Jeg elsker dig ikke længere, Signe, siger Leif beslutsomt. Jeg har tænkt over det i lang tid, vejet for og imod, og jeg er sikker på, at jeg ikke længere har kærlighed til dig.
Leif taler med Signe i køkkenet, mens han sidder ved bordet. Signe står ved vinduet og svarer ham.
Jeg har indset det for længe siden, Leif, siger Signe og sukker tungt.
Længe siden? undrer Leif. Sådan?
Overrasker det dig? Signe åbner vinduet, tager en dyb indånding af den friske luft, smiler og lukker vinduet igen.
Ikke rigtig, men Jeg troede, du ikke vidste det, ler Leif bittert. Så er det faktisk nemt, Signe: vi må skilles.
Er du sikker på, at du virkelig vil det? spørger Signe. Tror du, det er det rigtige? Vi har været ægtefolk i så mange år, og vi har et barn.
Jeg betaler børnebidrag og alt det der, siger Leif. Jeg hjælper også jer økonomisk, så du behøver ikke tvivle på det. Jeg har ikke lyst til noget fra dig, Signe.
Hvad mener du med, at du ikke vil have noget fra mig? forstår Signe ikke.
Jeg mener, at jeg ikke vil gøre krav på lejligheden eller dele formuen, siger Leif og stirrer på det tomme bord.
Tænker du på den lejlighed og sommerhuset i Rødby, som jeg købte, før vi blev gift? spørger Signe. Skal du ikke dele dem?
Ja, Signe, ja, svarer Leif, fordi jeg er højere end det. Hvis jeg var en mindre ædel mand uden så bred og ren sjæl, ville jeg have ramt jer til den sidste krone, Signe.
Til den sidste krone? gentager Signe.
Til den sidste krone, Signe, til den sidste krone, siger Leif. Jeg ville have efterladt dig og din datter med ingenting. Men jeg gør ikke det. Jeg lader alt blive jeres. Tag det med. Jeg behøver intet. Sådan er jeg en krystalklar sjæl.
Tak, Leif, siger Signe. Du er en rigtig mand, i modsætning til nogle.
Nogle? forstår Leif ikke, løfter hovedet og kaster et blik på køleskabet.
De, hvis sjæl ikke er så ren som din, forklarer Signe.
Ah, de, indser Leif, hvem hun mener, og kigger på vasken, hvor der ligger en bunke urenset service. Ja, der er mange mænd, der på deres egen måde skammer sig over den titel. Du tror det ikke, men der findes så mærkelige eksempler, at man bare må undre sig: Hvor mange er der i verden?
Signe ler, står stadig ved vinduet og ser på regnen, der lige er begyndt at falde.
«Jeg elsker regn, når det drypper stille indenfor, varmt og roligt», tænker hun.
Jorden, Leif, den ruller alle over, og mænd de er forskellige, siger Signe.
Hvad mener du, Signe, at de er så forskellige? udbryder Leif glad og stirrer igen på bordet. Jeg skal fortælle dig en historie. På vores firma arbejder en fyr. Jeg vil lige sige, at han er af den slags. Forestil dig, at han, når han gik fra sin kone, så
Fortæl det en anden gang, Leif, afbryder Signe. Jeg har travlt nu. Har du mere at sige om os? Eller er du færdig?
Jo, selvfølgelig, svarer Leif. Der er stadig noget vigtigt.
Jeg lytter, siger Signe, stadig med øjnene i vinduet.
Signe, siger Leif ved bordet. Jeg går ud, efterlader alt til dig og vores datter, men jeg har én bøn.
En bøn?
Kan du give mig femhundrede tusind kroner? siger Leif. Jeg betaler dig tilbage, helt ærligt.
Femhundrede tusind? overrasket Signe. Er du sikker på, at det er nok?
Helt sikker, Signe, svarer Leif. Jeg har regnet på det.
Du har regnet? smiler Signe skeptisk. Virkelig?
Du griner, men det er sandt. Det er jo ikke så meget for de otte år, vi har været gifte, og jeg har ingen krav på dig.
Nej, siger Signe. Jeg accepterer ikke det. Det er for meget. Jeg giver dig ingen femhundrede tusind.
Hvordan kan du ikke give? undrer Leif. Femhundrede tusind?
Jeg giver dig intet, svarer Signe.
Hun træder væk fra vinduet og sætter sig ved bordet.
«Det er så meget, Leif. Intet giver hun mig. Hvad skal jeg så gøre nu? Hvorfor skulle hun ikke give mig noget?»
Så tre hundrede tusind, Signe?
Ikke en krone.
Hvordan kan det så være? spørger Leif forvirret. Så let siger du nej?
Så let, så siger jeg nej, gentager Signe.
Jeg troede, at det var ikke den sum, så Men hvis du vil have tre hundrede tusind, så er det meget, så Hvad med femti tusind?
Du driller mig, Leif, siger Signe.
Så så, svarer Leif efter en kort pause. Hvis du stiller spørgsmålet sådan så vil jeg forsvare mine rettigheder et andet sted.
Gør hvad du vil, siger Signe. Rettigheder elsker, når de bliver forsvaret, især et andet sted.
Skal du eller jeg indgive skilsmisse? spørger Leif strengt.
Hvilken skilsmisse, Leif, vågn op! svarer Signe. Vi er allerede blevet skilt.
Skilt? udbryder Leif. Hvorfor vidste jeg det ikke?
Leif, du gik for tre år siden fra huset og har kun ringet tre gange. Den første gang sagde du, at jeg ikke skulle bekymre mig. Den anden, at du løser alvorlige problemer. Den tredje gang ringer du nu: for at sige, at du ikke elsker mig og vil have femhundrede tusind.
Jeg havde brug for tid til at tænke, Signe, forklarer Leif. Jeg prøvede at redde familien. Men hvordan kan du blive skilt uden mig?
Du blev sendt stævninger på din adresse, men du dukkede ikke op.
Jeg gik med vilje ikke til retssagen, indrømmer Leif. Jeg troede, hvis jeg ikke kom, så ville de ikke splitte os. Så blev vi alligevel skilt?
Ja, Leif.
Hvordan kan man fratage en mand hans kone og barn uden hans tilstedeværelse?
Hvis du selv vælger at være væk, hvem kan du så bebrejde? svarer Signe. Kun dig selv.
Jeg kan jo ikke deltage, Signe, du ved, at jeg hader disse bureaukratiske retssager, siger Leif. Du kender mig; jeg kan ikke holde på dramaet foran andre. Nej, Signe. Nej, nej, og igen nej.
Så har hun forstået det og skilt os.
Hvem?
Dommeren, selvfølgelig.
Ah, ja, dommeren, Leif nikker. Det er vist gået op for dig, at vi ikke længere er ægtefolk?
Det er gået op, nikker Leif tungt. Så er det slut.
Slut.
Så er det sådan, så er det slut, siger Leif. Det er fortid, som man siger. Men hvordan gik det egentlig?
Hvad mener du?
Hvordan gik retssagen?
Det gik fint, Leif.
Fint, siger du?
Ja, kun vores egne var til stede. Ingen udenfor.
Egne folk er godt. Du ved, jeg bryder mig ikke om, at fremmede hører om vores problemer. Så længe det kun er vores folk, er det okay. Hvordan var dommeren?
Hun var rolig, ingen skænderier. Hun tænkte tit på dig.
Virkelig?
Ja.
Hvad sagde hun?
Hun spurgte bare, om vi klarede os uden ham. Så gik hun videre.
Hvorfor har du brug for femhundrede tusind?
Jeg vil have en renovering i min lejlighed, svarer Leif. Jeg troede, at Nanna og jeg allerede har styr på alt, og at vi elsker hinanden. Har jeg aldrig nævnt Nanna?
Nej.
Åh, Nanna, den fantastiske kvinde. Hun blev også skilt for nylig. Har jeg ikke fortalt dig om hende?
Nej.
Vi mødtes for tre år siden, siger Leif. Jeg ringede til dig da for at berolige dig, at alt var i orden.
Jeg husker kaldet, men du sagde intet om Nanna.
Vores forhold er godt. For et år siden blev hun mor til en lille pige. Jeg tænker på, at børnenes værelser skal renoveres, så de kan vokse i et pænt hjem.
Så du har to døtre, så?
Ja, to. Jeg har to piger. Lejligheden er gammel, den skal have ny el, varme, nye vægge. Det er en treværelses lejlighed på Engelstræde i København, bygget i 1970’erne.
Jeg ved det.
Nanna har foreslået, at du låner mig penge til renoveringen, ellers mister vi alting.
Var hun bange for mig?
Ja, men Nanna er en god kvinde. Vi har simpelthen ikke penge nok.
Skynd dig ikke med renoveringen, Leif, råder Signe.
Hvorfor ikke, Signe?
Fordi lejligheden på Engelstræde er købt i fællesskab, og halvdelen tilhører mig, så siger retten.
Du vil ikke gøre det, Signe, svarer Leif. Jeg har sagt, at jeg overlader alt til dig og vores datter Det kan du ikke gøre!
Jeg kan købe din andel, sælge min, eller give dig en etværelses lejlighed i en fem-etagers blok på Frederiksberg, men med god stand, foreslår Signe. Vælg.
Er det alt? råber Leif. Det er alt, hvad du og Nanna kan tilbyde? Vi har et barn! Har du tænkt på ham?
Hvis du fortsætter sådan, sælger jeg min andel til den første, der vil købe, siger Signe. Så ender du i en billig kollegieværelse med Nanna og barnet.
Leif ser på den snavsede service i vasken, den slidte køleskab, loftets revner, det beskidte gulv, de gamle vinduer fra 70erne. Han husker den ødelagte tv, det beskidte badeværelse og toilettet og får lyst til at græde.
Jeg accepterer, siger Leif stille.
Mikkel Andersen
Tilpasset efter Hvordan blive lykkelig.
