Jeg kan ikke leve uden jer
***
“Signe, undskyld, men jeg har forelsket mig i en anden. Jeg flytter, lejligheden beholder I. Undskyld, at jeg gik så stille uden at fortælle det først. Jeg kunne ikke bære at se dine tårer, derfor valgte jeg at efterlade en seddel. Tro mig, det er ikke let for mig heller Og giv min søn et kys fra mig”
****
Solstråle, vågn nu, sagde Signe blidt og strøg sin søn, Mads, over håret, før hun fortsatte videre ind i soveværelset til sin mand, Kasper.
Elskede, du skal snart på arbejde! Op og stå! grinede hun og kildede hans fod, der stak ud under dynen.
Kasper brummede utilfreds, mens han kom til bevidsthed. Han har altid haft svært ved at vågne om morgenen, modsat Signe, som altid var op før både mand og søn hendes to drenge, som hun kaldte dem. Hun havde allerede lavet morgenmad, ordnet sig selv og nået lidt praktisk rundt i hjemmet, inden de stod op. Til gengæld gik Signe også tidligt i seng, udmattet efter en lang dag.
Hun sad ved køkkenbordet, da Mads, halvt sovende, kom listende ud fra sit værelse.
Først børste tænder, så morgenmad, sagde Signe og pegede mod badeværelset.
Mads nikkede og fandt sin tandbørste. Kort efter, mens de spiste morgenmad, dukkede Kasper op bleg og mat.
Jeg tror, jeg bliver hjemme i dag. Jeg må ringe til arbejde og melde mig syg
Signe kiggede bekymret på ham.
Hvad er der galt? Er du syg?
Hovedpine. Og kvalme mumlede Kasper og støttede sig til dørkarmen.
Signe var hurtigt henne ved ham, lagde hånden på hans pande og så ham ind i øjnene med bekymring.
Du virker ikke varm. Skal jeg blive hjemme hos dig?
Nej, Signe. Kør du på arbejde, og få afleveret Mads i skole. Jeg sover lidt mere. Det bliver sikkert bedre, hvis jeg hviler mig.
Ring, hvis der er noget, sagde hun bestemt.
Selvfølgelig, sagde Kasper og smilede svagt. Vi ses i aften.
Resten af dagen gik Signe rundt med uro i kroppen. Hun var nervøs for Kasper han havde set så bleg og træt ud, sådan helt uventet. Nok arbejdede han for meget, tænkte hun, men hun kunne ikke ryste fornemmelsen af, at noget var galt.
Hun bad på arbejde om at få fri lidt før, hentede Mads, der havde været hjemme hos en ven, og kørte hjemad med ham. Bekymringen voksede i takt med stilheden i bilen, og Mads holdt øje med hende.
Hvad sker der, mor? spurgte han du skulle først have været hjemme senere. Du ser også bleg ud. Er I begge to syge?
Signe kastede et kort blik på sin tolvårige søn. Han var ikke længere lille, men han var heller ikke voksen. Der var ingen grund til at skræmme ham.
Mads, jeg er bare lidt bekymret for far. Han havde det dårligt i morges, og jeg vil bare gerne tjekke, at alt er okay.
Mads brummede, men sagde ikke mere. De nåede hjem. Signe skyndte sig op med Mads og åbnede døren med rystende hænder. Lejligheden var stille. Kasper var ingen steder at finde. Hun ledte hurtigt igennem alle værelser stadig ingen Kasper.
I stuen stod Mads, helt bleg og tæt på at græde. I hånden holdt han et stykke papir, som han tydeligvis havde læst.
Hvad er det? Lad mig se, sagde Signe med en stemme, der skælvede.
Mads rakte uden et ord sedlen frem:
“Signe, undskyld, men jeg har forelsket mig i en anden. Jeg flytter, lejligheden bliver jeres. Undskyld, at jeg gik så stille uden at fortælle noget. Jeg kunne ikke klare at se dine tårer og valgte at lægge en seddel. Tro mig, det er ikke let for mig heller Og giv Mads et kys fra mig”
Svagpisser, hviskede Mads sammenbidt.
Sig ikke sådan, han er stadig din far! Signe så forvirret på sin søn.
Han har svigtet os! Jeg hader ham!
Mads stormede ind på sit værelse og smækkede døren efter sig. Han forstod ikke, hvordan far havde kunnet gøre sådan. De havde jo haft det så godt. Signe læste sedlen igen.
“Jeg mødte Louise for to år siden, og jeg kunne ikke finde modet til at forlade jer. Men nu må jeg. Jeg håber, du en dag kan tilgive mig. Jeg beder dig, lad Mads være, vis ham ikke dette. Jeg vil ikke være et dårligt minde for ham.”
Signe trak bittert på smilebåndet. Mads havde allerede regnet alt ud der var ingen grund til at skjule noget mere.
Hun gik formålsløst rundt i lejligheden, endte i soveværelset. Da hun så, at alle Kaspers ting var væk, ramte sandheden hende med fuld kraft. Hun sank ned på gulvet og hulkegræd. På få timer var hendes verden faldet sammen.
Hun anede ikke, hvor længe hun sad der og græd. Hun ville sådan ønske, hun kunne spole tiden tilbage, blive hjemme og forhindre Kasper i at gå, men inderst inde vidste hun godt, at han havde truffet sin beslutning for længst. Hvis bare han ikke havde været så fej, tænkte hun, hvis bare han havde turdet fortælle det ansigt til ansigt. Han havde svigtet, ikke bare hende, men dem begge.
Da hun endelig fik sig vasket, gik hun ind til Mads. Han lå vredt og stirrede op i loftet, øjnene røde af tårer.
Mor, hvorfor gjorde han det?
Jeg ved det ikke, skat. Han holdt op med at elske mig, ikke dig. Du vil altid være hans søn.
Nej, mor. Han skrev, det er nødvendigt, han går. Det betyder sikkert, at den nye kvinde er gravid. Jeg ved det godt, jeg er ikke lille længere Så han elsker nok heller ikke mig længere. Måske gjorde jeg noget forkert? Vi havde ellers aftalt, vi skulle på stadion til weekend og på café bagefter. Måske var jeg for meget? Ville jeg for meget?
Signes hjerte bristede over hans ord. Hun følte jo selv det samme, men hun vidste, at Mads fortjente sin far. Selv hvis Kasper måske ville se ham igen en dag. Hun glattede hans hår og sagde:
Du har aldrig været for meget for ham. Det er ikke din skyld. Han ville helst, du ikke læste brevet. Han har fundet en anden kvinde, ja, men du har stadig en plads i hans hjerte. Han vil selv opsøge dig, hvis han får brug for det.
Han har forrådt dig, svarede Mads mørkt.
Signe forstod ham. Hun var selv vred, ked af det, og følte sig bedraget. To år havde Kasper gemt på det, uden at tage hensyn til deres følelser. Set hende i øjnene, erklæret kærlighed, mens han levede et dobbeltliv.
Dagene blev tunge. Signe indledte skilsmissen, mens Mads nægtede at tilgive sin far. Han forstod det hele. Om aftenerne kunne Signe høre ham græde.
Men langsomt lettede sorgen. Signe og Mads lærte at leve uden Kasper, der hurtigt fik travlt med sin nye familie og sjældent tog kontakt. Hans forklaring var altid, at han ikke havde tid, at det var blevet for svært. Mads blev ked af det, savnede sin far, men sagde ikke meget.
En dag, da Signe kom hjem fra arbejde, hørte hun larm i opgangen. Det var Kasper og Mads, der råbte ad hinanden. Kasper stod udenfor døren, tiggende, mens Mads rasende råbte:
Gå din vej! Du har ingen ret til at komme her! Jeg hader dig! Mor elsker dig heller ikke mere!
Mads lyt nu, min dreng
Forsvind!
Signe gik hurtigt ud til dem. Da hun kom, trak Mads sig tilbage, mens Kasper straks så på hende, som en, der havde opgivet alt håb.
Signe, jeg vil tilbage. Mads nægter at lukke mig ind, men du kan vel tilgive mig?
Nej, mor! Mads kiggede bønfaldende på hende, stadig vred.
Signe betragtede Kasper. Engang elskede hun ham så højt, hun troede ikke, hun kunne leve uden ham. Men efter hans svigt, vidste hun, at selv om hun kunne tilgive, måtte de aldrig mere være en familie.
Hvad, så? Kasper trådte et skridt nærmere og forsøgte at smile. Vil I ikke lukke jeres far og mand ind?
Det var du for et halvt år siden, svarede Signe stille. Nu har du ikke længere nogen ret til at være her. Hvis du vil have halvdelen af lejligheden, må du gå rettens vej. Men vi bliver ikke familie igen.
Hvad? Vil du smide mig ud? Signe, tilgiv mig! Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte dengang. Jeg kan ikke leve uden jer!
Jeg har tilgivet dig, men vi bor ikke sammen mere.
Signe gik ind og lukkede døren efter sig. Mads smilede trist det havde været svært at afvise sin far, men nu var det gjort.
Mor, vær ikke ked af det. Vi har det fint sammen. Bare os to.
Signe tørrede tårerne væk og sendte ham et forsigtigt smil. Gennem dørens kighul så hun Kasper blive stående lidt, før han forsvandt ned ad trappen. Innerst inde følte hun en lettelse hun havde taget afsked med bedraget og fortidens sorg. Det var tid til at sige farvel til det gamle liv.
Mads, du er sej, sagde hun.
Skal vi ikke fejre det, mor? Bestille pizza? Eller måske kage?
Mads smilede stort for første gang i lang tid, og Signe var ikke i tvivl. Det mørke kapitel var slut.
Jo, selvfølgelig. Og flødeboller! Nu skal vi være glade igen.
Hun så sin søns øjne lyse op. Der kom mange svære dage, men hun vidste, at nu skulle det nok gå. En ny begyndelse for dem begge.
