Igen kom Kirsten med sin bofællesmand og endnu en mand. De var allerede let berusede, så jeg Gry sank ned i et hjørne ved den lille natbord.
Og så er der ingen steder at gemme sig, sneen har allerede lagt sig på gaden. Alt ved mig er trættende. Til sommer er jeg færdig med ni år i folkeskolen, så flytter jeg til Aarhus. Jeg skal på læreruddannelsen og blive skolelærer. Selvom byen kun er ti kilometer væk, skal jeg bo på kollegieværelset.
Kirsten og gæsterne slog sig ned i køkkenet. En klukklydning af væske i et glas, en duft af spegepølse. Jeg slikkede en sølvklat på læben uden at kunne holde mig.
Vent lige, du!, lød Kirstens stemme.
Hvad er det, du klager over?
Vi er to
Det er første gang, jeg er sammen med to, sagde Jens, Kirstens bofællesmand, mens en skål gik i hundrede stykker på gulvet. Skramlen, suset. Gry krøllede sig tættere ind i hjørnet. Lyden svandt pludselig.
Hør, Mikkel, hun sover, sagde den anden mand.
Du sagde jo, hun er en god pige, men jeg har noget på hende
Hør, hun har en datter
Hvilken datter?
Maja, hun er allerede stor. Måske gemmer hun sig i værelset.
Træk hende ind her, udbrød Mikkels glade stemme.
Maja, hvor er du?, gik Jens ind i værelset, så Gry, og smilede på en underlig måde. Kom, sæt dig hos os!
Det går fint her også.
Hvorfor er du så flov?, forsøgte Jens at omfavne mig.
Jeg greb en vase på natbordet og smed den over Jens’ hoved. Et klirren af knust glas. Jeg sprang op, løb ud af rummet.
Hold hende!, råbte Jens. Men jeg var allerede ved døren. Jeg havde ingen tid til sko; i sokker, slidte shorts og en gammel Tshirt fløj jeg ud på den snedækkede gade.
Bag mig kom mændene løbende. Landsbyens gade var øde. Hvor skulle jeg løbe om aftenen i sneen? Bag mig lød råb. I den store bygning, jeg løb forbi, hørtes en hundes knurren, så et råb, der befaler hunden til ro.
Jeg smækkede mig mod porten og bankede. En mand på omkring fyrre år åbnede døren.
Hjælp!, sagde jeg stille, med bønfulde øjne.
Kom ind!, trak han mig ind i stuen og lukkede døren.
Oskar, hvem er det?, kom en kvinde ud på verandaen.
Det er hende, nikkede ejeren. Der er nogle mænd, der jagter hende.
Kom hurtigt ind!, greb kvinden mig i hånden. Der kan du fortælle alt.
Maja, kom ud på en god måde!, lød Jens’ stemme.
Oskar, hold dig væk!, skreg husets frue. Kom ind!
Udenfor lød der skrigen, i gården hundens gøen.
Vi må ringe til politiet, sagde kvinden og fandt sin mobil.
Polina, lad være. Jeg klarer det selv. De ser ud til at være lokale.
Hvordan skal du klare det?
På en god måde. Ro rolig, pige!
Ejeren gik til køleskabet, lagde en flaske og et stykke spegepølse i en pose. I gården klappede han hunden, og de gik sammen ud på terrassen. Jens stormede ind:
Giv mig Maja!
Tag den og gå!
Jeg åbnede posen, et smil bredte sig over hans ansigt, han nikkede til sin kammerat. Lad os gå, Mikkel!
***
Jeg hedder Katrine, sagde hun, mens hun satte en kedel på komfuret. Sæt dig, fortæl mig, hvad der er sket.
Jeg hedder Gry, begyndte jeg, mens mine tænder knirkede. Jeg bor på denne gade, men fra kanten af landsbyen.
Er du Kiras datter?
Ja.
Selvom vi er nye her, har vi hørt om din mor.
Jeg sænkede hovedet og begyndte at græde.
Rolig nu, lad være med at græde! sagde Katrine og trak mig til sine arme. Det var en mærkelig trøst for mig. Jeg omfavnede hende og græd endnu højere.
Okay, okay, nu får du te.
Ejeren kom ind:
Alt er i orden.
Hvad gør vi med den her skønhed?, nikkede Katrine til mig og smilede pludselig.
Vi snakker om det i morgen. Først drikker vi te og går i bad.
Vil du have noget at spise?, spurgte Katrine, mens hun placerede en kop te foran mig. Hun smilede igen. Jeg kan se, du er sulten.
Der kom smørrebrød på bordet, rester af kage.
Spis, spis!, sagde ejeren og så på, hvordan jeg stirrede på maden.
De pressede mig ikke med flere spørgsmål. De så, at jeg var genert.
Da aftensmaden var færdig, ledte Katrine mig til badeværelset:
Vask dig, tag denne morgenkåbe på!
***
Jeg ville kun én ting: at blive i varmen og ikke blive smidt ud på gaden. Hvor dejligt at ligge i det varme bad, mens det udenfor var iskoldt. Men så måtte jeg op. Værterne ventede.
Jeg gik ud. Manden og hans kone sad på sofaen. Jeg smilede flovt:
Tak!
Kvinden begyndte:
Gry, som jeg forstår, ledes du ikke af nogen. Du ønsker ikke at gå hjem.
Jeg sænkede hovedet.
I morgen, tidligt om morgenen, skal vi af sted
Jeg forstår, sagde jeg, med hovedet endnu lavere.
Du skal blive alene. Lad være med at åbne døren! Vores hund Jack lader ikke nogen ind. Forstår du det?
Ja!, udbrød jeg, uden at kunne holde mine følelser tilbage.
Du kan lave borscht, indtil vi kommer tilbage, sagde Oskar Romannovitsj med et snedig smil. Kan du?
Kan jeg, svarede jeg hastigt, stadig bange for at blive smidt ud. Jeg kan godt lave mad, og jeg kan gøre rent i huset.
Ryd, hvis du kan, i kælderen, sagde Katrine.
***
Jeg vågnede sammen med værterne. Jeg lå stille i sengen, bange for at blive smidt ud igen. Pludselig hørtes en motor i gården. Efter lidt tid faldt stilheden igen.
Jeg stod op, vaskede mig. På køkkenet stod en varm kedel, på bordet brød, spegepølse, ost. På skærebrættet lå svinekød.
Jeg spiste, ryddede bordet, vaskede gulvet. I gangen så jeg en støvsuger, tændte den og begyndte at suge.
Jeg slukkede den…
Hvad betyder alt dette?, lød en stemme bag mig.
Jeg vendte mig brat. En høj, smuk dreng på omkring atten år med brune øjne så på mig med nysgerrighed.
Jeg gør rent, mumlede jeg. Hvem er du?
Han rystede på hovedet, trak en mobil frem:
Mor, jeg er hjemme. Hvem er det her?
Søn, lad den pige bo lidt hos os.
Hvad så?
Han gemte telefonen i lommen, så mig fra hoved til tå og gik mod køkkenet.
Skal jeg lave te?, spurgte jeg.
Jeg klarer det selv.
Jeg samlede støvsugeren, pudsede støvet, lyttede til hver eneste knirk fra køkkenet. Drengen spiste, gik ind i badeværelset, kom ud nøgen, duftende af lotion.
Pludselig lød et råb fra gaden:
Hey, ejer, giv mig en flaske mere!
Jeg råbte:
Luk dem!
Drengen så forundret på mig, smilede og gik mod døren. Jeg løb ud mod vinduet. Ved hegnet stod Jens med sin ven og råbte noget. Jeg blev bange.
Da kom husets søn ud. De løb efter ham, men pludselig faldt de begge i sneen jeg så dem falde på én gang. Drengen bøjede sig over dem, sagde noget, og så gik de med bøjede hoveder mod moderen.
***
Drengen vendte sig om, så på mig, der stod som frosset.
Er du bange?
Uden at kunne styre mig, kastede jeg mig i hans favn og græd.
Hvad hedder du?, spurgte han pludselig.
Gry.
Jeg er Rasmus. Græd ikke længere. De kommer ikke tilbage.
Rasmus gik op på sit værelse og kom ikke ned før aften. Jeg lavede borscht, satte mig ved bordet og tænkte.
Selvfølgelig ville jeg gerne blive her med de dejlige mennesker, men jeg vidste også, at jeg havde overskredet grænserne for anstændighed.
Værterne kom tilbage. Katrine rystede på hovedet i overraskelse over den nye orden. Oskar roste borschten.
Jeg tror, jeg skal hjem nu, sagde jeg trist. Tak for alt!
Gry, bliv hos os et par dage mere!
Tak, Katrine! Jeg skal hjem, gentog jeg.
Jeg gik mod døren og stod stille. Siden i går gik jeg rundt i huset i en fremmed morgenkåbe og fremmede sko.
Kom så!, greb fruen mig i skulderen og førte mig ind i stuen. Hun åbnede et skab, stirrede på tøjet, trak et par jeans, en sweater, en varm sportjakke frem.
Tag dem på! Vi er næsten lige høje.
Du nej
Du skal ikke gå nøgen hjem. Tag tøjet på, jeg bliver ikke fattig.
Jeg tog tøjet på, kiggede hemmeligt i spejlet. Sådan pænt tøj havde jeg aldrig haft.
I gangen tvang fruen mig til at tage en vinterhue og støvler på.
Gry, velbekomme på sundhed!
Tak, Katrine!
***
Livet gik videre i en mærkelig strøm. Ikke helt som før. Moren fik arbejde på en gård. Hendes bofællesmand forsvandt med en ven.
Foråret kom. En dag sad jeg hjemme og læste. Da nogen bankede på porten, kiggede jeg ud og så Rasmus ved hegnet. Han nikkede, som om han sagde: Kom ud!
Jeg gik ikke ud jeg fløj væk.
Hej!, smilede Rasmus.
Hej!
Mor kaldte på dig.
Jeg gik ind i huset, hvor jeg havde haft en så lykkelig dag.
Hej, Gry!, gik fruen i døren i møde og omfavnede mig.
Hej, Katrine!
Kom ind! Lad os drikke te!
Fruen satte mig i en stol, hældte te, satte sig selv ved bordet.
Jeg har en lille opgave til dig. Min mand og jeg flyver til Tyrkiet i en måned drømmen om sol og hav, ja. Sønnen er sjældent hjemme. Kunne du passe huset? Jack skal fodres, katten også, og blomsterne skal vandes. Jeg har mange blomster.»
Selvfølgelig, Katrine!
Hun rakte mig en pose med penge.
Her er tyve tusinde kroner.
Katrine, hvorfor?
Tag dem! Vi bliver ikke fattige. Kom, så fortæller jeg alt!
Jeg lagrede alle potteplanter, hvor de stod, hvor hundefoderet var, hvor kattens mad lå. Så råbte Katrine:
Rasmus! Kom ind! Introducer Gry for Jack!
Rasmus lagde let en hånd på min skulder. De gik ud i gården, slæbte Jack fri og gik en tur.
Hele vejen fortalte han om sine studier, karate, familiens forretning.
Jeg tænkte på noget helt andet. Jeg så tydeligt, at afstanden mellem mig og Rasmus var lige så stor som afstanden mellem min mor og hans forældre. De var gode mennesker, men dette var ingen askepost, dette var livet.
Om to måneder har jeg eksamen på kollegiet, jeg vil bestå. Jeg vil studere, arbejde, rotere, men blive en voksen. Jeg vil gifte mig, men ikke med denne prins. Han er en dejlig fyr, men han er ikke min.
Jeg takker Katrine for tøjet og de tyve tusinde kroner. Så kan jeg holde mig i byen i en tid.
En indre stemme fortalte mig, at dette øjeblik markerede slutningen på min vanskelige barndom. Nu begyndte voksenlivet hårdt, men kun jeg bestemmer.
Vi nåede frem til sommerhuset. Jeg kæled med Jack på halsen, smilede til Rasmus og gik hjemad. I morgen starter min tjeneste i dette hus. Kun arbejde og så er det hele!
