Hvad så? svarede Lærke roligt, uden at hendes læber rystede.
Hvad mener du med hvad så? Hvad skal jeg gøre?
Mindst en gang, så hop ud af bilen, kig under, om den stadig lever.
Jeg åbnede den store port, som lå øde, og aftenluften bød på en tung, metallisk duft som om frygten selv havde sat sig i luften. Stille løftede jeg døren, og uden at stige ud bøjede jeg mig frem for at kigge under bilen. Der så jeg den: en lille grå kugle, der rystede, men med åbne øjne.
Den lever, Lærke. Den lever Hvad skal jeg gøre?
Hvad skal du gøre? Tag den med til dyrlægen. Du var jo allerede på vej det sted. Skynd dig!
Forsigtigt løftede jeg katten den gjorde ingen modstand, den lå bare og trak vejret tungt. Jeg lagde den på bagsædet i en kasse med hæfter, som lå på gulvet. Så satte jeg af sted.
Klinikken lå kun en halv time væk. Sådan plejer den at gøre. Men netop den dag var den anden. Den dag, som man holder fast i i mange år, hvor de tretti minutter føltes som evighed.
I bagagerummet lå en hund allerede. En gammel blanding, som en tog havde ramt. Mine kolleger fra sommerhuset bad mig om at bringe den til dyrlægen læg den ned i fred, så den ikke lider længere, sagde de. Den var en vagabond, ingen havde ejet, men vi havde medfølelse. Jeg gik ind med den, som om jeg havde fået den på tværs af en dør.
Og så var der nu også denne kat.
Jeg skyndte mig ud på vejen som en forpustet jæger, mens eneste tanke i hovedet var:
Hvilken dag er dette? Hvilken livstid?
Da jeg nåede klinikken, stod der ingen i kø. Jeg stormede ind med kassen i hånden, som om jeg bar min kone til fødsel lægen greb den straks og førte den ind i undersøgelsesrummet.
Hvad er der med den? Hvordan går det? spurgte jeg ved døren.
Vi laver straks en røntgen, nikkede assistenten. Det ser ud til, at der ikke er noget livstruende, men vi må sikre os.
Femten minutter. En evighed. Timerne syntes at lege skjul med mig og standse. Jeg gik i cirkler, stirrede på loftet, på vinduerne, på plakaterne med billeder af britiske og Maine Coonkatte
Indeni mig begyndte noget at køre. Ikke kun bekymring men skam, skyld. Jeg havde ikke set det. Jeg burde ikke have kørt så hurtigt. Alt kunne have været anderledes. Den lille, hjælpeløse skabning, som et splitsekund senere gik ud på vejen, og jeg stod og spekulerede på, hvilken afkørsel jeg skulle tage til klinikken. Sådan et øjeblik, et skæbnesvangert klik og jeg står der med knuden i halsen, og beder mig selv: Lad den leve. Lad mig rette op på det.
Endelig kom lægen ud.
Den skal opereres
Så gik tanken i mig: Hunden er stadig i bilen!
Jeg vendte tilbage. Stilheden. Den knurrede ikke. Den rørte sig ikke. Jeg trykkede på knappen bagagerummet åbnede langsomt.
To bange øjne så på mig fra mørket. Den levede.
Hey, sagde jeg blidt. Undskyld vi skal lige se, hvad vi skal gøre.
Jeg skyndte mig tilbage til klinikken. Jeg greb lægen, en streng, tørklædet kvinde.
Der er også en hund i bagagerummet. En tog har ramt den, bagbenene
De har allerede ringet om at få den lagt ned De sagde, den har ingen chance.
Jeg stammede, kunne ikke fortsætte sætningen. Kvindens ansigt forblev ubevægeligt. Hun løftede blot en frakke fra sin kappe og gik med mig.
Vi åbnede bagagerummet. Hun så på hunden, så på mig. Hendes øjne skød igennem som røntgenstråler.
Er du skør? Hvem sagde, den skal lægges ned? Ja, benene vil måske ikke hele, men den kan leve. Vi har fået lignende før. Tag den med.
Jeg nikkede igen. Jeg modsatte mig ikke. Lægen sagde: Den vil leve. Det var nok.
Om aftenen stormede jeg hjem. Lærke vendte sig overrasket fra komfuret:
Hvad er der galt, Mads?
Uden ord gik jeg ind på værelset, fandt den gamle bog, hvor jeg plejede at gemme penge mellem siderne. En drøm. En motor. Det betød ikke længere noget.
Mads?! Hvad sker der?
De vil leve! råbte jeg. Begge!
Hvem? Er du ved at miste forstanden?
Jeg forklarer snart!
Vi holdt dem. Katten fik navnet Misse, hunden Rudi. Vi gik igennem alt sammen: infusioner, søvnløse nætter, genoptræning.
Lærke sagde så kun:
Så længe de er her, finder vi en løsning.
Og vi fandt den. Vi fodrede Misse med kærlighed, lagde bandage om Rudi. Vi græd, da Misse første gang gik af sig selv. Vi lo, da Rudi susede rundt i sin kørestol på gården.
Fem år gik. De var ikke længere kun kæledyr. De var familie.
Da jeg i dag kom hjem, ventede duften af kage. Lærke omfavnede mig bagfra, stærkt, og begyndte at ryste.
Hvad er der sket? spurgte jeg.
Vi skal blive rige hviskede hun og lagde hånden på sin mave.
Først forstod jeg det ikke. Så forstod jeg.
Jeg er fyrre år gammel. Lærke er syvogtredive. Vi havde prøvet i lang tid, næsten givet op. Så kom en mærkelig kvinde og sagde:
I får tre børn. To er naturens gave. Det tredje er en gave fra Gud for den blide sjæl, for tålmodigheden. Vejen vil være hård, men den vil lyse.
Misse lå sammenkrøllet ved siden af en blød kanin på vindueskarmen. Rudi, nu gammel, sank ned ved mine fødder, trak vejret dybt og sukkede.
Jeg troede ikke på det dengang. Nu tror jeg.
For vi sagde engang ja til livet. Og livet svarede med et rungende ja.
