**Dagbog, 10. maj**
Lærke! Er du hjemme? råbte jeg, da jeg kom ind i lejligheden.
Jeg er i køkkenet, svarede hun.
Hun var kommet hjem tidligt i dag og gik straks i gang med aftensmad.
Jeg skiftede om, vaskede hænderne og gik ind i køkkenet.
Hvorfor holder du dig så tilbage? spurgte jeg.
Hvad skulle jeg så holde mig tilbage for? undrede hun sig.
På vejen hjem stødte jeg på Rikke fra afdelingen. Hun fortalte, at I i dag har fået kvartalsbonus indbetalt. Rigtig god.
Så er den indbetalt. Hvad giver det dig så?
Hvad giver den mig? Jeg sagde jo i går, at mor ringede og bad Zofia om hjælp til boliglånet. Du sagde, at vi ikke havde penge. Nu har vi dem. Lad os overføre ti tusind kroner til Zofia, foreslog jeg.
Hvorfor? spurgte Lærke.
Så gør du ikke, du ved jo, at Zofia har svært ved at betale lånet alene. Jeg ringer lige til min mor og siger, at vi sender pengene, sagde jeg og greb telefonen.
Vent! Hør op! Har jeg overhovedet sagt, at jeg vil betale lånet for din søster? afbrød Lærke mig.
Hvorfor skulle vi ikke hjælpe, hvis vi har penge? spurgte jeg.
Først og fremmest er pengene ikke i vores fælles kasse, men i min. Det er bonuspenge, jeg har tjent ved at arbejde ihærdigt de sidste tre måneder!
Tror du, jeg har gravet i jorden fra morgen til aften kun for at gøre din søster glad? Har jeg ikke andet formål?
Lærke, men hun har børn!
Jeg har også et barn. Freja er vores datter. Husk, hun læser på andet år på universitetet i Aarhus og bor i kollegiet.
Jeg overfører hende hver måned penge til leveomkostninger. Har du nogensinde givet en eneste krone til vores datter?
Jeg ved, du sender penge til hende.
Men kunne hun måske også have glæde af tusind kroner fra far til strømper? spurgte Lærke. Din søster burde have regnet ud, om hun overhovedet kan klare lånet, før hun går ind i det.
Men banken har jo godkendt hende, mindede jeg hende.
Det er korrekt. I banken arbejder kloge folk, som kan regne. De har beregnet, at Zofia har penge nok. Hvis hun mangler, så bruger hun dem bare forkert.
For eksempel bruger hun for meget på caféer og salon i stedet for at indfri lånet. Så betaler jeg ikke hendes ekstravagante udlæg!
Senere på aftenen hørte jeg, hvordan Lærke ringede til sin mor og sagde, at hun lige havde overført otte tusind kroner.
Interessant: du har ingen penge til Zofia, men du har masser til din mor, udbrød jeg.
Ja, min mors tandprotese gik i stykker, så hun skal til tandlæge. Pensionsydelsen er lille, og hun er min mor, mens Zofia er en fremmed for mig, forklarede Lærke.
Faktisk er Zofia min biologiske søster! mindede jeg hende.
Så er det din, ikke min. Hvad forventer du af mig?
Så, jeg får min løn om to dage og sender pengene selv til Zofia, sagde jeg.
Selvfølgelig. Men husk først at overføre ti tusind til husstandskortet, som du altid gør, svarede Lærke.
Lærke, jeg har længe undret mig: er ti tusind ikke for meget? Kan det ikke være mindre?
Jo, det kan det. Så vil vi kun have spaghetti med ketchup til aftensmad i stedet for frikadeller eller bøffer. Vi kan også undvære el og vaskepulver, sagde hun med et smil.
Er der ikke en mere økonomisk måde at styre huskøbet på, så vi både har råd til bøffer og alt andet?
Prøv, hvis du kan. Hvis du lykkes, låner jeg af din erfaring, svarede hun.
Samtalen sluttede der. Alligevel besluttede jeg, at Lærke aldrig ville holde sit løfte, så jeg overførte næsten hele min løn til min søster.
Det viste sig at være en fejl. Næste dag, da jeg kom hjem fra arbejde, fandt jeg ingen spor af aftensmad i køkkenet.
Lærke, hvad skal vi spise i aften? spurgte jeg.
Kig i køleskabet, svarede hun.
Jeg åbnede køleskabet: det var tomt. Kun en ensom ketchupflaske stod på døren, og i grøntsagsbakken lå to indrogne æbler.
Lærke, der er intet.
Virkelig? Hvad skulle der være? Har du lagt noget i? spurgte hun. Vidste du, at du først skal lægge noget i køleskabet, før du kan hente noget ud?
Jeg er bare sulten, svarede jeg.
Jeg forudsagde det. Men jeg sagde jo: hvor du har lagt pengene, der skal du også finde aftensmad og morgenmad, for resten, sagde Lærke, mens hun satte sig i stolen med sit hæklearbejde.
Jeg måtte tage til min mor for at få mad.
Næste dag kom min svigermor, Nina Volf, for at opdrage sin svigerdatter.
Efter at have hørt Ninas lange tirade, sagde Lærke:
Du har gjort så meget for ingenting, Nina Volf. Jeg har intet nyt at lære her. Jeg ved allerede, at jeg er en dårlig hustru. Måske skal jeg flytte ind hos dig? Hvorfor skal jeg være sådan for ham?
Sig ikke så dumme ting! Du er gift, så bo med din mand! svarede svigermor.
Jeg forstår. Det er kun mig, der er dårlig! Min lejlighed er fin, lønnen er god, bonusen er stor! Det eneste problem er, at jeg ikke vil dele med dig og Zofia!
Så I vil tømme jeres søns lommer? Så holder I ham selv i en måned. Husk, han spiser ikke pølser. Kylling kan han heller ikke tåle.
Så er aftensmaden bøffer med stegte kartofler og salat. Måske også kål med mere kød. I må selv klare vasketøjet. sagde Lærke.
Lærke, er du ved at miste forstanden? Vi har jo tidligere boet sammen! undrede svigermor.
Vi har boet, nogle gange endda rimeligt, indtil I kom med jeres næse i vores liv. Zofia og Gustav er skilt, og nu vil I blande jer ind?
Hvad snakker du om? Hvem har jeg skilt? blev Nina Volf vred.
Det er jo jer! Døtrene klager: Gustav er så han respekterer dig ikke, han tjener lidt, uddannelsen er ringe, lejligheden lille osv. svarede Lærke.
Vi er trætte af Gustav, så han løb væk! Zofia er nu alene med to børn og en uoverskuelig boliglån. Så tilfreds?
Formodentlig ikke! I keder jer, så I blander jer i vores anliggender! Jeg er ikke Gustav, jeg vil ikke holde ud længere jeg sender dig Mikkel tilbage, så pas på ham selv, for ingen kan gøre det bedre end en mor, forstået?
Hvad? Lærke, jeg havde aldrig tænkt på så noget! Jeg vil ikke skilles fra dig! Mor sagde bare, at hun ville hjælpe Zofia, forsøgte jeg at forklare.
Hjælpe? Så længe du bor hos din mor eller Zofia til næste løn, så lad dem beslutte, svarede hun. Jeg vil tænke over det.
Jeg indså, at Lærke mente alvor. Hele måneden boede jeg hos min mor, indtil den femte i næste måned, hvor jeg gik hjem.
Lærke, jeg har overført lønnen til dig, og sendt Freja tre tusind, sagde jeg ved døren.
Duften af stegt svinekød i sød-sur sauce strømmede ud af køkkenet.
Gå og vask hænderne, og sæt dig til bords, smilede Lærke. Eller tager du til din mor?
Jeg så forskrækket på hende, men kunne ikke tale. Jeg forstod, at ord bare var spild af tid.
**Lektion:** Når penge flyder ind og ud, må man huske, at ægte tryghed kommer af at holde sine løfter og dele ansvaret ellers ender man i et tomt køleskab og en hjertefølelse, der er lige så kedelig som ketchup.
