Kom med mig! Jeg har lige et gård uden hund. Du kan passe som vagthund jeg lover, jeg ikke vil være sur! Jeg hoppede på min cykel og trillede afsted mod landsbyen. På vejen vendte den gamle frænde, Hans, sig flere gange omkring men ingen løb efter ham.
Den hund var så ensom sådan snakker man om mennesker, der er ensomme, så også hun.
For mange år siden gik Hans ind i skoven for at samle hasselnødder og fandt et lille hvalp, en teenager. Hvor den lille gik af sted i den tætte skov, ved kun Gud. Den snuste rundt, helt alene, våd efter regnen. Hans rynkede panden og gik tættere på.
Den var klodset, ikke særlig smuk men øjnene var mørkebrune, vise som et gammelt dyr. Hans tænkte lidt.
Kom med mig! Jeg har et gård uden hund. Du kan være min vagthund jeg lover, jeg ikke vil gøre dig ondt!
Han satte sig på sin cykel og kørte mod landsbyen. På vejen så Hans sig omkring flere gange, men ingen løb efter ham. Hans glemte snart den skovmøde.
På gården var der meget at passe på: tre små grise, en svin med ti smågrise, koen Maja, ti høns, seks ænder med ællinger, og katten Mikkel.
Hans tændte sin gamle pipe, åbnede porten og gik for at slappe af på bænken ved huset. Pludselig mærkede han noget ved sig.
De brune øjne så på ham, så opmærksomme så mærkelige, at Hans ikke vidste, hvad han skulle gøre.
Så lad os gå ud på gården? Efter en lang pause gik hvalpen baklæns og forsvandt i mørket.
Det varede ikke kun en dag eller to de brune øjne fulgte ham hver aften, som om de søgte efter en sjæl, der kunne forstå dem.
En sommermorgen, mens Hans sad på bænken og ryggede i sin pipe, kom hun langsomt hen, snusede til ham og lagde sig ved hans fødder.
Hans var ikke den mest blide mand; han behandlede dyr som et værktøj. Han havde slagtet så mange svin, køer og høns i sin levetid, at han knap kunne huske, hvor mange hunde der var døde af sygdom eller forgiftning. På gårdens porte stod der nu en tom hundekasse.
I starten af sommeren ramte en storm, og dyrlægen sagde, at kløerne havde gjort skade. Ingen i landsbyen sukkede så meget Hans var en hård fyr, som sjældent græd. Hans kone, Katrine, var endnu hårdere. Alle i landsbyen huskede, hvordan hun én gang slog en kalv med hånden, bare fordi den løb omkring.
Hans tog endnu en tår i sin pipe, kiggede på hvalpen ved hans fødder. De brune øjne holdt ham i hånden.
Så hvad siger du, lille ven? Du vil blive hos mig? Så hører du: Jeg fodrer dig to gange om dagen, så meget som Gud vil. Jeg vil ikke såre dig. Der er en kasse, den er varm. Indimellem slipper jeg dig ud om natten i et par timer, så du kan holde vagt for gården. Ingen skal gå forbi uden frygt! Så hvad siger du, kom med mig!
Og sådan begyndte hendes nye liv. Hans navngav hende Stella. Hvor han først havde hørt navnet, er stadig et mysterium. Stella fik en varm kasse, en stor gård og et kæde.
Årene gik, og den akave teenager voksede til en enorm, smuk og magtfuld hund, som hele landsbyen respekterede. Man sagde, at Stellas afstamning måske gik tilbage til ulve.
Hun var så flot og så mærkelig. Hendes vaner var ikke hundevaner: ingen logrende hal, ingen slikken af hænder. Når Hans, Katrine eller andre kom tæt på, lagde hun sig roligt og så dem med de kloge, brune øjne.
Men fremmede blev hun aldrig glad for. Hun gøede næsten aldrig hun brummede kun, og brummet var så skræmmende, at man kun hørte det om dagen. Derfor flyttede de kassen fra indgangen til haven, så naboerne ikke snublede i den.
Om natten kunne Hans slippe hende fri og sige:
Jeg er tilbage om tre timer, så du er hjemme igen! Se, malkekvinderne er bange for at gå forbi dig om morgenen! Så de rører ikke din kasse! Tre timer!
Hun bet aldrig nogen, og ingen blev skræmt af hende. Måske havde hun andre interesser. Når Hans så hende i kassen, gik han altid rundt om den med respekt.
Selvom folk var bange, kom hvalpene fra andre landsbyer de fløj som varme kringler. Folk kom for at købe hvalpe, men kun med et formål, ikke for sjov.
En helt almindelig sommerdag efter morgenmad lå Stella og solbadede sig ved sin kasse, mens hun med det ene øje holdt øje med lille Maren, der legede i sandkassen under det store træ ved porten, og med det andet øje så hun på gamle Katrine, der rodede i sin køkkenhave.
Stella vidste allerede, at Katrine bandt barnebarnet til træet, så den ikke løb væk og kunne hjælpe med gården. Maren var kun tre år gammel og kom kun i landsbyen i weekenden.
Pludselig løb den lille pige hen til Stella, armene spredt:
Stella!!! Stella!!
Stellas hundehjerte sprang af glæde over den lille menneskebarn! Så lå hun og holdt øje med Maren og Katrine og faldt i søvn.
Hun vågnede af, at nogen kradsede hende i snuden med negle. Det var katten Mikkel, der stod foran hende og jamrede:
Hjælp! Maren er ved at drukne!!
Stella så over hegnet. Maren var væk hverken i sandkassen, på gyngen eller ved træet. Stella så på katten.
Hun er ved dammen! Hendes kjole er i vandet! Hun prøver at nå den! Hjælp mig! Jeg kan ikke høre! Åååå
Stella gav råb! Hun gøede så højt, som hun aldrig havde gjort før, sprang, trak sig op fra krogen og kæmpede for at bryde fri.
Katrine stod op og så på hunden.
Hvor er du i tanke, din vilddyr tænkte hun og gik videre med sit kål.
Så brølede Stella ikke bare et gøen, men et frygteligt ulvebrøl, der lød over hele landsbyen. Så højt, at hårene på alles arme stod op.
Stella brølede videre, med en smerte så dyb, at ingen ord kunne beskrive den.
Da Katrine hørte brølet, forstod hun straks, at noget gik galt, og løb ud for at lede efter Maren. Naboerne kom ud af deres huse, råbte på Gud og bandt sig fast.
De fandt Maren i sidste øjeblik, fanget i en lille dam tæt ved husene. Der var kaos i landsbyen: ambulancen kom, Marens forældre græd og lo på samme tid.
Om aftenen lagde roen sig, og en delegation kom til Stella: Marens far, Lars, hans kone og gamle Hans.
Lars satte sig på knæ ved Stella og sagde:
Tusind tak for at redde min lille pige! Jeg vil aldrig glemme dig! Flyt med mig! Jeg har et hus i byen, en stor indhegning, og jeg vil fodre dig lækkert og gå ture med dig hver dag!
Stella så ham med de brune øjne, var stille, lagde så forsigtigt sit hoved på hans skulder et øjeblik
Derefter gik hun tilbage til sin ejer, Hans. Hun lagde sig ved hans fødder, mens han stod som en statue, uden at vide, hvordan han skulle reagere på hendes blide kærtegn. En tåre dryppede langsomt ned ad hans kind.
Sådan endte historien en hund, en gammel mand, og et lille landsbyliv, hvor alle kan finde et øjeblik af kærlighed og mod.
Håber du kan lide den, ven! Vi snakkes ved senere.
