen til aften.
Min svigermor bor i en lille landsby i Jylland, sammen med sin søster. Alt ville have været i orden, hvis de ikke havde besluttet, at vores lejlighed er deres weekendresort. I starten lyder det sødt:
Vi smutter forbi jer på lørdag.
Ja, kun kort tid.
Vi er jo familie.
Ja, kun kort tid betyder overnatning; smutter forbi betyder med taskerne fulde af tomme gryder og øjne, der lurer på en fest.
Hver weekend gentager det sig: Jeg kommer hjem fra arbejde, løber i butikkerne, laver mad, vasker, dækker bordet, smiler, og så vasker jeg op og gør rent indtil langt ud på natten. Birgitte sidder og kommenterer:
Hvorfor er salaten uden majs?
Jeg foretrækker en kraftigere borsjtj.
Sådan gør man det ikke i vores landsby.
Kirsten lægger til:
Åh, jeg er så træt af rejsen.
Hvor er desserten?
Der er aldrig et tak, måske kan jeg hjælpe?
En dag holder jeg ud og siger til min mand:
Jeg er ikke en hushjælper, og jeg vil ikke hver weekend betjene din familie.
Måske skal vi virkelig gøre noget ved det.
Så får jeg en idé.
Næste gang Birgitte ringer:
Vi kommer til jer på lørdag.
Åh, vi har allerede planer for weekenden, svarer jeg roligt.
Hvilke planer?
Bare vores egne.
Ved du hvad? Vi kører faktisk af sted, men ikke til planerne men til Birgittes hus. Lørdag morgen står vi på hendes gård. Birgitte åbner døren og fryser.
Hvad i alverden?!
Vi er bare på besøg. Kun kort tid.
Du skal nok give besked, jeg har ikke lavet mad! Ved du, hvor dyrt det er at tage imod gæster?!
Jeg ser på hende og siger roligt:
Sådan lever jeg hver weekend.
Så du vil prædike mig? Hov, du har virkelig gang i den!
Et råb løber gennem gaden, så alle naboerne kigger, og vi kører hjem igen.
Og ved du, hvad der er mest sjovt? Siden da har vi ingen besøg uden invitation. Ingen vi smutter forbi og ingen weekender i mit køkken. Nogle gange skal du bare vise folk, hvordan det føles at stå i din sko for at blive hørt.
Synes du, jeg har gjort rigtigt? Hvad ville du gøre i en lignende situation?
Venner, hvis I vil læse flere af vores fortællinger efterlad en kommentar og glem ikke at like. Det giver os lyst til at skrive videre!
