Jeg har brug for en mand til weekenden, ikke til livet – jeg er allerede alt for godt stillet«, ærlig holdning fra en 52-årig kvinde
»Nu må vi da snart flytte sammen.« »Hvorfor?« »Hvad mener du med ‘hvorfor’? Vi er jo voksne mennesker.« »Netop derfor forstår jeg det ikke – hvorfor?« Hvis nogen havde sagt til mig som trediveårig, at jeg som tooghalvtreds ville skulle forsvare mig mod mænd, der insisterende forsøger at flytte ind hos mig, ville jeg have tænkt, at livet var gået helt af lave. I min ungdom var det omvendt. Dengang var det mændene, der var bange for forpligtelser, fælles husholdning og samtaler om fremtiden. Nu sker der noget mærkeligt. Så snart en mand har været sammen med mig i en måned eller to, får han pludselig en underlig idé: at slå køleskabe, budgetter, lejligheder, problemer, beskidte sokker og alle de andre glæder ved at bo sammen sammen. Og det mest interessante er ikke engang det. Det mest interessante er, at ingen af dem nogensinde har kunnet forklare mig, hvad det egentlig skulle gøre godt for – for mig personligt.
Jeg hedder Bente, og jeg er tooghalvtreds år. Jeg har været skilt i femten år. Jeg har en voksen datter, min egen lejlighed, et arbejde, veninder, ferie to gange om året og et utroligt roligt liv. Om aftenen kan jeg spise is direkte fra bøtten og se serier til klokken to om natten. I weekenden kan jeg sove til frokost. Jeg kan stille en kop på bordet uden at få en forelæsning om roderi. Jeg kan undlade at lave frikadeller, hvis jeg ikke har lyst til at lave frikadeller. Og vigtigst af alt – der står ingen og ånder mig i nakken med spørgsmålet: »Hvad skal vi have til aftensmad i dag?«
Problemet er, at mænd tilsyneladende opfatter min selvstændighed som en midlertidig misforståelse, der straks må rettes op med deres tilstedeværelse. Først beundrer de mig. De siger, at jeg er så uafhængig, interessant, selvhjulpen. Men så går der nogle uger, og det viser sig, at deres beundring havde et skjult formål. De håbede oprigtigt, at al den selvstændighed en dag ville komme dem til gode.
Det første varsel kom med Mads. Mads var otteoghalvtreds, så pæn ud, fortalte kloge ting om rejser og kunne endda bruge servietter på restaurant, hvilket efter de halvtreds kan betragtes som en seriøs kvalitet. Vi havde set hinanden i cirka en måned. Alt var godt. Biograf, gåture, caféer, ture ud på landet. Men så en aften sagde han en sætning, der fik mig til at sætte kaffekoppen tilbage på underkoppen.
»Hør, kunne du ikke komme forbi mig efter arbejde?«
»Hvorfor?«
»Jamen, for at lave noget mad.«
Jeg spurgte endda en gang til.
»Lave hvad for noget?«
»Aftensmad.«
Det viste sig, at Mads var træt af at bo alene. Nej, ikke mentalt. Fysisk. Han var tynget af et køleskab, der ikke fyldte sig selv. Han var skuffet over et komfur, der ikke lavede frikadeller uden hjælp. Han var bekymret for en vaskemaskine, der pludselig krævede menneskelig deltagelse. På et tidspunkt gik det op for mig, at manden oprigtigt betragtede forhold som en form for outsourcing af huslige tjenester.
»Mads, hvorfor laver du ikke selv maden?«
Han så på mig, som om jeg havde foreslået, at han selv skulle foretage en hjerteoperation.
»Jamen, du er jo kvinde.«
Fantastisk argument. Kort. Præcist. Lukker alle spørgsmål med det samme. Især hvis man ikke tænker sig om.
Efter Mads kom Peter. Peter var femoghalvtreds. Peter elskede at klage over materialistiske kvinder. Det var hans yndlingshobby. Ethvert samtaleemne endte efter syv minutter med en historie om, hvordan nogen havde forsøgt at udnytte ham for penge. Det lød særligt morsomt, når det kom fra en mand, der kørte i en bil ældre end nogle studerende og talte småmønter op ved supermarkedskassen.
På den sjette date besluttede Peter at invitere mig hjem.
»Kom på lørdag.«
»Godt.«
»Men køb lige ind på vejen.«
»Hvad for noget?«
»Jamen, til aftensmad.«
»Vil du have, jeg skal købe ind?«
»Ja.«
»Hvad laver du så?«
»Jeg tager imod dig.«
Jeg mener stadig, at denne mand var en undervurderet genialitet. For at finde på en date, hvor kvinden køber ind, bringer det, laver aftensmad og bagefter takker for invitationen – det er ikke alle, der kan.
»Peter, hvad med pengene til maden?«
»Hvorfor?«
»Hvad mener du?«
»Du har jo et arbejde.«
Der gik det op for mig, at ordet »materialistisk« kun brugte han om andre mennesker.
Efter sådanne historier begyndte jeg at se et mønster. Mænd kunne lide min lejlighed. De kunne lide ordenen i den. De kunne lide, at der altid var mad, rene håndklæder, friske lagner og fungerende VVS. De kunne lide mit liv. Men mærkeligt nok var de fleste overbeviste om, at når forholdet først startede, skulle jeg udvide servicen og begynde at servicere dem også.
Den mest underholdende var Kasper. Kasper talte meget hurtigt om at flytte sammen. Og han gjorde det med en iver som en, der lige havde fundet en måde at spare betydeligt på udgifterne.
»Forestil dig, hvor billigt det bliver at bo sammen.«
Når en mand starter en samtale med ordet »billigt«, får kvinder på min alder lyst til at finde lommeregneren frem.
»Hvordan mener du?«
»Et køleskab. Ét internet. Én boligudgift.«
»Billigt for hvem?«
»For os.«
Jeg smilede.
»Kasper, hvor bor du lige nu?«
»I en lejet lejlighed.«
»Og jeg?«
»I din egen.«
Der blev regnestykket pludselig meget interessant.
»Så du stopper med at betale husleje, flytter ind til mig, skærer dine udgifter ned og bliver lykkelig?«
»Ja, det er rigtigt.«
»Hvor er min fordel?«
Efter det spørgsmål blev manden tavs. I cirka to minutter. Man kunne se, at der foregik en kompleks tankeproces inden i ham. Så kompleks, at jeg aldrig fik et svar.
Det sjoveste skete med Jørgen. Han var enogtres. En meget præsentabel mand. Meget velopdragen. Meget træt af ensomhed.
»Det er hårdt at være alene.«
Jeg nikkede forstående.
»Det er let for mig.«
Han blev helt paf.
For mænd forventer som regel en anden reaktion. De forventer medfølelse. Solidaritet. Fælles længsel efter en partner. Men når en kvinde roligt meddeler, at hun har det godt alene, går systemet i stå.
Og her kommer vi til det centrale spørgsmål, som irriterer så mange mænd.
Jeg har faktisk brug for en mand.
Men ikke til at vaske hans skjorter.
Ikke til at stryge hans bukser.
Ikke til at lave suppe om søndagen.
Ikke til at lede efter hans sokker under sofaen.
Ikke til at høre historier om, hvorfor han ikke selv kan booke tid hos lægen.
Jeg har brug for en mand til samtale. Til ture. Til gåture. Til teater. Til rejser. Til en god aften. Til nærhed. Til følelser. Til glæde. Men ikke til at blive skrevet ind i min lejlighed.
Mænd bliver meget fornærmede over den holdning. Jeg er blevet kaldt egoistisk. Kaldt forkælet. Kaldt for selvstændig. Der er blevet sagt, at jeg ikke kan opbygge relationer. Men mærkeligt nok har ingen nogensinde kunnet forklare, hvorfor et forhold nødvendigvis skal betyde ekstra arbejde for kvinden. Hvorfor manden får en følgesvend, en samtalepartner, en elskerinde, en husmor og en kok i ét, mens kvinden skal betragte selve hans tilstedeværelse som en belønning.
Nogle gange tror jeg, at mange mænd bare ikke har opdaget, at verden har ændret sig. De lever stadig efter regler, der virkede for tredive år siden. Dengang var det nemmere for en kvinde at indgå et ubehageligt ægteskab end at bo alene. I dag er det anderledes. Mange kvinder på min alder har arbejde, bolig, venner, børnene er vokset op, lånene er betalt, livet er på plads. Og når en mand dukker op, opstår der et meget enkelt spørgsmål: Bliver mit liv bedre?
Hvis svaret er »nej«, hvorfor skulle jeg så?
Derfor siger jeg det ærligt. Jeg har brug for en mand til weekenden. Til livet er jeg allerede alt for godt stillet. Og ved I, hvad der er mest utroligt? Hver gang efter den sætning bliver mændene fornærmede. Selvom man tænker over det: Det er det mest ærlige kompliment, man kan give et forhold. For jeg vil have et menneske ved min side, ikke fordi jeg ikke kan klare mig uden, men fordi jeg har det godt med ham.
Og at bo sammen for at nogen får en gratis kok, rengøringsdame og administrator af sit eget liv? Undskyld mig. Den stilling lukkede jeg for femten år siden, og jeg har ikke tænkt mig at genåbne den.
Psykologens analyse
Efter de halvtreds befinder mange kvinder sig for første gang i en situation, hvor forhold ophører med at være en nødvendighed og bliver et valg. De har allerede bolig, indkomst, sociale forbindelser og erfaring fra tidligere ægteskaber. Derfor ændrer hovedspørgsmålet sig fra »hvordan undgår jeg at ende alene?« til »bliver mit liv bedre sammen med dette menneske?«
Konflikten opstår, fordi en del mænd stadig opfatter samliv som en naturlig byttehandel: manden giver sin tilstedeværelse, kvinden giver omsorg og husholdning. Men moderne kvinder vurderer i stigende grad de reelle fordele og omkostninger. Hvis forholdet kræver flere ressourcer, end det bringer glæde, falder motivationen for at flytte sammen drastisk.
Hovedkonklusionen er enkel: Modne forhold bygger i dag i stigende grad ikke på gensidig nød, men på gensidig komfort. Og hvis den ene part får bekvemmelighed, mens den anden får yderligere byrder, bliver et sådant forhold sjældent holdbart.
