Lars! Er du hjemme? kaldte hans kone, Lise, da han trådte ind i lejligheden.
Jeg er i køkkenet, svarede Lise.
Hun var kommet hjem tidligt den dag og gik i gang med at lave aftensmad.
Lars skiftede tøj, vaskede hænderne og gik ind i køkkenet.
Hvorfor skryder du dig ikke? spurgte han.
Hvorfor skulle jeg? undrede hans kone.
På vej hjem mødte jeg Rikke fra afdelingen. Hun sagde, at I i dag fik en kvartalsbonus overført. En god en.
Overført, ja. Hvad får du ud af det?
Hvad tror du? Jeg sagde jo i går, at mor ringede og bad Sofie om hjælp med lånet. Du sagde, vi ikke havde penge. Nu har vi dem. Lad os sende Sofie ti tusinde kroner, foreslog Lars.
Hvorfor? spurgte Lise nysgerrigt.
Gå videre, du ved jo, at det er svært for Sofie at betale lånet alene. Jeg ringer til min mor og siger, at vi overfører pengene, sagde Lars og greb telefonen.
Vent! Stop! Har jeg nogensinde sagt, at jeg er klar til at betale lånet for din søster? afbød Lise ham.
Hvorfor så ikke hjælpe, hvis vi har penge? spurgte han.
Lad os starte med, at pengene ikke er i vores fælles kasse, men i min. Det er bonus, jeg har tjent ved at arbejde hårdt de sidste tre måneder!
Tror du, jeg har pløjet fra morgen til aften kun for at gøre din søster glad? Har jeg ikke andre mål?
Lars, men hun har børn!
Lise, jeg har også et barn. Freja vores datter. Hvis du husker, går hun på andet år på universitetet og bor på kollegiet i en anden by.
Jeg sender hende hver måned penge til leveomkostninger. Har du i to år givet din søster en eneste krone?
Jeg ved, du sender hende penge.
Måske ville hun også sætte pris på tusind kroner fra far til strømper? spurgte Lise. Og din søster, før hun gik i lånet, måtte overveje, om hun kunne klare det.
Men banken godkendte hende, mindede Lars.
Det er rigtigt. I banken arbejder kloge folk, som kan regne. De har beregnet, at Sofie har nok penge. Hvis hun mangler, bruger hun dem bare forkert.
For eksempel går hun alt for ofte i saloner og caféer i stedet for at indfri lånet. Så jeg har ikke tænkt mig at betale hendes smålækkerier!
Om aftenen hørte Lars, hvordan Lise på telefonen fortalte sin mor, at hun lige havde overført otte tusinde kroner.
Interessant: du har ingen penge til Sofie, men du giver dem til din mor, protesterede han.
Ja, Lars. Morens tandprotese er gået i stykker, hun skal til tandlægen, og hendes pension er ikke stor. Desuden er hun min egen mor, mens Sofie er en fremmed, forklarede Lise.
Sofie er faktisk min biologiske søster! mindede Lars.
Rigtigt, din, ikke min. Hvad har du imod mig?
Hvis så, så får jeg løn om to dage og sender pengene selv til Sofie, sagde Lars.
Selvfølgelig. Men først, som altid, overfør ti tusinde til huskontoen, svarede Lise.
Lars, jeg har længe ønsket at spørge: er ti tusinde ikke for meget? Kan det være mindre?
Det kan være mindre, men så vil aftensmaden kun bestå af makaroner med ketchup i stedet for hjemmelavede frikadeller eller bøffer. Du kan også droppe elregningen og glemme vaskepulver, grinede Lise.
Kan vi ikke klare økonomien så det både dækker bøffer og resten?
Prøv, hvis du kan, så låner jeg dig erfaring, svarede hun.
Samtalen sluttede der. Men Lars besluttede, at Lise ikke ville holde sit løfte, og overførte næsten hele sin løn til søsteren.
Han tog fejl. Næste dag, da han kom hjem fra arbejde, fandt han ingen spor af aftensmad i køkkenet.
Lars, hvad er der til aftensmad? spurgte han.
Kig i køleskabet, svarede Lise.
Lars åbnede køleskabet: det var tomt. Kun en ensom flaske ketchup stod på døren, og i grøntsagsskuffen lå to rynkede æbler.
Lars, der er intet.
Virkelig? Hvad skulle der være? Har du lagt noget der? spurgte hun. Vidste du, at du først skal lægge noget i køleskabet, før du kan tage noget ud?
Jeg er bare sulten, svarede Lars.
Jeg forstår, men jeg advarede dig: hvor du lægger pengene, der går du også hen for at spise. Og også for at spise morgenmad, sagde Lise og satte sig i stolen med sit strikkearbejde.
Lars måtte tage til sin mor.
Næste dag kom svigermor, Inge, for at opdrage sin svigerdatter.
Efter at have hørt svigermors lange tirade, sagde Lise:
Du har gjort alt for meget, Inge. Jeg hørte intet nyt. Jeg ved, at jeg er en dårlig hustru. Måske skulle jeg flytte ind hos dig? Hvorfor skal jeg så være sådan for ham?
Sig ikke dumme ting! Du er gift, så bo med din mand! svarede svigermoren.
Alt er klart. Det er kun mig, der er dårlig! Min lejlighed er fin, lønnen er god, og jeg har bonus! En eneste ulempe: jeg vil ikke dele med dig og Sofie!
Så har du besluttet at tømme din søns lommer? Så må du selv forsørge ham hele måneden. Husk: han spiser ingen pølser, og han vil ikke have kylling igen.
Så til aftensmad: bøffer med stegte kartofler og salat. Måske også kåldolmere men brug mere kød. I må også vaske hans tøj selv.
Lise, er du ved at miste forstanden? I har jo boet sammen før!
Vi har boet, nogle gange endda rimeligt, så længe I ikke stak næsen i vores liv. De skilte Sofie og Gry fra hinanden, og nu vil I blande jer i?
Hvad taler du om? Hvem skilte jeg fra? svarede Inge vredt.
Hvem ellers? Døtrene klagede: Gry er en dreng, han tjener lidt, har dårlig uddannelse, lille lejlighed osv.!
Gry flygtede, og Sofie blev alene med to børn og en ubetalt lånegæld. Så er I tilfredse nu?
Måske ikke! I keder jer, så I blander jer i vores affærer! Jeg er ikke Gry, jeg vil ikke holde ud længere giv mig Lars tilbage, pas på ham selv, for hvem kan gøre det bedre end en mor? Virkelig, Lars?
Åh, Lise! Jeg havde aldrig tænkt på det! Jeg vil ikke skilles fra dig! Moderen bare ville hjælpe Sofie, forsøgte Lars at forklare.
Hjælpe? Så du skal bo hos din mor eller Sofie indtil næste løn? Det er hvad de aftaler. Jeg tænker over det.
Lars forstod, at Lise mente alvor. Hele måneden boede han hos sin mor, indtil lønnen kom.
Den femte dag kom han hjem.
Lise, jeg har overført lønnen og sendt tre tusinde til Freja, sagde han ved døren.
Fra køkkenet duftede der en forførende duft af stegt svinekød i sødsur sauce.
Gå og vask hænderne, og sæt dig til bords, smilede Lise. Eller vil du tage til din mor?
Lars åbnede øjnene i panik, rystede på hovedet. Hans tunge stivnede af frygt. Lise indså, at ord var unødvendige handling sagde alt.
Hun gik straks til handling, og indtrykket blev siddende. Når hun en dag glemmer det, vil hun minde ham med et smil.
Hvad synes I om Lises påfund? Del jeres tanker i kommentarerne, og giv et like.
Venner, hvis I vil læse flere historier, så skriv en kommentar og husk at like. Det inspirerer os til at skrive videre!
