Engang, for mange år siden, fløj Mette en dag tidligere end de andre af sted for at nå sin svigermors fødselsdag. Knap havde hun ladet sig falde ned i flysædet, før hun foer sammen: nogen havde uventet kaldt hendes navn.
Hendes fingre strammede grebet om håndtaskeremmen, mens hun stod i køen til check-in. Der var stadig en dag til eks-svigermorens fødselsdag, men Mette havde bevidst valgt det tidlige fly. Hun vidste, at Søren, som altid, ville udsætte alting til sidste øjeblik; han ville formentlig først flyve næste morgen. Tre år var gået siden skilsmissen, og i al den tid havde de formået at bo i samme by uden nogensinde at krydse hinandens vej. Nu ønskede Mette mindre end nogensinde at forstyrre den skrøbelige balance.
Sæde 12A, lod hun blikket glide over billetten. Ved vinduet, som hun kunne lide det. I flyet rakte hun som sædvanlig efter bogen – en ny roman, som hun var begyndt på i går, og som hun ikke kunne lægge fra sig. En historie om kærlighed, svigt og tilgivelse. Før i tiden havde hun skyet den slags historier, men tiden læger.
“Mette?” En kendt stemme fik hende til at gyse. Sikke et tilfælde.
Langsomt løftede hun blikket. Søren stod i midtergangen med håndtaget på sin kuffert. Lige så velplejet som altid i sin grå yndlingsjakke. Kun ved tindingerne havde der sneget sig lidt gråt hår ind, som hun aldrig havde bemærket før.
“Du plejer ellers altid at komme for sent,” undslap det hende i stedet for en hilsen.
“Og du plejer altid at planlægge alting i forvejen,” svarede han med et smil og trak sin billet op. “Øh, 12B.”
Mette kunne mærke, at kinderne brændte. Tre timers flyvning ved siden af den mand, som hun i alle disse år havde undgået så omhyggeligt. Skæbnen så ud til at more sig med dem.
“Jeg kan jo spørge, om nogen vil bytte plads,” begyndte Søren.
“Lad nu det,” afbrød Mette. “Vi er voksne mennesker.”
Søren nikkede og satte sig ved siden af hende. Hans velkendte aftershave sivede over til hende, og duften ramte hende som et stik midt i hjertet. Hvor mange morgener var hun ikke vågnet med den duft i næsen?
“Hvordan går det med arbejdet?” spurgte han efter starten, da stilheden var blevet uudholdelig.
“Godt. Jeg har åbnet mit eget yogastudio,” svarede hun med rolig stemme. “Og du? Er du stadig samme sted?”
“Nej, jeg er gået over til rådgivning. Kan du huske, at jeg altid har drømt om det?”
Selvfølgelig huskede hun det. Og hun huskede også de endeløse diskussioner om netop det. Hun havde været bange for forandringer, han havde længtes efter dem. Nu, år senere, havde hver fået det, som de ville. Hvorfor gjorde det så ondt i hjertet?
“Mor vil blive rigtig glad for at se dig,” sagde Søren efter en pause. “Hun gemmer stadig på den keramiske vase, du gav hende til fødselsdagen.”
“Else var altid …” Mette tøvede og ledte efter de rette ord. “… så god ved mig.”
“Selv efter skilsmissen sagde hun, at du var den bedste svigerdatter, man kunne ønske sig.”
Mette kunne mærke, at tårerne trængte sig på. Hun rakte ud efter bogen for at skjule, hvor rørt hun var.
“Hvad læser du?” Søren kastede et blik på omslaget.
“Tilgivelsens tid,” svarede hun, og begge tav et øjeblik, ramt af titlens ironi.
Resten af flyveturen var de stille, men det var en anden slags stilhed – ikke anspændt som en stram streng, men næsten tryg, som i gamle dage. Da flyet landede i København, hjalp Søren hende med at tage tasken ned fra bagagehylden.
“Skal vi dele en taxa?” foreslog han. “Vi skal alligevel samme vej.”
Mette tøvede. For tre år siden havde de forladt hinanden, overbeviste om, at de aldrig mere skulle stå side om side. Og alligevel var de her, og verden var ikke gået under.
“Godt,” nikkede hun. “Men jeg holder øje med GPS’en – du skændes jo altid med teknikken.”
Søren lo, og den velkendte latter fik noget til at sitre i hendes indre. Måske må man nogle gange give slip på fortiden, for at nutiden kan blive lysere?
Da de forlod flyet, gik det op for hende, at hun for første gang i lang tid ikke fortrød et tilfældigt møde. Foran dem lå fødselsdagen med et festligt dækket bord og familiens usikre blikke. Men nu vidste hun: de ville klare den. Det havde de jo altid gjort.
Taxaen snoede sig gennem Københavns aftengader. Mette holdt, som lovet, øje med vejen, mens Søren sad ved siden af hende, kun adskilt af en taske på midtersædet.
“Her til højre,” sagde Mette, og Søren måtte smile: Hun kendte vejen til hans forældre bedre end han selv.
“Kan du huske, da vi kørte hjem til mor første gang?” spurgte han pludselig. “Du var så nervøs hele tiden.”
“Ja, klart!” fnøs Mette. “Jeg havde skiftet tøj tre gange i ren nervøsitet. Jeg ville gøre et godt indtryk.”
“Og så fik du spildt suppe på dig.”
De lo begge, og et øjeblik så tiden ud til at stå stille. Men så standsede taxaen foran det velkendte hus, og øjeblikket forduftede i tusmørket.
Else tog imod dem i døren og løftede overrasket hænderne:
“Kommer I sammen? Sikke en overraskelse!”
“Vi mødtes tilfældigt i flyet,” forklarede Mette hurtigt, mens hun opdagede et glimt af håb i sin eks-svigermors øjne.
“Kom indenfor, kom indenfor! Mette, jeg har gjort dit værelse klar, det samme som altid.”
Mette stivnede. Hendes værelse – soveværelset på første sal, hvor hun og Søren altid havde boet, når de var på besøg. Hvor morgensolen tegnede legende mønstre på tapetet, og hvor det gamle æbletræ kunne ses fra vinduet.
“Mor, måske tager jeg hellere gæsteværelset?” forsøgte Søren.
“Ingen diskussion!” afbrød Else. “Der skal gæsterne sove i morgen. Mette bliver i soveværelset, og du kan tage dit gamle børneværelse. Alting som før.”
Som før. Ordene genlød i Mettes tanker. I virkeligheden var intet som før, men ingen af dem vovede at diskutere med Else.
Aftenen gik med forberedelser til festen. Mette hjalp til i køkkenet, mens Søren på loftet sorterede i gamle kasser – en opgave, hans mor længe havde bedt ham om. De undgik bevidst at blive alene sammen, men under samme tag var det ikke let.
Om natten kunne Mette længe ikke finde søvn. Sengen forekom hende for stor og for tom. Bag væggen, på børneværelset, knirkede gulvet – åbenbart kunne Søren heller ikke sove. Hun genkendte lydene: tre skridt hen mod vinduet, fire tilbage. Sådan havde han altid gået, når han tænkte over noget.
Pludselig blev der stille. Mette vendte sig om og så ud ad vinduet. Æbletræet raslede i vinden, og et øjeblik føltes det, som om de sidste tre år.
