Jytte levede ikke. Hun overlevede.
Treoghalvfjerds år, en etværelses i udkanten af Aarhus, en pension, der ved den tyvende var skrumpet til småmønter. Og stilheden.
For et halvt år siden var Jens gået. Ikke til en anden – bare gået. Stille, i søvne, ikke engang et rallen. Jytte vågnede om morgenen, og han var allerede kold. Hans hånd lå på kanten af sengen, som om den havde rakt efter hende, men ikke nået.
Datteren Ditte kom flyvende fra København til begravelsen, blev tre dage, stillede blodtrykspiller på køleskabet og forsvandt med et: »Mor, ring hvis der er noget.« Jytte ringede ikke. Men Ditte ringede. Hver anden uge, præcis som et urværk.
– Mor, hvordan går det?
– Fint.
– Godt. Kram.
Det var hele samtalen. Hele forbindelsen. Hele meningen.
Jytte gik i Netto. På apoteket. Indimellem i lægehuset, hvor de målte hendes blodtryk og sagde: »Prøv at undgå stress.« Hun stressede ikke. Hun følte overhovedet ingenting. Som et møbel. Som det gamle klædeskab i gangen, som Jens altid havde sagt skulle smides ud, men aldrig fik gjort.
Den dag, en almindelig novemberdag med lavt gråt himmel og en støvregn, kom Jytte hjem fra lægehuset. Blodtrykket var igen skudt i vejret. Lægen rystede på hovedet, skrev endnu en recept. Jytte puttede den i lommen uden at se på den.
Ved skraldespandene bevægede der sig noget.
En kat. Mager, trefarvet, med et flænset øre. Den sad lige på den våde asfalt og så på Jytte. Ikke ynkeligt, nej. Ikke bedende. Men nærmest… vurderende. Som om den overvejede: er det hende eller ej?
Jytte gik forbi.
Katten rejste sig og fulgte efter. Tavs. Den mjavede ikke, løb ikke foran, gik bare tre skridt bag hende som en skygge.
Jytte vendte sig ved opgangen.
– Gå din vej.
Katten satte sig. Blinkede. Og blev siddende.
Jytte gik op på tredje sal, lukkede døren, tændte elkedlen. Stod ved vinduet – nede på bænken ved opgangen sad den samme kat.
En skør kat.
Næste morgen åbnede Jytte døren og snublede næsten. På dørmåtten lå katten sammenrullet i en bold og sov. Hvordan den var kommet op på tredje sal, var uklart. Men den lå, som om den hørte til lige der.
– Hvad skal jeg med dig? spurgte Jytte.
Katten åbnede det ene øje. Og lukkede det igen.
Som om svaret var indlysende.
Jytte lukkede den ikke ind. Det troede hun i hvert fald.
Hun stillede bare en skål med mælk ud. Lod døren stå på klem, fordi november var kvalm, og radiatorerne brændte som vanvittige. Og katten gik bare ind.
Jytte stod i gangen og så på, hvordan den magre frække kælling snusede rundt i forstuen. Så køkkenet. Så stuen. Og pludselig standsede.
Jens’ lænestol. Gammel, nedslidt, med blanke armlæn. Den, han sad i hver aften, klikkede med fjernbetjeningen og sagde: »Jytte, se lige hvad de finder på.« Jytte havde i et halvt år gået en bue uden om stolen. Hun kunne hverken sætte sig i den eller smide den ud. Den stod som et gravmæle. Som et hul i rummet.
Katten hoppede op. Drejede rundt i fordybningen og lagde sig. Rullede sig sammen, stak næsen under halen.
Og spandt.
Jytte fik rystende læber. Hun ville råbe: »Ned med dig!« Men halsen snørede sig sammen, og i stedet for et skrig kom der en hvæsende lyd. Hun satte sig på sofaen og så længe på katten, der sov i hendes mands stol.
– Du må blive i nat, sagde Jytte hæst. – I morgen smider jeg dig ud.
I morgen smed hun den ikke ud. Og heller ikke dagen efter. Katten blev.
Hun kaldte den Tine.
– Tine, kom og spis, sagde Jytte og stillede skålen på gulvet.
Tine spiste. Og så op på Jytte med det samme blik. Vurderende. Roligt. Blikket fra en, der ved noget, du endnu ikke har forstået.
En uge senere købte Jytte tørfoder. Det billigste, i en gul pose, på tilbud. Hun stod i dyrehandelen og følte sig som en idiot. Ekspedienten, en pige på tyve med lyserøde negle, spurgte:
– Hvilken race?
– Blandingskat. Trængte sig på, brummede Jytte og gik uden at sige farvel.
Så købte hun et kattebakke. Så en skål. En ordentlig en af keramik, fordi Tine altid spildte fra underkoppen. Så en kradsepind til hundrede og halvfems kroner, fordi katten var begyndt at klø i sofahjørnet, og sofaen var det eneste, Jytte havde, der stadig var pænt.
»Midlertidigt,« gentog hun for sig selv. »Alt sammen midlertidigt.«
Men livet var allerede ved at ændre sig. Ubemærket, lumskt, som vand der udhuler sten.
Før vågnede Jytte klokken ni og lå og stirrede i loftet. Nu – klokken halv otte satte Tine sig ved puden, så hende i ansigtet og tav. Mjauede ikke. Bare sad og ventede. Og den tavse venten gjorde det umuligt ikke at stå op.
Jytte stod op. Gik i køkkenet. Hældte foder op. Tændte elkedlen. Og opdagede pludselig, at hun stod ved vinduet i ti minutter og så ned i gården. Bare sådan. Uden at tænke på blodtryk, på pension, på Jens.
Aftenerne blev mere mærkelige. Før tændte Jytte for fjernsynet – ikke for at se det, men for at slippe for den døde stilhed. Stemmer fra skærmen fyldte tomrummet, så det føltes, som om hun ikke var alene. Nu lagde Tine sig ved siden på sofaen, tæt op ad låret, og spandt. Stille, jævnt, som en lille motor. Og Jytte slukkede for første gang i et halvt år for fjernsynet.
Stilheden var ikke skræmmende. Stilhed med spinden – det er en helt anden stilhed.
Hun opdagede, at hun talte med katten. Ikke ævlende, nej, Jytte havde aldrig kunnet ævle, heller ikke med Ditte som barn. Bare talte. Som til et menneske.
– Igen blodtryk på hundrede og tres. Den læge, Tove, hun ser på mig som et lig. Men jeg har måske tænkt mig at leve. Trodsigt vil jeg leve.
Tine blinkede.
– Ditte ringede. Igen: »Mor, hvordan går det?« Hvordan går det? Sådan. Før – sådan. Nu… nu ved jeg ikke.
Katten gned hovedet mod hendes hånd. Og Jytte tav, fordi der igen blev trangt i halsen.
Naboen Bente kiggede ind til en kop te, fik øje på Tine og slog hænderne sammen:
– Jytte! Du sagde jo: aldrig i livet!
– Det siger jeg stadig. Det er midlertidigt.
– Jaja, midlertidigt, grinte Bente og så på katten, der gned sig om Jyttes ben. – Du har tørfoder tre steder, keramisk skål og en kradsepind. Meget midlertidigt.
Jytte vendte sig mod vinduet, så Bente ikke skulle se, at hun smilede. Første gang i et halvt år.
Så ringede Ditte. Jytte forstod ikke selv, hvorfor hun fortalte om katten. Det slap ud. Måske ville hun dele – for første gang i lang tid havde hun noget at dele.
– Du har taget en kat ind? spurgte Ditte. – Nå, i det mindste noget at give dig til, mor.
Noget at give sig til.
Jytte lagde røret på og følte vrede. Ægte, varm, levende vrede. Ikke fornærmelse – fornærmelse var blevet vane, blød, formløs. Men vrede. Den slags, der får en til at slå i bordet og sige: »Forstår du overhovedet?!«
I december gik alt i stå.
Tine spiste mindre. Først lagde Jytte ikke mærke til det – hun spiste bare ikke op, sådan kan det være. Så rørte den slet ikke maden. Skålen stod fuld fra morgen til aften, og foderet tørrede ind til en brun skorpe. Tine lå i Jens’ stol og bevægede sig næsten ikke. Den trak kun vejret – hurtigt, overfladisk, som om luften ikke slog til.
– Hvad er der? Jytte satte sig på hug, kiggede katten i øjnene. – Hvad fejler du?
Tine blinkede. Og vendte snuden mod væggen.
Inde i Jytte gik noget i stykker.
Hun havde aldrig været hos dyrlægen. Jens havde haft en hund som barn, men Jytte – nej, aldrig, hun forstod ikke folk, der slæbte dyr til læger, brugte penge, nerver. »Mennesker har ikke råd til behandling,« sagde hun før. Ikke engang så længe siden.
Og nu stod hun i gangen med en transportkasse i hænderne. Kassen havde hun købt i går. Fire hundrede kroner på udsalg – plastik med en afskallet tremme. Hun stoppede Tine indeni, og katten gjorde ikke modstand. Det var det mest skræmmende. Før havde den kløet, vredet sig, hvæset; nu lå den som en klud og så bare.
Dyrlægeklinikken »Kattehulen« på Vesterbro. Lille, trang, duft af medicin og våd pels. Jytte sad på en plastikstol med kassen på skødet og følte sig malplaceret. Omkring hende unge mennesker med racerene hunde, med fluffy katte i dyre tasker. Og hun – en pensionist i en gammel frakke, med en skrabet transportkasse, indeni en blandingskat med flænset øre.
Dyrlægen var ung. Næsten en dreng, omkring tredive, med briller og blå kitel. Han hed Søren, men sagde selv: »Bare Søren.« Han undersøgte Tine, følte på maven og tav. Ansigtet skiftede.
– Hvad? spurgte Jytte.
– Vi skal lave en ultralyd.
Han gjorde det. Kørte længe med sonden over Tines mave, klikkede med musen, rynkede panden. Så vendte han sig mod Jytte og talte forsigtigt, som man taler til nogen, man har ondt af:
– Der er en tumor. I bughulen. Den skal opereres. Hvis ikke – to-tre måneder, måske lidt mere.
– Hvad koster det? spurgte Jytte.
– Otteogtyve tusinde kroner. Med narkose og efterbehandling.
Jytte nikkede, tog kassen og gik.
Otteogtyve tusinde. Hendes pension. Hele. Uden en krone tilbage.
Hun satte sig på en bænk uden for klinikken. December, hundekoldt, fingrene frøs. Tine i kassen – stille, ubevægelig, kun øjnene glimtede gennem tremmerne. Så på hende. Bad ikke, klagede ikke, bare så.
Jytte tog telefonen frem og ringede til Ditte. Et bip, to, tre.
– Mor, jeg er på arbejde, gør det kort.
– Ditte, jeg har brug for hjælp. Katten skal opereres. Otteogtyve tusinde.
Stilhed. Så et suk. Og en stemme, der gjorde Jytte koldere end decembervinden:
– Mor, er du seriøs? Otteogtyve tusinde på en omstrejfende kat?
– Den er ikke omstrejfende. Den er min.
– Mor. Det er en kat. Bare en kat. Hvis den dør, kan du få en anden. Der er masser i gården.
Jytte lukkede øjnene. Pludselig så hun det tydeligt som et fotografi – Jens i stolen. Hvordan han zappede og sagde: »Jytte, du er det mest stædige menneske på jord. Når du beslutter dig, flytter du bjerge.« Det sagde han så tit, at hun blev sur. Nu ville hun give alt for at høre det igen.
– Mor? Hører du?
– Jeg hører, sagde Jytte. – Tak, Ditte.
Og lagde på.
Tre dage tænkte hun. Tre dage er længe, når nogen dør ved siden af.
Tine lå i stolen og smeltede. Som et stearinlys. Spiste en teske ad gangen. Draknede næsten. Holdt op med at spinde. Jytte sad ved siden af, på gulvet, på et gammelt tæppe, og strøg katten over hovedet – let, med fingerspidserne.
– Jeg sagde jo, du er min. Min og intet andet.
På fjerdedagen stod Jytte op klokken seks. Klædte sig på. Gik på posthuset. Stod i kø for at få sin pension – tre koner foran hende, alle med deres kvitteringer, alle langsomme, alle evige.
Sedlerne lå i frakkelommen, og Jytte gik ad gaden med hånden trykket mod siden, som om hun bar noget skrøbeligt. På en måde gjorde hun det.
På dyrlægeklinikken lagde hun pengene på disken. Hænderne rystede – af kulde eller angst, hun vidste det ikke.
– Jeg har bragt katten til operation.
Søren så på pengene, så på Jytte, så igen på pengene. Nikkede. Sagde ikke noget overflødigt. Kun:
– Prognosen er god. Hvis hun tåler narkosen, bliver alt fint.
Hvis.
Jytte satte sig i korridoren. Plastikstol, hvid væg, lugt af sprit.
Hun prøvede at huske, hvornår hun sidst havde ventet sådan. Husker det. For tyve år siden, på fødegangen. Ditte fødte. Jytte sad i korridoren – præcis sådan, på en stol, med en taske på skødet og ventede. Dengang endte det godt. Et barn skreg, og verden blev en anden.
Døren gik op. En sygeplejerske kom ud – ung, i grønt, med trætte øjne.
– Er det dig, der ejer den trefarvede?
– Ja, sagde Jytte og rejste sig. Benene var stive, knæene knagede.
– Det gik godt. Operationen er overstået. Din kat er en fighter.
Jytte nikkede. Hun kunne ikke sige noget – halsen var stoppet. Hun nikkede bare, og sygeplejersken rørte ved hendes arm:
– Hej, går det?
– Ja. Ja. Det går fint.
Tine blev båret ud – indpakket i bleer, døsig, med barberet mave og en tynd stingtråd. Jytte tog kassen i begge hænder, klemte den ind til sig og gik mod døren.
Hjemme lagde hun for første gang katten i sin egen seng. På den halvdel, hvor Jens før havde sovet. Tine lå på siden, trak vejret roligt, og stinget på maven rødmede som en tynd tråd. Jytte lagde sig ved siden af, holdt hånden på den varme kattekrop og hviskede:
– Du er min.
Tine kom sig langsomt. Første døgn lå hun, spiste dråbevis, så med uklare øjne. Så begyndte hun at løfte hovedet. Og efter en uge gik hun selv hen til skålen og spiste alt. Jytte stod i køkkendøren og så på, hvordan katten slikkede bunden af den keramiske skål, og tænkte: der er lykken. Dum, ussel, på fire poter.
I februar var Tine sig selv igen. Den fløj rundt i lejligheden som en gal, væltede saltbøssen på bordet, sleb klør på kradsepinden – og straks efter på sofaen, fordi den havde personlighed. Jytte skældte ud, viftede med et viskestykke, råbte: »Sikke et bæst!«
Jytte selv levede næsten kun på havregryn og kartofler. Bente kom hver anden dag med en bøtte suppe eller en pose æbler – »overskud, tag det bare«. Jytte vidste, der ikke var noget overskud. At Bente selv talte kroner. Men hun tog imod. For stolthed er godt, men man skal jo spise.
I slutningen af februar ringede Ditte.
– Mor, tjek din konto. Jeg har overført til dig. Otteogtyve tusinde.
Jytte tav. Så:
– Hvorfor?
– Fordi. – En pause. Lang, tung. – Du gav hele pensionen for katten. Og du sagde det ikke. Bente ringede.
– Bente… Jytte lukkede øjnene.
– Mor, jeg skal ikke høre sådan noget fra naboen.
Jytte tav. Ikke fordi hun var fornærmet – men fordi hun ikke kunne finde ét rigtigt ord ud af tusind. Hun valgte det enkleste:
– Kom hjem, Ditte. Bare kom. Uden grund.
Stilhed. Et sekund, to.
– Jeg kommer, mor. På lørdag.
Jytte lagde røret. Stod et øjeblik. Så satte hun sig i Jens’ stol – for første gang i al den tid. Bare satte sig. Og der skete ingenting. Kun at fordybningen i sædet var en anelse for stor til hende.
Tine hoppede op på skødet, stak næsen ind i håndfladen og spandt – højt, så vibrationen forplantede sig indeni.
Udenfor faldt sne. Jytte sad og kiggede. Ikke fordi der ikke havde været sne før. Men fordi hun før ikke havde lagt mærke til det.
