Gitte Vestergaard var taget af sted en dag tidligere end de andre for at fejre sin ekssvigermor Bodil Mikkelsens fødselsdag. Knap havde hun ladet sig falde ned i flysædet, før hun foer sammen: nogen havde uventet kaldt på hende.
Hun havde stået i køen ved indtjekningen med fingrene krampagtigt om remmen på håndtasken. Der manglede stadig en dag til Bodils fødselsdag, men Gitte havde bevidst valgt den tidlige afgang. Hun kendte Søren Mikkelsen. Han udsatte altid alting til sidste øjeblik, og han ville sikkert først flyve næste morgen. Der var gået tre år, siden de blev skilt, og i al den tid havde de formået at bo i samme by uden at støde på hinanden. Den skrøbelige balance havde Gitte bestemt ikke lyst til at forstyrre nu.
Sæde 12A, stod der på billetten. Ved vinduet, lige som hun kunne lide det. I flyet fandt hun sin bog frem – en ny roman, hun var begyndt på i går, og som hun ikke kunne lægge fra sig. Den handlede om kærlighed, svigt og tilgivelse. Tidligere havde hun undgået den slags historier, men tiden heler.
“Gitte?” En genkendelig stemme fik hende til at fare sammen. Sikke et tilfælde.
Langsomt løftede hun blikket. Søren stod i midtergangen med håndtaget på sin kuffert. Lige så velplejet som altid, i sin grå yndlingsjakke. Kun omkring tindingerne var der kommet grå hår, som hun aldrig havde set før.
“Du plejer ellers altid at komme for sent,” slap der ud af hende i stedet for en hilsen.
“Og du planlægger altid alting i forvejen,” svarede han med et smil og trak sin billet op. “Sæde 12B.”
Gitte mærkede kinderne brænde. Tre timer i luften ved siden af den mand, hun i alle de år havde undgået så omhyggeligt. Skæbnen morede sig åbenbart med dem.
“Jeg kan bytte med en anden,” begyndte Søren.
“Lad nu det ligge,” afbrød Gitte. “Vi er voksne mennesker.”
Søren nikkede og satte sig ved siden af hende. Hans kendte duft af barbersprit strøg hen mod hende, og det ramte hende som et stik lige i hjertet. Hvor mange gange var hun vågnet med den duft i næsen?
“Hvordan går det med arbejdet?” spurgte han, da flyet var kommet i luften, og stilheden var blevet for tung.
“Godt. Jeg har åbnet mit eget yogastudie,” svarede hun roligt. “Og du? Er du stadig samme sted?”
“Nej, jeg er skiftet til rådgivning. Kan du huske, at jeg altid har drømt om det?”
Det kunne hun. Hun kunne også huske alle de endeløse diskussioner om netop det. Hun havde været bange for forandringer, han havde længtes efter dem. Nu, år senere, havde de fået, hvad de ville have. Hvorfor gjorde det så ondt?
“Mor bliver rigtig glad for at se dig,” sagde Søren efter en pause. “Hun gemmer stadig på den keramikvase, du gav hende til den seneste fødselsdag.”
“Bodil var altid – “ Gitte tøvede og ledte efter de rette ord. “– så god mod mig.”
“Selv efter skilsmissen sagde hun, at du var den bedste svigerdatter, man kunne ønske sig.”
Gitte mærkede tårerne presse på. Hun greb fat i bogen for at skjule, hvor rørt hun var.
“Hvad læser du?” Søren kiggede på forsiden.
“Tiden til tilgivelse,” svarede hun, og de tav begge, da de hørte ironien i titlen.
Resten af turen sad de i tavshed. Den var ikke anspændt som en stram streng, men næsten rar, som dengang. Da flyet landede, hjalp Søren hende med at få tasken ned fra bagagehylden.
“Skal vi dele en taxa?” foreslog han. “Vi skal jo samme vej.”
Gitte tøvede. Tre år tidligere var de gået hver til sit, overbevist om, at de aldrig igen skulle stå side om side. Og alligevel sad de her, og verden var ikke gået under.
“Godt,” nikkede hun. “Men jeg holder øje med GPS’en. Du skændes jo ellers altid med teknikken.”
Søren lo, og den kendte latter fik noget i hende til at sitre. Måske skulle man nogle gange give slip på fortiden, for at nutiden kunne blive klarere?
Da de forlod flyet, stod det klart for hende, at hun for første gang i lang tid ikke fortrød et tilfældigt møde. Forude ventede fødselsdagen, et festligt dækket bord og familiens usikre blikke. Men nu vidste hun: De ville klare det. Det havde de jo altid kunnet.
Taxaen snoede sig gennem Københavns aftenmørke gader. Gitte holdt, som lovet, øje med vejen, mens Søren sad ved siden af hende med kun en taske mellem dem.
“Her til højre,” sagde Gitte, og Søren måtte smile: Hun kendte vejen til hans forældres hus bedre, end han selv gjorde.
“Kan du huske, da vi første gang kørte hjem til mor?” spurgte han pludselig. “Du var så nervøs hele tiden.”
“Ja, klart!” fnyste Gitte. “Jeg havde skiftet tøj tre gange, inden vi tog af sted. Jeg ville gøre et godt indtryk.”
“Og så fik du hældt suppe ud over dig.”
De lo begge, og for et øjeblik syntes tiden at stå stille. Men så stoppede taxaen foran det kendte hus, og øjeblikket forsvandt i skumringen.
Bodil stod i døren og løftede overrasket hænderne.
“Kom I sammen? Sikke en overraskelse!”
“Vi mødtes tilfældigt i flyet,” forklarede Gitte hurtigt, mens hun i sin ekssvigermors øjne fangede et glimt af håb.
“Kom ind, kom ind! Gitte, jeg har gjort dit værelse klar, ligesom altid.”
Gitte stivnede. Hendes værelse: soveværelset på første sal, hvor hun og Søren altid havde boet, når de var på besøg. Hvor morgensolen tegnede legende mønstre på tapetet, og hvor man fra vinduet kunne se det gamle æbletræ.
“Mor, måske skal jeg hellere tage gæsteværelset?” prøvede Søren.
“Ingen diskussion!” afbrød Bodil. “Der sover gæsterne i morgen. Gitte bor i soveværelset, og du bor på dit gamle børneværelse. Alt som i gamle dage.”
Som i gamle dage. Ordene gav genlyd i Gittes hoved. I virkeligheden var intet, som det havde været, men ingen af dem vovede at diskutere med Bodil.
Aftenen gik med forberedelser til festen. Gitte hjalp til i køkkenet, mens Søren sorterede gamle kasser på loftet – en opgave, hans mor længe havde bedt ham om at få overstået. De undgik bevidst at være alene, men under samme tag var det ikke let.
Om natten kunne Gitte ikke falde i søvn. Sengen forekom hende for stor, for tom. Bag væggen, på børneværelset, knirkede gulvet. Åbenbart kunne Søren heller ikke sove. Hun genkendte lydene: tre skridt hen mod vinduet, fire tilbage. Sådan havde han altid gået, når han tænkte over noget.
Pludselig blev der stille. Gitte vendte sig om og kiggede ud ad vinduet. Æbletræet raslede i vinden, og for et øjeblik var det, som om de sidste tre år aldrig havde været.
