Igen kom mor med sin sambo og endnu en fremmed mand. De var allerede let berusede, så Lærke krøb ind i et hjørne bag nattbordet.
Jeg vil gemme mig, for udenfor har sneen lagt sig som et hvidt tæppe. Alt ved mig er blevet for meget. Når sommeren kommer, afslutter jeg ni klasseår og tager til byen. Jeg skal på læreruddannelsen og blive lærer. Byen er kun ti kilometer væk, men jeg vil bo på kollegieværelset tænkte hun højt.
Moren og gæsterne slog sig ned i køkkenet. En boblende lyd lød, da de hældte noget i glas, og duften af røget pølse fyldte luften. Lærke slikkede utilsigtet sit læber.
Vent, du! lød moderens stemme.
Hvad er der galt?
I er to…
Det er første gang, vi er to, sagde Mikkels, morens sambo, med en stemme, der rungede som knust krus.
Et klirren af nedfaldende tallerkener fulgte, støj, hvæsende lyde. Lærke pressede sig dybere ind i hjørnet. Pludselig stilnede lydene.
Hør, Mikkel, hun sover, sagde samboen.
Jeg sagde, hun er en god pige, men jeg kan ikke lade være med at tænke på hende…
Hør, hun har en datter…
Hvilken datter?
Lærke, hun er allerede stor. Måske gemmer hun sig i værelset.
Træk hende hertil, udbrød Mikkels i en latterlig tone.
Lærke, hvor er du? sagde samboen, da han så Lærke og gav hende et skævt smil. Kom, sid med os!
Jeg kan også finde mig godt her.
Hvorfor er du så genert? forsøgte Mikkel at omfavne hende.
Lærke greb en vase fra natbordet og slog den ned over hans hoved. Et skarpt klirren af knust glas fyldte rummet. Hun sprang op og løb ud af døren.
Hold fast på hende! råbte Mikkel.
Men Lærke var allerede ved indgangen. Der var ingen tid til sko; hun løb ud i sine tynde sokker, slidte shorts og en slidt tshirt, som om hun fløj på vinger af sne.
Bag hende stormede mænd ud i den øde gade i den lille landsby. Hvor skulle man løbe om aftenen i sneen? Bag dem lød skrig. I det enorme hus, hun løb forbi, hørtes en hunds knurren, efterfulgt af en stemme, der råbte på hunden.
Lærke smækkede til porten og bankede hårdt. En fyr på omkring fyrre år åbnede døren.
Hjælp! mumlede hun stille, med bønfulde øjne.
Kom ind! trak han hende ind ved armen og smækkede døren bag sig.
Anders, hvad laver du? kom en kvinde ud på verandaen.
Her, pegede ejeren på Lærke. Der er nogle mænd, der jager hende.
Kom hurtigt ind! greb kvinden Lærke i armen. Vi kan tale derinde.
Lærke, kom ud på den gode måde! råbte Mikkel fra udenfor.
Anders, lad være! skreg kvinden. Gå ind i huset!
Bag dem hørtes skrig og hundens gøen fra gården.
Vi må ringe til politiet, sagde kvinden, mens hun trak sin telefon frem.
Pia, lad være. Jeg klarer det selv. De er helt sikkert lokale.
Hvordan vil du klare det? spurgte hun.
På min egen måde. Ro den unge kvinde ned!
Ejeren gik til køleskabet, lagde en flaske og et stykke pølse i en pose.
Han klappede hunden, gik ud på gården med den, og Mikkel styrtede frem:
Giv Lærke tilbage!
Tag den og løb væk!
Hvad er der? åbnede han posen, smilede og nikkede til sin ven. Lad os gå, Mikkel!
***
Ja, jeg hedder Pia Jensen, sagde kvinden, mens hun satte kedlen på komfuret. Sæt dig, fortæl mig, hvad der er sket.
Jeg hedder Lærke, begyndte pigen, mens hun knibbet med tænderne. Jeg bor på denne gade, men fra hjørnet.
Du er Kiras datter?
Ja.
Selvom vi er nye her, har vi hørt om din mor.
Lærke sænkede hovedet og begyndte at græde.
Hold op med at græde! sagde kvinden og trak pigen blidt ind i sine arme. Et mærkeligt, men trøstende greb. Lærke svøbte hende og græd endnu højere.
Kom så, lad os drikke te.
Ejeren trådte ind:
Så er alt i orden.
Hvad skal vi gøre med den smukke pige? nikkede Pia til Lærke og smilede pludselig.
Vi taler om det i morgen. Først drikker vi te og sender hende i badet.
Vil du have noget at spise? stillede Pia en kop te frem og smilede igen. Jeg kan se, du er sulten.
Bordet blev fyldt med smørrebrød og rester af kage.
Spis, spis! sagde ejer, mens han så på hende.
De pressede ikke flere spørgsmål på Lærke. De så, at hun skammede sig.
Da aftensmaden var slut, førte Pia hende ind på badeværelset:
Vask dig, tag dette badekåbe på!
***
Lærke ønskede kun én ting: at blive på dette sted og ikke blive smidt ud på gaden. Hvor dejligt at ligge i det varme bad, mens kulden stadig bider udenfor. Men nu måtte hun op igen; værterne ventede.
Hun trådte ud. En mand og hans kone sad i stuen på sofaen. Lærken smilede flovt:
Tak!
Sådan, Lærke, begyndte husmoderens tale. Jeg forstår, at ingen vil lede efter dig. Du vil ikke hjem, vel?
Lærke sænkede hovedet.
I morgen skal vi tidligt afsted
Jeg forstår, sagde hun og sank dybere ned.
Du bliver alene. Åbn ikke døren! Vores hund Jack lader ikke nogen ind. Forstår du?
Ja! udbrød pigen, uden at kunne holde tårerne tilbage.
Du kan lave borscht, inden vi kommer, sagde Anders med et finurligt smil. Kan du?
Jeg kan, svarede Lærke hurtigt, stadig bange for at blive smidt ud. Jeg kan også gøre rent.
Rengør, hvis du kan, i stuen, sagde Pia.
***
Næste morgen vågnede Lærke sammen med værterne. Hun lå stille i sengen, bange for at blive smidt ud igen. En bil brummede i gården, men så faldt stilheden over huset.
Hun stod op, vaskede sig. På køkkenet stod en varm kedel, brød, pølse og ost på bordet. På et skærebræt lå svinekød.
Hun spiste, ryddede bordet, tørrede af, vaskede gulvet. I gangen opdagede hun en støvsuger. Hun tændte den og begyndte at suge.
Hun slog den fra…
Hvad betyder alt dette? lød en stemme bag hende.
Hun vendte sig brat. En høj, smuk ung mand på omkring atten år med brune øjne stod i døråbningen, nysgerrig.
Jeg gør rent, mumlede Lærke. Hvem er du?
Nå, han rystede på hovedet, trak en mobil op fra lommen:
Mor, jeg er hjemme. Hvem er hun?
Søn, lad hende bo her lidt.
Hvad betyder det for mig?
Han gemte telefonen, så på Lærke fra top til tå, og gik mod køkkenet.
Skal jeg lave te? spurgte hun.
Jeg klarer det.
***
Lærke slukkede støvsugeren og begyndte at tørre støvet, mens hun lyttede til hvert fnug, der lagde sig på køkkenbordet.
Den unge mand spiste morgenmad, gik ind på badeværelset og kom ud uden tøj, duftende af lotion.
Hej, ejer, giv mig en flaske mere! råbte en stemme fra gaden.
Hvad er det nu? sagde drengen, da han gik mod vinduet.
Åbn ikke for dem! råbte Lærke panisk.
Han så på hende med et mærkeligt smil og gik mod udgangen.
Lærke løb mod vinduet. Ved hegnet stod samboen med sin ven og skreg noget uforståeligt. Lærke blev bange.
Pludselig kom husets søn løbende. De sprang efter ham, men snublede i sneen og faldt begge. Lærke syntes, at de faldt samtidigt.
Drengen bøjede sig over dem, sagde noget, de rejste sig med hovedene tunge og gik mod moderens hus.
***
Drengen vendte sig tilbage, stod stille og så på den frosne Lærke.
Bange, hvad? spurgte han.
Uden at kunne kontrollere sig, kastede hun sig mod hans bryst og begyndte at græde.
Hvad hedder du? spurgte han pludselig.
Lærke.
Jeg er Rasmus. Det er okay, græd ikke. De kommer ikke mere.
Rasmus gik op på sit værelse og forsvandt indtil aftenen. Lærke lavede borscht, satte sig ved bordet og tænkte.
Selvom hun ønskede at blive, vidste hun, at hun havde overskredet grænserne for, hvad der var passende.
Værterne kom tilbage. Pia Jensen rystede på hovedet, mens hun så på den nye orden. Anders Romerich smagte på borschten og nikkede.
Jeg tror, jeg skal hjem, sagde Lærke resigneret. Tak for alt.
Lærke, bliv her et par dage mere!
Tak, Pia Jensen! Jeg tager hjem, gentog hun.
Hun gik mod døren og stod fast. Siden i går gik hun omkring i huset i en fremmed pyjamas og fremmede sokker.
Kom! greb husmoderens hånd og trak hende ind i stuen.
Hun åbnede et skab, så længe på tøjet. Hun fandt jeans, en sweater og en varm sportjakke.
Tag dem på! Vi er næsten lige høje.
I behøver ikke…
Du skal ikke gå nøgen hjem. Tag dem på! Jeg vil ikke frygte mig selv.
Hun iførte sig tøjet, smøg sig ind i spejlet. Sådan en flot påklædning havde hun aldrig haft før.
I gangen tvang husmoderens hende til at tage en hue og vinterstøvler på.
Lærke, gå med ros på dine skridt!
Tak, Pia Jensen!
***
Livet gik ind i en ny strøm. Ikke helt som før. Moren fik arbejde på en gård. Samboen forsvandt med sin ven.
Foråret kom. En dag sad Lærke hjemme og læste. Da der blev banket på porten, kiggede hun ud og så Rasmus ved hegnet. Han nikkede, som om han sagde: Kom ud!
Hun gik ikke ud hun fløj ud.
Hej! smilede Rasmus.
Hej!
Mor sagde, du skulle komme.
***
Senere gik hun ind i det hus, hvor hun havde haft den lykkelige dag.
Hej, Lærke! mødte husmoderens hende i døren og omfavnede hende.
Hej, Pia Jensen!
Kom indenfor! Lad os drikke te!
Husmoderens satte hende i en stol, hældte te og satte sig selv ved bordet.
Vi skal på en måned til Tyrkiet, sagde hun med et drømmende smil. Sønnen er sjældent hjemme. Kunne du passe huset? Jack hunden, katten, blomsterne Jeg har mange planter.
Selvfølgelig, Pia Jensen!
Så godt, rakte hun frem med en pose. Her er tyve tusind kroner.
Hvorfor? spurgte Lærke.
Tag dem! Vi kommer nok ikke til at blive fattige. Vi fortæller alt, når du kommer.
Lærke memoriserede, hvor alle potteplanter og blomsterkrukker stod, hvor hundefoderet og kattens mad lå. Så råbte Pia:
Rasmus! drengen skyndte sig ud af sit værelse. Introducer Lærke for Jack!
Kom! lagde han let en hånd på hendes skulder.
De gik ud på gården, frigjorde Jack og gik en tur.
Hele vejen fortalte Rasmus om sine studier, karate og familiens forretning.
Lærke tænkte på noget helt andet. Hun så, at afstanden mellem hende og Rasmus var lige så stor som afstanden mellem hendes mor og Rasmus forældre. De var gode mennesker, men dette var ingen Askepothistorie det var liv.
«Om to måneder skal jeg bestå eksamen på læreruddannelsen. Jeg vil studere, arbejde, snurre rundt, men jeg vil blive et helt menneske. Jeg vil gifte mig, men ikke med den smukke fyr. Han er en vidunderlig dreng, men han er ikke min!
Jeg er taknemmelig for tøjet og de tyve tusind kroner fra Pia. Jeg kan i det mindste klare mig de første dage i byen.»
En indre stemme fortalte hende, at dette øjeblik markerede slutningen på hendes hårde barndom. En ny, voksen fase begyndte en fase, der også vil være svær, men hvor alt kun afhænger af hende selv.
De nåede frem til sommerhuset. Lærke klappede Jack på halsen, smilede til Rasmus og gik hjemad. I morgen starter hun arbejdet i sommerhuset. Arbejde alene og så er det hele!
