Hej du! Jeg må bare fortælle dig, hvad der er sket for mig og min nabo på den lille gård udenfor Skagen.
Du kan jo kun kende forskellen på persille og dild ud fra etiketterne i supermarkedet! klagede den sure nabo, Birgitte, mens hun rev sig i hovedet.
Lars og sin kone Kirstine kørte ned på deres sommerhus i juli. De købte det sidste efterår, men nu ville de endelig have styr på alt. Huset er pænt selv om vinteren er det hyggeligt men grunden og de øvrige bygninger krævede en hel del arbejde.
Den gamle have skulle have en total makeover. En ny sauna var allerede bestilt; om en uge skulle den ankomme og blive samlet, så de bare skulle bestemme, hvor den skulle stå. Samtidig skulle de have et overdækket skur til vasketøj, et brændehus og en lille lysthus. Børnebørnene lille Frederik og hans søster, den helt danske pige Rigmor lovede at komme forbi og hjælpe med alt.
Det er så roligt her, vi kan bo her året rundt. Vi er jo nu pensionister.
Jeg kiggede på kælderen i huset, der skal kun udskiftes et par døre.
Jeg gik en tur på vores terrasse. Husker du, vi snakkede om lysthuset? Det er jo slet ikke så vigtigt. På terrassen har vi et stort rundt bord og gamle stolpestole, som bare skal have en god omgang sandblæsning, så de holder i mindst hundrede år mere. Så kan vi sidde og drikke te og nyde udsigten over haven.
Sådan, døre først. Alt foregår på baghaven, så det ikke er for synligt fra vejen, men stadig smukt. Foran huset skal der være en lille eng med blomster.
Blomsterne er allerede her, mange flerårige, men vi skal bare finde ud af, hvor de skal stå. Måske skal noget flyttes, men den her sommer lader vi det ligge.
En uge senere ankom saunaen og børnene. Så gik arbejdet i gang. Birgitte kiggede forbi for at hilse, mens hendes børnebørn løb rundt om huset.
Har I børnebørn?
Ja, de kommer snart.
Hvorfor bygger I så den store hegn? Vi har nemlig aldrig haft hegn omkring vores grunde.
Hegn? Det faldt bare ned, så vi fjernede det. Vi vil have orden, men vi tager kun de metris, der er på vores egen grund.
Kommer der port? Vi har altid haft en indgang.
Indgangen er kun fra gaden, så der er ingen lille porte mellem os.
Så børnene, både jeres og vores, hvad skal de med at løbe rundt? I har jo fældet æbletræerne, men børnene elskede at kravle i dem.
Vi har kun beskåret og ryddet op, og så plantet nye. Så lad dem kravle i vores nye træer.
Alt er nyt hos jer. Hvorfor har I buske langs vores hegn?
Det er bare for pynt!
Birgitte gik, men kom tilbage med nye spørgsmål. Hendes børnebørn fortsatte med at løbe rundt på Lars og Kirstines grund, indtil de satte op de nye porte.
I har virkelig slået jer ned her, siger Birgitte igen. Skal I bo her om vinteren?
Tiden vil vise.
Hvorfor låser I porten? Børnene plejer at spille bold foran huset, så det er sikkert her.
Jeg har hele haven fyldt med bede, så jeg har ikke plads som jer. Du kan kun skelne krydderier på etiketter i supermarkedet, og du har kun set bær i syltetøj. Du skal egentlig blive bedre ven med mig.
Porten er lukket for fremmede øjne, så jeres børnebørn ikke overtager. For få dage siden slap to af vores høns ud, og vi har stadig ikke fundet dem.
Har I høns? Så I har tænkt jer at bo her for altid?
Vi bor allerede.
Sidste uge i august fejrede de Lars og Kirstine deres ægtefælles fødselsdag. Børnene, børnebørnene og hele familien samlede sig. Mændene stegte pølser og flæskesteg, kvinderne lavede salater og dækkede bordet på terrassen.
Hej, vi kom forbi for at hilse på jer som naboer, som man plejer. Vi har altid klædt os på tidligt uden invitation, for vi er jo naboer. Børnene ved allerede alt fra morgenstunden.
I er ved at forberede jer, gæsterne er kommet, så lad os sidde sammen. Det bliver sjovere for børnene, og vi har jo længe ventet på at blive venner.
Så vi har jo ikke inviteret jer. Vi har kun familien her, så det er en familiefest. Vores forhold er nabotilnabo, ikke familie.
Måske det en dag bliver sådan. Børnene vokser op, og måske bliver vi slægtninge, griner Birgitte.
Hun gik videre, men kom stadig tilbage, selvom hun hele tiden fandt på undskyldninger. Hendes børnebørn kravlede overalt de rystede æble- og pæretre, klatrede op på saunaens tag (heldigvis faldt de ikke). Senere samlede de sten rundt om bygningerne og begyndte at kaste dem i den oppustede pool. Det gik ikke så hurtigt, men pludselig løb børnene mod poolen med et jubelråb, da vandet spruttede ud.
Så snart efter er efteråret på vej, så er det tid til at tømme poolen, siger Birgitte. De har haft det sjovt.
Så er det tid til at gå hjem!
Vi har ikke engang sat os ned, børnene er sultne. Kom nu, lad os samle os om bordet!
Fejringen gik lidt i stå, men en anden fest lå forude. En uge senere kom børnene igen, og de fejrede Lars og Kirstines 35årige ægteskab. En af deres yngste, den syv år gamle lille Ole, havde i hemmelighed lukket porten. Man hørte nogen banke på porten, men familien lod som ingenting. Duften af grill og frisk luft fyldte luften, og vejret blev køligt.
Hvornår kommer I til byen?
Vi får se. Efteråret er her, vi skal høste æbler. Udbyttet er fantastisk i år, og vi kan godt lide stedet, bortset fra Birgitte, men hun er jo bare en del af livet. Vi har lært at klare os uden hende.
Alle lo sammen. Gæsterne kørte hjem, mens Lars og Kirstine blev tilbage med efteråret, så vinteren kunne komme. De vil prøve at klare sig, og hvis det ikke går, kan de altid flytte tilbage til deres lejlighed i København.
Birgitte tog så sin cykel og kørte hjem, for hun skulle have sine børnebørn på skole. Datteren var stresset, så bedstemor ville hjælpe. Lars og Kirstine sukkede lettet. Hvem kan jo have så besværlige naboer?
Hej, sig endelig, hvad du synes om historien! Giv et like, hvis du er med. :)Sneen lagde sig som et blødt tæppe over de nøgne grene, og lyden af vinden gennem de tomme ege blev til en stille melodi, som kun de, der havde lagt deres hænder i jordens løb, kunne høre. Lars trak den gamle uldedækt stol ud på terrassen, mens Kirstine tændte de sidste stearinlys i lysthuset, så lyset dansede i de frostklare glasruder. Børnene, nu med røde kinder og røde hænder fra den knap så kolde december, samlede sig omkring det store, runde bord, hvor en gryde med varm æblesuppe simrede på en lille ovn, som knap nok kunne holde varmen i den kolde nat.
En svag knirken fra porten gav dem besked om, at nogen var på vej. Birgitte stod i døråbningen, ansigtet blegt af kulde, men med et smil, der var lige så varmt som den brændende ild indeni. Hun havde medbragt en kurv med hjemmebagte knækbrød og en lille flaske hjemmelavet hyldeblomstvin, som hun stille sagde ville bringe dem alle sammen igen.
Jeg ved, at jeg har været en storm i jeres stille have, sagde hun, mens hun forsigtigt lagde kurven på bordet. Men jeg har også lært, at rødderne vokser stærkest, når de får lov at krydse hinanden.
Lars nikkede, og hans øjne mødte Birgittes. I et øjeblik syntes de at forstå, at de ikke længere var to separate små verdener, men en fælles historie, der blev skrevet i sneen, i saunens damp og i de duftende urter, som Kirstine havde plantet i de nye bede. De samlede sig omkring bordet, løftede deres kopper, og deres stemmer blandede sig med den stille vintervind, mens de lovede hinanden, at uanset hvor årstiderne førte dem, ville de altid finde vej tilbage til hinanden gennem porte, hegn og de usynlige tråde, der binder naboer til venner og venner til familie.
Da den første stjerne blinkede på den klare nattehimmel, lyste den op over den lille gård, og den lysende prik syntes at sige: her er hjemme, her er hjerterne, og her vil historien altid fortsætte.
