Kære dagbog.
Fire nætter i træk har Misse vækket mig præcis klokken tre. Jeg har låst døren, været vred og søgt efter beroligende dråber til dyr på nettet. Det eneste, jeg skulle have gjort, var at stå op og følge efter hende ud i køkkenet.
Den første nat var jeg tæt på at kaste en pude efter hende.
Klokken var tre. Det tungeste, mest forhadte nattetidspunkt, hvor man ikke har fået sovet ordentligt ud, men alligevel er blevet revet ud af søvnen. Kroppen bliver straks tør, vred og stikkende indeni. Jeg vågnede ved, at noget blødt, men insisterende rørte ved min kind. Ikke med kløer. Med en pote. Som om nogen gentog tålmodigt: stå op. Vær sød at stå op.
Jeg åbnede øjnene og så Misse.
Hun stod lige ved puden – trekulørt, med venstre øre flænget – og hun så på mig, som kun dyr kan se på et menneske: direkte, uden forlegenhed, uden forklaringer. Et sekund senere lagde poten sig igen mod mit ansigt.
– Er du rigtig klog? mumlede jeg hæst.
Misse mjavede lavt.
Ikke højt. Ikke klagende.
Men sådan, som om der faktisk hang noget på den korte lyd.
Jeg satte mig op i sengen – vred, tung, med al den øjeblikkelige nattehad mod alt levende, der forhindrer søvn. Der var mørkt i rummet. Kun gårdens lygte skar loftet i en gullig stribe. Uden for vinduet stod november: våd, nøgen og søvnløs. Radiatorerne skiftede mellem at blive varme og kolde. Gulvet var iskoldt.
Jeg gik ud i køkkenet, hældte foder i skålen og brummede surt:
– Værsgo. Spis. Og lad mig få lov til at sove om natten.
Misse gik hen til skålen, snusede til maden, men spiste ikke.
I stedet gned hun sig mod mit ben, vendte sig og gik ind i køkkenet. Hun stoppede. Så sig tilbage.
Jeg lagde ikke mærke til det.
Jeg gik tilbage i sengen, trak dynen op og faldt næsten med det samme i søvn med den beslutning, at katten bare opførte sig mærkeligt. Dyr er sådan: enten er foderet ikke det rigtige, eller også er humøret ikke til det, eller også skinner månen forkert.
Om morgenen var Misse som altid.
Hun sad i stolen med poterne pænt samlet. Så flyttede hun sig hen på vindueskarmen. Så lagde hun sig ved radiatoren. Stille og rolig – næsten for rolig til den, der om natten havde vækket mig så insisterende.
Misse var i det hele taget ikke en kat, der gjorde livet surt for sin ejer.
I de to år, hun havde boet hos mig, havde hun aldrig væltet juletræet, aldrig skreget om natten, aldrig taget mad fra bordet og aldrig hængt i gardinerne. Hun spiste pænt. Hun brugte kattebakken uden fejl. Hun sov i sin stol. Hvis hun manglede noget, spurgte hun behersket, som om hun forstod, at et menneske i forvejen har nok at tænke på.
Det var nok derfor, jeg havde knyttet mig til hende.
Jeg havde fundet hende et efterår, næsten tilfældigt. Jeg gik ud for at smide affald og så en trekulørt kat med flænget øre ved opgangen. Hun sad på våd beton. Hun hylede ikke, krævede ikke noget, tiggede ikke. Hun sad bare og kiggede forbi folk, som om hun for længst havde forstået, at det nyttede ikke at bede om noget.
Jeg stod der med skraldeposen i hånden og kiggede på hende, og pludselig følte jeg noget ubehageligt genkendeligt. Hun havde samme blik, som jeg selv havde haft i månederne efter skilsmissen: man venter ikke længere på noget, men man går alligevel ikke.
Jeg bar posen ind igen – og tog katten med mig op.
Navnet Misse kom ikke med det samme. Først var hun bare en kat. Så var hun “hey”. Så var hun “hvad laver du”. Og en dag, da jeg hældte foder i skålen, sagde jeg pludselig:
– Misse, kom.
Hun kom.
Sådan blev det.
Efter skilsmissen var stilheden næsten blevet min vigtigste værdi.
Det gik op for mig først senere. Først skræmte den tomme lejlighed mig. Så begyndte den at hele. Der var ingen, der skændtes. Ingen, der diskuterede forhold. Ingen, der smækkede med døren eller sagde med irriteret stemme:
– Du hører igen ikke efter, hvad jeg siger.
Jeg behøvede ikke undskylde, forklare eller love at ændre mig. Jeg kunne bare komme hjem, hænge jakken fra mig, tænde kedlen og være stille.
Misse passede perfekt ind i det liv.
Derfor gik jeg heller ikke i panik, da hun kom og vækkede mig den anden nat. Jeg blev vred.
Denne gang havde jeg forberedt mig. Jeg havde tjekket alt: foder i skålen, vand i skålen, ren kattebakke, vinduet næsten lukket. Misse havde spist, vasket sig og lagt sig i stolen. Intet tydede på natteteater.
Men efter et stykke tid vågnede jeg ved en skrabende lyd.
Jeg forstod ikke først, hvad det var. Jeg lå og lyttede. Så gik det op for mig: soveværelsesdøren.
Misse skrabede udenfor.
Kløerne mod det gamle træ var metodiske, regelmæssige, insisterende. Som om hun ikke bare ville ind, men forsøgte at banke på. Lyden var tør, ubehagelig og irriterende. Efter nogle sekunder kom mjavene til.
Ikke høje.
Ikke klagende.
Underlige.
Som om katten ville sige noget, men ikke vidste hvordan.
Jeg bandede sagte, rejste mig, åbnede døren, lukkede Misse ud i gangen og lagde mig igen. Men jeg kunne mærke, at jeg ikke ville falde i søvn. Så låste jeg døren med riglen.
Riglen var gammel, fra dengang mine forældre boede i lejligheden. Lille, af jern, med to skruer, lidt løs, men solid. Jeg brugte den sjældent. Kun når jeg havde brug for at lukke verden ude.
Jeg lagde mig igen.
Gadelampen tegnede en skrå, gul stribe på loftet. Et eller andet sted i rørene susede luft. På køkkenet hostede køleskabet med sin gamle, rustne lyd. Almindelige nattelyde i et gammelt hus.
Og så – igen skrabende.
Nu bag døren.
Misse skrabede på træet med samme stædige rytme. Så mjavede hun. Tav. Mjavede igen. Sådan blev hun ved næsten til klokken fire.
Jeg lå med puden over øret og blev mere og mere vred for hvert minut. Det føltes, som om katten drillede mig. Al min skrøbelige nattero blev ødelagt af et lunefuldt dyr, som jeg hverken forstod eller havde pligt til at forstå.
Morgenen var elendig.
Vækkeuret ringede klokken syv, og jeg følte, at jeg slet ikke havde sovet. På arbejdet drak jeg kaffe i en ende, gabte, gnidede tindingerne og søgte ved middagstid på nettet efter svar.
“Kat vækker om natten hvad gøre.”
Nettet gav mig rigeligt med råd. Ignorér den. Køb en automatisk foderautomat. Giv den beroligende dråber. Leg med den før sengetid. Fjern stress. Få den undersøgt af dyrlægen. Et forum forsikrede endda, at katte på den måde advarer om “den subtile verden”.
Jeg snørtede ad det og bestilte beroligende dråber.
Den tredje nat kom Misse igen præcis klokken tre.
Som efter program.
Først en blød pote mod kinden.
Så, hvis jeg lod som om jeg sov, en sagte mjaven tæt ved sengen.
Så, når jeg alligevel ikke stod op, skraben bag døren.
Men nu var der noget i hendes stemme, der var mere uhyggeligt end skraben. To korte lyde. Pause. To lyde igen.
Som om hun talte sekunder.
Eller sendte et signal.
Jeg lå helt stille. Køkkenuret tikkede. Lygten uden for vinduet svajede. Linoleummet i gangen knirkede sagte under kattens poter.
Og et eller andet sted dybt i lejligheden – eller var det bare min fantasi? – lød der noget andet. Meget svagt. Knap hørbart.
Jeg rejste mig brat, rev døren op og råbte næsten:
– Hold op!
Misse lagde ørerne tilbage.
Men hun trak sig ikke.
Hun så op på mig med et langt, roligt blik. Og det blik virkede stærkere end noget klagende mjav. Der var ingen kattefiffen i det. Der var en mærkelig, næsten menneskelig udholdenhed. Som om hun havde gentaget det samme mange gange og endnu ikke havde tænkt sig at give op.
Så vendte hun sig og gik ud i køkkenet.
Jeg blev stående i døråbningen.
Det var der, jeg for første gang for alvor blev urolig.
Men jeg gik alligevel ikke med.
Jeg lagde mig igen. Sov ikke før morgen.
Næste dag mødte jeg Jytte fra tredje sal i gården. Hun stod som altid i morgenkåbe over varme bukser, med en cigaret i hånden og sit vante udtryk af et menneske, der næsten ikke kan overraskes mere.
– Jytte, råbte jeg. – Har din kat nogensinde vækket dig om natten?
Hun så på mig hen over brillerne, trak vejret og blæste røgen til siden.
– Ja. Hvorfor?
– Min har holdt mig vågen for tredje nat i træk. Først med poten i ansigtet, så skraber den, så mjaver den. Jeg har tjekket alt: foder er der, vand er der, kattebakken er ren.
Jytte kneb øjnene sammen.
– Hvis en kat gør det samme tre nætter i træk, så er der en grund.
– Hvilken grund?
– Har du tjekket?
– Jeg siger jo, jeg har tjekket alt.
– Ikke skålen, afbrød Jytte. – Gik du efter hende?
Jeg tav.
Jytte slog asken af cigaretten og smilede tørt:
– De er ikke dumme, Mads. Vi er dumme. Hvis den kalder, så skal man ikke gætte – man skal gå.
Den sætning sad i mit hoved hele dagen.
Den fjerde nat var jeg forberedt.
Jeg stillede vækkeuret til kvart i tre, men vågnede tidligere. Jeg lå i mørket og lyttede til lejligheden. Køkkenuret. Køleskabet. Radiatorernes lette knagen.
Og så en lyd til.
Meget svag.
En lyd, som man let kan tage for en knirkende rørstamme, for vinden eller for hvad som helst, hvis man ikke gider lytte ordentligt efter.
Præcis klokken tre hoppede Misse op i sengen.
Kom hen til puden.
Rørte ved min kind med poten.
Jeg satte mig straks op.
– Okay, sagde jeg stille. – Vi går.
Misse sprang ned på gulvet og gik målrettet foran mig uden at se sig tilbage. Som om hun vidste, at jeg nu endelig ville følge efter.
Hun førte mig gennem gangen, videre ud i køkkenet, forbi bordet, forbi taburetten – hen til radiatoren under vinduet.
I det hjørne var der mørkest. Den grønlige lysprik fra mikroovnen nåede næsten ikke derhen, og rørene virkede tykkere end om dagen, og sprækken mellem væggen og det gamle støbejern virkede dybere og mere uhyggelig. Fra vinduet trak det koldt: den lille ventil stod igen på klem.
Jeg skældte mig selv ud. I en uge havde jeg stået ved vinduet og røget, og hver gang lod jeg sprækken stå “et øjeblik”, hvorefter jeg glemte at lukke den. Om natten lagde den isnende luft sig over gulvet, og det tynde gardin bevægede sig næsten umærkeligt.
Misse satte sig på gulvet og stirrede direkte på radiatoren.
Jeg gik ned på hug. Først kunne jeg ikke se, hvad jeg skulle kigge på. Støv under vindueskarmen. Rustne beslag. Et gammelt rør. Et stykke løsnet liste.
Ikke noget særligt.
Men så kom der en lyd bag radiatoren.
En tynd, næsten ikke-levende piben. Så svag, at den om dagen sikkert ville være umulig at høre: bilerne støjer udenfor, dørene smælder i opgangen, naboen har fjernsynet kørende, og kedlen hviner i køkkenet.
Om natten synker hele huset ned i stilhed, og så er der plads til selv den mindste lyd.
Jeg fandt telefonen frem, tændte lommelygten og lyste ind i sprækken.
Først så jeg kun støv og gamle spindelvæv. Så noget lille, sort og sammenklumpet.
En killing.
Helt lille. Måske tre uger gammel. Øjnene var åbne, men blikket var sløret, som om den næsten ikke forstod, hvor den var. Siderne rystede let. Poterne var trukket op mod maven. Den lå på siden, klemt mellem rør, væg og den tunge radiator så akavet, at den måske ikke var havnet der med vilje, men var glippet ned og havde sat sig fast.
Jeg lyste højere op mod vindueskarmen, og så forstod jeg det hele.
Udenfor, lige under vinduet, løb en smal zinkplade over indgangen til nabobutikken. En voksen kat kunne sagtens kravle op på den udefra – via et træ, en afsats eller et udhæng.
Og så var der den åbne ventil. Sprækken var lille, men stor nok til en lille killing. Måske havde kattemoderen båret sine killinger fra sted til sted for at redde dem fra kulde eller hunde i gården, og én var blevet båret herind. Eller også var killingen selv kravlet fra et skjul på zinkpladen mod lugten af varme. Fra radiatoren strålede der varme, og for sådan en lille skabning var det sikkert det eneste retningspunkt, den kunne forstå.
Og hvad der så skete, var enkelt og forfærdeligt på samme tid.
Den var kravlet gennem ventilen, glidet ned fra vindueskarmen og landet bag radiatoren – på et sted, hvor et voksent dyr ville have kunnet vende sig, men hvor en så lille killing ikke kunne. Sprækken mellem væg og radiator var snæver, støvet, med et skarpt metalbeslag og en løs liste. Den var kommet ind – forskrækket, på ren instinkt, fordi den kunne lugte den fremmede lejlighed. Men den kunne ikke komme ud igen.
Nedenfor blokerede listen. Fra siden var der røret. Ovenfra hang de tunge radiatorribber. Hver gang killingen sikkert havde forsøgt at kravle op, var den bare gledet længere ned i hjørnet.
Jeg forestillede mig det så tydeligt, at jeg fik en ubehagelig knude i maven: en lille, næsten livløs klump varme, der var kravlet ind, hvor det duftede af redning, og som sad i en fælde to skridt fra mennesker.
Nu gav det også mening, hvorfor killingen kun peb om natten.
Om dagen var der larm i lejligheden. Jeg var på arbejde, køleskabet summede, biler kørte forbi udenfor, naboerne flyttede stole, børn legede i gården. Og killingen var for svag, for kold og for sulten til at skrige konstant. Den lå stille, sov, faldt i halvbevidsthed. Først om natten, når huset faldt til ro og kulden blev værre, vågnede den af sult og skræk.
Så begyndte den at give lyd fra sig.
Ikke højt – der var ikke kræfter til et højt skrig.
Tyndt.
Sjældent.
Næsten uhørligt.
Og det var kun Misse, der kunne høre det.
Måske havde hun hørt det allerede den første nat.
Katte har en helt anden hørelse. Det, som et menneske tager for en raslen i rørene eller for fantasien, var for hende et levende væsen. Først havde Misse båret mad hen til den. Nu så jeg det selv: i det yderste hjørne lå tørrede stykker kylling. Hun havde altså slæbt foder fra sin egen skål. Måske et stykke ad gangen. Måske havde hun skubbet det med næsen. Måske havde hun skubbet det med poten.
Hun havde på en eller anden måde fået mad ind et sted, hvor hun selv ikke kunne komme ind. Og først da hun forstod, at det ikke var nok, da killingen var blevet så svag, at den næsten holdt op med at pibe, var hun begyndt at vække mig.
Jeg lagde mig forsigtigt på mave på det kolde gulv og stak hånden ind i sprækken. Det lykkedes ikke med det samme: røret var i vejen, og den skarpe kant af beslaget skrabede mig på håndleddet. Jeg måtte række ind fra siden, næsten blindt.
Endelig rørte fingrene ved varm, beskidt pels, og killingen peb svagt.
– Stille, stille… hviskede jeg, uden selv at vide hvorfor.
Jeg lukkede hånden om den. Den var næsten vægtløs, som en sammenkrøllet vante. Men varm. Levende. Og rystende.
Da jeg endelig fik den ud bag radiatoren, forsøgte den ikke at slippe væk. Den bevægede bare svagt på den ene pote og lå stille med snuden mod min tommelfinger.
Misse kom straks hen, snusede til killingen og mjavede kort, næsten lydløst.
Som om hun sagde:
– Endelig.
Jeg satte mig lige ned på gulvet med ryggen mod køkkenskabet og sad længe og kiggede på den lille sorte klump i mine hænder. Misse hoppede op på mit skød, lagde sig tæt ind til killingen og rørte dens næse med sin – og for første gang i alle disse nætter slappede hun helt af. Hun lukkede endda øjnene.
Og jeg sad der og forstod med en smertefuld tydelighed noget meget enkelt: Jeg var blevet så vant til at leve i min egen stilhed, i min egen omhyggeligt indrettede ro, at jeg havde glemt at reagere med det samme, når nogen tæt på virkelig kaldte på hjælp.
Om morgenen kørte jeg killingen til dyrlægen.
Jeg købte modermælkserstatning, en pipette, en varmedunk og bleer. Jeg hørte efter alle instruktionerne. Jeg nikkede så opmærksomt, som jeg nok aldrig havde nikket til en chef.
Da jeg kom hjem, lavede jeg en kasse med et blødt håndklæde til killingen og stillede den ved radiatoren. Misse sad først på vagt ved siden af. Så lagde hun sig tættere på, som om hun afleverede vagten til mig, men alligevel ikke ville gå for langt væk.
Om aftenen gik jeg rastløs rundt i lejligheden.
Og så tog jeg pludselig telefonen og ringede til min mor.
For første gang i tre måneder.
Da hun svarede, blev jeg et øjeblik forvirret. Jeg havde ikke selv forventet, at jeg faktisk ville ringe.
– Mor, jeg… begyndte jeg og tav.
Misse hoppede i det samme op på bordet og lagde poten ved siden af telefonen.
– Hvad er der sket, Mads? spurgte min mor med det samme.
– Ikke noget, sagde jeg efter en pause. – Jeg ville bare høre, hvordan du har det.
Der blev stille i røret.
Ikke fornærmet.
Ikke tungt.
Bare overrasket.
– Det går fint, sagde min mor til sidst. – Hvad med dig?
Jeg kiggede på kassen ved radiatoren. På Misse. På køkkenet, som på én nat på en eller anden måde var blevet anderledes.
– Jo, det går også… fint, svarede jeg.
Og for første gang i lang tid var det “fint” ikke en løgn.
Døren til soveværelset låser jeg ikke længere.
Senere skruede jeg skruerne ud og lagde riglen i skuffen.
Siden da lukker jeg døren, hvis jeg overhovedet lukker den, ikke helt.
Fordi jeg nu ved med sikkerhed: Hvis nogen kommer til dig midt om natten og insisterende kalder på dig, så handler det ikke altid om besvær.
– Mads VestergaardOg den nat sov jeg tungt og uforstyrret for første gang i lang tid.
