Kære dagbog.
I aften ringede min kone, Mette Holm, fra kurbadet i Skagen. Hjemme hos os var der ikke den store ro; Ditte klagede over, at Mikkel og Emil ikke ville lade hende få lektierne lavet, og jeg havde forsøgt at bage en æblekage med børnebørnene. Ditte mente, at vi fik mel alle vegne, og det fik vi. Men da Mette sagde: „Anders, jeg har noget, jeg vil fortælle dig,” lyttede jeg med udkørt tålmodighed.
Hun fortalte, at hun efter aftensmaden havde fundet en af sine pæneste kjoler frem, sat sig på en bænk og sørget for, at den nye hvide taske, købt lige inden turen, lå pænt ved siden af hende. På kurbadet luftede gæsterne deres tøj om aftenen. En kvinde sagde: „Hvor ellers, hvis ikke på et kurophold, skal man lufte sine kjoler? Derhjemme er der jo ikke noget, man går til.” Mette smilede af det. Hun holdt af den stemning.
Så kom Jørgen. Hun havde lagt mærke til ham tidligere; han havde set på hende med et blik, der skilte hende ud fra de andre damer. I aften satte han sig stille ved siden af hende og sagde: „Lad os tie sammen.” Stemmen var så rolig, at den passede til tusmørket og vandet i baggrunden. Han var velklædt i beige blazer, hvid skjorte og pressede bukser. Det mørke hår var nyklippet, og de grå tindinger gav ham noget solidt og sikkert. „De siger det smukt,” sagde Mette. „Med Dem, Mette, er det behageligt at tie, og det er også dejligt at tale,” svarede han. Han vendte sig mod hende, og hans brune øjne hvilte på hende med et håb om mere.
Mette fortalte, at hun ikke spurgte, om han var gift. Her på stedet var de fleste ikke frie, og de kaldte deres lille eskapade et ønske om nye indtryk. Men det var rart at blive udvalgt. Forbi gik et par, som tydeligvis også havde mødt hinanden her; de talte ivrigt og nød deres egen aftenvandring. Jørgen nævnte, at han havde ventet på hende til dans aftenen før. „Jeg danser gerne,” sagde hun, „men jeg gik en tur. Aftenluften er så frisk, at man bare vil blive ved med at trække vejret.” „Jeg vidste ikke, at du var til aftenture,” sagde Jørgen. Så rørte han hendes hånd næsten umærkeligt. „Jeg vil invitere dig på en gåtur ad min egen rute. Der er lyngklædte bakker og udsigt over Vesterhavet. Jeg har ikke haft nogen at dele det med. Nu har jeg dig.” Han trykkede let hendes hånd, som om han sendte et signal.
Hun kunne have sagt nej, men det var kun en gåtur. Man skal jo også passe på, når man går alene, og med en mand ved siden af føles det tryggere. Jørgen hviskede: „Mette, din hånd er smuk,” og flyttede sig tættere på. Han inviterede hende på café om aftenen. Hun lod sig hjælpe op, tog den hvide taske under armen, og efter fem skridt svingede hun den tankeløst. Tasken endte i en lille pyt, der lå tilbage efter regnen.
„Av,” udbrød hun forskrækket, da den hvide taske lå i mudderet. „Det er ikke noget,” sagde Jørgen og lagde tasken på græsset. Hun tørrede den med servietter, men der blev stadig grå striber tilbage. „Jeg går op på værelset og vasker den,” sagde hun. „Så venter jeg,” sagde Jørgen. „Eller vi gør sådan: Jeg venter på dig efter aftensmaden på bænken.” Han var gået over til du. Mette nikkede og skyndte sig væk med tasken holdt på afstand.
På værelset vaskede hun tasken grundigt. Der skulle ikke meget til, før den så næsten ny ud. Men hun kunne ikke slippe fornemmelsen af, at den hvide taske havde mistet sin nyhed. Det var da telefonen ringede. Ditte var i røret, Mikkel og Emil grinede i baggrunden, og så var det mig. „Hvad laver I?” spurgte Mette. „Vi har børnene her, og vi ville bage en kage, men Ditte siger, at vi sviner hele køkkenet til,” sagde jeg. „Køb noget hos bageren, hvis det går galt,” sagde hun, „så bager jeg en kage eller en lagkage, når jeg kommer hjem.” Jeg sagde, at vi savnede hende, og at jeg godt kunne sætte mig ind i bilen med det samme. Hun svarede, at der ikke var lang tid tilbage, og at hun også savnede mig.
Hun havde glædet sig til at få ro, men det var alligevel stemmerne derhjemme, der gjorde hende varm om hjertet. Da hun lagde røret på, vendte hun tasken i hænderne. Den var ren, men hun vidste, at hun ikke ville gå ned til bænken. Hun sammenlignede pludselig det lette, forbudte sidespring med tasken, der var faldet i mudderet. Det havde taget et øjeblik at ødelægge glansen. Hun besluttede, at hun ikke ville tage bussen hjem. Jeg skulle komme og hente hende, når kuropholdet var slut. Så kunne vi gå turen på klitterne sammen, og hun ville vise mig, hvor smukt der var. „Vi behøver ikke nogen beskidt taske,” sagde hun til sig selv.
Da hun fortalte mig det, stod jeg stadig med mel på ærmerne og to børn, der lo ad farfar. Jeg tænkte på den gang, jeg ville overraske Mette den 8. marts med et kulinarisk mesterværk. Det endte både sjovt og rodet, men hun elskede det. Måske er det derfor, jeg sidder her og skriver. Jeg har lært i aften, at det kan være fristende at blive set af en fremmed, når man er langt hjemmefra. Men det, der holder, er ikke en blazer og en invitation til en café. Det er en æblekage til børnebørnene, en stemme, der siger, at den også savner dig, og den slags pletter, man kan vaske af. Jeg ved i hvert fald nu, hvad jeg selv har at miste.
