HeySanne, jeg må bare fortælle dig den her mærkelige historie, som jeg lige har hørt den er så vild, at den næsten lyder som en dårlig drøm, men den er helt ægte.
Det hele starter med, at jeg var på tankstationen i Hillerød, hvor JensHenrik, ejeren af en hel kæde af stationer, lige stod og snakkede med mig. Jeg husker, at jeg stod og tørrede bordet, da han pludselig sagde med et skævt smil:
Du må være spøgefuld, Signe.
Jeg så ham med de store, åbne øjne, og han rystede bare på hovedet.
Nej, jeg er helt seriøs. Men jeg giver dig lidt tid til at tænke over det, for tilbuddet er jo ikke hver dag man får. Jeg kan næsten gætte, hvad du tænker lige nu vejet det hele, tænk grundigt Jeg kommer tilbage om en uge.
Jeg stod målløs, mens han gik sin vej. Det, han lige havde sagt, gik ikke ind i hovedet på mig.
Jeg har kendt JensHenrik i tre år. Han ejer en række tankstationer og et par andre forretninger i Nordsjælland. Jeg arbejder deltid som rengøringsassistent på en af hans stationer. Han hilser altid pænt på personalet, taler varmt og er generelt en helt god fyr.
Lønnen er rimelig, så der er altid folk, der vil have jobbet. For to måneder siden, efter jeg havde færdiggjort min vagt, sad jeg på skråningen udenfor arbejdet var næsten færdigt, og jeg havde lidt fritid.
Pludselig åbnede serviceporten sig, og JensHenrik stod der.
Må jeg sætte mig?
Jeg sprang op.
Selvfølgelig hvorfor spørge?
Hvorfor springer du så op? Sæt dig, jeg bider ikke. Det er en skøn dag i dag.
Jeg smilede og satte mig igen.
Ja, i foråret føles vejret altid dejligt.
Det er fordi alle er trætte af den kolde vinter.
Måske har du ret.
Han sagde så:
Jeg har tænkt på noget: Hvorfor arbejder du som rengøringsassistent? Katarina sagde, at hun kunne give dig en betjening? Bedre løn, lettere arbejde.
Det ville jeg elske, men skemaet passer ikke min lille datter, Liva, bliver ofte syg. Når hun har det godt, kan naboen holde hende, men når det går ned, må jeg selv være der. Så Katarina og jeg bytter vagter. Hun hjælper altid.
Jeg forstår Hvad er der med pigen?
Det er så svært at tale om Lægerne forstår det ikke. Hun får anfald kan ikke trække vejret, panikker, alt mulig. De dyre undersøgelser er private. De siger, vi skal vente og håbe, hun vokser fra det. Jeg kan ikke bare vente
Hang i there, så bliver det nok.
Jeg takkede ham, og den aften gav han mig en bonus på fem tusinde kroner, uden at sige noget om, hvorfor.
Jeg så ham ikke igen, indtil i dag, da han dukkede op ved min dør. Da jeg så ham, stoppede mit hjerte næsten. Så hørte jeg hans forslag det gik helt over toppen.
JensHenrik har en søn, Mikkel, næsten tredive år gammel. Syv år har han siddet i kørestol efter en alvorlig ulykke. Lægerne gjorde alt, hvad de kunne, men han kom aldrig på benene igen. Han er deprimeret, trækker sig tilbage, taler næsten aldrig, ikke engang med sin far.
JensHenrik kom med en idé: at gifte Mikkel ud. Ærligt talt, så han kan få et formål igen, noget at kæmpe for. Han vidste ikke, om det ville virke, men han tænkte, at jeg kunne være den rette.
Signe, du vil blive passeret på. Du får alt, du behøver. Liva får alle de undersøgelser og behandling, hun har brug for. Jeg tilbyder dig en kontrakt på ét år. Efter et år er du fri uanset hvad. Hvis Mikkel bliver bedre, er det fantastisk. Hvis ikke, betaler jeg dig ekstra.
Jeg var så rasende, at jeg knap kunne få en eneste lyd ud. Som om han læste mine tanker, sagde han stille:
Signe, hjælp mig. Det gavner os begge. Jeg er ikke sikker på, at min søn vil røre ved dig. Det vil gøre livet lettere for dig du vil blive respekteret, officielt gift. Forestil dig, at du gifter dig af nødvendighed, ikke af kærlighed. Jeg beder kun om, at du ikke fortæller nogen om vores samtale.
Vent, Jens og Mikkel er han med på det?
Han smilede trist.
Han siger, at det er ligegyldigt. Jeg vil bare sige, at jeg har problemer med forretningen og min egen sundhed Det vigtigste er, at han er gift. Han har altid stolet på mig, så det er bare en løgn for fællesskabets skyld.
Han gik, og jeg sad længe med en følelsesløs fornemmelse. Indeni brændte jeg af foragt, men hans ærlige ord tog noget af skarpheden af forslaget.
Hvis jeg tænker på Liva Hvad ville jeg ikke gøre for min lille pige? Alt.
Og ham? Han er også far. Han elsker sin søn.
Pludselig ringede telefonen midt i min vagt:
Signe, hurtig! Liva har et anfald! Et stort!
Jeg kommer! Ring en ambulance!
Jeg nåede frem, lige da ambulancen stoppede ved porten.
Hvor har du været, mor? spurgte lægen strengt.
Jeg var på arbejde
Anfaldet var virkelig alvorligt.
Skal vi tage hende på hospital? spurgte jeg forsigtigt.
Lægen, som var ny i byen, svang en træt hånd.
Hvad er pointen? De hjælper ikke her. Det vil bare gøre hende mere nervøs. I bør tage hende til hovedstaden, til et godt specialklinik.
Først gik de 40minuter, så gik lægerne. Jeg ringede til JensHenrik:
Jeg er enig. Liva har haft endnu et anfald.
Næste dag pakkede vi. JensHenrik selv kom for at hente os, sammen med en ung, glatbarberet mand.
Signe, tag kun det nødvendige. Vi køber resten.
Jeg nikkede. Liva kiggede nysgerrigt på den store, blanke bil. JensHenrik knælede ved hende.
Kan du lide den?
Ja!
Vil du sidde forrest? Så ser du alt.
Kan jeg? Jeg vil så gerne!
Liva så på mig.
Hvis politiet ser, får vi en bøde, sagde jeg strengt.
JensHenrik lo og åbnede døren:
Hop ind, Liva! Og hvis nogen vil give os en bøde så giver vi dem i stedet!
Jo tættere vi kom på huset, jo mere nervøs blev jeg.
Gud, hvorfor sagde jeg ja? Hvad hvis han er mærkelig eller aggressiv?
JensHenrik lagde mærke til min uro.
Signe, slap af. Der er en hel uge før brylluppet. Du kan altid trække dig ud. Mikkel er en god fyr, klog, men noget er brudt i ham. Du får se selv.
Jeg steg ud af bilen, hjalp Liva ned, og så på den store villa. Det var ikke bare et hus det var et slot. Liva kunne ikke holde sig og jublede:
Mor, skal vi bo som i et eventyr nu?!
JensHenrik lo, løftede hende i sine arme.
Kan du lide det?
Ja!
Før brylluppet havde jeg kun mødt Mikkel et par gange, mest ved middage. Han spiste lidt, talte knapt. Han sad ved bordet, men hans tanker var langt væk. Jeg så ham; han var flot, men bleg, som om han ikke havde set sollys i evigheder. Jeg mærkede, at han, ligesom mig, levede med smerte. Jeg var taknemmelig for, at han ikke nævnte det kommende ægteskab.
På bryllupsdagen var der som om hundrede mennesker, der susede omkring mig. Kjolen var leveret dagen før, og da jeg så den, sank jeg ned i en stol.
Hvor meget kostede den?
JensHenrik smilede.
Signe, du skal ikke vide det. Se hvad jeg ellers har.
Han trak en lille miniatureudgave af bryllupskjolen frem.
Liva, skal vi prøve den?
Hun skrællede så højt, at vi måtte dække ørerne. Så gik prøveriet den lille prinsesse gik rundt med stor værdighed, strålende.
Et øjeblik så jeg Mikkel i døråbningen til sit værelse, og han så på Liva med et skyggefuldt smil.
Liva boede nu i værelset ved siden af vores soveværelse vores soveværelse. Jeg kunne ikke have forestillet mig, at jeg en gang ville ende her.
JensHenrik foreslog en tur på landet, men Mikkel rystede på hovedet.
Tak, far. Vi bliver hjemme.
Sengen i soveværelset var enorm. Mikkel holdt afstand, gjorde ingen bevægelser. Jeg, som havde planlagt at holde vagt hele natten, faldt pludselig i søvn med et hurtigt snurret.
Ugen gik, og vi begyndte at snakke om aftenenes. Mikkel viste sig at være utrolig intelligent, vittig, interesseret i bøger og videnskab. Han forsøgte ikke at komme tættere på mig, men langsomt begyndte jeg at slappe af.
En nat vågnede jeg med et hopp hjertet hamrede.
Noget er galt
Jeg løb ind på Livas værelse. Det var præcis, hvad jeg frygtede hun var i et anfald.
Mikkel, hjælp! Ring en ambulans!
Han stod ved døren med det samme og greb telefonen. Et øjeblik senere kom en søvnig JensHenrik ind.
Jeg ringer selv til Alex.
Ambulancen kom hurtigt. Lægerne var unge, iklædt hvide frakker og med moderne udstyr. Familielægen kom senere, og vi snakkede længe, efter anfaldet var overstået. Jeg sad ved min datter, Mikkel holdt hendes hånd.
Signe, sagde han stille, har hun haft det her siden fødslen?
Ja Vi har været på hospitaler så mange gange, lavet alverdens tests, men intet har hjulpet. Det var derfor min eks sagde, at jeg ikke skulle komme i vejen for hans liv.
Elskede du ham?
Sandsynligvis. Men det er længe siden
Så du gik med min fars tilbud
Jeg løftede øjenbrynene.
Mikkel smilte. Far tror, jeg ikke ved noget. Men jeg har altid læst ham som en åben bog. Jeg var bange for, hvem han ville finde til mig. Og så så jeg dig du er ikke som de der, der gør dette for penge. Nu ser det ud til, at alt falder på plads.
Han kiggede på mig.
Signe, græd ikke. Vi vil kurere Liva. Hun er en fighter. Hun brød ikke som mig.
Hvorfor brød du? Du er smart, flot, venlig
Han smilede skævt. Vær ærlig: Ville du have gift dig med mig, hvis alt var anderledes?
Jeg tænkte et øjeblik og nikkede.
Ja. Jeg tror, jeg ville elske dig lettere end alle de mænd, der lader som om de er helte. Men det er ikke kun det. Jeg kan bare ikke forklare det.
Mikkel smilede.
Du behøver ikke. På en eller anden måde tror jeg på dig.
Et par dage senere fandt jeg Mikkel ved en mærkelig aktivitet. Han havde samlet en kompliceret maskine og prøvede at arbejde på den.
Det er en træner, forklarede han. Efter ulykken skulle jeg bruge den mindst tre timer om dagen. Men jeg besluttede, at det ikke spillede nogen rolle længere. Nu Jeg er flov. Over for Liva. Over for dig.
Der gik et bank på døren. JensHenriks hoved dukkede op i døråbningen.
Må jeg?
Kom ind, far.
Han frøs, da han så, hvad hans søn lavede. Han slugte og vendte sig mod mig.
Fortæl mig var din fødsel smertefuld?
Hvorfor?
Lægen sagde, at de måske trak Liva ud hårdt, så hun fik en knoglebrist i tindingen. Udenpå hele helingen er synlig, men indeni presser den på en nerve.
Jeg sank ned i en stol.
Hvad gør vi nu?
Tårerne løb ned ad kinderne.
Rolig, græd ikke, sagde JensHenrik. Lægen siger, det er ikke en dom. Hun skal opereres. De fjerner det, der presser, og Liva bliver sund igen.
Men det er i hovedet Det er farligt
Mikkel greb min hånd.
Signe, lyt til far. Liva vil kunne leve uden disse anfald.
Hvor meget koster det?
JensHenrik så overrasket på mig.
Det er ikke dit problem længere. Du er familie nu.
Jeg blev på hospitalet med Liva. Operationen gik som planlagt, og om to uger skulle vi hjem. Hjem.
Men jeg vidste ikke længere, hvor mit rigtige hjem var.
Mikkel ringede hver dag. Vi talte længe om Liva, om hinanden, om små ting. Det føltes, som om vi havde kendt hinanden hele livet.
Et år gik, og min kontrakt nærmede sig sin slutning. Jeg prøvede at holde mig fra at tænke på, hvad der ville ske bagefter.
Om aftenen kom JensHenrik for at hente os alvorlig, anspændt.
Er der sket noget?
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det Mikkel har drukket i to dage.
Hvad? Han drikker aldrig!
Det troede jeg også. Han har trænet i en måned, gjort fremskridt og så gik han amok. Han siger, at intet virker.
Jeg gik ind i stuen. Mikkel sad i mørket. Jeg tændte lyset og begyndte at rydde flaskerne fra bordet.
Hvor tager du dem?
Du drikker ikke mere.
Hvorfor?
Fordi jeg er din kone. Jeg kan ikke lide, at du drikker.
Mikkel så forbløffet ud.
Det varer ikke længe Liva er rask nu. Så har du ingen grund til at blive hos en handicappet mand.
Jeg rejste mig op.
Du mener, med en idiot? Mikkel, jeg troede, du var stærk og klog, at du kunne håndtere det. Var jeg virkelig så forkert?
Han sænkJeg gik ud af døren, fast besluttet på at bygge min egen fremtid uden løfter, der binder mig til andres skæbner.
