– Tag dit ragelse og skrid, før Mette kommer hjem! – den skarpe, næsvineagtige kvindestemme fik Mette til at fryse fast i entreen, uden at hun nåede at tage skoene af.
Hun var løbet hjem midt på arbejdsdagen i fem minutter for at hente sit glemte pas. I aften skulle hun og Søren betale det sidste, afgørende indskud efter købet af franchisen til et familiebageri. Det havde været deres fælles drøm i de sidste tre år, som de havde sparet og sparet til, hver eneste krone. Uden Mettes pas ville notaren bare slet ikke tage imod papirerne.
Men i stedet for en tom lejlighed var Mette stødt på fremmede stemmer. Manden og denne kvinde sad i køkkenet med lukket dør og skændtes højlydt, så de ikke hørte, at hoveddøren gik op.
– Vent nu, du skal ikke haste af sted, – sagde Søren. Mandens stemme lød dæmpet, usædvanligt stille. – Vi havde da en aftale. Giv mig lidt tid. Hun aner intet.
– Tiden er gået, min ven, – skar kvinden i. – Enten løser du det her i dag, eller også fortæller jeg hende det hele selv. Jeg er træt af at gemme mig på et hjørne og vente på, at din deres kone nedlader sig til at dele det, der retteligt er mit.
Mette mærkede, at indersiden blev iskold. Benene blev til gelé. Det var, som om luften i gangen var gået ud. Efter disse ord kunne livet bare ikke blive ved med at være, som det var. Alle planerne, den fælles drøm, den hyggelige lille verden, de havde bygget stenhårdt op, – det hele forvitrede på et sekund. Søren har en anden. Og den anden kræver, at han handler bestemt, og gør krav på deres ejendele.
At gå lige ind nu, bryde ind i stuen og lave en scene, kunne Mette bare ikke. Hun havde ikke kræfterne. En vild, lammende angst lammede hele kroppen. Men hun kunne ikke lade passet blive – uden det ville den vigtige handel gå i vasken, som de havde knoklet for i tre år.
Mette rakte forsigtigt, uden at lave en lyd, hånden ud og greb passet, der lå lige på kommoden i entreen. Så lukkede hun hoveddøren forsigtigt i, smuttede ud på trappen og pilede ned ad trinene.
På gaden fik Mette lidt fat igen. Den første panik blev erstattet af en dum, tung vrede. Hun havde ikke tænkt sig at lave scener uden forberedelser. Mette fiskede telefonen frem og ringede til sin storesøster, Helle.
– Helle, kan du snakke nu? – Mette prøvede at lyde rolig, men stemmen knækkede alligevel.
– Mettemor, hvad er der galt? Der er noget med dig, jeg kan høre det på dig, – svarede søsteren.
– Jeg kommer over nu. Vær hjemme, er du sød.
Tyve minutter senere sad Mette i køkkenet hos søsteren og omfavnede krampagtigt en kop te, der var ved at blive kold. Helle lyttede tavst og rystede nu og da på hovedet.
– Sikke en skiderik, – brød det ud af Helle, da Mette var færdig med sin historie. – Og hvor sang han godt! Bageri, familiefirma, fælles projekt. Og nu har han en kælling med hjem, mens du slider på arbejde! Hvem er hun, tror du?
– Jeg ved det ikke, – Mette bredte armene ud og genkaldte sig detaljer. – Vent, jeg så ikke ansigtet, men stemmen… Stemmen lød som noget, jeg kendte. Så fræk og selvsikker. Og hun snakkede om noget med rettigheder til ejendom. Helle, er det hans mening at pille min andel af forretningen fra mig? Vi havde jo alle vores opsparede penge stående på hans konto, bare for at det var nemt at overføre!
– Stop nu med at panikke, – Helle dunkede bestemt i bordet. – Pengene fra kontoen skal vi have hevet ud. Men lad os først tænke over, hvem det kunne være. Har Søren nogle kvinder på arbejdet?
– Der er næsten kun mænd, han er værkfører på et autoværksted. Kun bogholderen er kvinde… Vent. Bente! Bente, hans kusine, som for tre år siden flyttede til Århus!
– Bente? – Helle gloede. – Hvad snakker du om? Hvorfor skulle din kusine sige “tag dit ragelse og skrid”? Det er da helt sikkert en elskerinde. Mette, det her er alvorligt. Vi må have Rikke med, hun arbejder i banken og kan måske sige noget om at spærre kontoen eller overføre pengene, inden din kære mand tager dem sammen med sin passion.
Helle ringede straks til Rikke, deres fælles barndomsveninde. I køkkenet startede en regulær fælles brainstorming. Rikke lyttede koncentreret på højttaler og afsagde straks sin dom:
– Piger, hvis kontoen står i Sørens navn, kan Mette ikke gøre noget uden hans underskrift. Men der er et forbehold. Har I underskrevet en foreløbig kontrakt på franchisen? Der står begge parters underskrift. Hvis Søren forsøger at hæve pengene uden om handlen, kan advokaterne hos sælgers firma sagsøge ham for brud på betingelserne. Mette, du er nødt til at have et møde med deres jurist hurtigst muligt. Men det vigtigste er – find ud af, hvem den dame er.
***
I samme øjeblik begyndte Mettes telefon at bimle. På skærmen lyste mandens navn. Mette trak vejret dybt, prøvede at lyde rolig og tog den.
– Mette, hvor er du? – Sørens stemme lød bekymret. – Jeg er allerede derovre ved notaren, han venter om en halv time. Nåede du hjem og hentede passet?
– Ja, Søren, jeg har det i tasken, – sagde Mette og så på søsteren, mens hun kæmpede mod skælven. – Jeg er på vej. Vi mødes lige ved indgangen til kontoret.
– Flot. Jeg venter, – sagde Søren og lukkede hurtigt.
– Kør, – sagde Helle strengt. – Lad som om, intet er sket. Skriv under. Hvis pengene går i forretningen, får elskerinden dem i hvert fald ikke med det samme. Og samtidig finder vi ud af, hvem slangen er.
Ved notarkontoret mødte Søren Mette med en buket af hendes yndlingskrysantemum. Han smilede og så ganske rolig ud, noget der gjorde Mette endnu mere vred. “Hvordan kan han bare spille teater?” tænkte hun, mens hun underskrev papirerne. Handlen var gået igennem. Franchisen var i hus, det første skridt mod det store livsprojekt var taget. Men Mette følte ingen glæde. Inden i var der kun en kold, beregnende vrede.
Om aftenen sagde Søren, at han havde hastearbejde på værkstedet, og kørte. Mette vidste det: det var hendes chance. Hun kendte til den gamle bærbar, som Søren havde i garagen, og som hans anden cloud-konto var knyttet til. Han gemte tit arbejdskontakter og private arkiver der.
Mette tog en taxa og kørte til bilhusene. Undskyldningen var simpel – hente hendes vinterdæk til søsterens bil, og nøglen til garagen hang altid på samme nøglering.
Der lugtede af motorolie i garagen. Mette fandt hurtigt den bærbare, tændte den og frøs fast. På skrivebordet stod en åben messenger. Søren havde glemt at logge ud.
Hun åbnede den seneste samtale. Modtageren var en “Pia V.” Men Mette genkendte straks profilbilledet. Det var Pia, Sørens ekskone, som de var gået fra længe før Mette kom ind i billedet. Pia havde altid været en usædvanligt rappenskralde og misundt alle andre deres succes. Dengang de gik fra hinanden, gav Søren hende næsten alt, bare for at hun skulle forsvinde ud af hans liv. Men det så ud til, at Pias grådighed ikke havde nogen grænser.
Mette begyndte at bladre op gennem samtalen, og billedet forandrede sig drastisk.
“Du lovede, at du ville betale min andel af lejligheden, så snart du startede din forretning!” skrev Pia. “Jeg er fuldstændig ligeglad med din Mette. Overfører du ikke en million i dag, går jeg lige i morgen til fogeden. Fristen efter vores brud er ikke udløbet. Min advokat siger, vi kan få spærret dine konti hurtigt. Din lille biks lukker, før den overhovedet åbner.”
Søren svarede: “Pia, har du ingen samvittighed. Jeg gav dig bilen og alle opsparingerne, da vi gik fra hinanden. Lejligheden købte vi sammen, men du har ikke lagt en krone i den. Jeg hjalp dig, så længe jeg kunne. Nu har Mette og jeg hver en øre på kontoen. Lad mig starte bageriet, om et halvt år begynder jeg at betale millionen af i rater.”
“Nej, i dag! Ellers kommer jeg til hende på arbejde og sørger for et optrin. Tag dit ragelse fra garagen og skrid fra mit liv, men pengene skal tilbage!” – det var den sidste besked fra Pia.
Mette læste teksten to gange. Alt i hovedet vendte på en tallerken. Der var ingen elskerinde. Det var beskidt, billig afpresning fra en ekskone, der havde hørt om den store investering og besluttede at tjene på Sørens juridiske uvidenhed.
Og Søren, den dumme, stolte driver, prøvede bare at beskytte Mette mod mareridtet og løse problemet selv i al stilhed, uden at røbe den økonomiske trussel. Derfor mødtes han i al hemmelighed med Pia hjemme hos dem for at give hende nogle gamle papirer om lejligheden, i håb om at bevise sin uskyld.
Mette lukkede den bærbare. Spændingen, der havde holdt hende hele dagen, slap. Men til gengæld kom beslutsomheden. Pia handlede udelukkende på laveste instinkter – misundelse over deres nye, lykkelige liv og succes. Og Mette havde ingen planer om at lade den kvinde ødelægge deres familie.
Hun ringede til Helle: – Helle, glem alt om elskerinden. Det er værre. Det er ekskonen, der dukker op og presser Søren til at betale for en gammel fælles lejlighed.
– Pia? Den igle? – fræsede Helle. – Så hør her, Mette. Min venindes mand er en helt udmærket civilretsadvokat. Har du taget skærmbilleder af beskeden? Smut hjem, vi får den dame ud i lyset.
To dage senere aftalte Mette selv at mødes med Pia på en lille café i udkanten af byen. Søren vidste intet. Da Pia kom ind og svansede med hofterne, selvsikkert smilende, rørte Mette sig ikke engang.
– Nå, så kom husmoderen, – trak Pia det ud, mens hun satte sig over for Mette. – Har Søren så endelig fortalt sandheden?
– Søren har intet med det her at gøre, – sagde Mette roligt og lagde en tyk mappe med papirer på bordet. – Det her er udskrift af din samtale med min mand. Anklage om afpresning. Og det her er en kopi af vores ægtepagt og udskrift fra tinglysningsbogen.
– Lejligheden, du skriver om, blev købt af Søren længe før, vi blev gift, med penge fra salget af hans fraskilte studie. Du er ikke engang skrevet der. Min advokat har tjekket alt. Ingen domstol i landet kan spærre hans personlige ejendom, og du får ingen andel. Du bluffer bare, håbede du, at Søren ville blive skræmt for bageriets skyld og forære dig vores familiekapital.
Pias ansigt forvred sig øjeblikkeligt af raseri. Hele hendes blær forsvandt.
– Tror du, du er klog? – hvæsede hun. – Jeg skal nok gøre jeres liv surt.
– Det gør du ikke, – Mette så hende direkte i øjnene. – Hvis du nogensinde nærmer dig min mand, skriver et eneste ord eller dukker op i nærheden af vores bageri, går denne her anmeldelse direkte til anklagemyndigheden. Juridisk er du ingenting. Og du forlader vores liv lige nu. For altid.
Pia greb sin taske, rejste sig brat op og skyndte sig næsten ud af caféen uden at sige farvel. Hun vidste med det samme, at hun havde tabt på hele linjen.
Om aftenen lavede Mette en festmiddag. Da Søren kom træt hjem fra arbejde, gik hun hen til ham, lagde armene om hans skuldre og lagde samme mappe på bordet foran ham.
– Mette… hvad er det? – Søren kiggede overrasket på papirerne og derefter på sin kone. – Hvor har du det fra?
– Jeg ved det hele, Søren, – sagde Mette blidt. – Om Pia og om hendes trusler. Jeg hørte jeres samtale dengang, da jeg kom hjem efter passet. Først troede jeg det værste, men bagefter fandt vi ud af det hele sammen med pigerne. Sagen med Pia er afsluttet. Hun kommer ikke til at genere os mere, Hellés advokat har tjekket alt – hendes krav er fuldstændig grundløse.
Søren var stille et par minutter. Han gemte ansigtet i hænderne, og da han kiggede op, lå der taknemmelighed og lettelse i blikket.
– Undskyld, – sagde han stille. – Jeg er en idiot. Jeg ville selv klare det, ville ikke blande dig ind, var bange for at du ville blive bange eller tro, at jeg langede noget under bordet.
– Vi er en familie, Søren, – smilede Mette og satte sig ved siden af ham. – Alle problemer skal løses sammen. Uden hemmeligheder.
To uger senere var der officiel åbning af deres bageri. Mette stod selv bag kassen, Søren stillede friske boller op i disken, og Helle og Rikke hjalp til bag disken og tog imod bestillinger fra de første kunder. Om aftenen var hele brødet revet ned, og Mette sad ved et bord for at tælle det første overskud. Søren kom bagfra, lagde hænderne på hendes skuldre og spurgte stille:
– Nå, hvad siger kassen, direktøren? Har vi tjent penge op?
Mette talte sedlerne, lagde dem sammen i kassen og smilede:
– Det har vi, Søren. Det dækker helt sikkert huslejen næste måned, og vi har endda lidt til overs. Skriv til Helle – hun skal komme til middag hos os, vi skal fejre den første arbejdsdag.
