Kære dagbog,
Jeg ventede på min mand, der skulle hjem fra arbejde, mens jeg sad ved køkkenbordet og nippede til en kop timian-te. Jeg lod mig selv trække hver slurk i roligt tempo, uden hast. Pludselig hørte jeg nøglen dreje i låsen, rejste mig og stod i døren, så ham træde ind. Det var Lars, min mand, med et alvorligt blik og tavs som altid.
Godaften, sagde jeg først, du er så sent, jeg har allerede spist aftensmad og ventede på dig.
Godaften, svarede Lars. Du behøvede egentlig ikke at vente, jeg er ikke sulten, jeg tager bare en kort tur ud, samler mine ting og går. Han gik uden at tage skoene af, gik ind i soveværelset, åbnede skabet og trak en kuffert frem.
Jeg stod målløs. Uden at forstå, så jeg ham smide sine mest nødvendige ejendele i kufferten.
Lars, kan du forklare, hvad der foregår? spurgte jeg.
Du forstår det ikke? Jeg forlader dig, sagde han skarpt uden at kigge mig i øjnene.
Hvorhen?
Til en anden kvinde
Åh, så til en ung?, sagde jeg sarkastisk, da jeg begyndte at forstå situationen. Selvom du selv er kun fyrre år det er jo ingen alder. Jeg vil ikke græde, han vil ikke se mine tårer, forsøgte jeg at berolige mig selv, men udbrød højt: Hvor længe har du været med hende?
Næsten et år, svarede Lars roligt. Da han så min overraskelse, tilføjede han: Det er dine problemer, hvis du ikke har lagt mærke til det, har jeg været god til at skjule det.
Du forlader mig helt eller? spurgte jeg pludseligt.
Freja, forstår du overhovedet ikke? Lyt til mig. Jeg går til en anden, vi venter et barn sammen. Vi kunne ikke få børn, så Katrine vil få en søn til mig. Du får en måned til at flytte ud af min lejlighed. Hvor du skal bo, er dit ansvar. Vi vil bo med Katrine og barnet, indtil hun har et lejemål.
Lars gik ud, og jeg blev alene i den stille lejlighed, hvor væggene syntes at klemme sammen. Jeg tændte fjernsynet, blot for at høre en stemme. Vi havde levet sammen i tolv år; jeg kom mig først efter en uge.
Fra mine forældre, som begge døde tidligt, havde jeg arvet et hus på landet. Men jeg ville ikke bo alene på landet.
Jeg kan ikke bo der, tænkte jeg. Det er for langt væk fra byen, ingen faciliteter, ingen arbejde jeg er 35 og vil ikke leve i en landsby. Jeg må sælge huset og bruge pengene på et værelse i en kommunelokal eller et kollegieværelse. Så vil livet vise, hvad der sker.
Jeg solgte huset med det samme, da jeg kom tilbage til landsbyen. Min nabo, Kirsten, ventede allerede på mig.
Skat, så dejligt du er kommet! Vi havde lige tænkt på at tage i byen for at lede efter dig.
Hvad er der sket? spurgte jeg.
Det er sådan mine slægtninge fra Nordjylland vil købe dit hus. De har brug for et lille hus, som de kan rive ned og bygge nyt på samme grund. De vil gerne bo tæt på os, min søster og hendes mand
Åh Gud, Kirsten, det er derfor jeg kom. Så lad dem tage det, så længe vi bliver enige om prisen. Her er mit telefonnummer
Alt gik hurtigt, og på ti dage havde jeg pengene på hånden kun en lille sum fra en halvnedrundt ejendom. Jeg købte et værelse i et kollegium med fælles køkken. To andre lejere delte køkkenet, mens jeg havde mit eget værelse så jeg kaldte det en kommunal lejlighed.
Mine medbeboere virkede stille og beskedne. Jeg så sjældent dem, da jeg arbejdede fra morgen til aften. På arbejdet opstod der en romance med kollegaen Mads. Alt syntes at glide, i hvert fald for mig.
Kort før kvindernes internationale kampdag den 8. marts sagde Mads pludselig:
Jeg har brug for at tænke over meget. Jeg er usikker på mine følelser, lad os tage en pause i vores forhold.
Tag en pause eller gå væk for godt! udbrød jeg vredt.
Den aften gik jeg hjem, rasende. Jeg var 36 og havde ingen tid til pauser. Jeg besluttede mig for at lindre stressen med mad. Jeg åbnede køleskabet og så kun en lille skive skinke, men den var væk. Jeg rystede af raseri.
Hvem har taget min skinke? råbte jeg gennem køkkenet.
Skat, jeg smidt den ud for to dage siden. Den var grøn og lugtede dårligt. Jeg tænkte, du ikke ville spise den alligevel, så jeg smed den ud, svarede min nabo Vira Jørgensen roligt, men en smule snigende.
Du ved jo, at man ikke skal røre andres mad! skreg jeg. Det er ikke din sag, hvad jeg spiser.
Min vrede flød ud over Vira. Ikke kun var mit ægteskab brudt, jeg havde mistet mit hjem, min kollega gik på pause, og nu stjal naboerne min mad.
Vira, rolig, sagde Poul Andersen, den ældre mand i den anden lejlighed. Han var omkring seksti, grå i håret, med briller, altid rolig med en avis eller en bog i det gamle lænestol i køkkenet.
Vira så trist ud. Mette er vred nu. Hun retter sin vrede mod dig, fordi noget anden har gjort hende ked af det. Tag det ikke personligt, sagde Poul med en lærerig tone, uden at lægge avisen fra sig.
Og hvad ved du så? svarede jeg skarpt. Ingen har spurgt dig.
Jeg ved en smule, svarede han.
Så hvorfor bor du så i denne elendige kommunale lejlighed? Jeg kunne ikke stoppe mig selv.
Jeg besluttede at undskylde. Vira så på mig, vendte sig om og gik tilbage til sit værelse. Jeg smækkede dørene og satte mig på sofaen.
Endnu en køkkenfilosof, der giver livsråd, tænkte jeg i min vrede og sult.
En time gik. Jeg gik roligt ned i min laptop og huskede, at jeg havde købt skinken for længe siden. Jeg kunne næsten se, hvad den måtte have været blevet til. Skammen ramte mig.
Jeg sårede Vira uden grund, og hun har alligevel gjort mig en tjeneste. Mine nerver er i oprør. Jeg må undskylde, besluttede jeg.
Jeg fandt Vira i køkkenet.
Undskyld mig, Vira, jeg ved ikke, hvad der kom over mig. Så meget er faldet på mig og Poul har ret, sagde jeg.
Hun smilede, omfavnede mig: Det sker, skat. Kom og sæt dig ved bordet, så drikker vi te med kage og småkager. Du bør også undskylde Poul, for han har haft en hård dag.
Hun fortsatte: Poul var professor på universitetet, boede i en stor lejlighed i centrum, men hans hustru fik en hjernetumor. Lægerne ville ikke operere. De fandt en klinik i Israel, men det kostede en formue. Poul lånte penge, rejste dertil med sin kone, og operationen lykkedes ikke. Hun levede kun kortere tid, så Poul sagde op, plejede hende, og efter hendes død solgte han sin lejlighed og betalte gælden. Så endte han i denne kollegium.
Jeg blev næsten ved gråden.
Tak fordi du delte det, sagde jeg. I morgen vil jeg bede om tilgivelse.
Næste dag efter arbejde gik jeg forsigtigt til Poul med en gave i hånd. Han åbnede døren.
God aften, Poul, sagde jeg og rakte gaven frem. Vær så venlig at tilgive mig, for Guds skyld. Jeg undskylder ufortjent for gårsdagens fornærmelse.
Han lyttede roligt, uden at afbryde. Da jeg var færdig, sagde han:
Det er en skøn overraskelse. Jeg accepterer både gaven og din undskyldning, hvis du vil fejre min fødselsdag med mig i dag.
Stort tillykke, og gaven er lige i tide, svarede jeg. Jeg vil gerne hjælpe.
Sammen med Vira dukkede vi bordet. Mens vi dækkede, talte jeg med Vira om mit liv: som ung, naiv studenterinde troede jeg på en gift mand, blev gravid, han tog ansvar, betalte alt og tog mig til hospitalet. Vi gik hver til sit, og jeg kunne ikke få børn, måske derfor efterlod min eks mig.
Bordet var dækket, da der kom en dørklokke. Jeg åbnede, og på dørtrinnet stod en mand på omkring fyrre, høj og smilende.
Hej, jeg er Viras søn Rasmus, sagde han.
Hej, Mette, jeg bor her. Kom indenfor, svarede jeg.
Samtalen ved bordet var livlig. Vi ønskede Poul held og velstand, og grinede hjerteligt. Rasmus var en fascinerende snakker; han havde været geolog, men var nu lastbilchauffør, så han havde mange historier.
Det var mærkeligt for mig; dagen før kendte jeg næsten ingen af dem, men nu sad vi som gamle venner.
Efter et par timer gik Rasmus og Poul hver til deres værelser. Rasmus sagde:
Lad os gå en tur, fortæl mig om dig selv. Jeg er sjældent hjemme, så jeg er en gæst her. Jeg har en lejlighed i byen, men min mor vil ikke flytte. Hun er faktisk lidt forelsket i Poul, jeg tror også han har følelser for hende, lo han. Jeg har ikke været hjemme længe, så jeg overvejer at gifte mig igen.
Udenfor var vinteren netop begyndt, sneen faldt i store flager, stille og roligt. Rasmus og jeg gik rundt i sneen i flere timer; det var overraskende varmt i den fælles varme fra samtalerne. Så skiltes vi.
Tre dage senere skulle Rasmus på en lang distancekørsel. Jeg spurgte:
Er det længe?
Kun en uge, så kommer jeg tilbage. Vil du vente på mig?
Selvfølgelig, jeg vil vente.
Så begyndte vores forhold. Vi forelskede os dybt, blev gift, og et år senere fik vi lille Arne. Når Rasmus var på lang rejse, boede jeg og Arne midlertidigt tilbage i kollegiet.
Dagene gik, og jeg nød den tid, jeg havde med Rasmus, men også den hjælp, Vira og Poul gav mig og vores lille Arne. Jeg tænkte, at jeg ikke kunne have ønsket bedre bedsteforældre for min søn.
