Signe på sine 35 år mener, at hun aldrig vil opleve kvindelig lykke, men skæbnen bestemmer anderledes. De mødes, da de begge er næsten fyrre år gamle. Jørgen er allerede enkemand i tre år på det tidspunkt. Signe har aldrig været gift, men hun har født en søn. Som man siger i folket, fødte hun for sig selv. I sin ungdom havde hun et forhold til den flotte mørkhårede Ole, som lovede at gifte sig med hende og fortryllede den unge Signe. Hun faldt for løfterne, som viste sig at være tomme. Som det senere viser sig, var bejleren fra byen allerede gift.
Til Signe kommer endda Oles lovlige kone for at bede pigen om ikke at ødelægge en anden familie. Den unge uerfarne Signe giver efter. Men hun beslutter at beholde barnet.
Sådan sker det. Signe føder Mads. Og sønnen bliver hendes eneste trøst og glæde. Mads er godt opdraget af hende og lærer godt. Efter afslutningen på skolen begynder han på et økonomisk universitet. Jørgen besøger Signe flere gange. Han foreslår at flytte sammen. Men kvinden tøver stadig, selvom Jørgen kan lide hende. Signe skammer sig lidt over sin egen søn og over følelsen af endelig at blive lykkelig.
En aften beslutter Mads at tale med sin mor. Han siger, at han ikke har noget imod det: “Jeg, mor, kommer alligevel ikke til at bo hjemme længere. Jørgen er en pålidelig mand. Bare så han ikke sårer dig. Det vigtigste for mig er, at du er lykkelig.” Jørgens søn Erik er heller ikke imod det.
Sådan begynder de at leve sammen. De bliver gift og arrangerer en lille fest. Signe arbejder på landsbybiblioteket, og Jørgen er landmand. De gør alt sammen. De driver husholdningen, holder husdyr og dyrker køkkenhaven. De elsker og respekterer hinanden, skønt Gud ikke giver dem fælles børn.
Begge sønner gifter sig, og de får børnebørn. Hver gang på højtiderne forbereder de gaver til børnene og børnebørnene. Hjemmelavede æg, mælk, fløde, svinekød og kylling. På højtiderne samles mange gæster i deres hus. Da sidder Jørgen og Signe ved bordet og nyder det. Og de glæder sig over, at de har nogen at fejre sammen med.
Kun om aftenen, når det ældre par lægger sig til at sove, tænker hver for sig stille, at forlade denne verden først og aldrig føle sig ensom.
Årene tager deres. Og en dag sniger ulykken sig ind. Om morgenen bliver Signe dårlig, mens hun begynder at lave suppe på køkkenet. Den ældre kvinde falder om. Jørgen tilkalder med hjælp fra naboerne en ambulance. Lægerne siger, at Signe har fået et slagtilfælde. Alle funktioner er på plads, undtagen én. Signe kan ikke gå mere. Mads kommer med sin kone for at besøge sin mor. Han giver penge til medicinen og kører hjem.
Jørgen lejer en bil, og da konen bliver udskrevet fra hospitalet, bærer han hende sammen med naboen ind i huset.
“Alt bliver godt,” trøster han sin kone, “du skal bare leve. Bare sidde og tale med mig. Bare leve. Jeg kan klare alt. Bare forlad mig ikke, min lille due.”
Jørgen passer godt på sin kone. Efter en måned sidder hun i en kørestol. Hun hjælper ham på køkkenet. De fortsætter med at gøre alt sammen. De skræller kartofler og gulerødder, sorterer bønner. De bager endda brød. Om aftenen diskuterer Signe og Jørgen, hvordan de skal leve videre. Vinteren står for døren. Og Jørgen har ikke kræfter til at hugge brænde.
Måske kunne børnene tage os med på vinterferie hos sig, og om foråret og sommeren kunne vi klare os selv.
I weekenden kommer Mads med sin kone. Svigerdatteren Lene ser sig omkring i hele rummet og konkluderer:
I bliver nødt til at blive adskilt, I to. Vi tager mor med os næste uge. Lad mig forberede et værelse. Så kommer vi.
Men hvad med mig, hvisker Jørgen genert. Vi har aldrig været adskilt. Børn, hvordan kan I gøre sådan.
Det var før, da I havde kræfter til gården og kunne klare jer selv, men nu er alt anderledes. Lad din søn tage dig med til sig. Ingen vil tage jer sammen.
Mads og hans kone kører hjem. Jørgen og Signe sukker tungt og tænker på, hvad de skal gøre. Hver af dem drømmer, mens de falder i søvn, om ikke at vågne for ikke at se alt dette.
Den næste weekend kommer begge sønner. De går i gang med at samle tingene. Jørgen sidder ved Signes seng. Han ser hele tiden på hende, mindes deres unge år. Og græder. Han læner sig op ad sin syge kone. Og hvisker:
“Undskyld Signe, at det er gået sådan med os. Et sted har vi ikke passet godt nok på i opdragelsen af børnene. De skiller os som unødvendige killinger. Undskyld. Jeg elsker dig.”
Signe vil gerne stryge sin hånd over mandens kind, men hun har ikke kræfter mere. Jørgen går og tørrer tårerne med ærmet. Og da han sætter sig i bilen, tørrer han ikke længere.
Så begynder sønnen med sin kone og naboen at samle Signe, de ruller hende ind i et tæppe og begynder at bære hende ud af huset med fødderne først. Den syge kvinde tænker, at det er meget symbolsk. Signe gør ikke modstand, hun er ikke der mere, da Jørgen kørte væk. Og den syge kvinde ønsker bare ikke at leve til aften.
Der går en uge. På en smuk efterårsdag går deres drøm i opfyldelse. Signe og Jørgen mødes i den anden verden.Signe på sine 35 år mener, at hun aldrig vil opleve kvindelig lykke, men skæbnen bestemmer anderledes. De mødes, da de begge er næsten fyrre år gamle. Jørgen er allerede enkemand i tre år på det tidspunkt. Signe har aldrig været gift, men hun har født en søn. Som man siger i folket, fødte hun for sig selv. I sin ungdom havde hun et forhold til den flotte mørkhårede Ole, som lovede at gifte sig med hende og fortryllede den unge Signe. Hun faldt for løfterne, som viste sig at være tomme. Som det senere viser sig, var bejleren fra byen allerede gift.
Til Signe kommer endda Oles lovlige kone for at bede pigen om ikke at ødelægge en anden familie. Den unge uerfarne Signe giver efter. Men hun beslutter at beholde barnet.
Sådan sker det. Signe føder Mads. Og sønnen bliver hendes eneste trøst og glæde. Mads er godt opdraget af hende og lærer godt. Efter afslutningen på skolen begynder han på et økonomisk universitet. Jørgen besøger Signe flere gange. Han foreslår at flytte sammen. Men kvinden tøver stadig, selvom Jørgen kan lide hende. Signe skammer sig lidt over sin egen søn og over følelsen af endelig at blive lykkelig.
En aften beslutter Mads at tale med sin mor. Han siger, at han ikke har noget imod det: “Jeg, mor, kommer alligevel ikke til at bo hjemme længere. Jørgen er en pålidelig mand. Bare så han ikke sårer dig. Det vigtigste for mig er, at du er lykkelig.” Jørgens søn Erik er heller ikke imod det.
Sådan begynder de at leve sammen. De bliver gift og arrangerer en lille fest. Signe arbejder på landsbybiblioteket, og Jørgen er landmand. De gør alt sammen. De driver husholdningen, holder husdyr og dyrker køkkenhaven. De elsker og respekterer hinanden, skønt Gud ikke giver dem fælles børn.
Begge sønner gifter sig, og de får børnebørn. Hver gang på højtiderne forbereder de gaver til børnene og børnebørnene. Hjemmelavede æg, mælk, fløde, svinekød og kylling. På højtiderne samles mange gæster i deres hus. Da sidder Jørgen og Signe ved bordet og nyder det. Og de glæder sig over, at de har nogen at fejre sammen med.
Kun om aftenen, når det ældre par lægger sig til at sove, tænker hver for sig stille, at forlade denne verden først og aldrig føle sig ensom.
Årene tager deres. Og en dag sniger ulykken sig ind. Om morgenen bliver Signe dårlig, mens hun begynder at lave suppe på køkkenet. Den ældre kvinde falder om. Jørgen tilkalder med hjælp fra naboerne en ambulance. Lægerne siger, at Signe har fået et slagtilfælde. Alle funktioner er på plads, undtagen én. Signe kan ikke gå mere. Mads kommer med sin kone for at besøge sin mor. Han giver penge til medicinen og kører hjem.
Jørgen lejer en bil, og da konen bliver udskrevet fra hospitalet, bærer han hende sammen med naboen ind i huset.
“Alt bliver godt,” trøster han sin kone, “du skal bare leve. Bare sidde og tale med mig. Bare leve. Jeg kan klare alt. Bare forlad mig ikke, min lille due.”
Jørgen passer godt på sin kone. Efter en måned sidder hun i en kørestol. Hun hjælper ham på køkkenet. De fortsætter med at gøre alt sammen. De skræller kartofler og gulerødder, sorterer bønner. De bager endda brød. Om aftenen diskuterer Signe og Jørgen, hvordan de skal leve videre. Vinteren står for døren. Og Jørgen har ikke kræfter til at hugge brænde.
Måske kunne børnene tage os med på vinterferie hos sig, og om foråret og sommeren kunne vi klare os selv.
I weekenden kommer Mads med sin kone. Svigerdatteren Lene ser sig omkring i hele rummet og konkluderer:
I bliver nødt til at blive adskilt, I to. Vi tager mor med os næste uge. Lad mig forberede et værelse. Så kommer vi.
Men hvad med mig, hvisker Jørgen genert. Vi har aldrig været adskilt. Børn, hvordan kan I gøre sådan.
Det var før, da I havde kræfter til gården og kunne klare jer selv, men nu er alt anderledes. Lad din søn tage dig med til sig. Ingen vil tage jer sammen.
Mads og hans kone kører hjem. Jørgen og Signe sukker tungt og tænker på, hvad de skal gøre. Hver af dem drømmer, mens de falder i søvn, om ikke at vågne for ikke at se alt dette.
Den næste weekend kommer begge sønner. De går i gang med at samle tingene. Jørgen sidder ved Signes seng. Han ser hele tiden på hende, mindes deres unge år. Og græder. Han læner sig op ad sin syge kone. Og hvisker:
“Undskyld Signe, at det er gået sådan med os. Et sted har vi ikke passet godt nok på i opdragelsen af børnene. De skiller os som unødvendige killinger. Undskyld. Jeg elsker dig.”
Signe vil gerne stryge sin hånd over mandens kind, men hun har ikke kræfter mere. Jørgen går og tørrer tårerne med ærmet. Og da han sætter sig i bilen, tørrer han ikke længere.
Så begynder sønnen med sin kone og naboen at samle Signe, de ruller hende ind i et tæppe og begynder at bære hende ud af huset med fødderne først. Den syge kvinde tænker, at det er meget symbolsk. Signe gør ikke modstand, hun er ikke der mere, da Jørgen kørte væk. Og den syge kvinde ønsker bare ikke at leve til aften.
Der går en uge. På en smuk efterårsdag går deres drøm i opfyldelse. Signe og Jørgen mødes i den anden verden.
