Dagbog, 17. maj
Hvilken regning er forfalden? De må tage fejl, vi har jo ingen lån… Ja, Pedersens, ja, vores adresse, men… Hvor meget sagde De? Det kan ikke passe. Hvem står lånet i navn på? undrede Signe sig.
På Peter Mikkelsen Pedersen, lød svaret.
Ja, det er min mand, men hvordan kunne han? Og hvorfor? Signe sad helt forvirret tilbage.
Jeg forstår Dem, stemmen blev mildere, Men reglerne er ens for alle: forfaldsdatoen er overskredet, i dag får I en påmindelse, senere følger yderligere tiltag.
Signe husker ikke helt, hvordan hun endte inde foran computeren. Chokket ramte hårdt. Nej, hun blev nødt til selv at finde ud af, hvor denne gæld kom fra.
Hun havde aldrig set et kreditkort hjemme hos Peter, så pengene var ikke brugt på familien. Hvad foregik der? Hun kunne umuligt koncentrere sig om arbejde resten af dagen. Alt drejede sig om det mærkelige opkald. Hun talte sekunderne, til Peter kom hjem.
Hvem var pengene til? Hvem bad dig om at tage et lån?!
Jeg nåede det ikke, de ringede alligevel, brummede Peter irriteret. Og med det samme han opdagede, han havde afsløret sig selv, skød han skylden på Signe: Hvad glor du sådan for? Det var til mor, min mor. Hun bor jo alene…
Hvad skulle hun dog bruge så mange penge til? Vi klarer os med mindre, selvom vi begge arbejder!
Hun skulle på ferie, er det så svært at forstå?
Hvilken slags ferie? Er det en tur til de Kanariske Øer, eller hvad?
Hun har opfostret mig alene. Hun har ret, forstår du det? Jeg havde ikke regnet med den her mistro fra dig…
Peter trampede fornærmet ind i stuen og kastede sig demonstrativt i lænestolen med ryggen til. Han gjorde altid sådan, når han ville presse mig. Men denne gang lod jeg mig ikke gå på.
Jeg nægtede bare at diskutere mere. Svigermor Anna Sofie fyldte alt for meget i vores liv. For Anna Sofie har altid kunnet forlange, lige siden hun mødte mig første gang. Hun greb straks fat i mine øreringe og spurgte begejstret, om de var ægte eller bare pynt.
Da hun hørte, at jeg kun gik med ægte smykker, sukkede hun:
Hvorfor smide så mange penge ud? I kunne jo have købt noget ordentligt til hjemmet…
Det er en gave, blev jeg vred.
Nåh, så er det noget andet, sagde hun knastørt.
En uge senere bad Peter forlegent, om jeg lod være med at tage øreringene på, når vi skulle hjem til hans mor. Hun blev nemlig ked af, at hun ikke selv havde sådan nogle, og Peter havde ikke råd til at købe dem til hende.
De første advarselslamper blinkede dengang. Men forelskede Signe skubbede bekymringerne væk. Så blev vi gift. Anna Sofie strålede i dyrt tøj med en ordentlig gave, som jeg først en måned senere fandt ud af, Peter selv havde købt til hende ellers ville hun ikke deltage i brylluppet.
Derfra gik det slag i slag. Først skulle hun have nyt fjernsyn, som veninden, bagefter var det føntørreren som søsteren, så var det behandlinger i en skønhedssalon og ALT skulle være her-og-nu. Ellers begyndte Anna Sofie straks at græde og klage over sit helbred. Peter kunne ikke klare at høre sin mor græde og gjorde alt for at opfylde hendes ønsker.
Det er jo min mor… Hvad skulle jeg ellers gøre!
Men nu havde han også en familie. Og der var aldrig penge nok, selvom vi begge tjente glimrende. Hvorfor manglede vi altid til det mest nødvendige? Spurgte jeg Peter, trak han bare på skuldrene:
Signe, du har bare ikke lært at holde styr på et husholdningsbudget. Det kunne du lære af mor…
Men sådan en svigermor gav jeg ikke meget for. Jeg gik hurtigt op for mig, at den type mor kun ødelægger ens familie. Jeg holdt mig, så vidt muligt, på afstand.
Nu var det dråben, der fik bægeret til at flyde over: nu ville hun have os til at betale sin ferie. Det kæmpelån Peter havde optaget kunne både betale tre afdrag på boligen, give os møbler og alle de maskiner vi manglede og stadig have penge til at fejre det hele med middag på DAngleterre!
Det virkede ikke som om Peter ville ændre vaner: alt for mor. Måske kunne jeg have levet med det, for det er jo trods alt hans mor. Men at tage lån uden at sige det? Hvad hvis han døde? så ville JEG hænge på gælden! Anna Sofie? Hun ville bare græde.
Det var tid til at tage en alvorlig snak. Han måtte vælge, eller i det mindste sætte grænser for sin mor. Men samtalen blev aldrig til noget: Peter blev vred og kaldte mig grådig og følelseskold:
Jeg har betalt tilbage, og jeg betaler det hele! Jeg orker ikke høre på dig mere. Mor vil ikke på billige ophold, hun vil have det bedste. Det fortjener hun. Hun har givet mig alt, og jeg kan ikke engang give hende en ferie?
Men vores økonomi kan ikke bære hendes ønsker! Det må hun forstå.
Så forklarer jeg dig det: Mor er et helligt menneske…
Det stod klart, at Peter ikke havde tænkt sig at ændre noget. Og jeg vidste udmærket, at Anna Sofie var jaloux på vores ægteskab: hun ringede hver dag, bad Peter komme ud til hende, for hun savnede ham og han satte altid alt til side og kørte tværs gennem byen.
Efter vores skænderi gik vi begge på arbejde næste dag uden at have talt sammen. Ved middagstid havde jeg det virkelig skidt. Mine bekymrede kolleger fik mig overtalt til at tage til lægen, og der fik jeg en stor nyhed: jeg ventede et barn. Jeg glædede mig til endelig at kunne fortælle Peter nu havde vi grund til at lave om i budgettet.
Men glæden blev kort. Peter sagde, han ikke var klar, og bad mig overveje abort. Kort efter ringede Anna Sofie også op. Men hvor Peter bad, dér krævede hun:
Jeg gider ikke være mormor! Hvad har du gang i? Tror du, et barn kan holde på min dreng? Glem det han går alligevel fra dig…
Hvor vil han dog gå hen? Hvor har De det fra?
Jeg er hans mor. Han har for længst tænkt på at finde en anden end sådan en som dig. Så gør nu bare som han siger du får ikke en krone i børnebidrag.
Jeg fik sløret for øjnene og vågnede først op igen på hospitalet.
Nå, du vågnede endelig, Signe, sagde en stemme, jeg genkendte. Da jeg slog øjnene op, sad Lene fra opgangen som også var sygeplejerske ved sengen.
Åh, Lene, hviskede jeg, vidste slet ikke, du arbejdede her…
Det gør jeg altså, lo hun, Jeg troede et øjeblik, du og barnet ikke ville klare den.
Hvad?!
Tag det roligt, alt er okay. Men fortæl mig lige, hvad der skete?
Da hun fik hele historien, blev hun alvorlig. Så lagde hun hånden på min skulder og sagde:
Drop den familie Peter ændrer sig ikke, og hans mor vil aldrig lade dig være. Hun mener, han skylder hende alt. Hun sled sin egen mand op, der knoklede ihjel for at opfylde hendes ønsker. Peter er præcis som sin far og vil aldrig gå imod sin mor.
Men han er jo blevet gift…
Tro mig, jeg ved ikke hvordan. Du skulle have hørt, hvor mange piger flygtede efter det første besøg hos Anna Sofie! Tænk dig grundigt om. Og hvad siger Peter til barnet?
Da jeg fortalte det hele, mumlede Lene noget grimt om mors dreng. Det var som om hendes ord var magiske. Jeg besluttede mig. Jeg skulle nok klare mig selv. Peter havde allerede valgt.
Jeg ansøgte om skilsmisse samme dag, jeg kom tilbage på arbejde. Peter pressede ikke på for at fortsætte. Heller ikke, at barnet havde det fint, fortalte jeg ham.
…Et år er gået nu, siden jeg blev fri. Jeg går tur med min datter i parken tæt på vores lejlighed.
Gud, er det dig, Signe? Hvorfor må jeg ikke se mit barnebarn? lød en velkendt, men ikke savnet, stemme.
Fordi det ikke er dit barnebarn, svarede jeg roligt. Det barn, du og Peter bad mig undvære, blev aldrig født. Den her pige hun er kun min datter. Og ja, hun har allerede sig en mormor.
Hvad bilder du dig ind…
Jeg bilder mig det ind, at du kan finde en, din søn kan bruge. For mig er sagen slut.
Jeg gik videre med et smil, ligeglad med de skældsord, hun råbte efter mig. Jeg havde forladt min morafhængige eks og en svigermor uden grænser i tide. Og i dag ved jeg, at det var det eneste rigtige at gøre.
